Fra historiebøgerne: Faglige protester skal organiseres

De, der er tæt på begivenhederne, ved det selvfølgelig godt. Utilfredsheden skal organiseres, før den bliver til en demonstration, strejke, blokade eller lignende. Et godt historisk eksempel er demonstrationen den 4. juli i befrielsessommeren 1945. Det var en af efterkrigstidens helt store protestdemonstrationer, som ikke bare opstod af sig selv ud af ”massernes krav”.

Hvis man zoomer ind på begivenheden, fremgår det klart, at et alternativt netværk i fagbevægelsen spillede en afgørende rolle i at organisere demonstrationen, og at den havde et længere tilløb.

Demonstrationen 4. juli 1945

Kl. 12 den 4. juli 1945 standsede arbejdet på de fleste store arbejdspladser i København. Arbejderne samlede sig ved flere centrale knudepunkter og gik i procession mod Christiansborg. Med i optoget var musikkorps, sangforeninger og fagforeningernes røde faner. En time senere ankom de første demonstranter.

Der var ikke enighed om præcist hvor mange, der dukkede op. Kommunisternes avis Land og Folk anslog deltagerantallet til omkring 100-125.000 mennesker, mens Social-Demokraten kun mente, at 20-30.000 deltog. Uanset var det den størst faglige demonstration efter krigen.

På vegne af regeringen tog arbejds- og socialminister Hans Hedtoft imod demonstrationens repræsentanter med socialdemokraten Axel Jensen, der var fællestillidsmand på Burmeister & Wain’s jernstøberi (B&W Teglholmen), i front. Med sig havde repræsentanterne en lang række krav om forbedringer af løn og arbejdsvilkår, herunder en 40 timers arbejdsuge med fuld lønudligning, ophævelse af besættelsestidens lovgivning imod strejker, oprettelse af bedriftsråd, nedlæggelse af Landstinget, fortrinsret til udvalgte forbrugsvarer og fremme af retsopgøret med værnemagere og landsforrædere.

Hedtoft kunne ikke på stående fod love meget. Han henviste blandt andet til, at flere af anliggenderne sorterede under overenskomstsystemet, der forventedes genoprettet inden længe. Det magre resultat skabte utilfredshed i folkemængden. Spontane taler blev afholdt. Råb om generalstrejke lød fra flere sider. Enkelte prøvede at trænge ind i parlamentet, hvor en rude blev knust. Axel Jensen og trafikminister, kommunisten Alfred Jensen, opfordrede de utilfredse demonstranter til at opløse demonstrationen i ro og mag. Det lykkedes til sidst hen ad klokken 17.

Efterfølgende blev der indkaldt til møde med fællestillidsmændene samme aften, hvor der blev vedtaget en resolution, som opfordrede alle til at sætte deres lid til regeringen og til at genoptage arbejdet dagen efter. Endelig beklagedes ”enkelte episoder” ved demonstrationens afslutning. Det var det. Ingen konkrete resultater.

Sammenslutningen af fællesklubber under krigen

Demonstrationens historiske kontekst var den netop afsluttede krig og den tyske besættelse, der havde betydet mange afsavn for den arbejdende befolkning. Befrielsessommeren var generelt præget af uro på arbejdspladserne. På de store virksomheder i København var der mange ulovlige strejker.

Der var utilfredshed med meget forskelligt, men især arbejdslønnen var i fokus. Under krigen var arbejdstiden blevet sat ned gennem arbejdsfordeling og lørdagslukning uden lønkompensation på flere af hovedstadens store industrivirksomheder. Det medførte en betragtelig lønnedgang.

I månederne efter befrielsen havde både sømænd og bryggeriarbejdere haft held med de samme protestformer, men det lykkedes altså ikke med demonstrationen den 4. juli. Et halvt år senere konkluderede Axel Jensen dog, at demonstrationen havde været medvirkende til en forhøjelse af et dyrtidstillæg i august.

Organiseringen af de københavnske fællestillidsmænd havde taget sin begyndelse i første halvdel af 1943, hvor krigens tilstedeværelse på arbejdspladserne blev stadig mere fremherskende. I januar var B&W’s Maskinfabrik på Christianshavn blevet bombet under et britisk luftangreb, og derefter kom især luftalarmer, og senere også talrige telefoniske bombetrusler (”telefonbomber”), til at præge dagligdagen. Situationen skabte en konflikt om, hvem der skulle betale for de utallige arbejdsstandsninger og den generelle nedgang i produktionen.

Der opstod derfor et ønske om at kunne koordinere en fælles stillingtagen uden om fagforbundene og hovedorganisationen De samvirkende Fagforbund, som arbejderne i stigende grad ikke følte varetog deres interesser under besættelsen. Som repræsentanter for den største virksomhed i landet med omkring 4.000 arbejdere følte fællestillidsmændene på B&W et ansvar for at gå forrest.

Det første møde blev aflyst på grund af uroen omkring Augustoprøret samme år. I andet forsøg lykkedes det at samle fællestillidsmændene i jernindustrien den 3. marts 1944, hvor det blev besluttet at oprette et fælles femmandsudvalg og et sekretariat hos Axel Jensen på Teglholmen.

Det lader ikke til, at netværket spillede nogen nævneværdig rolle under Folkestrejken i slutningen af juni og begyndelsen af juli 1944. Efterfølgende blev informationsudvekslingen og koordineringen mellem virksomhederne da også kritiseret. Samarbejdet fungerede tilsyneladende ikke efter hensigten. Først efter befrielsen den 5. maj søsatte netværket fælles, faglige protestaktiviteter, der kulminerede med demonstrationen den 4. juli.

En plakat på et plankeværk ved B&W

Det første skridt blev taget den 17. maj, hvor fællesklubben på Teglholmen afholdt et møde med de andre B&W-fællesklubber. Her vedtog deltagerne en resolution med krav om lovfæstelse af en 40 timers arbejdsuge med fuld lønudligning (fra 48 timer). Efterfølgende blev resolutionen stillet til de øvrige klubber i netværket. Ifølge resolutionen var der opbakning fra tillidsfolk, som repræsenterede 32.000 arbejdere på 32 virksomheder i jernindustrien i primært Københavnsområdet, men også i skibsværftsbyen Helsingør nord for København.

Det var en plakat på et plankeværk ved B&W på Refshaleøen, der udløste det næste skridt. Plakaten opfordrede arbejderne til at gå i aktion i protest mod, at kravene om afstraffelse af landsforrædere og værnemagere, ophævelse af Lov om Arbejdsforhold m.v. endnu ikke var imødekommet.

Det var efter al sandsynlighed ikke tilfældigt, at det skete på skibsværftet. Værftet var den største af de fire B&W-arbejdspladser, og dens fagklub var kommunistisk ledet, mens de andre var domineret af socialdemokrater.

Umiddelbart tyder det på, at de første arbejdsnedlæggelser på værftet den 25. juni var spontane, og at den kommunistisk dominerede fællesklub var hurtig til at følge op. Fællesklubbens ledelse på værftet var allerede i forvejen utilfreds med, at Fællesklubbernes Sammenslutning ikke havde indkaldt til møder, når de kraftigt havde opfordret til det.

Nu opstod der en mulighed for at gøre noget. I forvejen var der en malerstrejke i gang på værftet, og der var stor utilfredshed blandt skibsværftsarbejderne med en ny prisaftale. Fællesklubben på ”Øen” besluttede sig derfor for at foranstalte en demonstration mod Christiansborg med krav om, at regeringen skulle lægge et ”moralsk pres” på arbejdsgiverne.

Kort tid efter demonstrationens start på Refshaleøen tilsluttede fællesklubben på Teglholmen sig demonstrationen, selvom Axel Jensen, som det fremgår af klubbens forhandlingsprotokol, ikke var tilfreds med det ukontrollerede forløb:

”Der er, udtalte Ax. Jensen, noget meningsløst i, at en tilfældig Mand kan slaa en Plakat op og derved gejle en stor Arbejdsplads op til den slags Handlinger, men nu er det sket, der er ikke levnet os Tid til lang Diskussion. Vi maa kalde Medlemmerne op paa Spisestuen og høre deres Mening.”

De to sidste B&W-arbejdspladser tilsluttede sig også. På Christiansborg blev de modtaget af den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl og flere af regeringens medlemmer. De lovede at se på problemerne, men af forskellige grunde kunne der ikke udstedes nogen garantier.

Til gengæld lovede fællesklubbernes repræsentanter, at hvis ikke arbejdernes krav i nær fremtid blev imødekommet, ville de vende tilbage – og tage samtlige københavnske arbejdspladser med sig.  

Herefter tog Fællesklubbernes Sammenslutning over. Kun tre dage senere kunne Axel Jensen meddele sin kollegaer på Teglholmen, at sammenslutningens sekretariat havde besluttet at indkalde alle de store arbejdspladser til demonstration den 4. juli.

Historien baserer sig på et kapitel i den nyligt udgivne antologi Trade Union Activism in the Nordic Countries since 1900, redigeret af Jesper Jørgensen og Flemming Mikkelsen. Bogen præsenteres på Arbejdermuseet den 27.4. kl. 17.00-18.30.