Formueskat: Så skal “misundelse” igen bruges som politisk kølle

Mange har ligesom jeg fra barnsben fået indprentet, at misundelse er en grim ting og derfor er en følelse, som vi hver for sig bør bekæmpe hos os selv.

At misundelse ikke er en efterstræbelsesværdig følelse, er en del af vores kulturarv og religion. Tværtimod er den – om ikke strafbar – så i det mindste socialt og religiøst uacceptabel.

Apostlen Paulus sidestillede ligefrem misundelse med drukkenskab og et løsagtigt og udsvævende liv.

Misundelse bliver igen og igen fordømt i de religiøse skrifter som en synd – og blev tilmed under katolicismen for 1500 år siden udnævnt til en af syv dødssynder af pave Gregor den Store.

Dødssynden “misundelse” blev en vigtig forudsætning for at opretholde et samfundssystem med ubegribeligt velhavende herskere og kirker – og ufatteligt fattige bønder, slaver og andet godtfolk.

Det handler om ulighed

Modstanderne af at skrue op for beskatningen af de allerrigeste vil i valgkampen forsøge at gøre Gregor den Store kunsten efter – ved at gøre kritik af ulighed til den dødssynd, der kan beskytte de absolut rigestes enorme formuer.

Det vil naturligvis også blive en kamp på tal, statistikker og analyser af formue- og indkomstfordelingen i Danmark og sammenlignet med andre lande.

Med det vil også blive en kamp om, hvorvidt politisk kritik af ulighed i levevilkår og formueforhold i virkeligheden er udtryk for simpel misundelse, som skal skabe skam hos dem, der mener, at de økonomisk bredeste skuldre skal tage lidt bedre fat i det fælles læs.

Og at de skuldre har udviklet sig til en så absurd bredde, at samfundet må sættes en fod i jorden.

For i den virkelige verden drejer det sig om ulighed mellem de bedst og de dårligst stillede i det danske velfærdssamfund.

Liberal Alliance kan nok så mange gange gentage deres kampagne-slogan “Du kan godt”, selvom “der er politikere nok, der beder dig om at være svag. Som lover dig guld og grønne skove, hvis bare du gør dig selv til et offer.”

Uligheden er på trods af dette kampagne-spin eksploderet.

Virkeligheden er barsk

Den barske virkelighed er, at hver ottende dansker har svært ved at få pengene til at slå til.

Begrebet “at få pengene til at slå til” indgår i indikatoren “økonomisk sårbarhed”, som Danmarks Statistik anvender i sin levevilkårsundersøgelse.

Heri indgår blandt andet også, at

– 20 procent ikke ville kunne klare en uforudset udgift på 10.000 kroner
– 14 procent ikke har råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet
– 6 procent har svært ved at betale deres regninger til tiden.

Og uligheden rammer ikke mindst børnene. Af enlige med børn er det ikke mindre end 29 procent, der ikke har råd til at tage en uges ferie væk fra hjemmet.

Vi ved det jo godt.

I min tid har undersøgelser og analyser nærmest stået i kø: Forældre, der ikke har råd til at give børn gaver med til børnefødselsdage. Fødevareuddeling, som vokser og vokser. Julehjælp, der eksploderer. Syge, som ikke har råd til at købe medicin. Lavtlønnede, der af pris- og huslejestigninger drives længere og længere væk fra storbyer osv. osv.

Skal vi virkelig betragte det som en dødssynd, hvis enlige forældre, der ikke har råd til fritidsaktiviteter for børnene, med misundelse ser på millionærbørnenes uanede muligheder?

Eller syge, der med misundelse betragter de rigestes private vej til sundhed?

Eller den hustand, som ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet, mens aviserne flyder over med annoncer for ferier i fjerne lande til 100.000 kroner eller mere.

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det.

Vi skal ikke bøje hovedet og bortforklare. Vi skal støtte dem, der med rette føler sig sat udenfor og marginaliseret i forhold til en økonomisk elite, der for længst er stukket af fra resten af befolkningen.

En tom velfærdskulisse truer

Vi skal i stedet med oprejst pande stå ved, at misundelse, der bygger på retfærdighed, er et bidrag til forsvar for et velfærdssamfund, hvor alle skal have lige muligheder og lige adgang – mens vi i fællesskab spænder et solidt sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Fordi velfærd rimer på retfærd. Og fordi et velfærdssamfund uden et retfærdigt fundament bliver en tom kulisse. Vi bevæger os alt for hurtigt i den retning.

Afskaffelsen af formueskatten i 1997 var et skridt den forkerte vej. Den øverste økonomiske top – den rigeste ene procent – har på ti år øget deres indkomst med omkring 60 procent.

I samme periode er den almindelige danskers indkomst øget med 9 procent.

De to tal – 60 procent og 9 procent – siger alt om en ulighedsvækst, der er kommet helt ud af kontrol.

Valgkampen bør i høj grad handle om at vende den udvikling.

Tilhængerne af ulighed skal ikke have lov til at bruge “misundelses”-køllen til at banke uligheds-modstanderne på plads.

Vi skal ikke rette ind efter Paulus’ formaninger om at kende og acceptere sin plads i det økonomiske magthierarki uden misundelse:

“Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld.  Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det.  Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.”

Tværtimod bør misundelse baseret på retfærdighed anses som den naturlige reaktion på store uretfærdigheder.