Fra Pariserkommune til Pariserkommune

Den fransk-russiske revolutionære Victor Serge var også en stor forfatter og digter. Vi bringer et kort portræt.

Af Thorvald Berthelsen

Victor Lvovich Kibalchich, bedre kendt som Victor Serge, lever hele sit voksne liv som professionel revolutionær. Først deltager han som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien. Fra 1919 til 1947 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse; han ekskluderes af kommunistpartiet, fængsles og forvises til Orenburg; han slipper ud af Sovjetunionen få uger før den første af de retssager, der udsletter den gamle revolutionære garde i 1936.

Tilbage i Belgien og Frankrig arbejder han under Den Spanske Borgerkrig for POUM; efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han til Mexico, hvor han dør i 1947. Om dette kan man læse i En revolutionærs erindringer (Politisk Revy, 1976-77). Han skrev gennem årene masser af politiske analyser, journalistik og teoretiske indlæg, men hans egentlige fødsel som skønlitterær forfatter finder først sted på baggrund af to nærdødsoplevelser i 1928.

Litteratur og revolution

Serges tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig er baggrunden for, at han kan videreudvikle den episodiske kollektive roman i sine 9 romaner om verdensrevolutionens storhed, sejr og nederlag.

Serge mener, at proletariatet er nødt til at afskaffe klassesamfundet (og klassebestemt kultur) og udvikle en ny humanistisk kultur, så snart det får magten. Men i modsætning til Trotskij mener han, at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis bliver langvarig. I den periode har det som antikkens hære brug for deres egne intellektuelle: filosoffer, sangere, musikere, skjalde og historiefortællere.

Det er præcis den rolle, Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdsromaner og sin lyrik.

I sin positive anmeldelse af Boris Pilnyaks roman, Nøgent år, afslører Serge, hvor han gerne selv vil hen: »Der er ingen lineær fortælling… Men masser i bevægelse – hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder, der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’.«

Han afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i kritikken af dens svagheder: »Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål… han kan ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette.« (Boris Pilnyak, Clarté, no. 36, 20. maj 1923.)

Serge som lyriker

Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk/‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen bliver han inspireret af belgiske Verhaeren og Maeterlinck og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton, Péret og Octavio Paz.

For den unge Serge og hans anarkistiske kammerater er der ingen modsætning mellem kærligheden til symbolistisk poesi, der eksistentielt erstatter kristendommen, og den mere og mere voldelige anarkistiske kamp for individuel og social frihed. »For os var poesien en erstatning for bønnen, fordi den i så høj grad gjorde os opstemte og opfyldte vores konstante behov for begejstring« (En revolutionærs erindringer, s. 44.).

Den ‘asiatiske’, dvs. russiske lyriske tradition gør sig gældende lige så tidligt, idet han allerede i 1909 oversætter prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland bliver han venner med og skriver om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletcult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde »produceret banale vers med konventionelle klichéer« og »indskrænket deres horisont alt for snævert«.

I modsætning til prosaisterne forstod og udtrykte lyrikerne ifølge Serge med det samme revolutionen. Han skrev i 1922 at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: »‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’

Faktum er at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden… faktum er, at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte« (Clarté nr. 17, 11. juli 1922).

Det, der er hinsides håbet

Den eneste digtsamling, han udgav i sin levetid, La Résistance. blev skrevet i Orenburg, konfiskeret ved udrejsen fra Sovjetunionen og bagefter genskabt i Paris.

Grundtonen i Serges digte er en atmosfære af broderskab, identifikation og fællesskab med landet og dets folk og i sidste instans med menneskehedens univers. Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen for klassesamfundets afskaffelse. Hans opfattelse af sin egen digtning og fortællekunst er at den »skal være et middel… der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os« (En revolutionærs erindringer, s. 355).

Digtenes udgangspunkt er altid en påkaldelse af enkeltpersoner rodfæstet i deres historiske situations ofte barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger digtet og udvider det i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider sin digtning med et svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen? F.eks. i sit allersidste digt, »Hænder«:

Vores hænder er ubevidste, hårde,
opstigende, samvittighedsfulde,
fulde af sang henrykt i lidelsen,
naglet til regnbuer.
Sammen, sammen, forenet,
her har de grebet
det der er hinsides håbet.

Så gløderne ulmer

Det Poetiske Bureaus Forlag udgav sidste år Résistance og Hænder af Victor Serge med titlen: Så gløderne ulmer i ørkenen. Digtsamlingen er oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen, Kan købes for 125 kr. i boghandler eller på Det Poetiske Bureaus Forlag, Møllegade 23A, kld, Kbh N.

HÆRD JER

Ingen nye paroler i frø til dig, kammerat.
Dit problem er uløseligt,
det er støbt i armeret jernbeton, armeret med ståldragere,
og vi er derinde.

Bliv hårde. ligeså hårde som lænkerne,
med tiden slider kødet lænkerne op,
med tiden sprænger den frie ånd lænkerne,
med tiden – og Bickfords kordonner, selvfølgelig,
og verdensuret, udtænkt af maskiner, som fejlagtigt kaldes infernalske
– andre er endnu mere djævelske –
Der skal tid til, der skal kød, ånd, teknik til. Det skal der helt sikkert til.

Hærd jer længe, længe.
(Hærd jer efter os, I andre. Og ræk faklen videre til de sidste tider)