Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
20. januar. 2021

“Folket ønsker at se regimet falde.” Det tunesiske forår set med Gramsci-briller

Det arabiske forår startede i december 2010 i Tunesien. Tunesien blev ændret fra at bygge på en autoritær arabisk nationalisme til en demokratisk vision om folkelig deltagelse. Antonio Gramsci ville have nikket genkendende til mange af komponenterne i tunesernes spil om magten.

Tunesiske demonstranter uden for den franske ambassade i Tunis. Foto: Fethi Belaid
13 min. læsetid

Det arabiske forår startede i december 2010 i Tunesien. Landet blev ændret fra at bygge på en autoritær arabisk nationalisme til en demokratisk vision om folkelig deltagelse. Antonio Gramsci ville have nikket genkendende til mange af komponenterne i tunesernes spil om magten. 


Af Carsten Jensen

I disse dage for ti år siden var en opstand i gang i Tunesien, der kom til at ændre landet; revolutionere det, om man vil. En ny magthaver kom på banen: folket. Titlen på denne artikel gentager et af de mest udbredte slogans i de massedemonstrationer, der fremtvang den tunesiske omvæltning. Fra et at være et autoritært samfund med topstyring og korruption som centrale omdrejningspunkter udviklede Tunesien sig til et eksperiment i demokrati i en i øvrigt temmelig udemokratisk region af verden. Man behøver blot at se til Syrien, hvor foråret fejlede, for at se forskellen.

Tunesien var i udgangspunktet et af de klassiske eksempler på, hvordan afkoloniseringen i Mellemøsten efter Anden verdenskrig løb af sporet for brede sektorer af befolkningerne. Den gamle kolonimagt Frankrigs ydre kontrol med civilsamfundet blev afløst af et indre kontrolsystem med en nationalistisk logik. Helten fra uafhængighedsbevægelsen, Habib Bourgiba, opbyggede fra 1956 og frem en ny magtbase, der dog ligesom det gamle franske herredømme udelukkede den brede befolkning fra indflydelse. Centralmagten blev monopoliseret af et oligarkisk netværk med præsidenten som nøglefigur.

I de 54 år fra uafhængigheden til opstanden, der startede Det arabiske forår, var der kun ét lederskifte! Zine el-Abidine Ben Ali tog magten fra Bourgiba i 1987, men han ændrede ikke styreformen – kun navneskiltet til præsidentpaladset.

Plads mod palads

Det var dette politiske fossil fra den kolde krig, som de overvejende unge demonstranter ville konfrontere, da de gik på gaderne i december 2010 for at kræve Ben Alis styre væltet. Nogle har sammenlignet begivenhederne med Maj 1968 i den gamle kolonimagt Frankrig. Den store forskel er dog, at studenterne i Paris kom til kort, idet præsident de Gaulle trak det længste strå, mens de unge i Tunis kunne tvinge deres modstander til Saudi Arabien (hvor han døde i 2019).

Det arabiske forår er også blevet set som en del af en bredere protestbevægelse. Pladsbesættelser blev rundt omkring i verden et yndet middel for Den nye verdensordens utilfredse i 2011. De blev fx brugt af ’De vrede’ i Spanien, der senere blev udviklet til partiet Podemos – og af de unge i Egypten, der gjorde Tahrir-pladsen i de centrale Cairo til forårets ’epicenter’.

“Den forudsætning, der skulle sikre Ben Ali, nemlig civilsamfundets loyalitet, var smuldret, og i stedet for at være en ekstra støtte til styret i en krisesituation, var det tunesiske civilsamfund blevet en social basis for de kræfter, der ville demokratisere og modernisere den forældede socio-økonomiske struktur.”

Imidlertid har det også været påpeget, at pladsbevægelserne ikke var ens. I Europa var de vendt mod neoliberalismen og dens paradoksale svar på finanskrisen: Statsstøtte til bankerne og nedskæringer til den befolkning, der havde sparet op i dem. I Mellemøsten var demonstrationerne derimod direkte vendt mod regimerne, deres mangel på demokrati og deres generelle korruption. Det var med andre ord opstande med mere omvæltende mål end de europæiske, selv om de ganske rigtigt faldt sammen i tid og til dels metoder.

Hegemoni og civilsamfund i Tunesien

Under alle omstændigheder blev den tunesiske opstand indledningen til Det Arabiske Forår og efterlignet i en lang række andre arabiske lande. Det var imidlertid også den eneste opstand, der for alvor er lykkedes indtil nu. Så hvad var det særlige ved den tunesiske opstand og dens baggrund set i forhold til situationerne i fx Egypten, Libyen og Syrien? Og hvorfor giver det mening at fortolke den med Gramscis ordforråd?

Ifølge Gramsci er hegemoni en form for politisk lederskab, der både benytter sig af tvang og tilslutning. I den forstand er et fuldt udfoldet demokrati i princippet helt baseret på tilslutning og behøver ikke at bruge tvang. Alle er med til at tage beslutningerne om de fælles anliggender, og alle fører beslutningerne ud i livet. Det stik modsatte er det rene diktatur, hvor en enkelt, enevældig hersker tager alle beslutningerne, og kun de underordnede bærer byrderne af dem. Det er blevet hævdet, at den danske enevælde i princippet var det mest konsekvente diktatur, der nogensinde har eksisteret på papir. Kongen måtte kun love én ting: Ikke at lade sig begrænse af noget som helst! Ingen anden kendt forfatning er vist gået så vidt i sikring af centralmagten.

Men hvis vi ser bort fra ekstreme eksempler som det danske, er de fleste styrer i realiteten kombinationer af tvang og tilslutning. Nogle er mest demokratiske og overvejende hegemoniske, og det er efterhånden en hel del, men historisk har langt de fleste været overvejende autoritære og har baseret deres herredømme på tvang. Det tunesiske styre frem til 2010 hørte til de autoritære. Det baserede sig primært på at tvinge undersåtterne til at gøre, som præsidenten fandt for godt.

Og dog. Alt afhænger af konteksten, er det blevet hævdet. I en mellemøstlig kontekst var der nogle særtræk ved det tunesiske styre, sådan som det blev etableret under den kolde krig, der i længden gav oppositionsgrupper muligheder, de ikke havde i nabolandene. Ben Alis styre tillod i nogen grad civilsamfundet at organisere sig selvstændigt. Der var uafhængige fagforeninger, borgerrettighedsgrupper, et advokatsamfund, med videre. Baggrunden for denne tilgang til regeringsmagt var, at det for første gav et mere menneskeligt ansigt, der kunne bruges i forhandlinger med internationale organisationer, som skulle give økonomisk støtte og lån. Noah Feldman har i The Arab Winter peget på, at da der  ikke er mange naturlige ressourcer i Tunesien, lå fx olietilgangen  uden for styrets rækkevidde. Det måtte søge andre veje.

Den anden fordel ved den forholdsvis milde politik over for civilsamfundet var, at Ben Ali herved kunne opnå en tilslutning fra organiserede civilsamfundsgrupper, som var (og er) forholdsvis sjældne i Mellemøsten. Man havde ikke råd til at bestikke befolkningens aktive grupper ved hjælp af tilskud, men man kunne i det mindste give dem nogle arenaer, hvor de kunne ytre sig, og i nogle tilfælde få et ord at skulle have sagt i offentlige anliggender. Herved blev der skabt kanaler til en meget moderat tilslutning til systemet, der dog var større end i omgivelserne, fx de tilgrænsende Egypten og Libyen.

Selvom det i fx skandinavisk sammenhæng ikke var noget af prale af, kunne Ben Ali dog give muligheder, som oppositionen i mangel af bedre kunne acceptere og arbejde inden for. Hermed kan hegemoni-tilgangen være med til at belyse nogle af de særlige tunesiske forudsætninger for opstand. Der var ganske vist tvangsapparater, men også metoder til at vinde tilslutning. Med andre ord en vis hegemonisk balance, som var baseret på et relativt selvstændigt civilsamfund, der som oftest var fraværende i den øvrige region. 

Mohamed Bouazizi satte i december 2010 ild til sig selv i protest mod Tunesiens diktator, Zine El Abidine Ben Ali. Mange mener, det var gnisten, der antændte Det Arabiske Forår, som bredte sig til hele regionen. Foto: Fethi Belaid

Civilsamfundet og de utilfredse

Bagsiden af denne hegemoniske herredømmestrategi var, at selvom det tunesiske civilsamfund under hans næsten tre årtier lange regeringsperiode virkede befordrende på stabiliteten i Ben Alis styre, viste det sig også at understøtte opstanden, da styret først blev udfordret for alvor. Organisationerne skiftede hurtigt fra betinget loyalitet med styret til overvejende tilslutning til dets modstandere på gaden.

I Gramscis teoretiske univers indgik, at under normale forhold ville civilsamfundet ofte kunne sammenlignes med et forsvarsanlæg omkring en regering, der kunne sammenlignes med skyttegrave og forter, hvorfra de herskende klasser kunne sætte modangreb ind på arbejderklassen og dens allierede. I den forstand kunne civilsamfundet nogle gange ses som ’et våben i borgerskabets hænder’. Derfor, mente han, burde oppositionen sætte mere ind på kampen i og om det civile samfund. Hvis man kunne vinde de vigtige positioner i det civile samfund før et magtopgør, kunne man forhindre borgerskabet i at bruge civilsamfundet som våben, når man prøvede at udfordre et klassestyre – eller som tuneserne sagde i december 2010, når ’folket krævede styret væltet’.

Set i det lys kan man også se, at et af de forhold, der adskilte den tunesiske opstand fra fx den egyptiske var, at de folkelige kræfter stod stærkere i civilsamfundet. Den forudsætning, der skulle sikre Ben Ali, nemlig civilsamfundets loyalitet, var smuldret, og i stedet for at være en ekstra støtte til styret i en krisesituation, var det tunesiske civilsamfund blevet en social basis for de kræfter, der ville demokratisere og modernisere den forældede socio-økonomiske struktur.

Gramscis model var inspireret af den franske revolution i 1789, hvor det borgerligt dominerede civilsamfund – der oprindeligt havde støttet enevælden mod de underordnede klasser og havde levet i relativ fred med kongemagten – så, at der var kraft nok til et opgør med ’det gamle regime’. I den forstand bliver hans begrebspar hegemoni og civilsamfund næsten lærebogsagtigt belyst gennem den tunesiske såkaldte jasmin-revolution. ’De underordnedes’ krav kom op til overfladen, og blev en del af magtspillet mellem samfundets organiserede kræfter.

Militærets rolle

Med til historien hører imidlertid også, at det tunesiske militær forholdt sig overvejende passivt under opstanden. Det ville måske have overrasket Gramsci, men ligger egentlig ikke uden for hans forestillingsverdens logik. Han havde set dele af militæret trække støtten til staten under den russiske revolutions senere fase (Kronstadt), og han så derfor ikke stater som passive instrumenter for særlige klasser eller grupper, men som slagmarker, man kunne kæmpe og vinde styrkepositioner på.

Hans elev Nicos Poulantzas var da heller ikke fremmed for tanken om, at statsapparater under de rette forhold var åbne for folkelig indflydelse: Dele af det portugisiske militær gik fx forrest, da landets diktatur blev udfordret og fjernet i 1974 (’Nellike-revolutionen’). Det var helt oplagt også tilfældet under det arabiske forårs første år i både Tunesien og Egypten. I Tunesien blev der rapporteret eksempler på, at militæret beskyttede demonstranter mod politiet, ligesom det i øvrigt skete en månedstid senere i Cairo.

Når det er sagt, var en af forskellene imidlertid, at det lykkedes demokratibevægelsen i Tunesien at fastholde militæret på dens side, mens den islamistiske præsident Morsi i Egypten ikke prioriterede dette. I stedet fastholdt han sit og det muslimske broderskabs forsøg på at indføre sharia i Egypten, med det dobbelt nedslående resultat, vi alle kender: splittelse af demokratibevægelsen og genetablering af det egyptiske militær som samfundets centrale institution.

Når den i øvrigt liberale kender af mellemøstligt militær, Steven A. Cook fremhævede Gramscis indsigt i det civile samfunds rolle i forhold til mange mere nutidige militæranalytikere, lagde han vægt på, at Gramsci mente, at det ville være naivt at forestille sig, at et civilsamfund kunne afvæbne en stat, der var gået i garnison, havde han overfladisk set ret. Men han glemte, at Gramsci altid indregnede styrkeforhold. Hvis styrkeforholdene i det civile samfund var lige, kunne andre grupper få en afgørende indflydelse, der lå udover fx klasseinteresser. Det var situationen, under det Gramsci kaldte ’cæsarisme’. I den situation, hvor Ben Ali var udfordret, og hvor præsidentens autoritet var udfordret af en tilsvarende stærk civil kraft, kunne militæret være med til at udpege situationens vindere. Og i Tunesien valgte generalerne altså den civile opstand – sikkert til mange meniges lettelse.

Mens oprøret i Tunesien fastholdt militæret på dets side, sikrede den islamistiske præsident i Egypten, Mohamed Morsi (billedet) ikke den samme støtte. Det resulterede i et militærkup i 2013, hvor den tidligere forsvarsminister, Abdel Fattah el-Sisi tog magten. Foto: Maya Alleruzzo

Gamle udfordringer eksisterer stadig

Den umiddelbare afslutning på det arabiske forårs styrkeprøve i Tunesien blev altså en folkelig sejr, der var grundlagt i det civile samfund, men ikke mindst med moderat militær støtte. Demokratiseringen i landet i dag kan ses som et udfald på en flydende situation, som mange ventede ville gå den anden vej.

En ny, sekulært-demokratisk forfatning blev imidlertid ikke det eneste resultat. Ved siden af er der over årene sket en sekularisering af den tunesiske politiske islamisme, som har betydet, at landet. når alt kommer til alt, har haft en forholdsvis stabil udvikling. Når sandheden skal frem, har prisen for denne sekularisering imidlertid også været, at et meget lille mindretal er gået under jorden, og er blevet lige så radikaliseret, som det store flertal er blevet moderat. Blandt Daesh’s udenlandske støtter i Syrien, var en uforholdsmæssig stor del tunesere.

“De sociale og økonomiske spørgsmål er ikke i nærheden af at blive løst på samme forholdsvis elegante udviklingsniveau, som de politiske. Det bliver på sigt tunesernes største udfordring.”

Den klassiske arabiske nationalisme har også fået et nye ansigt. Den legitimerer sig ikke mere som ’anti-imperialistisk’, men simpelthen som tunesisk. Grupper af de gamle magthavere har omorganiseret og er indgået i nye konstellationer omkring centralmagten, hvor de imidlertid samarbejder med både moderate islamister og sekulære, liberale demokrater. Der er tilnærmelsesvist skabt en fornyet hegemonisk blok, der omfatter tunge civilsamfundsorganisationer som fagbevægelsen samt repræsentanter fra de gamle magt- og oppositionspartier. Det er en ung blok, der dog foreløbigt har kunnet håndtere situationen.

Den store udfordring er imidlertid, at heller ikke den nye magtblok har kunnet imødekomme en del af de krav ud over demokratisering, som 2010-opstanden også var født af. De sociale og økonomiske spørgsmål er ikke i nærheden af at blive løst på samme forholdsvis elegante udviklingsniveau, som de politiske. Det bliver på sigt tunesernes største udfordring. Hvordan skal Tunesiens politiske klasse skabe en økonomisk basis for den brede befolknings tilslutning på sigt? Det spørgsmål er det nye hegemoniske projekt nu ti år efter stadig blankt på. Det ville mere end noget andet have bekymret Gramsci, hvis han havde været Danida-udsendt rådgiver i dag.


Om skribenten

Carsten Jensen

Carsten Jensen

Forfatter til flere bøger om socialistisk politik og strategi. Har senest redigeret og skrevet til bogen Antonio Gramscis aktualitet sammen med Gert Sørensen.   Læs mere

Nyeste artikler