Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. november. 2021

Fra COP15 i København til COP26 i Glasgow blæser oprørets vinde – men i hvilken retning?

At have deltaget i COP26 vækker minder om det ubehagelige klimatopmøde i København for 12 år siden. Allerede dengang skulle man have indset, at COP-møderne ikke kommer til at skabe de nødvendige ændringer, skriver klimaaktivist Peter Saxtrup.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Min rejse til COP26 i Glasgow har åbnet gamle traumer. I takt med, at jeg har mødt nogle af de mange engagerede aktivister, og snakket med nogle af de, der har været heldige nok til at deltage i protesterne mod COP-processens stilstand, begynder gamle minder at dukke op. En yngre mig – i midten af 20’erne – brugte den sidste del af 00’erne på at forberede en tilsvarende aktivisme forbundet til klimatopmødet i København i 2009. Et topmøde, der siden har stået som en total fiasko – ikke blot for processen, men også for de bevægelser, der allerede dengang var ved at råbe sig hæse. 

Det er tolv år siden nu, men jeg vågner stadig fra drømme, hvor jeg løber ned ad Englandsvej på Amager for at indhente den demonstration, der er ved at gå væk fra 2.000 arresterede demonstranter på Amagerbrogade. Det føles som en personlig kommentar til mit forsøg på at reagere på klimaforandringerne – et evigt løb ned ad en tom gade.

Politiet håndhæver systembevarelsen

Jeg er taget med Solidaritet til Glasgow som den mest erfarne aktivist i vores lille hold af aktivistiske journalister. Jeg har over 15 års engagement i klimaspørgsmålet bag mig, selv om det ikke altid har været lige så intenst som i dagene omkring COP15.

“I Danmark blev vores klimabevægelse afsvoret af det meste af venstrefløjen og de sociale bevægelser. Vi ønskede at præsentere et alternativ til forhandlingerne, og ikke blot give dem en aura af legitimitet.”

Jeg var dengang med i en gruppe ved navn Climate Justice Action. Vi var et forsøg på at lave en international alliance af aktivister og bevægelser, der satte de mest udsatte grupper i fokus, og konfronterede magten direkte uden at have nogen tillid til, at løsningen ville komme fra topmødet. Nu om dage lyder formlen bekendt. Den er blevet et udtryk, som langt flere netværk og grupper har taget på sig. 

Vores gruppes arbejde skulle vise sig at være mere end besværligt. Også for de skotske aktivister har samarbejdet med det politiske system i UK og Skotland været utilfredsstillende, Ligesom København i 2009 kan man dårligt gå en tur uden at støde på store kontingenter af politi. De virker dog langt mere afdæmpede her, end tilfældet var i de danske vintermåneder.

Ufarlig klimabevægelse

I Danmark blev vi afsvoret af det meste af venstrefløjen og de sociale bevægelser for vores insisteren på brug af ikke-voldelig, men konfrontativ, civil ulydighed. Vi ønskede at præsentere et alternativ til forhandlingerne og ikke blot give dem en aura af legitimitet ved at lade som om de kunne påvirkes. Det strategiske mål var, at give plads til skabelsen af en ny type bevægelse fra København. 

12 år senere har klimabevægelserne ændret sig markant, og langt flere er involverede, både unge og gamle. Alligevel er det som om aktivismen i vores del af verden stadig har en slags performance over sig. Uden for topmødets velbevogtede porte, er en flok fra Extinction Rebellion (XR) i gang med at meditere for klimaet, mens en anden, mindre gruppe går rundt om topmødet og skriger. Der er langt til ønsket om konfrontation, og endnu længere til et håb om en aktivisme, der selv leverer rammen om de løsninger, man ønsker. Den overvejende fortælling er stadig, at man kan lægge pres på regeringer. En fortælling, som vi allerede forsøgte at udfordre dengang i København.

“Den overvejende fortælling er stadig, at man kan lægge pres på regeringer. En fortælling, som vi allerede forsøgte at udfordre dengang i København.”

Selvom det er blevet helt i orden at tale om civil ulydighed, er det som om denne ulydighed har tilpasset sig den ufarlige form, der også gør den håbløs at være vidne til. I København blev samtlige af de kammerater, jeg havde arbejdet med, anholdt inden topmødet var ovre. Under sidste halvdel af COP15 var jeg gået under jorden, da jeg ikke ønskede at komme i fængsel for min politiske aktivitet. I mange år efter var jeg plaget af skyld og skam over ikke at være blevet anholdt, og over at historien om København var blevet, at ‘bevægelserne tabte’.

For mig var problemet snarere, at en ny type bevægelse ikke lod sig føde. ‘Bevægelserne’ som sådan var præget af den samme følelse af nederlag og splittelse. Det nye i situationen virker mest som en aktiv forglemmelse af, at det var knipler og tåregas, der knækkede bevægelsen, at vi ikke forstod til fulde hvad der var på spil og – måske – at det særligt var den mest kritiske del af bevægelsen, der blev undertrykt. Den danske stat formåede at spille på de underliggende uenigheder, der eksisterede i bevægelsen selv, og at skabe syndebukke. For mig var det nok det største nederlag.

Mens solen går ned over Glasgow, og forhandlingerne formår at præsentere flotte dokumenter, hvor det afgørende er alt det, der ikke står, forsøger jeg at finde trøst i de begivenheder, der trak mig ud af min dybe depression året efter. Liggende i en seng i månedsvis var det råbene fra Tahrir-pladsen i Kairo, der vækkede mig igen. Det var tydeligt, at det var muligt at gøre oprør alligevel, at den menneskelige vilje ikke havde udspillet sin rolle overfor et upersonligt maskineri – i det mindste for en stund. En dårlig smag rammer bagsiden af min mund, når jeg tænker over, at det næste COP skal afholdes i Sharm-el-Sheikh i netop Egypten. Det er en blåstempling af diktatoren al-Sisi, der kom til magten efter at have myrdet 1.000 demonstranter på en nat.

Tahrir-pladsen var startskuddet for Det Arabiske Forår i 2011, der gav håb om social forandring. Det føles derfor som en hån, at COP27 skal ligge i militærdiktaturen al-Sisi’s Egypten, skriver Peter Saxtrup Nielsen. Foto: Ahmed Abd El-Fatah.

Oprøret ulmer

Jeg tvivler ikke på, at både politikere og professionelle vil tale honningsøde ord om dette topmøde. Jeg tvivler desværre heller ikke på, at udledningen af drivhusgasser alligevel vil fortsætte med at stige. Den danske klimaminister Dan Jørgensen formår at høste ros og anerkendelse fra medierne for hans rolle i initiativet ‘Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA)’. Han undlader dog samtidig behændigt at informere sine samarbejdspartnere om at Danmark, udover den kæmpe Baltic Pipe-rørledning, også har en ny planlagt gasboring allerede til næste år.

“Havde det ikke været for Covid-19 pandemien, ville vi de sidste to år utvivlsomt have set en fortsættelse af de mange oprør, der inden da rullede over verden. Selv nu mere end ulmer oprørene.”

Da de fleste af deltagerne i Jørgensens alliance er lande, der ikke selv producerer hverken olie eller gas, kommer deres erklæringer ikke til at rykke meget ved atmosfærens tilstand eller mængden af produceret olie og gas. Hver af de 184 planlagte boringer, som gruppen Glasgow Agreement har afsløret vil fortsætte med at pumpe olie og gas op de næste 40 år. Det føles som en langt mere håndfast plan end Costa Rica’s løfte om ikke at udvinde ressourcer, som de ikke har.

På den snævre gade foran topmødet er det ikke muligt at samle mange folk. Portene til den eftertragtede ‘Blå Zone’ er skubbet så langt frem, at man med nød og næppe kan klemme et par hundrede mennesker ind til en protest. Man blandes af en underlig følelse af afmagt og inspiration, når man hører aktivister tale foran portene. Det er inspirerende at høre de stærke ord, men når man ser hvor lille evnen er til at indtage et rum, hvorfra man kan vise ens egen vision, blæser ordene hurtigt væk. Jeg trøster mig ved, at de blæser til andre dele af verden, hvor viljen og evnen til opstand er ganske anderledes tilstede. Havde det ikke været for Covid-19 pandemien, ville vi de sidste to år utvivlsomt have set en fortsættelse af de mange oprør, der inden da rullede over verden. Selv nu mere end ulmer oprørene.

Metandragen og monstrene

Spørgsmålet er ikke om vi kan forhindre oprør, opstande, krige og ødelæggelser. Disse ting er på vej, og hvis man lytter efter kan man høre dem nærme sig. Én af videnskabsfolkene fra gruppen af aktivistiske forskere fortæller, nærmest skælvende, om metandragen – som er de store reserver af drivhusgassen metan, der gemmer sig i den sibiriske permafrost. Det vil have fatale konsekvenser, hvis metandragen skulle bryde ud af sit isfængsel.

Vi lever i en tid med krige og revolutioner, drager og monstre. Der lever uhyrer her, og der vil ikke være en ridder i skinnende rustning til at konfrontere dem. Spørgsmålet er, hvor oprøret skal rettes hen, hvem der skal laves opstande mod, mellem hvem krigene står – og hvad der skal ødelægges?

Menneskets evne til at skabe er lige så endeløs som de klareste stjernenætter. Vi kan lave en planet med overflod for alle, men det kræver, at vi tør blive rigtigt vrede. Det kræver vi forstår, at vi intet har tilbage at miste, og at vi reagerer derefter.


Om skribenten

Peter Saxtrup

Peter Saxtrup

Faglært bager, revolutionær socialist og klimaaktivist.
  Læs mere