Finansminister vil ikke vurderes med ulighedsmåling

Nok har regeringen lovet at mindske uligheden. Men finansminister Nicolai Wammen (S) afviser at lade løftet komme an på, om den såkaldte gini-koefficient – der opgør uligheden – stiger eller falder. I en række svar til Folketingets finansudvalg vil finansminister Nicolai Wammen (S) hverken udelukke enkelte forslag, som øger Gini-koefficienten – eller at Gini-koefficienten stiger i den kommende valgperiode.

Målemetoden, som er opkaldt efter den italienske statistiker Corrado Gini, er enkel: Hvis alle mennesker havde samme indkomst, ville Gini-koefficienten være nul, mens den ville være ét i den tænkte situation, at én person havde al indkomst i samfundet. Men finansministeren henviser til, at selv om Gini-koefficienten måler indkomstforskelle i samfundet, så kan der ikke »entydigt« sættes lighedstegn mellem disse forskelle og ulighed.

»Mange faktorer ligger bag forskelle i indkomst,« skriver Nicolai Wammen. »Eksempelvis skyldes en mærkbar del af stigningen i Gini-koefficienten de senere årtier, at befolkningens uddannelsesniveau og sammensætning har ændret sig. Der er tegn på, at flere studerende har medvirket til at øge indkomstforskellene siden midten af 90’erne. Det kan dog ikke betegnes som ulighedsskabende, at flere unge får en uddannelse og dermed bedre mulighed for at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Ændringer i befolkningssammensætningen med hensyn til for eksempel familiesammensætning har ligeledes øget de målte indkomstforskelle, uden at det kan ses som udtryk for, at samfundets evne til at skabe lige muligheder er kommet under pres. Det er derfor relevant at følge udviklingen i Gini-koefficienten, men det er nødvendigt at supplere med andre mål. Og for at forstå og fortolke udviklingen i Gini-koefficienten er det nødvendigt at se nærmere på de bagvedliggende årsager«.

Finansministerens forklaring kommer efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere har advaret om, at uligheden i det danske samfund ikke må løbe løbsk. Da Socialdemokratiet i december 2018 præsenterede udspillet »Danmark er for lille til store forskelle« konstaterede Mette Frederiksen i forordet, at det ikke kun var i udlandet, at »en gruppe af de mest velstillede stikker af fra fællesskabet«:

»Det er mange år siden, at John Mogensen sang om Dybbøl Mølle, der maler helt ad helvede til: ”Bare tegnedrengen er i orden, kan man få det, som man vil”. Det er som om, det er mere aktuelt end nogensinde før«.

Efter folketingsvalget aftalte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten da også i det såkaldte forståelsespapir, at »bekæmpe den stigende ulighed«.

Gini-koefficient fetichisme

Enhedslisten havde under forhandlingerne med Mette Frederiksen og Nicolai Wammen om forståelsespapiret ét krav, som blev døbt hegnet: De mange politiske forslag som blev drøftet – og ikke mindst forslaget om at øge arbejdsudbuddet og altså det økonomiske råderum – måtte ikke øge uligheden. Hvilket bag de lukkede døre førte til en diskussion i forhandlingslokalet om, hvad Enhedslisten egentlig mente med ulighed. I 2012 var en strid om netop Gini-koefficienten medvirkende til, at Thorning-regeringen og dens støtteparti ikke kunne blive enige om en skatteaftale. Enhedslisten forsøgte dengang til det sidste at forhindre, at koefficienten steg som følge af aftalen.

»Frygten var, at vi ville sidde med en lommeregner hver aften klokken 23:59 for at se, om Gini-koefficienten var steget med 0,01, så vi næste morgen ville vælte regeringen,« siger Enhedslistens finansordfører, Rune Lund. »Men der sagde vi, at det ikke var sådan, at det var. Man kan jo sagtens lave nogle skatteomlægninger, som omfordeler fra toppen til bunden, som faktisk slår ud i Gini-koefficienten på den forkerte måde, så uligheden stiger, fordi koefficienten ikke opfanger alting. Så formuleringen i forståelsespapiret er netop, at de økonomiske skel i samfundet ikke må forøges.

Årsagen er for det første, at vi ikke har en Gini-koefficient fetichisme. Og for det andet, at det i sidste ende altid vil være en politisk vurdering, om vi mener, at regeringen har levet op til forståelsespapiret. Omvendt er det da klart, at Gini-koefficienten er et helt central tal, fordi koefficienten netop opsummer uligheden i et tal, som det er let at sammenligne på tværs af lande og tid. Så udviklingen i Gini-koefficienten vil spille en meget, meget central rolle i vores vurdering af, om regeringen lever op til sit løfte om at bekæmpe uligheden«.

Borgerlig ros til regeringen

Til gengæld roser Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, finansministerens beslutning.

»Jeg kan godt forstå, at Nicolai Wammen ikke vil binde sin politik op på, at den skal reducere uligheden målt ved gini-koefficienten,« siger Troels Lund Poulsen. »For vi har tidligere set, hvordan blandt andet Socialdemokratis store ulighedsudspil nærmest slet ikke rykkede ved gini-koefficienten. Det var bare en lang række misundelses-skatter, som ville gøre Danmark fattigere som helhed. Venstre har aldrig ment, at gini-koefficienten er et godt mål at tilrettelægge sin politik efter. Den siger nemlig ikke noget konkret om vores velstandsniveau eller de muligheder, som vi hver især har for at leve et godt liv«.

Den borgerlig-liberale tænktetank Cepos mener heller ikke, at finansministeren skal lade sig styre af, om gini-koefficienten »går lidt op«. Cepos har tidligere beregnet, at forslagene i

»Danmark er for lille til store forskelle« ikke gør den store forskel på gini-koefficienten. Forslagene vil reducere gini-koefficienten med 0,17 procent, hvilket er mindre end halvdelen af, hvad koefficienten blev øget med i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringsperiode.

Cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, henviser til, at Nicolai Wammen selv forklarer, at der kan være mange gode grunde til, at gini-koefficenten øges. Når der bliver flere studerende på SU, bliver der flere på en lav indkomst, hvilket øger uligheden.

»Men det er jo ikke et problem,« siger Mads Lundby. »De studerende står jo til at tjene godt, når de bliver færdiguddannede. Når der kommer flere ældre, trækker det også i retning af øget ulighed, fordi ældre typisk har lavere indkomster. Det ville være en ulykke, hvis Nicolai Wammen skulle hæve skatterne, hver gang Gini-koefficienten steg, fordi der for eksempel kom flere studerende. Desuden kan der være en tendens til, at Gini-koefficienten vokser under en højkonjunktur på grund af blandt andet højere boligpriser. Det vil være ærgerligt at sætte en højkonjunktur over styr via skattestigninger. Det vil gå ud over jobskabelsen og dermed også svage grupper på kanten af arbejdsmarkedet«.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen er enig med den højreorienterede tænketanks økonom. Lars Andersen foretrækker at se på de såkaldte decil-fordelinger, når det handler om at måle uligheden, frem for gini-koefficienten. Ved en decil-fordeling efter indkomst opstilles populært sagt befolkningen på en stribe – de fattigste forrest, og de rigeste til sidst.  

»Det der, med at du kan måle det hele med et tal, er for snævert,« siger direktøren. »I decil-fordelingerne kan du se, om toppen stikker af – og hvad der sker i bunden – og på den måde folde uligheden ud. Og så kigger vi på de forskellige politiske elementer. Får folk reelt bedre muligheder? Nu snakkes der for eksempel om at sætte tobaksafgifter op, hvilket jo vil øge uligheden, fordi det specielt er lavtlønnede som ryger. Så man skal hele tiden et spadestik ned under det enkelte tal«