CoronaKnibe: For fattig til at få hjælp

»Jeg føler, at jeg kan gøre en forskel som massør,« fortæller Linda Sørensen en aften midt i maj, hvor hendes 12-årige datter lige er blevet færdig med en online bas-undervisningstime.

Linda Sørensen, der bor i Sønderjylland, har tidligere arbejdet inden for hotel- og restaurationsbranchen på den anden side af grænsen til Tyskland. Senere boede hun nogle år i udlandet med sin eksmand, der er far til datteren. Da Linda Sørensen blev skilt og i 2012 flyttede tilbage til Danmark med datteren, tog hun først job på kontor og lager for en webshop. Det var fuld tid, og ofte med lange arbejdstider, så Linda Sørensen var næsten altid den sidste, der hentede datteren i SFO’en.

Det gav dårlig samvittighed og arbejdet førte til sidst til en stresssygemelding. Efter en tid, hvor hun skiftevis var på kontanthjælp og havde andre kontorjobs, besluttede hun, at hun som alenemor havde brug for et arbejde, der gav mere fleksible arbejdstider, og ikke førte til stressreaktioner.

Linda Sørensen har altid været glad for at arbejde med mennesker og med hænderne, og tog derfor for to år siden en massøruddannelse for at starte op som selvstændig. Hellere leve på en sten og så vide, at man selv tjener sine penge, og tjener dem på noget, der giver mening.

Det gør hende glad at hjælpe folk til at få det bedre gennem massage, og hun vasker altid håndklæder og lagner økologisk og bruger økologisk olie. Interessen for økologi har hun haft siden hun arbejdede på hotel, og har nu gjort det til sit særkende som behandler.

Selvom hun endnu ikke havde fået kliniklokale eller kunder nok i butikken, så det lovende ud med virksomheden, som hun har brugt et år på at opbygge. Nu har hun og datteren levet to måneder uden indtægt.

Da Danmark blev lukket ned, var Linda Sørensen »100 procent sikker på« at hun ville få en økonomisk håndsrækning. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun og andre små selvstændige med beskeden indtjening ville blive overladt til sig selv, da deres muligheder for at arbejde forsvandt fra den ene dag til den anden.

Godt på vej, men så…

I sin bedste måned før nedlukningen tjente Linda Sørensen lige over 9.000 kr. Det var ikke meget, men det var en indtægt hun havde arbejdet op fra nul. Med boligsikring, børnepenge og børnebidrag fra eksmanden, som hun og datteren har et godt forhold til, løb det lige akkurat rundt – og det gik fremad med at få flere kunder i massørbutikken. Hun havde endda sparet lidt op, så hun kunne betale for at supplere med en uddannelse som kropsterapeut.

Den ekstra uddannelse ville give hende mulighed for at udbyde flere typer behandlinger – hvilket ville være godt for kunderne, for indtjeningen og for hendes helbred. Det er opslidende at udføre fysiurgisk massage på fuld tid, og det vidste Linda Sørensen, at hun ikke ville kunne holde til resten af arbejdslivet.

Arbejdsugerne var begyndt at vokse i omfang. Hun havde fået en fast aftale med et lokalt fitnesscenter, hvor hun udbød zumbaundervisning tre dage om ugen, og derefter stod til rådighed for massagebookninger 2-3 timer. Hun havde aftaler med arbejdspladser, hvor hun kom et par gange om ugen med sin transportable massagebriks og gav behandlinger til de ansatte. Og hun havde planer om at lave klinikfællesskab med et par kolleger fra august 2020.

Så kom covid19-pandemien til Danmark og alt lukkede ned. Fitnesscenteret og alle de arbejdspladser, hun havde aftaler med.

»Jeg var sikker på, at der ville komme en hjælpepakke til mig og alle de andre selvstændige,« fortæller Linda Sørensen. Men det gjorde der ikke. Først blev indtægtsgrænsen for at søge hjælpepakke for selvstændige sat til 15.000 kr. om måneden, siden blev den sat ned til 10.000. Men det var stadig omkring 1.000 kroner mere end Linda Sørensen havde kæmpet sin indtægt op på.

’Jeg fik stress af den situation’

Uden mulighed for at arbejde og uden kompensation for tabt indtægt har Linda Sørensen måtte låne penge af sine forældre. Hun har også været til lægen for at få udskrevet antidepressiv medicin – den laveste dosis, understreger hun.

»Det var bare for ikke at gå helt ned. Jeg synes, det var et voldsomt pres pludselig at stå uden noget som helst. Og som 48-årig at skulle bede mine forældre om hjælp, når jeg altid har klaret mig selv. Jeg fik stress af den situation.«

Datteren har – ligesom mange andre børn og unge – også haft det svært, fortæller Linda Sørensen. Hun har ikke kunne se sine venner, ikke kunne komme i skole før for nylig, og ikke kunne gå til sine fritidsaktiviteter. Online basundervisning er fint, men det hjælper ikke meget på hverken social isolation eller økonomiske trængsler.

»Vi har det jo forholdsvist godt i Danmark, hvis man sammenligner med andre steder, men det er hårdt at se sin indtægt og hverdag forsvinde fra den ene dag til den anden, og bare at stå med al ansvaret selv,« siger Linda Sørensen, der åbenbart er for fattig til, at regeringen og Folketingets partier har prioriteret at holde hånden under hende.

Virksomheder med årlig omsætning på millioner kan få kompenseret deres indtægtstab. Lønmodtagere kan blive sendt hjem med løn. Selvstændige med og uden ansatte kan søge hjælpepakker – hvis de tjener over 120.000 om året. Men ikke selvstændige som Linda Sørensen, der hellere ville leve for et beløb under kontanthjælpssatserne, men så til gengæld klare sig selv.

Halmstrået 1. juni

Selvom Danmark så småt er begyndt at åbne op, har Linda Sørensen stadig ingen indtægt. Fitnesscenteret er fortsat lukket og det samme er mange af de arbejdspladser, hun plejede at udføre behandlinger for. Nogle af hendes kunder er børnehaver, hvor hun masserer pædagogerne, men selvom de begyndte at åbne fra midten af april, må der end ikke komme forældre ind, og dermed heller ikke en massør.

Hendes halmstrå er en virksomhed med 70 ansatte, som hun før corona-nedlukningen havde lavet aftale med om at komme og massere et par gange om ugen. Aftalen træder i kraft 1. juni. Det paradoksale er, at hvis den var trådt i kraft før nedlukningen, var hun kommet op over beløbsgrænsen og havde kunne søge hjælpepakke.

»Aftalen med virksomheden gælder stadig, det har de bekræftet for nylig og de glæder sig til, at jeg kommer. Det gør jeg også. Men det kommer til at starte lidt mere stille op end planlagt. For det er jo kun 20-30 procent af deres medarbejdere, som kommer ind på arbejdspladsen til at starte med,« fortæller Linda Sørensen.

Planerne om et klinikfællesskab, som hun havde aftalt med kollegerne at starte i august, er rykket til november, fordi flere af de andre har været nødt til at ændre planer og finde på andre ting at lave i mellemtiden. Hun havde også fået en større opgave, hvor hun i juli skulle afsted som massør til en sportsbegivenhed i udlandet. Men det bliver først næste år.

»I det mindste ved jeg, at der kommer i hvert fald lidt indtægt fra 1. juni. Hvis det havde varet en måned mere uden noget som helst, så var jeg måske blevet nødt til at lukke helt ned og melde mig arbejdsløs. Så havde jeg mistet min virksomhed og alle de kunder, jeg har brugt et år på at få. De ville jo finde nogle andre til at massere dem.«

Opsparing til uddannelsen er væk

Linda Sørensen har ledt og ledt efter indtægtskilder under nedlukningen, hvad som helst der kunne holde hende ude af kontanthjælpssystemet. Men dels har der stort set ingenting været at søge, dels er det begrænset, hvad hun kunne tage af jobs, for hendes datter har været hjemme det meste af perioden, mens skolerne var lukket.

»Der har ikke været nogen, som kunne passe hende – mine forældre har hun jo ikke kunne tage hen til, for de hører til risikogruppen, så vi har slet ikke været på besøg,« fortæller Linda Sørensen.

Hun har også overvejet at sælge gavekort, sådan som mange andre selvstændige har gjort, men hun er bange for, at det ville give hende økonomiske problemer senere, når gavekortene skulle indløses. Så ville der jo skulle gives behandlinger for penge, hun allerede havde modtaget og brugt i mellemtiden.

»Så jeg har tænkt, at jeg hellere bare må bide det i mig, men jeg har virkelig vendt og drejet alle mulige løsninger,« siger Linda Sørensen.

Indtil nu har hun levet for de penge, hun har lånt af forældrene, og af den opsparing, som skulle have betalt for resten af uddannelsen som kropsterapeut.

»Jeg havde regnet med at være mindst halvvejs i uddannelsen i år, men det kan ikke lade sig gøre nu. Nu bliver jeg tidligst færdig om to år, vil jeg gætte på.«

’Der bliver talt utrolig lidt om os’

Linda Sørensen prøver at holde dampen oppe, men hun er lidt slået ud. Både over situationen som sådan, og over, at den hjælp, hun havde været sikker på, hun nok skulle få, aldrig kom.

»Jeg har været så grundig med, hvordan jeg gjorde tingene i min virksomhed. Jeg har cvr-nummer, jeg har meldt mig i a-kasse, jeg har dokumenteret alle mine indtægter ved at tage betaling på mobile pay og aldrig i kontanter. Jeg betaler skat og moms til tiden.«

Dagpenge kunne hun ikke få, for hun havde ikke nået at være medlem af a-kassen længe nok. Og kompensation for tabt indtægt, ja, hvorfor skulle hun egentlig udelukkes, når nu der er blevet delt så mange millioner ud?

»Jeg forstår det helt ærligt ikke. Jeg har indtryk af, at der en del andre, som står i samme situation som mig – eller værre, fx dem, der er afhængige af turisme. Men der bliver talt utrolig lidt om os.«

Linda Sørensen har brugt netværk som den nystartede Foreningen Danske Soloselvstændige og Massørnetværk Danmark for at informere sig, hente inspiration, udveksle erfaringer og ikke mindst til at komme ud med sine frustrationer.

»Jeg har forhåbninger om, at det begynder at gå fremad igen, når landet åbner mere op. Jeg ved jo, at folk kommer til at have brug for behandlinger. Men jeg forstår ikke, hvorfor Folketinget ikke kunne finde ud af noget til os, og jeg ved, at der er flere, som allerede er gået ned psykisk. Det har jeg også været tæt på. Det er træls, at jeg var nødt til at bede om antidepressiv medicin for at have et eller andet at holde mig oppe på – altså, dosis er så lav, at lægen siger det ikke har den store kliniske effekt, men det betyder noget psykisk,« siger Linda Sørensen.

“Det er virkelig uforståeligt for mig, at der bliver taget hånd om så mange store virksomheder, men ikke os små”

Linda Sørensen, massør

I de første uger efter nedlukningen tog hun ellers situationen nogenlunde med ro – for der skulle jo tages hånd om de svageste, sagde regeringen igen og igen.

»Jeg mente da nok, at jeg var en af de svageste i den sammenhæng. Man har jo sat en ære i at klare sig selv og ikke komme ind i den mølle med kontanthjælp, selvom det så har betydet at vi skulle leve lidt mindre værdigt økonomisk. Det er virkelig uforståeligt for mig, at der bliver taget hånd om så mange store virksomheder, men ikke os små,« siger Linda Sørensen og tilføjer:

»Det er jo kun en overgangsperiode, vi kommer til at arbejde igen. Hvis jeg havde fået kompensation for en periode, hvor jeg så pludselig kunne arbejde alligevel, så ville jeg da med glæde betale beløbet tilbage. Jeg kan simpelthen ikke se meningen med, at der overhovedet er det her mindstebeløb. Det ville da være en større omkostning, hvis vi meldte os arbejdsløse.«

Linda Sørensen har bedt om at optræde under pseudonym, da hun bor i et lille lokalsamfund og det er en sårbar historie. Kildens rigtige navn er redaktionen bekendt.

---