Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

For dannelsen af en transnational alliance af arbejdere og undertrykte folk

1 min. læsetid

1 min. læsetid

 

For dannelsen af en transnational alliance af arbejdere og undertrykte folk

 

Af Samir Amin og Firoze Manji, oversat af Ellen Agerskov og Flemming Larsen fra Monthly Review vol. 71, no. 3, 2019, s. 120-126.

 

Denne appel kan opfattes som et slags testamente fra Samir Amins side, og han ønskede, at teksten skulle formidles bredt. Det giver Kritisk Revy her sit lille bidrag til..

Kort før sin død den 12. august 2018 udarbejdede Samir Amin i samarbejde med Firoze Manji nedenstående dokument, han håbede ville blive vidt udbredt. Hans mål var at starte opbygningen af en transnational alliance, der både var radikal og som muliggjorde en mangfoldighed af perspektiver. Amins venner har påbegyndt en international samtale med det formål. Med henblik på at fremme dette projekt, der er i sin vorden, og en værdsættelse ud over alle grænser af hans uvurderlige bidrag over mange årtier til Monthly Review, fremlægger vi vores kammerat, Samir Amins sidste skrevne ord – Redaktionen [denne indledning er skrevet af Monthly Reviews redaktion.].

 

1

 

I løbet af de seneste 30 år har verdenssystemet gennemgået en ekstrem centralisering af magten i alle dens dimensioner – lokalt og internationalt, økonomisk og militært, socialt og kulturelt.

 

Omkring tusind gigantiske selskaber og et par hundrede finansielle institutioner, som indbyrdes har dannet karteller, har reduceret nationale og globaliserede produktionssystemer til at være underleverandører. På den måde tilegner finansoligarkierne sig en voksende del af profitten fra arbejdet og fra firmaer, der er blevet forvandlet til producenter af afkast til disse oligarkiers egen, eksklusive gavn.

 

Efter både at have tæmmet de vigtigste partier på højre- og venstrefløjen og fagforeningerne og det såkaldte civilsamfunds organisationer udøver disse oligarkier nu også absolut politisk magt. De udøver magt over medierne, der er underlagt dem, og skaber derved den nødvendige disinformation for at afpolitisere den offentlige mening. Oligarkierne har tilintetgjort det traditionelle flerpartisystem og har dermed så godt som erstattet det med et etpartisystem kontrolleret af kapitalen. Det repræsentative demokrati, der derved har mistet hele sin mening, har også mistet sin legitimitet.

 

Nutidens senkapitalisme, som er blevet til et fuldstændigt lukket system, passer til alle kriterierne for en totalitær styreform, selv om man er omhyggelig med ikke at kalde det sådan. Denne totalitære styreform er endnu blød, men den er altid parat til at gribe til ekstrem vold, så snart ofrene – flertallet af arbejdere og undertrykte folk – begynder at gøre oprør. Alle forandringer, som er en del af den såkaldte modernisering, skal ses i lyset af den forudgående analyse. Således står vi over for store økologiske udfordringer (især klimaforandringer), som kapitalismen er ude af stand til at løse (Paris-aftalen fra december 2015 var kun et røgslør). Vi er vidner til en videnskabelig udvikling og til teknologiske nyskabelser, herunder informationsteknologien, som alle strengt underkastes monopolernes behov for den profit, de kan præstere. Den glorificering af konkurrenceevnen og af det frie marked, som de underdanige medier fremstiller som civilsamfundets garantier for frihed og effektivitet, er i virkeligheden det stik modsatte af den virkelige situation, der ​​ sønderflænges af voldsomme konflikter mellem fraktioner af de eksisterende oligarkier og er årsagen til de destruktive virkninger af deres styre.

 

2

 

Vor tids kapitalisme følger altid den samme imperialistiske globaliseringslogik, som har været karakteristisk for den, siden dens opståen (det 19. århundredes kolonisering var klart en form for globalisering). Vor tids globalisering går ikke fri af denne logik; den er bare en ny form for imperialistisk globalisering. Udtrykket globalisering, der så ofte bruges uden nogen som helst definition, skjuler et vigtigt faktum: Anvendelsen af systematiske strategier udviklet af de gamle imperialistiske magter (USA, de vest- og centraleuropæiske lande samt Japan, som vi vil kalde triaden), som fortsætter med at udplyndre det Globale Syds ressourcer( se NOTE om begrebet Det Globale Syd) og med den merudbytning af arbejdskraften, som er forbundet med udflytningen og med brugen af underleverandører. Disse magter har til hensigt at holde fast i deres historiske privilegium og forhindre alle andre nationer i at frigøre sig fra deres status som områder i verdenssystemets periferi, der er underlagt fremmed dominans. Det forrige århundredes historie var i virkeligheden historien om de folkelige oprør i verdenssystemets periferi-områder, som enten var udtryk for en socialistisk afkobling fra kapitalen eller for en mild form for national befrielse. Denne historie er nu slut. Den igangværende genkoloniseringsproces har ingen legitimitet og er derfor skrøbelig.

 

Af den grund har triadens gamle imperialistiske magter opbygget et system af kollektiv militær kontrol over kloden, ledet af USA. Medlemskab af NATO (som er uløseligt forbundet med opbygningen af Europa) og militariseringen af Japan afspejler kravene fra denne nye, kollektive imperialisme, som har overtaget de nationale imperialismer (USA, Storbritannien, Japan, Tyskland, Frankrig og nogle få andre), der tidligere var i konstant og voldelig konflikt med hinanden.

 

Under disse omstændigheder må opbygningen af en transnational alliance af hele verdens arbejdere og undertrykte folk være et hovedmål i kampen for at modvirke spredningen af vor tids imperialistiske kapitalisme.

 

3

 

Stillet over for denne enorme udfordring bliver utilstrækkeligheden i de kampe, som systemets ofre udkæmper, kun alt for åbenbar. Svaghederne ved disse kampe er forskellige:

 

  • Den ekstreme fragmentering af kampene, hvad enten de er lokale eller verdensomspændende, som altid er afgrænsede og fokuserede på et bestemt spørgsmål (såsom økologi, kvinderettigheder, social- eller boligpolitik). De sjældne enkeltsagskampagner, som er blevet ført på nationalt eller endog på internationalt plan, har ikke opnået succes af betydning, forstået på den måde, at de ikke har gennemtvunget nogen ændringer af betydning i den politik, som de, der har magten, fører. Mange af disse kampe er blevet opslugt af eller optaget i systemet, hvilket fremmer den illusion, at det kan reformeres.

Ikke desto mindre er der foregået en enorm acceleration af den generelle proletariseringsproces. Næsten alle befolkninger i de centrale kapitalistiske lande er nu lønarbejdere, der sælger deres arbejdskraft. Industrialiseringen af visse regioner i det Globale Syd har skabt et arbejderproletariat (hvoraf store dele har midlertidige jobs, og mange er permanent arbejdsløse) samt en middelklasse af funktionærer, mens bønderne er blevet fuldt integreret i markedssystemet. Det er lykkedes de magtfuldes politiske strategier at splitte dette gigantiske proletariat i forskellige fraktioner, som ofte er i konflikt med hinanden. Denne modsætning må overvindes.

 

  • Befolkningerne i triaden synes at have givet afkald på international, antiimperialistisk solidaritet, som i bedste fald er blevet udskiftet med såkaldt humanitære kampagner og hjælpeprogrammer, der kontrolleres af monopolernes kapital. De europæiske politiske kræfter, der arvede venstrefløjens traditioner, støtter i dag den imperialistiske forestilling om den eksisterende globalisering.

 

  • En ny højrefløjsideologi har vundet støtte hos folk.

 

I det Globale Nord har venstrefløjen forladt den antikapitalistiske klassekamp som centralt tema eller reduceret den til en angivelig ny definition af venstrefløj, defineret ved partnerkultur eller kommunitarisme, der skiller kampen for specifikke rettigheder fra den generelle kamp mod kapitalismen.

 

I visse lande i det Globale Syd er traditionen for kampe, som forbandt den antiimperialistiske kamp med sociale fremskridt, blevet afløst af reaktionære bagudskuende illusioner, som kommer til udtryk i religioner eller pseudoetik. I andre lande i det Globale Syd nærer den succesfulde acceleration af økonomisk vækst gennem de seneste årtier den illusion, at det er muligt at skabe en udviklet national kapitalisme, som er i stand til at tiltvinge sig retten til aktiv deltagelse i udformningen af globaliseringen.

 

4

 

I vor tids imperialisme synes oligarkernes magt uforgængelig i triadens lande og sågar på verdensplan (”historiens afslutning”!). Den offentlige mening køber dens forklædning som markedsdemokrati og foretrækker den frem for dens tidligere modstander, socialismen, som konsekvent bliver besmykket med frastødende øgenavne som kriminel, nationalistisk eller totalitært autokrati.

 

Dette system er imidlertid af mange grunde ikke levedygtigt:

 

  • Vor tids kapitalisme bliver fremstillet som værende åben for kritik og reformer, som innovativ og fleksibel. Nogen hævder, at det er muligt at gøre en ende på den ukontrollerede finanskapitals ugerninger og på den permanente, stramme sparepolitik, som følger med den – og dermed redde kapitalismen fra sig selv. Men den slags forestillinger er forgæves, eftersom kapitalismen nu om dage tjener triadens oligarkers interesser – det eneste, der tæller. Den garanterer dem en fortsat vækst i rigdom på trods af den økonomiske stagnation, der plager deres lande og befolkninger.

  • Det europæiske undersystem – EU – er en uadskillelig del af den imperialistiske globalisering. Det blev udtænkt i en reaktionær ånd, der var antisocialistisk og proimperialistisk og underordnet USAs militære kommando. Inden for EU udøver Tyskland sit overherredømme, navnlig inden for rammerne af eurozonen og over Østeuropa, der er blevet annekteret, præcis som Latinamerika er blevet annekteret af USA. Som vi så det under den græske krise, tjener det tyske Europa det tyske oligarkis nationalistiske interesser, som udtrykkes med arrogance. Dette Europa er ikke levedygtigt, og dets implosion er allerede begyndt.

 

  • Triadelandenes vækststagnation står i modsætning til den accelererende vækst i de regioner i det Globale Syd, som har været i stand til at drage fordel af globaliseringen. Man har været for hurtig til at konkludere, at kapitalismen lever og har det godt, skønt dens tyngdepunkt blot bevæger sig fra de gamle, vestatlantiske lande til det Globale Syd og især til Asien. ​​ I virkeligheden er det sandsynligt, at forhindringerne for at kunne gennemføre denne historisk set, korrigerende bevægelse vil blive stadigt mere voldsomme og også omfatte militær aggression. De imperialistiske magter har ikke til hensigt at tillade noget land i periferien – stort eller lille – at gøre sig fri af deres herredømme.

 

  • Den økologiske ødelæggelse, som nødvendigvis er forbundet med kapitalistisk vækst, forstærker årsagerne til, at dette system ikke er levedygtigt.

 

Vi befinder os nu i kapitalismens efterår, uden at denne fase styrkes af fremkomsten af et folkenes forår og et socialistisk perspektiv. Muligheden for betydelige, progressive reformer af kapitalismen på dens nuværende stadium er kun en illusion. Det eneste alternativ er en genskabelse af en international, radikal venstrefløj, som er i stand til at gennemføre – og ikke blot forestille sig – socialistiske fremskridt. Det er nødvendigt at gøre en ende på den krisedominerede kapitalisme i stedet for at forsøge at gøre en ende på kapitalismens krise.

 

Ud fra den første af de fire ovennævnte hypoteser vil navnlig i Europa intet afgørende påvirke triadelandenes befolkningers fortsatte fastholdelse af deres imperialistiske valg. Systemets ofre vil fortsat være ude af stand til at forestille sig, hvordan de kommer væk fra den vej, der er lagt af det europæiske projekt – et projekt, der må nedbrydes, før det efterfølgende kan genopbygges med en anden vision. Syrizas erfaringer i Grækenland, Podemos’ i Spanien, Insoumises i Frankrig, Die Linkes og andres tøven, alt dette vidner om, hvor omfattende og kompleks udfordringen er. Den letkøbte beskyldning for nationalisme mod dem, der er kritiske over for EU, holder ikke vand. Det bliver mere og mere tydeligt, at det europæiske projekt er den tyske, borgerlige nationalismes projekt. Det eneste alternativ i Europa – og andetsteds – er at organisere nationale, folkelige, demokratiske projekter (ikke borgerlige, faktisk antiborgerlige), som kan påbegynde afkoblingen fra den imperialistiske globalisering. Det er nødvendigt at nedbryde den ekstreme koncentration af rigdom og den magt, som er knyttet til dette system.

 

Ifølge denne hypotese vil det mest sandsynlige resultat blive en ny version af det, der skete i det 20. århundrede: udelukkende fremskridt i nogle af systemets periferi-områder. Men disse fremskridt vil ligesom tidligere tiders være skrøbelige og af samme grund: Den permanente krig der føres imod dem af de imperialistiske magtcentre, hvis succes i høj grad skyldes disse områders egne begrænsninger og fejltagelser. Hypotesen om en arbejdernes og folkenes internationalisme åbner for yderligere udviklingsmuligheder, som er nødvendige og mulige.

 

Den første af disse muligheder består i at forlade sig på ”civilisationens forfald”. I dette tilfælde skal udviklingen fremad ikke ledes af nogen, snarere må vejene banes som reaktion på de vilkår, som den voksende tilstand af forfald påtvinger. Men med vor tids magtmidler i form af økologisk og militær ødelæggelse og med magthavernes tilbøjelighed til at bruge dem er risikoen – som Marx i sin tid gjorde opmærksom på – at der er en yderst reel mulighed for, at kampen vil udslette begge ​​ de kæmpende lejre.

 

Den anden vej vil derimod kræve en klar og organiseret indgriben fra den internationale front af arbejdere og undertrykte folk.

 

5

 

At skabe en ny transnational alliance af arbejdere og undertrykte folk må være hovedmålet for de virkelige aktivister, som er overbevist om det nuværende verdensomfattende imperialistiske, kapitalistiske systems modbydelige beskaffenhed. Det er et tungt ansvar, og opgaven vil kræve adskillige års indsats, før der kan høstes nogen håndgribelige resultater.

 

Vi for vort vedkommende fremsætter følgende forslag:

 

  • Målet må være at etablere en alliance, der kan udvikle sig som en organisation og ikke blot en bevægelse. Det indebærer at bevæge sig ud over at være et diskussionsforum. Det indebærer også at analysere det mangelfulde ved den stadig udbredte opfattelse, at bevægelserne hævder at være horisontale og er fjendtlige over for såkaldt vertikale organisationer under påskud af, at de sidste af natur er antidemokratiske. Organisering er rent faktisk resultatet af handling, som af sig selv skaber ledere. Disse kan tragte efter at dominere, sågar manipulere bevægelserne. Men det er også muligt at undgå denne fare gennem egnede vedtægter. Dette bør diskuteres.

 

  • Erfaringerne fra arbejdernes Internationaler må studeres seriøst, selv om de hører fortiden til. Dette skal gøres, ikke for at vælge en model blandt dem, men for at udtænke den form, der passer bedst til de nuværende forhold.

 

  • En sådan invitation [til den foreslåede alliance, o.a.] bør sendes til et stort antal kampvillige partier og bevægelser. Der bør først dannes en komité til at sætte projektet i gang.

 

  • Denne konstruktion kan ikke være en gentagelse af fortidens Internationaler – ​​ Anden, Tredje eller Fjerde. Den må nødvendigvis bygge på andre og nye principper: en alliance af alle verdens arbejdende folk og ikke kun dem, som repræsenterer proletariatet (også i anerkendelse af, at denne definition selv er genstand for debat); den må inkludere alle lønarbejdere inden for serviceområdet, landarbejdere, bønder og de befolkninger, der er undertrykt af den moderne kapitalisme. Konstruktionen må også basere sig på, at man anerkender og respekterer forskelligheder, det være sig blandt partierne, fagforeningerne eller andre kæmpende folkelige organisationer, og at man garanterer deres reelle uafhængighed.

 

Vi vil derfor foreslå, at der arrangeres et møde med henblik på at skabe denne nye transnationale alliance af arbejdere og undertrykte folk. Hver enkelt region bør være repræsenteret af aktivister, der er kendt og respekteret i deres område for deres engagement i at forsvare folkenes interesser mod kapitalismens angreb, om muligt delegeret af deres egne organisationer. Befolkningsgrupper i konflikt med den stat, som de hører under, såvel som befolkningsgrupper uden nogen stat bør også være repræsenteret og få deres stemme hørt. I modsætning til tidligere Internationaler vil hvert land derfor, i overensstemmelse med respekten for forskellighed, blive repræsenteret af adskillige organisationer, ikke blot en enkelt, under forudsætning af at alle anerkender, at det som forener os, er vigtigere end det, som adskiller os. Sluttelig bør mødet også hjælpe til med at identificere et første sæt af fælles mål for kampene såvel på langt sigt som for den nærmeste fremtid.

 

Kammerater, vi appellerer til jeres følelse af historisk ansvar. Dette møde kunne hjælpe til med at identificere vilkårene for at opnå nye revolutionære socialistiske fremskridt (med det, som tidligere revolutioner har lært os i erindring). Uden en sådan fremgang vil verden fortsat være styret af kaos, barbarisk fremfærd og jordens tilintetgørelse.

 

Note fra oversætter

Om terminologi i denne artikel:

Vi har valgt at bruge betegnelserne ’det Globale Syd’ og ’det Globale Nord’, hvad enten forfatterne bruger det foranstående ’global’ eller for nemheds skyld nøjes med ’the South’ eller ’the North’. Det globale Syd er en betegnelse, som mere og mere fortrænger tidligere udtryk som ’den tredje verden’ eller ’ulandene’.

For marxistiske og antiimperialistiske teoretikere som Amin, Walden Bello og John Smith er disse udtryk fast terminologi. Deres hovedpointe er, at der sker en værdioverførsel fra det Globale Syd til det Globale Nord. Derudover var specielt Amin gennem længere tid glad for termen ’triaden’ (forklaret i artiklen) som synonymt med det Globale Nord.

Et lignende begrebspar er center-periferi, og betegnelsen ’periferi’ bruges et par gange i artiklen. Udtrykket ’periferi’ understreger det Globale Syds afhængighed af centret, fx via en neokolonial relation. Begrebsparret blev ikke mindst kendt via Immanuel Wallersteins verdenssystemteori, som også opererede med semiperiferi-lande, dvs. lande som enten var på vej fra center- til periferistatus eller omvendt.

 

 

 

Om skribenten

Samir Amin og Firoze Manji

Samir Amin og Firoze Manji

Læs mere