Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
8. februar. 2021

Forskellen på SF og Enhedslisten

Det er en del af SF’s grundlæggende tilgang, at man deltager i forlig for at maksimere indflydelse. Drop forsøgene på at gøre partiet til Enhedslisten, skriver medlem af partiet.

Illustration: KLE-art
3 min. læsetid

Det er en del af SF’s grundlæggende tilgang, at man deltager i forlig for at maksimere indflydelse. Drop forsøgene på at gøre partiet til Enhedslisten, skriver medlem af partiet.


Af Benjamin Bilde Bak Boelsmand

Da jeg sad i ledelsen af Folkebevægelsen mod EU morede vi os over, at det til hvert Europaparlamentsvalg kunne bære en nyhedshistorie, at Jens-Peter Bonde ikke synes man skulle stemme på os. Taget i betragtning, at han meldte sig ud i 1992 og stillede op for en konkurrerende liste, så kunne det vel knap kaldes en nyhed. Men den nyhedsalder blev slået første februar på Solidaritet.dk.

Man havde fået Preben Wilhjelm til at udtale, at SF var for pragmatisk og villig til at føje Socialdemokratiet. Når man tænker på, at manden meldte sig ud af SF i protest mod netop pragmatismen og forholdet til Socialdemokratiet før månelandingen, så turde man kalde det for et forventeligt synspunkt. Men det er jo ikke kun Wilhjelm og andre gamle VS’ere, der har det synspunkt.

Fra Lenin til forhandlingslokalet

Jeg havde et par dage før deltaget i en Facebook-debat, hvor det blev fremført, at mange SF’ere var mere venstreorienterede end mange Enhedslisten-medlemmer. Det fik en anden debattør til at fremsætte princippet om kvante-SF’eren: ”Alle SF’ere er mere venstreorienterede end Lenin, indtil det øjeblik de observeres i et forhandlingslokale.”

Udover at være enormt morsomt, så er der også en del sandhed i det udsagn. For i min optik er der ikke stor forskel på, hvad SF og Enhedslisten mener. Begge partier ønsker en socialistisk forandring af samfundet, som flytter magt og midler fra de få til de mange. Begge partier ønsker, at denne forandring foregår demokratisk. Og begge partier har i egen selvopfattelse lige så meget til fælles med græsrodsorganisationer som med de øvrige partier; selvom det kan være svært at se, når man kigger mod Christiansborg eller Studiestræde.

Er der ting i disse aftaler – og mange flere – som SF ville have gjort anderledes, hvis vi havde haft halvfems eller bare de afgørende mandater? Helt sikkert! Var det alligevel en god idé at gå insisterende til forhandlingerne og holde fast i det bedst opnåelige resultat. Det synes jeg.

Forskellen på SF og Enhedslisten ligger i villigheden til at indgå forlig, selvom man ikke får al den slik man peger på i butikken. For SF giver det mening at forhandle sig til grønt byggeri på Amager Fælled, når man ikke kan forhindre, at der bliver bygget på lossepladsgrunden. Det giver mening at sikre en af verdens mest ambitiøse klimaaftaler, selvom CO2-skatterne kommer for sent. Og så giver det mening at forhandle overbetalingen til minkfarmerne ned med 5-8 milliarder samtidig med at man sikrer, at det bliver meget svært for et erhverv, der både sviner og tangerer dyrplageri, at starte op igen.

Falsk forargelse

Er der ting i disse aftaler – og mange flere – som SF ville have gjort anderledes, hvis vi havde haft halvfems eller bare de afgørende mandater? Helt sikkert! Var det alligevel en god idé at gå insisterende til forhandlingerne og holde fast i det bedst opnåelige resultat. Det synes jeg. Men jeg har også stor forståelse for, at man efter nøje overvejelse kan ende med den modsatte holdning; både i enkeltsager og mere generelt. Det er derfor, der er fin plads til både SF og Enhedslisten på den danske venstrefløj. Og i mine øjne giver det en stærkere og mere mangfoldig venstrefløj – at begge partier og positioner findes.

Men kunne vi ikke blive fri for den falske forargelse over at SF opfører sig som SF og ikke som Enhedslisten?


Om skribenten

Benjamin Bilde Bak Boelsmand

Benjamin Bilde Bak Boelsmand

Gymnasielærer på Slagelse Gymnasium. Medlem af SF's landsledelse. Læs mere