Første Hiroshima-dag efter traktatforbud mod atomvåben: Vil Danmarks stol fortsat stå tom?

USA sprængte 6. august 1945 den første atombombe over den japanske by Hiroshima og 8. august yderligere én over Nagasaki. Op imod en kvart million mennesker døde, og meget alvorlige miljøødelæggelser var den katastrofale følge. For 75. gang kan vi markere årsdagen, men denne årsdag er den første efter FN’s traktat med forbud mod atomvåben trådte i kraft 22. januar.

I dag har Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea atomvåben, og råder ifølge det svenske fredforskningsinstitut SIPRI over 13.000 atomsprængladninger – nok til at ødelægge alle større byer og gøre kloden ubeboelig ved radioaktiv stråling. Siden 1945 er der foretaget mere end 2000 prøvesprængninger.

Selv om antallet af atombomber er faldet fra ca. 60.000 til ca. 13.000 atomsprængladninger, mener både danske og internationale sikkerhedseksperter, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større end under Den kolde Krig. FN’s banebrydende ikke-spredningsaftale fra 1970 har været frosset fast i årtier, atommagterne udvikler og opruster deres arsenaler, udvikler nyt overvågnings- og opsporingsudstyr og atomkrigsplaner indgår igen i de militære handlingsplaner.

FN’s traktat mod atomvåben

Trods underminering af internationale konventioner og presset på menneskerettigheder i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001 samt især Trumps indtog i det Hvide Hus i januar 2017 vedtog 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – 7. juli 2017 en ny FN-traktat om forbud mod atomvåben.

“Selv om antallet af atombomber er faldet… mener sikkerhedseksperter, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større end under Den kolde Krig”

Aftalen forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. Atomvåben er det sidste masseødelæggelsesvåben, der nu bliver omfattet af et internationalt absolut forbud. Derved udfyldes et stort hul i Folkeretten. Da traktaten trådte i kraft 22. januar i år, var det derfor ikke alene historisk, men tillige et fremskridt for det globale demokrati i FN-regi og et nødvendigt paradigmeskifte i synet på atomvåben, som i fremtiden nu ikke blot er moralsk uønskede, men direkte forbudt.

Siden vedtagelsen af traktatteksten i juli 2017 har 55 lande underskrevet og ratificeret traktaten, især en række mindre 3.verdenslande. Det afspejler, at ønsket om nedrustning og forbud mod atomvåben i høj grad er “et råb fra syd” mod de ni atomvåben-besiddende lande, som sammen med bl.a. NATO-landene udmærkede sig ved deres fravær under såvel forhandling som vedtagelse af traktatteksten.

Medvirkende til, at det er lykkedes – trods især Trump-administrationens pres – at få 55 ratifikationer i hus må i høj grad tilskrives International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN), som i 2017 lidt overraskende blev tildelt Nobels fredspris. Da havde kun 3 lande ratificeret.

ICAN har som international fredsorganisation formået at mobilisere først og fremmest ofrene for bomberne over Hiroshima og Nagasaki og de mange prøvesprængninger der fulgte, internationale sammenslutninger af læger, græsrødder, politiske partier, fagbevægelse, religiøse samfund og uafhængige forskere globalt i et fælles pres på verdens stater for at sikre traktatens ikrafttræden, som ifølge ICAN udgør “en historisk milepæl i kampen for en atomvåbenfri verden”.

Modstand mod atomvåben – historisk set

Siden oprettelsen af NATO i 1949 har Danmark været medlem, men har aldrig officielt accepteret atomvåben på dansk territorium, hvilket især skyldes en stærk folkelig modstand. Danmark modtog dog raketsystemer i 1950’erne, der skulle bruges som konventionelle våben, men som også potentielt kunne fremføre atomvåben. Det var netop spørgsmålet, om raketterne skulle udstyres med atomladninger, som Gallup undersøgte danskernes holdning til i en meningsmåling i 1959. Modstanden mod atomvåben havde allerede da relativt flertal i befolkningen. Således var 49 % imod atomladninger, 12 % var for, og 39 % svarede “ved ikke”.

I årene 1960-66 formulerede og udtrykte Kampagnen mod Atomvåben bl.a. gennem påskemarcher en bred folkelig modstand mod atomvåben og inspirerede samtidig til de efterfølgende græsrodsbevægelser – omkring Vietnamkrigen 1965-71, mod dansk medlemskab af EF 1971-73 og mod atomkraft 1974-80 – som paradoksalt for en tid fortrængte atomvåben-modstanden fra den politiske dagsorden.

“Forståelsespapiret mellem Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet… kunne have markeret, at Danmark vil fremme nedrustning af atomvåben… men intet tyder på, at spørgsmålet blev rejst under forhandlingerne.”

NATO’s beslutning om at modernisere sin atomslagstyrke omkring 1980 førte til protester i flere vesteuropæiske lande, hvor Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred afspejlede den folkelige danske modstand mod atomvåben. Den såkaldte dobbeltbeslutning var i Danmark direkte årsag til fodnotepolitikken 1982-88, hvor et folketingsflertal uden om regeringen tog en række forbehold over for NATO’s generelle politik, der belastede Danmarks forhold til forsvarssamarbejdet.

Siden den kolde krigs ophør – og især terrorangrebet 11. september 2001 – er atomvåben igen blevet fortrængt fra den aktuelle politiske dagsorden. Også processen fra de første forhandlinger i juli 2017 til forbudstraktatens ikrafttræden i januar 2021 er praktisk taget gået under mediernes radar.

Traktaten har i Danmark været omgivet af tavshed selvom Danmark tidligere aktivt har støttet fremme af Folkeretten f.eks. gennem FN’s konvention mod tortur, hvor dansk ratifikation i 1987 sikrede konventionens ikrafttræden og siden dansk tilslutning og støtte til aftaler om forbud mod andre masseødelæggelsesvåben, forbuddet mod landminer i 1997 og klyngebomber i 2008.

Tavsheden må overvejende tilskrives, at Løkke-regeringen i 2017 efter amerikansk pres gennem NATO boykottede forhandlingerne omkring traktaten, og at regeringsskiftet i 2019 ikke har medført en ændret udenrigs- og sikkerhedspolitik trods udmeldinger fra udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) om at basere udenrigspolitikken på socialdemokratiske værdier.

Forståelsespapiret mellem Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet fra juni 2019 kunne have markeret, at Danmark vil fremme nedrustning af atomvåben ved at tilslutte sig og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben, men intet tyder på, at spørgsmålet blev rejst under forhandlingerne. 

På Hiroshimadagen for et år siden blev Forbyd Atomvåben – ICAN Danmark oprettet for at oplyse om atomvåbens farlighed og arbejde for dansk tilslutning til FN’s forbudstraktat. Samme dag skrev udenrigsminister Jeppe Kofod en ordrig kronik i Politiken om atomvåben 75 år efter bomben over Hiroshima – uden overhovedet at omtale eller tage stilling til FN’s traktat om forbud mod atomvåben. På det tidspunkt var den ellers tæt på at nå de nødvendige 50 ratifikationer for at kunne træde i kraft.

Tavsheden og fraværet af praktisk taget al debat om atomvåben blev imidlertid brudt tidligere i år, da Folketinget for første gang i 19 år diskuterede om Danmark skulle tilslutte sig FN-traktaten. Forespørgselsdebatten, som var anmeldt af Enhedslisten og SF, fandt sted 22. januar 2021, på dagen hvor FN’s forbudstraktat trådte i kraft.

Modstanden mod atomvåben havde stor opbakning i befolkningen. Kampagnen mod Atomvåben var blandt grupperne, der demonstrerede mod atomoprustning. Kilde: Klaus Jørgensen (1973)

Kilde: Aarhus Stadsarkiv

Opinionsmåling: Stort flertal for dansk tilslutning til traktatforbud

Op til folketingsdebatten dokumenterede en ny opinionsmåling gennemført af YouGov for ICAN, at den årelange, brede modstand mod atomvåben fortsat er udtalt i den danske befolkning. Selvom traktaten ikke har fået større opmærksomhed, svarede ikke mindre end 92 % – af de der har taget stilling – nemlig ja til, at Danmark skal tilslutte FN’s traktat med forbud mod atomvåben, mens 8 % sagde nej. De 1008 adspurgte fordelte sig på 78 % ja, 7 % nej og 16 % ved ikke.

Regeringen afviste under forespørgselsdebatten, at Danmark – trods den overvældende stemning for dansk tilslutning i opinionsmålingen – skal tilslutte sig traktaten, fordi den angiveligt ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod vil modarbejde regeringens målsætning om atomafrustning inden for ikke-spredningsaftalen, NPT.

Forbudstraktaten supplerer og understøtter imidlertid ikke-spredningsaftalen, som var emnet for et opfølgende åbent samråd i Udenrigsudvalget 26. juni, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod erklærede sig enig i, at der ikke er juridiske forhindringer i Atlantpagten for, at NATO-lande kan gå med i den ny traktat, men han mente det ville forplumre dansk ”alliancesolidaritet”.

Dermed er spørgsmålet om dansk ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben nu alene et politisk og ikke et juridisk spørgsmål. Men realpolitisk er udsigterne til en dansk tilslutning små. Intet tyder på, at der parlamentarisk er baggrund for, at den – ifølge opinionsmålingerne – årelange, brede folkelige modstand mod atomvåben og det overvældende ønske om, at Danmark skal tilslutte sig traktaten, vil blive opfyldt.

Traktaten giver mulighed for, at FN’s medlemslande kan følge udrulningen af traktaten ved at deltage som observatører. Det agter den danske regering dog ikke at gøre. Alt tyder derfor på, at Danmarks stol endnu en gang kommer til at stå tom, når landene bag FN’s forbudstraktat mod atomvåben mødes i Wien i januar 2022.

Et uddrag af ovenstående artikel blev bragt som læserbrev i dagbladet Politiken 6. august 2021.