‘FE-skandalen’ (2) :Det danske forsvars efterretningstjeneste bruger XKEYSCORE til kabelaflytning i samarbejde med NSA
’FE-skandalen’ (2) :Det danske forsvars efterretningstjeneste bruger XKEYSCORE til kabelaflytning i samarbejde med NSA
Oversat med tilladelse fra Electrospaces.
28. oktober 2020
I august i år kom det frem, at en whistleblower anklagede den danske militære efterretnings- og signalopklaringstjeneste, FE for ulovlige aktiviteter og for bevidst at have vildledt tilsynet.
Den danske presse var i stand til at tegne et overraskende fuldstændigt og detaljeret billede af, hvordan FE samarbejdede med NSA med hensyn til kabelaflytning på dansk jord.
Det blev yderligere afsløret, at amerikanerne havde forsynet Danmark med et nyt, sofistikeret spionsystem, der omfatter NSAs databehandlingssystem, XKEYSCORE.
En dansk avis afslørede, at beskyldningen om ulovlig indhentning stammede fra en ung ansat i FE, der minder om Edward Snowden. En nyoprettet undersøgelseskommission, skal nu klarlægge, om han blev drevet af frygt eller kendsgerninger.
Kabelaflytning
Den velrenommerede, danske avis Berlingske (grundlagt 1749) beskriver i en omfattende artikel d. 13. september, hvordan FE i samarbejde med NSA begyndte at tappe et internationalt telekommunikationskabel for at indhente udlandsefterretninger.
I midten af 1990erne havde NSA fundet ud af, at der et eller andet sted under København gik et backbone-kabel, der befordrede telefonsamtaler, email og tekstmeddelelser til og fra lande som Kina og Rusland, som var af stor interesse for amerikanerne.
At komme til at tappe kabler var imidlertid næsten umuligt uden danskernes hjælp, så NSA bad FE om adgang til kablet, men denne forespørgsel blev ifølge Berlingske afslået.
Aftale med USA
Den amerikanske regering gav ikke op og i et brev, der blev sendt direkte til den danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, bad USAs præsident Clinton sin danske kollega om at genoverveje beslutningen. Og Nyrup, der var svoren tilhænger af et tæt forhold til USA, sagde ja.
Samarbejdet blev stadfæstet i et dokument, som alle danske forsvarsministre ifølge Berlingske måtte underskrive, ”så alle nye ministre kunne se, at deres forgænger og dennes forgængere før dennes forgængere med deres underskrifter havde været en del af denne lille, men eksklusive kreds af folk, der kendte en af kongerigets største hemmeligheder”.
Denne operations kodenavn er ukendt, men den er sandsynligvis en del af NSAs paraplyprogram RAMPART-A. I dette program, der startede i 1992, sørger udenlandske partnere for adgang til internationale, fiber-optiske kabler med stor kapacitet, mens USA sørger for udstyr til transport, behandling og analyse:
Slide fra en NSA-præsentation af RAMPART-A fra oktober 2010
Aftale med en kabelejer
For at sikre sig, at kabelaflytningen var så lovlig som muligt, bad regeringen om godkendelse fra det private, danske firma, der drev kablet. Firmaet sagde ja, men først efter at det var godkendt på højeste sted, og derefter blev aftalen underskrevet af statsminister Rasmussen, forsvarsminister Hækkerup og departementschef Troldborg.
Fordi kablet befordrede international trafik, blev det opfattet som liggende indenfor FEs mandat til indhentning af udenlandske efterretninger. Aftalen blev ifølge Berlingske kun lavet i en kopi, der blev fremvist for firmaet og derefter låst inde i et pengeskab i FEs hovedkvarter i Kastellet i København.
Den danske aftale ligner meget transitaftalen mellem den tyske udenlandsefterretningstjeneste, BND, og Deutsche Telekom, i hvilken sidstnævnte gik med til at give adgang til internationale transitkabler i dets central i Frankfurt am Main. BND tappede derefter disse kabler med hjælp fra NSA i operation Eikonal (2004-2008).
Behandling på Sandagergård
Berlingske skrev, at de kommunikationsdata, der blev tappet fra hovedkablet i København, blev sendt fra det danske selskabs tekniske center til FEs Sandagergård-kompleks på Amager. USA havde betalt for et kabel mellem de to steder.
På Sandagergård ”sikrede NSA sig, at der blev installeret teknologi, der gjorde det muligt at indtaste nøgleord og oversætte den enorme mængde information, såkaldt rådata, fra kabelaflytningen til ”læsbar” information.
Filtersystemet fik ikke blot nøgleord fra FE, men USA gav ”FE en række nøgleord, der er relevante for USA. FE kigger på dem og kontrollerer, at der grundlæggende ikke er nogen danskere imellem dem og indtaster nøgleordene” ifølge kilder, der citeres af Berlingske.
Udover at filtrere ved hjælp af nøgleord og selektorer, må FE og NSA også have brugt metadata til kontaktsammenkædning, der betyder, at rekonstruere hvilke telefonnumre og emailadresser, der har været i kontakt med hinanden for at kunne skabe grafer over sociale netværk, noget som kilderne øjensynligt ikke ønskede at afsløre overfor Berlingske.