Finansminister i frontalangreb på topøkonom

Han har vakt opsigt ved at kritisere Finansministeriets omstridte regnemodeller. Men nu afviser finansminister Nicolai Wammen (S) netop den kritik af regnemodellerne, som er blevet fremført af Katarina Juselius i hendes nye bog »Økonomien og virkeligheden«.

Katarina Juselius, som er økonom, økonometriker og professor emeritus ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, advarer om, at regnemodellerne ikke baserer sig på virkelighedens verden eller empirien.

»De beslutningsgrundlag, der udarbejdes i ministerierne, bygger i meget høj grad på empiriske data og på, at der følges med i både den løbende udvikling i dansk økonomi og erfaringer med virkninger af konkrete politisk-økonomiske tiltag,« skriver Nicolai Wammen således i en række svar til Alternativets finansordfører, Rasmus Nordqvist.

»Denne viden er også udgangspunktet for udformningen af ministeriernes regnemetoder og -modeller, som i øvrigt løbende opdateres i takt med, at ny viden bliver tilgængelig. Jeg kan således ikke genkende det billede, som Katarina Juselius forsøger at tegne af grundlæggende »fejlagtige og virkelighedsfjerne« regnemetoder og modeller, der i højere grad bygger på abstrakt teori end på empiriske undersøgelser«.

Finansministerens afvisning af økonomens kritik kommer, efter at han ellers i september, i sit første større interview efter regeringsdannelsen, lagde op til kulegravningen af regnemodellerne, der i længere tid er blevet beskyldt for at være ensidige og favorisere borgerlig økonomisk tænkning. Flere mener, at regnemodellerne overvurderer effekten af lavere skatter og offentlige ydelser og undervurderer effekten af offentlige investeringer og forbrug.

»Gode daginstitutioner og uddannelser betyder selvfølgelig også noget for det store regnestykke,« forklarede Nicolai Wammen ved den lejlighed Berlingske. »Derfor undrer det mange – inklusive mig selv – at det ikke vejer mere positivt«.

Men i dag lyder der altså andre toner fra finansministeren som henviser til, at der igennem flere årtier er blevet ført en økonomisk politik, som har medvirket til »den sunde økonomi og de solide offentlige finanser, vi står med i dag«. »De bagvedliggende politiske beslutninger er naturligvis i sidste ende truffet ud fra de ansvarlige politikeres politiske overbevisning, men de har i høj grad været understøttet af beslutningsgrundlag og rådgivning fra ministerierne,« forklarer Nicolai Wammen.

Stikker ikke dybt

Rasmus Nordqvist klandrer derfor finansministeren for ikke at leve op til sit løfte. Finansordføreren advarer om, at den nye socialdemokratiske regerings succes afhænger af »et opgør med den neoliberale økonomi«.

Menneskeskabte klimaforandringer, udryddelsen af dyr og planter kombineret med galoperende ulighed og et historisk antal stressede og syge borgere kan ikke forsvares med, at velstanden og væksten stiger – og da slet ikke, når velstanden samtidig fordeles på færre og færre hænder. Lyder det.

»Finansministeren snakker om, at der behov for – på en eller anden måde – at ændre regnemodellerne. Så det er jo interessant at høre, hvor dybt det egentlig stikker,« siger Rasmus Nordqvist.

»Og det ser så ikke ud til at stikke dybt. Hvis vi skal ændre på regnemodellerne, er der jo behov for at tænke grundlæggende anderledes, hvilket er det Katarina Juselius netop foreslår. Vi er nødt til at tage et opgør med den måde, som vi plejer at gøre tingene på. Der er sagt nok onliners om at gøre noget ved regnemodellerne, men dybest set handler diskussionen om, hvordan vi politisk arbejder med økonomien«.

Det afgørende spørgsmål i den kommende regeringsperiode bliver således, hvordan regeringen – og dens støttepartier – vil finansiere valgløfterne om mere velfærd og et bedre klima og miljø. Mens partierne til venstre for regeringen foreslår at hæve skatterne for de mest velstillede, foreslår partierne til højre (læs: De Radikale) i stedet at øge arbejdsudbuddet. Da Finansministeriets regnemodeller bygger på antagelsen om, at et øget arbejdsudbud fører til, at efterspørgslen på arbejdskraft øges (i hvert fald på mellemlangt sigt), og derfor også til at den økonomiske aktivitet øges, har det da også været en kutyme, at politiske reformer er blevet kombineret med at få flere folk i arbejde.

Virkelighedstjek

Katarina Juselius såkaldte ‘virkelighedstjek’ afslører imidlertid, at denne – virkeligheden – ofte ikke er som antaget i regnemodellerne.

Økonomen kommer frem til, at en stigning i de offentlige udgifter også fører til, at den økonomiske aktivitet stiger, mens en stigning i topskatten til gengæld ikke har nogen nævneværdig effekt på denne (eller i hvert fald statistisk signifikant effekt). Og ganske vist fører en udvidelse af arbejdsudbuddet »på sigt« til at den økonomiske aktivitet stiger men det er på bekostning af perioder med arbejdsløshed og lønpres.

»Konklusionen må være, at ”nødvendighedens politik” ikke nødvendigvis er det samme som en ansvarlig økonomisk politik – endsige en videnskabeligt velbegrundet politik,« konkluderer Katarina Juselius. »Medregner man de mange positive dynamiske effekter af en stigning i det offentlige forbrug, er det ikke urealistisk at antage, at de foreslåede reformer i stor udstrækning kan være selvfinansierende«.

Selv om Katarina Juselius er enig i, at regnemodellerne favoriserer borgerlig økonomisk tænkning, så mener hun, at det er et endnu større problem, at modellerne ikke »i tilstrækkelig grad tager højde for ubalancer i den reale økonomi«. Regnemodellerne tager i alt for ringe grad tager højde for den indflydelse, finansmarkeder, huspriser og aktiekurser har på økonomien og vores ageren (og ikke mindst finanskapitalens voksende betydning siden dereguleringen af finansmarkederne i 1980’erne).

Wammen: Ingen ubalance

Finansministeren henviser imidlertid i sit svar, at han ikke står alene med sin kritik af Katarina Juselius.

Regnemodellerne er måske ikke perfekte, men stadig et værdifuldt hjælpemiddel. Katarina Juselius efterlader læseren med det indtryk, at universiteterne og Finansministeriet bevidst ignorerer virkeligheden ved at anvende modeller, som ikke passer med data fra den virkelige verden. »Sådan er det dog ikke«, skriver hendes kollega Økonomisk Institut, lektor Søren Hove Ravn i en anmeldelse af bogen.

Ifølge Nicolai Wammen peger Katarina Juselius på en række »velkendte mulige ubalancer«, der i perioder kan opstå i økonomien. Det kan være på arbejds-, kredit- og boligmarkedet, ligesom aktiekurserne i perioder kan være påvirket af overoptimistiske eller pessimistiske forventninger, der efterfølgende viser sig ikke at være berettigede. Men det er finansministeren og hans folk allerede opmærksomme på.

»Eksempelvis er risikoen for ubalancer på boligmarkedet årsagen til at reglerne for kreditgivning til boligkøb er strammet i de senere år,« forklarer Nicolai Wammen. »Og det bidrager til, at det aktuelle opsving i dansk økonomi er balanceret. Det er Finansministeriets vurdering, at der under den nuværende konjunkturfremgang indtil nu ikke er opbygget betydelige ubalancer«.

»Uslere forfatning«

I dag fremhæver Katarina Juselius, at dereguleringen af finansmarkederne nok skabte økonomisk vækst og løste Danmarks problem med underskud på betalingsbalancen, men samtidig skabte nye problemer.

»Væksten kom ikke alle ligeligt til gode og det var begyndelsen på den voksende ulighed,« forklarer økonomen.

Konsekvensen af at de økonomiske mekanismer blev forandret på »et helt fundamentalt niveau« var nemlig, at inflationen i forbrugerpriserne faldt kraftigt i modsætning til boligpriserne og aktiepriserne. Sidstnævnte har – bortset fra husprisboblens kollaps og aktiekursernes fald i årene under finanskrisen – været støt stigende. Fra 1983 til 2018 steg boligpriserne således med 375 procent, aktiekurserne (det såkaldte OMX20 indeks) med omtrent 1000 procent, mens forbrugerpriserne kun steg med 112 procent.

»Ikke mange af de dårligst stillede i vores samfund har råd at købe en bolig og endnu mindre råd at købe aktier,« siger Katerina Juselius. »De kan næppe regne med, at deres realindkomst stiger mere end bruttonationalproduktet, som er vokset med 84 procent i samme periode. Da den meget store vækst i boligformuen og i aktieformuen primært er kommet de mest velhavende til gode, er det let at forstå hvorfor uligheden er vokset så meget i de seneste årtier«.

Katarina Juselius advarer om, at denne ulighed på sigt truer sammenhængskraften i samfundet og opfordrer derfor til se på finanssektorens rolle i økonomien og de ubalancer, denne har skabt. Det var disse som i årene mellem 2007 og 09 resulterede i finanskrisen. Og det kan ske igen.

»Ganske få stød eller mindre økonomiske sammenbrud vil være tilstrækkeligt til, at det hele braser sammen – ganske som det skete da boligpriserne dykkede lige før finanskrisen,« siger økonomen.

»I dag er vi kommet videre: bankernes udlån er ikke længere voksende, gældsætningen er mindsket og der er vækst i økonomien. Men aktiepriserne er på et højere niveau end, når de toppede lige før finanskrisen, boligpriserne er også steget en del mere end bruttonationalproduktet, inflationen i forbrugerpriserne er næsten nul og renten er til og med negativ. I min optik betyder det, at vi stadigvæk har mange af de samme ubalancer som forårsagede finanskrisen i 2008. Med en rente som er nul eller negativ, er det vanskeligt at se, hvordan vi kan klare os ud af en ny krise, hvis – eller når – den kommer.

For mig at se er det ganske enkelt bydende nødvendigt at diskutere de mekanismer i vores samfund, der mod al fornuft bliver ved med at undergrave den sociale sammenhængskraft, ødelægge naturgrundlaget, og videregive den verden vi har arvet til næste generation i betydelig uslere forfatning«.