Tusindvis af redningsveste efterladt på stranden ved den græske ø Lesbos, hvor mange flygtninge strander. Foto: Médecins sans frontières.
7 min. læsetid

I en græsk flygtningelejr beretter beboerne om tvangsisolation på grund af frygt for smitte med covid-19. Forholdene er milevidt fra, hvad man ville byde statsborgere i Europa.   


Af Frederik Scheuer

Som hjælpearbejder i flygtningelejren Chios i Grækenland hører jeg fortællinger fra flygtninge om en brutal håndtering, hvis de udviser blot de mindste symptomer på covid-19. Det strider mod værdier som respekt, tolerance og solidaritet – værdier, som vi ellers bryster os af i Vesten. Flygtninge fortæller om en vilkårlig procedure, for hvem, der ender i isolation og dårlige forhold, som udgør en voldsom smitterisiko for de anbragte samt øget risiko for at rippe op i gamle krigstraumer.


Corona-kammerets kulde

Flygtninge beretter, at de bliver overfaldet i flygtningelejren af politiet og transporteret til små overfyldte lagerhuse et stykke væk. Mere end 50 mennesker i samme lokale sidder og venter på at blive visiteret videre i systemet. Herefter kommer de til et lille mørkt lokale uden vinduer. De næste 14 dage er de fanget i isolation, hvor de indånder hinandens udåndinger i et tætpakket rum med mørke vægge, tilsvinede gulve og deponerede slidte madrasser.
Rummet er en form for et corona-kammer, der i værste tilfælde kan koste en gruppe mennesker livet. 

Rummet er en form for et corona-kammer, der i værste tilfælde, kan koste en gruppe af mennesker livet. 

Flygtningene sidder én for én klos op ad hinanden på det kolde betongulv i lagerhuset. Børn klamrer sig til deres mødre i håb om at varme sig i det kølige, mørke rum. Mad og distribution af tøj og tæpper er en mangelvare. Sideløbende er adgang til en nødvendig medicinsk behandling ikke-eksisterende. I den utålelige uvished venter børn og unge, kvinder og mænd på svar.

Traumer og politiet

Inde bag lukkede vægge beretter en af de isolerede personer om følgende: ”Vi ved ingenting – ventetiden er uendelig lang. Det eneste, vi ved, er, at vi skal afsone vores isolation. At blive inficeret med covid-19 eller udvise corona-symptomer er som at gøre noget kriminelt. Politiet står med deres våben og vogter udgangen. De besvarer ikke vores spørgsmål. Det eneste, de fortæller os, er, at vi skal blive på vores plads”. 

Scener som disse kan fremtvinge traumatiske oplevelser om våben og indespærring og give mentale forstyrrelser i den i forvejen uvisse og kritiske corona-tilstand. Det slår den lægefaglige vurdering fra den spanske medicinske organisation SMH fast. De opererer i flygtningelejren ”Camp Vial” og har stor erfaring med flygtninges vilkår.

Forholdene i flygtningelejre i Grækenland og andre sydeuropæiske lande er under voldsom kritik fra flere nødhjælpsorganisationer. Her ses et billede af en flygtning på den græske ø Lesbos Foto: Iranwire

Smittefare og vilkårlig udvælgelse

Når en flygtning placeres i corona-kammeret, er det langt fra sikkert, at personen er smittet. Det er en procedure, hvor raske personer med stor sandsynlighed anbringes sammen med syge personer. De indførte restriktioner og foranstaltninger for at begrænse smittespredningen er urimelige og umenneskelig. På den græske ø Chios er der for eksempel oprettet det nævnte ‘corona-kammer’. Er du smittet med covid-19, udviser du symptomer, eller bryder du ved en fejltagelse restriktionerne, så er du dømt til at blive overdraget til de infektiøse forhold.

”De hørte mig hoste. Og så kom der tre, fire politibetjente hen til mig. De tog hårdt fat om min arm og førte mig hen til mit telt. Min sovepose, telefon og påklædning var det eneste, jeg fik med mig,” fortæller en af de nu tvangsflyttede flygtninge.

Senere i corona-kammerets procedure overflyttes personer til et lille lokale, hvor de små, slidte enkeltmandsmadrasser afmærker ens soveplads. ”Vi ligger omtrent 20 personer i samme rum, og hvis vi har et ærinde, skal vi bede om tilladelse og afvente,” fortæller en af de pårørende om situationen. I det lille lokale uden vinduer og adgang til frisk luft kan bakterier uhæmmet sværme rundt. Nødstedte mennesker har ingen chancer for at afværge en dødelig virus. 

Der bliver taget skrappe midler i brug for at holde flygtninge væk fra Europa og andre dele af verdenen, hvor de søger hen. Her ses et billede af et hegn ved en grænseovergang. Billede af ptra fra Pixabay


Politisk modvilje mod flygtninge

Det er en smitteboble, der får corona-tallene til at stige. Og det kan virke, som om der er en mening bag den groteske håndtering af flygtningesituationen. De stigende corona-infektioner hos flygtningene er med til at holde flygtningelejren ”Camp-Vial” i lockdown. En lockdown, som vinder stemmer hos den græske regering. For når man snakker med de græske lokale på øen Chios, er de trætte af det langsommelige europæiske asylsystem, hvor et stigende antal flygtninge på øen ser ud til at være fremtidsudsigterne. En konsekvens af dette er, at en skammelig retorik rettet mod flygtningene er blevet hverdagspraksis. Folk spytter og laver gryntende lyde, når de ser en flygtning. Ordet ”malákas” er blevet en vanlig klang for de mange flygtninge. Et nedladende udtryk, som på dansk oversættes til ”røvhuller”.

Derudover håndteres de nye restriktioner om at bære mundbind i offentligheden uretfærdigt. Græske borgere ignoreres af politiet, hvis man har glemt at bære mundbind – en tolerance, som ikke respekteres over for flygtninge, hvor politiet prompte hiver én til siden og uddeler en bøde på 125 euros, svarede til 1000 danske kroner. Det er alarmerende fortællinger, som flygtninge deler med de hjælpeorganisationer, som opererer på Chios, og forfølgelsen af gruppen er skræmmende.

I Grækenland hersker en fjendtlig stemning over for de mange flygtninge og migranter, som kommer til landet. Her ses et billede af lederen af partiet Nyt Demokrati, Kyriakos Mitsotakis, som til sidste valg vandt regeringsmagten bl.a. ved at slå på en flygtningekritisk retorik.

Coronahoteller og coronakamre

Den passive tilgangsvinkel til flygtningesituationen har kun bidraget til mere debat, polarisering og unyttig diskussion. Stærke bevægelser som ”Europe-Must-Act” og ”Leave-No-One-Behind” ses som opponenter til at bekæmpe den hensynsløse tilgang, som finder sted i Grækenland. Men et tilbageholdende europæisk diplomati udsætter ønsket om bedre forhold og tilstande for de mange flygtninge på de græske øer. Med den seneste etablering af ‘corona-kammeret’ på den græske flygtninge-ø Chios vidner det om en kontinuitet af modbydelige beslutninger. Den alvorlige corona håndteres på en dødsensfarlig måde for de sårbare mennesker i flygtningelejrene.

Efter 14 dage i isolation vender en udmattet flygtning ”hjem” til sit telt i flygtningelejren. ”Jeg vil væk herfra. Jeg føler, at mit liv er udsat her”, lyder det fra et øjenvidne, som har været gennem det græske corona-kammer for flygtninge. 

”Jeg vil væk herfra. Jeg føler, at mit liv er udsat her”, lyder det fra et øjenvidne, som har været gennem det græske coronakammer for flygtninge. 

I Danmark kan vi sende folk på ”corona-hoteller”. Virkeligheden er en anden på den græske ø Chios. Flygtninge er udsat for en grov behandling på baggrund af pandemiens rædsler. Flygtninge sendes gennem et uacceptabelt corona-system. Et epidemicenter, som afslører, at det virkelig er sådan, vi behandler andre mennesker inden for Europas grænser.

Frederik Scheuer

Læreruddannet og befinder sig på de græske flygtningeøer, hvor han er frivillig lærer og socialarbejder. Han befinder sig i øjeblikket på øen Chios og er tilknyttet en af de opererende NGO’er i flygtningelejren ‘Camp Vial’. Forfatter til bogen Et lys tænder, når man står overfor det uventede

Læs mere af Frederik Scheuer