Megakontinentet dækker mere end Asien, og er alene pga. dets størrelse en megadominerende faktor i det nuværende verdenssamfund. I takt med at der bliver skabt nye systemer på tværs af kontinentet, vil dets enorme indflydelse kun blive endnu større.
8 min. læsetid

”Lad Kina sove, for hvis Kina vågner, vil det ryste verden”, erklærede Napoleon i sin tid. Den udtalelse kan mange støtte den dag i dag, mere end 200 år efter. Det skriver den indiskfødte Asien-analytiker Parag Khanna i sin nye bog ”The Future is Asian – Global Order in the Twenty-first Century” fra 2019.  Søren Riishøj giver overblikket her.


Af Søren Riishøj

Parag Khannas nye bog – The Future is Asian – Global Order in the Twenty-first Century udkom 26/11, 2019, på forlaget Orion Publishing Co.

Parag Khanna bor i dag i Singapore og iagttager således Asien ”på stedet”. Bogen er bestemt værd at læse – og det, som er sket i 2020 omkring forholdet til Kina, gør den kun mere relevant. Relationerne mellem især Kina og Vesten er blevet mærkbart forværret. Oven i de i forvejen anstrengte forhold har vi i 2020 fået oprøret i Hongkong. Spændingerne i Xinjiang og omkring Tibet har været kendt af alle i flere år.

Et megakontinent der bliver ved med at vokse

Kina-spørgsmålet er uløseligt forbundet med magtforskydningen globalt over mod Asien og Eurasien, mod det asiatisk-eurasiske megakontinent eller ”superkontinentet”, som det også bliver kaldt. Det strækker sig helt fra Japan til Det Røde Hav og omfatter folkerige lande som Kina, Indien, Rusland, Australien og Kasakhstan – i alt 5 milliarder mennesker (!), hvoraf kineserne udgør de 1,4 milliarder.

I takt med den nye ”kolde krig” har Rusland orienteret sig langt mere mod Asien og væk fra Vesten. Samarbejdet med Kina er kaldt et omfattende partnerskab, men ikke en egentlig alliance. Begge lande vil ikke forpligte sig for langt. Rusland er eksempelvis Vietnams vigtigste våbenleverandør, det uanset landets forskellige konflikter med Kina. Eurasianismen har som ideologi vundet terræn i Rusland. Samhandelen mellem Kina og Rusland foregår med lokal valuta, uden brug af dollar. Den fremgangsmåde er stigende i samhandelen mellem andre af kontinentets lande.

Megakontinentet dækker mere end Asien, og er alene pga. dets størrelse en megadominerende faktor i det nuværende verdenssamfund. I takt med at der bliver skabt nye systemer på tværs af kontinentet, vil dets enorme indflydelse kun blive endnu større.

Medtages Europa, bliver megakontinentet endnu større. Khanna sætter grænsen ved EU’s grænse mod øst. Som fyrst Metternich (1773-1859) i sin tid sagde – Asien (”barbarerne”) møder vi, når vi forlader Wiens porte mod øst.

Uvidenhed og ingen strategi i Vesten

Khanna gør i sin bog opmærksom på, at kendskabet til Asiens og megakontinentets historie og kultur mildt sagt er begrænset i Vesten. Det bidrager i sig selv til den voksende fobi. Det har været og er en udbredt holdning i Vesten, at landene i Asien ikke er i stand til at tage beslutninger selv, men skal ”vejledes” af Vesten. Men Vesten – ikke mindst USA – har heller ikke en rationel og konsistent strategi for Asien og megakontinentet. Gennem århundreder var asiaterne forbundet via Silkevejen til Vesten. Europa ”opdagede” Asien i kolonitiden og udnyttede regionen på groveste vis. Under den gamle kolde krig var Asien opsplittet, men efter 1991 med Sovjetunionens undergang blev Asien og megakontinentet et ”system”. ”Vesternisering” oplever vi stadig i Asien, mest i form af brugen af engelsk som sprog og i form af kapitalisme og teknologisk og videnskabelig påvirkning.  ”American style” vestligt demokrati og forbrugerisme har ikke den store opbakning.

Supplerende og komplementære interesser – ikke kun én kultur

”Asianisering” er en uomgængelig faktor både i Asien selv og på globalt plan, fastslår Khanna. Vesten frygter kinesisk hegemoni i Asien, men så langt kommer det ikke, dertil er ”overliggeren” for højt oppe. Små lande ønsker ikke ”overdreven” afhængighed af Kina og USA.

”Gennem århundreder var asiaterne forbundet via Silkevejen til Vesten. Europa ’opdagede’ Asien i kolonitiden og udnyttede regionen på groveste vis. Under den gamle kolde krig var Asien opsplittet, men efter 1991 med Sovjetunionens undergang blev Asien og megakontinentet et ’system’. ”

Indiens forhold til Kina er ikke et nul-sum spil. De to lande supplerer faktisk hinanden i regionen. Kina leverer infrastruktur, Indien – og Sydafrika – uddanner arbejdskraft. Også Australien forfølger en balancegang. Kinas økonomiske magt er godt nok høj og stigende, men landene på megakontinentet søger at undgå at blive en ”vasal”. Vi oplever konflikter mellem Indien og Kina, men de to landes økonomier er ikke kun i konflikt, men også komplementære.

Som hele verden er Asien et multilateralt system, hvor vi oplever et infrastrukturelt kapløb mellem Kina, Indien, Tyrkiet og Sydkorea. Her er det kinesiske Silkevej-projekt det største. Andre lande afviser ikke at deltage. Kina er et ”Eastern anchor” i det nye megakontinent – men ikke mere end det.

Langt over halvdelen af jordens befolkning bor på megakontinentet. Der er store forskelle på de respektive kulturer, men de er begyndt at finde mere og mere sammen. Billede fra Beijings Hovedbanegård – fra india.uitp.org.

Megakontinentet er ikke et ”EU” … men adskillige stærke sammenslutninger

Asien har ikke – som USA og Europa – et fælles parlament, en fælles centralbank og heller ikke et fælles militær. Men amerikansk dominerede institutioner som IMF og Verdensbanken udfordres af Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB), ASEAN Regionale Forum, Det Østasiatiske Fællesskab (EAC) og Asiens Infrastruktur og Udviklingsbank (AIIB). Asiens (og Kinas) opkomst er hverken midlertidig eller cyklisk, men strukturel, dvs. uomgængelig.

USA er i åben handelskrig med Kina. Europas kritik af Kina har mest været møntet på intellektuel ejendomsret og vanskelig adgang til det kinesiske marked. Men i den sidste tid har sikkerhedspolitikken taget mere over. I den forstand har dele af Europa nærmet sig USA. At landene på megakontinentet vil tilslutte sig en vestlig handelskrig og økonomiske sanktioner er derimod usandsynligt. Det ville være ensbetydende med et ”økonomisk armageddon”, en katastrofe.

Megakontinentet er en økonomisk kæmpe

Det er naivt at forestille sig, fastslår Khanna, at vestligt pres får Kina til at ”implodere”, bryde sammen. Måske florerer forestillingen i det vestlige politiske ”mainstream” fordi Sovjetunionen brød sammen. Modsat Sovjetunionen i sin tid er Kina økonomisk velfunderet. Sovjetunionen var i sin tid en økonomisk dværg, men en militær kæmpe, men med Kina i dag forholder det sig modsat. Allerede i 2014 oversteg landets samlede BNP USA’s målt i faste priser, og inden for ikke så mange år er det også tilfældet målt i absolutte tal.

Der kommer et ”clash of civilisations”

”Det er naivt at forestille sig, fastslår Khanna, at vestligt pres får Kina til at ”implodere”, bryde sammen. Måske florerer forestillingen i det vestlige politiske ”mainstream” fordi Sovjetunionen brød sammen. Modsat Sovjetunionen i sin tid er Kina økonomisk velfunderet… Allerede i 2014 oversteg Kinas samlede BNP USA’s målt i faste priser.”

Samuel Huntingtons (1927-2008) tese om ”clash between civilisations” synes at være gået i opfyldelse. Forudsigelserne – om at næste verdenskrig bliver med USA og Kina som omdrejningspunkt – forekommer stadig mere sandsynlig. ”Thykodid- dilemmaet” – det at krige starter, når én magt (USA) fortrænges af en anden (Kina) – har stigende relevans. Det Sydkinesiske Hav er ikke længere et amerikansk indhav.

Handelskrigen mellem USA og Kina er taget til i styrke, ”Kina-fobien” har bredt sig til flere dele af Europa, især til den nordlige del. Danmark er et særdeles godt eksempel herpå. 


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).