Før syndfloden? Det bliver op ad bakke for COP27

De næste to uger løber FN’s årlige klimakonference (COP) af stablen i Egypten. Den 27. udgave foregår i badeferie-paradiset Sharm el-Sheikh, der ligger på Sinai-halvøen ved Det Røde Hav. Den første uge vil traditionen tro være præget af taler fra verdens ledere, idet over 110 statsledere vil være til stede de næste par dage, og 44.000 deltagere er registreret. Herefter følger substansforhandlinger, hvor det skal vise sig, om landene kan leve op til de smukke ord.

Klimaforandringerne hamrer på døren. Det burde efter al logik sætte klima øverst på verdens dagsorden. Konsekvenserne ved at fortsætte brugen af fossile brændstoffer og animalsk baseret fødevareproduktion bliver stadig mere tydelige. Uhørt voldsomme hedebølger i sommer i Kina og Europa. Oversvømmelser i Pakistan med millioner af hjemløse. Tørke og medfølgende hungersnød i Østafrika.

“Mens nogle håber, at den nuværende energikrise kan sætte turbo på overgangen til vedvarende energi, er det konkrete resultat… at olie, kul og endog den særligt forurenende skiferolie er i høj kurs igen.”

Behovet for et opgør med fossile energikilder og kødproduktion trænger sig på. Dog er de fleste ledere mere optagede af at løse deres landes aktuelle energiproblemer og tackle den historisk høje inflation og risikoen for global recession.

FNs klimaansvarlige Simon Stiell sagde på et pressemøde, at frygten nu er, at andre temaer vil overskygge klima på verdens dagsorden. Og dog er det verdens uden sammenligning mest altafgørende, eksistentielle krise, sagde han. ”Krige hører op. Inflation og købekraftskrise vil blive overvundet. Men klimakrisen går ikke væk”.

De noget nedtonede forventninger til klimatopmødet blev bekræftet fredag ved et online pressemøde afholdt af parlamentarikerne fra Den grønne gruppe i EU-parlamentet, Michael Bloss fra Tyskland og Bas Eickhout fra Holland. Her fik Solidaritet mulighed for at spørge ind til ambitionerne ved årets klimatopmøde.

En stor landvinding ved sidste års COP var en vedtagelse om at reducere brugen af kul, samt at udfase ”ineffektive” subsidier til de fossile energikilder. Optimister ser afbrydelsen af de russiske naturgasleverancer som en kærkommen anledning til at sætte turbo på overgangen til vedvarende energi som sol og vind. Men indtil videre har sanktionerne mod Rusland tværtimod bevirket, at olie, kul og endog den særligt forurenende skiferolie er i høj kurs igen.

Tre konkrete mål for COP27

Ved FN’s klimatopmøde skal der ifølge de to EU-politikere leveres på tre områder:

For det første ønsker særligt de fattige lande, at de rige lande giver erstatning for de enorme ødelæggelser, de har forårsaget ved i årevis at sende drivhusgasser ud i atmosfæren. Det handler bl.a. om kompensation for de skader, der forårsages af ekstreme klimafænomener som orkaner, oversvømmelser og tørke. De kan spores tilbage til klimaforandringerne, og rammer typisk fattige lande, der ikke selv udleder CO₂ i stort omfang.

For eksempel står Pakistan – hvor 33 millioner mennesker i dag er ramt af oversvømmelser, og 7,5 mio. har mistet deres hjem og er internt fordrevne – kun for 1 % af verdens CO₂-udledninger. På det Afrikanske Horn truer tørke 50 millioner mennesker med hungersnød ifølge den mellemstatslige udviklingsmyndighed IGAD. Afrika står for kun 3 % af de globale CO₂-udledninger, selvom kontinentet huser knap 17 % af verdens befolkning.

For det andet har de rige lande allerede ved COP21 i Paris (2015) forpligtet sig til fra 2020 at give 100 milliarder dollars årligt til lavindkomstlande. De penge skal støtte overgangen til en mere bæredygtig udvikling, og dermed forebygge yderligere klimaforandringer, og samtidig hjælpe med tilpasning til de allerede indtrufne klimaforandringer. Det handler altså både om en overgang fra kul og olie til vedvarende energikilder, og om fx støtte til bygning af bolværk og robust infrastruktur, der kan holde til voldsomme regnskyl.

For det tredje blev alle verdens lande ved sidste års topmøde COP26 i Glasgow anmodet om at levere mere ambitiøse mål for at mindske deres CO₂-udledninger end deres hidtidige mål. Landene bekræftede Paris-aftalens målsætning om at holde verdens gennemsnitlige temperatur under 1,5 grader i forhold til begyndelsen af industritiden i 1700-tallet.

Allerede ved 1,5 graders temperaturstigning kan lavtliggende områder som Maldiverne og store floders tætbefolkede deltaer i Asien være i fare for at blive oversvømmet. Ved en temperaturstigning på 2 grader er der risiko for, at verden når smertegrænser (”tipping points”), hvor der sker en acceleration af virkninger med katastrofale, uforudsigelige resultater. Selv hvis alle lande i verden lever op til, hvad de hidtil har lovet at levere af reduktioner, forventes jordens gennemsnitlige temperatur at være steget i 2100 med 2,8 grader i forhold til begyndelsen af industritiden i 1700-tallet. Og stigningen vil være dobbelt så stor i Europa.

Risiko for fiasko

Kigger man på udsigten for håndtering af de tre indsatsområder på COP27, er der ikke megen optimisme at spore hos de to grønne parlamentarikere.

I forhold til det første – kompensationen for tab og skader – har det hidtil været et tabu for de rige lande. Det er derfor i sig selv en lille succes, at temaet nu har fundet vej til årets COP-dagsorden. I en udtalelse fra EU’s miljøministre forrige uge åbnedes der for en ‘dialog’ om netop dét spørgsmål. og Danmark har som det eneste land i verden sat penge til side til formålet. Det drejer sig dog kun om 100 millioner kr., der vil forslå som en skrædder et vist sted. Men alene at øremærke penge til formålet er en vigtig symbolsk handling. Der er dog lange udsigter til, at de rige lande vil yde betydelige beløb, selvom behovet kun vil stige, i takt med ødelæggelser forårsaget af drivhusgasserne tager til.

“Paris-aftalens målsætning om at holde sig inden for en global gennemsnitlig opvarmning på 1,5 grader forudsætter 7,6 % fald årligt i verdens CO₂-udledninger frem til 2030. I stedet voksede verdens CO₂-udledninger med 1 procent fra 2021 til 2022.”

Kigger man på midler fra rige lande til omstilling og tilpasning for tredjeverdenslande, ser det heller ikke lyst ud. I 2019 blev der ganske vist givet 83 milliarder dollars til de fattige lande, men kun en fjerdedel af disse gik til tilpasning. I 2021 var tallet 23 mia., og fristen for at nå op på de lovede 100 milliarder i fast, årlig klimastøtte er udskudt til 2023.

Det skal i øvrigt påpeges, at under halvdelen af de penge, der blev givet i 2019, var såkaldt ‘nye midler’. Der er i høj grad tale om penge, der i forvejen var afsat til fattige, som blot ombudgetteres. En stor del af midlerne er også lån, der skal tilbagebetales på markedsvilkår.

Endelig har landene ikke levet op til løftet om nye, ambitiøse mål efter sidste års topmøde. Kun ca. 26 lande ud af 196 har udmeldt nye, mindre ambitiøse klimamål for udledning af drivhusgasser i forhold til indmeldte mål i 2021. Paris-aftalens målsætning om at holde sig inden for en global gennemsnitlig opvarmning på 1,5 grad forudsætter et årligt fald på 7,6 pct. i verdens CO₂-udledninger frem til 2030. I stedet voksede verdens CO₂-udledninger med 1 procent fra 2021 til 2022.

Kina, USA og G20

Kina vil som det eneste store land – bortset fra Rusland – ikke være repræsenteret på statschef-niveau. Adspurgt på COP-topmødets åbningspressekonference om USA’s og Kinas særlige ansvar som verdens største udledere af CO₂, sagde Simon Stiell, at G-20-landene (som også indbefatter andre store udledere) generelt sidder med det store ansvar, fordi de repræsenterer 80 % af verdens udledninger, og besidder 85 % af verdens BNP.

“Et samarbejde mellem Kina og USA kunne have sikret fremdrift i klimaforhandlingerne. Men det er der ingen som helst udsigt til”, forklarer Bas Eickhout fra de hollandske Grønne til Solidaritet. Alene amerikansk indenrigspolitik vil her være en hindring. Der er midtvejsvalg tirsdag 8. november, og Joe Biden har alt at vinde ved at fremstå som en hardliner over for Kina.

“Historien ved alle klimakonferencer viser, at hvis et klimatopmøde udmunder i en konfrontation mellem de rige lande i nord og de fattige i syd, er det opskrift på en fiasko.”

Bas Eickhout, MEP

”USA har været det mest direkte blandt de rige lande i deres afvisning af de fattige landes krav på kompensationsordninger for ødelæggelser”, siger Bas Eickhout til Solidaritet. ”Historien ved alle klimakonferencer viser, at hvis et klimatopmøde udmunder i en konfrontation mellem de rige lande i nord og de fattige i syd, er det opskrift på en fiasko. Så der er et faremoment her. Faktisk var det kun i Paris, at vi overvandt det”.

”Hvad vi ofte har set, også i Glasgow, er, at USA og EU kører parløb. Og det er et problem. For så kan Kina udnytte sin dobbeltrolle som vækstøkonomi og medlem af G-77 (134 udviklingslande, red.). Kineserne elsker at bruge den position og det kan de gøre, så længe de rige lande ikke er mere åbne for dialog. Så kan Kina foregøgle at tale på vegne af G-77, og tale Vesten midt imod. Denne dynamik skal brydes”, forklarer Bas Eickhout.

Han mener samtidig, at det kun er EU, som kan gøre det, ved at vise, at man mener indsatsen mod klimaforandringerne alvorligt. “EU-landene kan øge deres ambitioner for reduktioner som lovet i Glasgow, men også bryde dødvandet om erstatning, og herved presse USA – men også Kina! For lad os være ærlige: Mere og mere opmærksomhed vil være rettet mod Kinas rolle (Kina er verdens største CO2-udleder, red.)”, forklarer han.

Alt dette betyder ikke, at der ikke vil være plads til vigtige, gode nyheder på årets klimatopmøde. Det kan være forpligtende løfter om skovbeplantning eller -bevaring, forbedret affaldshåndtering og andre områder.

Fælles forståelse om mekanisme for erstatninger vil være en succes

Adspurgt hvad der vil være et succeskriterium for årets klimatopmøde, forklarer Bas Eickhout til Solidaritet, at det for det første vil være erstatningsspørgsmålet. Det skal slet ikke forventes, at der kommer penge på bordet, men der må ”etableres en form for mekanisme i forhold til tab og skader, som der senere kan følges op på”. For det andet vil det være mere ambitiøse mål fra landene om CO₂-reduktioner.

“Årets COP-topmøde i Sharm el-Sheikh lider under, at det er henlagt til et afsondret og dyrt feriested i en politistat, der slår skånselsløst ned på egne aktivister.”

Ofte har det vist sig, at et pres fra aktivister kan få verdens ledere til at tage den forestående klimaapokalypse mere alvorligt og skrue op for de grønne ambitioner. Årets COP i Sharm el-Sheikh lider under, at det er henlagt til et afsondret og dyrt feriested i en politistat, der slår skånselsløst ned på egne aktivister. Ved andre topmøder – som senest i Glasgow sidste år – spillede civilsamfundet i form af tilrejsende aktivister en stor rolle ved at gøre opmærksom på de enorme problemer, som klimakrisen rejser, og som ødelægger livet for millioner rundt på kloden allerede her og nu. Alene af økonomiske grunde er det ikke sandsynligt, at mange repræsentanter for sultne, trængte masaier i Kenya, overlevende fra Pakistans oversvømmelser eller fra Honduras’ orkaner vil nå frem til det udsøgte badested ved Rødehavet.

Den største delegation på den Coca Cola-sponsorerede klimakonference vil angiveligt være olieindustrien. Mens rutefly og private jetfly i disse dage lander uafladeligt i de paradisiske omgivelser, vil store dele af verden fortsætte med at brænde sammen, og skylle eller blæse væk som led i de tiltagende ekstreme vejrfænomener forårsaget af drivhusgas-udledningerne. På klimakonferencen kan man istemme det berømte udbrud, der tillægges en fransk hofdame fra før Den Franske Revolution: Efter os: Syndfloden!