Fem kriselektier om økonomi og arbejde

Kriser giver et ryk. Samfundet rystes, og det gælder om at begrænse skaderne. Det har også været fokus for den danske regering, og det er, som det skal være. Øvelsen er at kunne holde en kurs, når stormen sætter ind. Efter finanskrisen tænkte, talte og skrev vi meget om, hvad der burde være gjort, men alligevel havnede vi stort set tilbage på samme spor som før. Denne krise skal ikke ”spildes” rent politisk. Derfor giver jeg her mit bud på fem korte lektier, vi skal lære – og handle efter.

Denne krise har haft sundhed som øverste hensyn, mens økonomi er trængt ned på en andenplads. Det er i sig selv interessant, for under finanskrisen handlede alt om økonomi. Vel at mærke den privatkapitalistiske af slagsen.

“Vi skal drive hospitalerne omkostningseffektivt. Corona-krisen har blotlagt, at det betyder, vores hospitaler kun er gearet til en situation, der går en smule ud over normalen.”

Coronakrisen har vist os – igen – at en forudsætning for den private sektors trivsel er, at det offentlige leverer en række elementer, i dette tilfælde især et velfungerende sundhedsvæsen. Det var hensynet til sundhedsvæsenet, der betingede den omfattende nedlukning. Det ligger derfor lige for at spørge – om vores sundhedsvæsen er stærkt nok. Sundhedsstyrelsens direktør har tydeligvis ikke ment, at det var det. To år i træk advarede han mod, at epidemi-beredskabet var for svagt og ønskede – forgæves – flere midler til arbejdet centralt, men i overvejende grad til de regionale sundhedsberedskaber.

Jeg sidder i regionsrådet i Hovedstaden, hvor vi år for år må prioritere skarpt i de ca. 40 mia. kroner, vi bruger, næsten alle sammen på sundhed. Vi skal drive hospitalerne omkostningseffektivt. Corona-krisen har blotlagt, at det betyder, vores hospitaler kun er gearet til en situation, der går en smule ud over normalen. Havde der været en større kapacitet på intensivafdelingerne, ville man kunne have nøjedes med en mindre nedlukning af samfunds-aktiviteterne – hvis hensynet fortsat var, at sundhedsvæsenet skulle kunne følge med. Ville man i stedet mindske smittetilfælde i det hele taget, skulle en nærmest total og meget langvarig nedlukning have været strategien. Men den ville nærme sig den situation, som Trump filosoferede over i krisens begyndelse – nemlig at kuren kunne blive værre end sygdommen, set fra et samfunds(økonomisk) perspektiv.

Lektie nr. 1: Investér i sundhed

Dels for at give os borgere bedre tilbud og tryghed nu og her, men også fordi det er en samfundsøkonomisk forsikringspræmie: Har vi et robust sundhedsvæsen, kan økonomien bedre fortsætte business as usual under en krise.

‘Business as usual’ er ellers ikke et mål for progressive mennesker med ønsker om en grundlæggende samfundsforandring. Alligevel vil de færreste af os ønske, at økonomien ramler sammen. Derfor må man skifte kurs ud fra, hvor skibet rent faktisk er.

De første grader, vi skal dreje på roret, går tilbage mod et mere socialt sikkert arbejdsmarked. Sygedagpenge-reglerne trænger til en gennemgang. Virker det system ikke ved at sikre den syge fra start og betrygge arbejdsgiveren i, at det ikke bliver for dyrt, at en medarbejder bliver syg, er det den allerførste ting.

Lektie nr. 2: Lap hullerne i det sociale sikkerhedsnet

Dagpengeforringelserne og efterlønnens faktuelle afskaffelse har pillet armering af skibets skrog, så det lettere springer læk, når vi rammer et rev.

Mette Frederiksens regering har ganske vist pålagt sig at udvirke en model for tidlig tilbagetrækning for nedslidte, hvilket kan gøre arbejdsmarkedet lidt mere retfærdigt, men som ikke ruster os stort bedre mod en krise. Og det er ud fra et andet hensyn, end det, der gjorde, at Svend Auken foreslog efterlønnen i sin tid: Nemlig at unge skulle kunne komme ind på arbejdsmarkedet.

Økonomerne taler – eller talte engang – om automatiske stabilisatorer, altså at arbejdsløshedsunderstøttelse – og vel egentlig også efterløn og pension – sikrer en vis indkomst til dem, der ikke har, kan beholde eller få et arbejde. Det holder skuden oven vande, for en tid.

Sygedagpengesystemet skal have et sikkerhedstjek. Dagpengenes forringelse, både i længde og dækningsgrad, må rulles tilbage. Der må også (gen)indføres en fleksibel model for tidlig tilbagetrækning, så unge kan komme ind på arbejdsmarkedet.

Lektie nr. 3: Indret arbejdet efter menneskers trivsel

Stress er en af de største årsager til sygemeldinger på det danske arbejdsmarked, og velsagtens også i de lande, vi normalt sammenligner os med. Det bliver interessant at se, om de arbejdere – der har måttet arbejde hjemmefra – har en lavere forekomst af stress. Børnefamilierne har næppe, hvilket jeg kan skrive under på! Uanset hvad, har krisen lært mange af os at arbejde hjemme. Og nogle af os at arbejde ganske få timer om ugen, fordi vi har været hjemsendt på lønkompensation det meste af ugen. Det betyder, at vi er mange, der har fået erfaring med nedsat arbejdstid. Mange vil sikkert føle, at det har været en god oplevelse, der har givet plads til de gøremål eller interesser i hverdagen, som giver overskud og livskvalitet.
Lad os bygge på de erfaringer og diskutere arbejdsfordeling og nedsat ugentlig arbejdstid. Det er da mystisk, at den har stået stille på 37 timer siden 1990, mens produktiviteten er eksploderet. Når vi kan lave meget mere på den tid, vi arbejder, skulle vi så ikke overveje at arbejde noget mindre? Så er der plads til flere, og tempoet kommer ned, hvor flere kan være med uden at blive syge.

Der skal gives større mulighed for hjemmearbejde til de arbejdere, det giver mening for. Det kan give højere produktivitet og trivsel – og spare noget kontorplads. Møder, seminarer, konferencer m.m. bør i høj grad holdes online. Det muliggør også en bredere deltagerskare, og alle sparer transporttid og benzin. Nedsæt den ugentlige arbejdstid i ryk, fx tre timer hvert tredje år – til arbejdsugen rammer 25 timer.

Lektie nr. 4: Selskaber i skattely skal ikke skal modtage offentlig støtte

Et forhold, der har påkaldt sig opmærksomhed, er selskabers skatteforhold. Før regeringen delte hjælpepakker ud, blev det fremført, at virksomheder i skattely ikke skulle kunne modtage dem. Det var vigtigt for flere partier, herunder mit eget, Socialistisk Folkeparti. Så meget desto mere blev vi forargede, da det kom frem på grund af dygtigt journalistisk gravearbejde af TV2, at en række selskaber netop skovlede hjælpemillioner ind den ene vej og profit i skattely den anden vej. Princippet om, at selskaber i skattely ikke skal modtage offentlig støtte, skal fastholdes og udvides. Sådanne selskaber bør det offentlige heller ikke handle med. Det har jeg stillet et forslag om i Region Hovedstaden, hvilket betød, at regionsrådet tilsluttede sig Oxfam-Ibis’ skattelyfri charter. Selskabsskatten skal have en fælles EU-bund, og den skal ligge på et højt niveau. Selskabsskatteprocenten er over de seneste årtier raslet ned i EU, og i Danmark med. Op igen.

Lektie nr. fem: – Offentlig kontrol over vacciner, værnemidler og sundhedsvæsnet

Diskussionen om ejerskab trænger til at blive genoplivet. Enhver krise viser os, at kapitalismen er ustabil. Finanskrisen var i særlig grad et eksempel på det, idet spekulationen, der driver finanskapitalismen, savede grenen væk under verdensøkonomien. Spørgsmålet om ejerskab blev ikke besvaret ordentligt dengang. Men selvom denne krise ikke udspringer af spekulation, viser den os alligevel, at det er nødvendigt, at markedet hviler på sundt købmandskab og hensyn til almene samfundsinteresser. Og den har i særdeleshed vist, at næringsfriheden – altså retten til at drive virksomhed – er underlagt samfundshensyn.

Der er mindst ét område, hvor corona-krisen har vist os, at ejerskabet ikke må være privatiseret: Vacciner og værnemidler. Når krisen virkelig kradser, må ethvert samfund kunne sikre sig selv. I kølvandet på den foreslåede privatisering af Radius’ el-net fik vi endelig slået en bom ned og hegnet kritisk infrastruktur ind som et privatiseringsfrit reservat. Ud over forsyning, veje og skinner, forsvar og en række andre funktioner, skal vacciner og værnemidler med i folden. Senere bør vi tage mere af sundhedsområdet ind.

En anden facet af ejerskabsdiskussionen er den, Thomas Piketty genrejser i sin nye bog ’Kapital og ideologi’. Han skriver: ”Overordnet er ideen om, at aktieselskabets samfundsmodel og princippet om ”én aktie, én stemme” skulle udgøre en uomgængelig form for økonomisk organisation, uholdbar.” (s. 833 i den danske udgave).

Pikketys svar er en højere selskabsskat og en stærkt progressiv arve- og indkomst-skat, hvilket vil omfordele den økonomiske magt over tid. Et mere radikalt forslag, han nævner, er at medarbejderrepræsentanter bør udgøre halvdelen af bestyrelsen, og store aktionærer ikke skal have samme forholdsmæssige indflydelse som deres aktiepost i selskabet. Her er han inde på noget særligt interessant. Lisbeth Bech Poulsen, SF’s finansordfører, og jeg foreslog noget endnu mere vidtgående i vores bog fra 2018 ’Oprør for fremtiden’: At medarbejderrepræsentanterne, der udgør 1/3 af bestyrelsen, også skal råde over 1/3 af overskuddet.

Vacciner og værnemidler er kritisk infrastruktur – og det samme er sundhedsvæsnet i sin helhed. Kritisk infrastruktur skal der være offentlig kontrol over, og det må ikke være privatejet. Ejerskab i selskaber bør i øvrigt bredes mere ud til medarbejderne. I denne tid, hvor vi ikke må give hinanden hånden, har jeg her givet en håndfuld lektier. De behøver ikke komme i karantæne, før de kan slippes ud i samfundet.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat