Enhedslistens første folketingsgruppe – 25 år efter. Frank Aaen, Søren Søndergaard, Bent Hindrup Andersen, Keld Albrechtsen, Jette Gottlieb og Bruno Jerup. Foto: Enhedslisten 2019
34 min. læsetid

Røverhistorier fra 1990erne. Enhedslisten har netop haft 25 års jubilæum som folketingsparti. I den anledning bringer Solidaritet her et længere interview fra 2014, hvor Jette Gottlieb fortæller om sin første periode som folketingsmedlem 1994-2001, og om udviklingen af Enhedslisten. 



Af Jeppe Rohde

Hvis vi starter med at spole tilbage til 1994. Hvordan så Enhedslisten ud?

Der var stadig et stærkt præg af, at den var en sammenslutning af partier. Der var 3-4 grupperinger, der havde hver deres tilgang til tingene. Men der var samtidig en fælles opfattelse af, at denne gang ville det glide, og vi ville komme ind i Folketinget.

Det havde været en stor skuffelse ved valget i 1990, at man ikke kom ind?

Det var blandet. For der havde faktisk været nogen, som ikke havde mod på, at vi kom ind, som blev lidt lettede. For nogle af de beslutningsprocesser, vi havde i 1990, blev så rodede, at nogle af resultaterne var noget, som ingen af os rigtigt kunne stå ved.

I 1994 var man gået over til individuelle medlemskaber frem for partimedlemskaber. Men det skete i forskellige tempi. I Aarhus var man meget hurtig til at være én enhed, som man kaldte Den Rød-grønne Fællesliste. Derfor var der også lidt kamp om navnet, da vi stillede op første gang i 1990. Århusianerne var ikke glade for ordet Enhedslisten.

KAP’erne kom som enkeltmedlemmer. De kunne ikke optages som en gruppe. Det var en af de store diskussioner på det andet årsmøde, hvor Ole Sohn nærmest nedlagde veto. Men da de kom som enkeltmedlemmer, kunne han jo ikke sige noget til det.

KAP’erne var maoister og meget, meget fjendtlige over for Sovjet. Det kunne DKP’erne endnu ikke tåle, så det var en diskussion på årsmødet i 1990, få måneder efter murens fald.

Den rød-grønne frø blev skabt af kunstneren Hans Oldau Krull, og blev bl.a. brugt til de første årsmøder i Enhedslisten.

Mange har svært ved at forstå, at Enhedslisten blev stiftet, før muren faldt. Det var jo et fuldstændigt andet verdensbillede. Derfor var det ikke ligegyldigt i hvilken international ramme, man så sin politikudvikling.

VS’erne så sig selv som udogmatiske og havde en stærk kritik af Sovjetunionen og var også kritiske over for Kina. Det internationale betød en hel del, og da Enhedslisten blev stiftet, var vi stadig i en bipolær verden. Da muren faldt, så det ret hurtigt anderledes ud.

Organisationen i 1994 var ret lille sammenlignet med i dag, ikke?

Vi var 7-800 medlemmer vil jeg tro. I starten var man stadigt kollektivt medlem gennem sit parti, og så kunne man derudover melde sig ind individuelt.

I en periode på 3-4 år var der et vældigt rod med, hvem der egentligt var medlem. Når man følte, man var kollektivt medlem, var det ikke sikkert, at man meldte sig individuelt ind, men ville jo sikkert stadigvæk gerne have indflydelse. I 1991 eller 1992 begyndte man at vælge hovedbestyrelsen individuelt.

Det var jo en ganske voldsom tandudtrækning for Hovedbestyrelsen at seks mennesker pludseligt spadserede over på Christiansborg.

Men i 1994 var vi en samlet organisation, som havde samlet alle underskrifter og var helt klar til at komme ind, følte vi. Vi var seks personer, der kom i Folketinget, og vi sad alle seks i Hovedbestyrelsen.

Det var jo en ganske voldsom tandudtrækning for Hovedbestyrelsen at seks mennesker pludseligt spadserede over på Christiansborg. Det var Bent Hindrup, Bruno Jerup, Søren Søndergaard, Keld Albrechtsen, Frank Aaen og mig, sagde hunden.

Enhedslisten var på det tidspunkt en ret lille organisation med ret få stærke afdelinger; reelt var det vel København og Aarhus, som havde en vis styrke. Men kræfterne var også spredt på de enkelte partier, og så det fælles projekt, Enhedslisten.

Der havde også været kommunalvalg 1989, og i Aarhus havde man stillet op på Rød-Grøn Fællesliste, og i København havde man stillet op som hhv. DKP og VS, men i fælles valgforbund. Og det glippede lige nøjagtigt at få en borgmesterpost. Ved kommunalvalget i 1993 stillede man op som Enhedslisten og fik nogle valgt folk, mest i de store byer.

Ved Folketingsvalget i 1994 var vi mere spredt i landet, end vi havde forestillet os. Det udløste blandt andet det mærkværdige, at vi fik valgt en ind i Vejle Amt, Bent Hindrup. Det var der jo ingen, der havde forestillet sig.

Vi havde nogle meget interessante konflikter eksternt i forbindelse med valgfilmen. Den var lavet af Erik Clausen, og han havde taget nogle citater af Nyrup og Ellemann, som var blevet sat ind i en forkert ramme, og som sagde noget morsomt.

Men vi havde ikke fået tilladelse, så der kørte en lang polemik om, hvorvidt vores valgfilm skulle forbydes. Der er nogen kommentatorer, der mener, at hvis ikke der havde været den dialog om filmen, så var vi ikke kommet ind i 1994.

Men meningsmålingerne begyndte i hvert fald pludseligt at give os fodfæste, og det er lidt en selvforstærkende effekt. Så snart man er over spærregrænsen, så er der flere der tør, for så risikerer man ikke at spilde sin stemme.

Enhedslistens valgfilm fra 1994.

Hvordan var den politiske situation i 1994?

Nyrup var kommet til et par år før og havde lavet nogle store arbejdsmarkedstiltag, som skulle bruges til noget kickstart af økonomien. Orlovsordninger, uddannelsesmuligheder og alt muligt, som faktisk fungerede. Så han var egentligt kommet godt fra start.

Jeg tror de fleste regnede med, at der skulle dannes en Nyrupregering efter valget. I starten var der slet ikke nogen, der overhovedet havde overvejet at Enhedslisten kunne komme ind. Og SF havde i hvert fald slet ikke forestillet sig det.

Vi troede selv på projektet, for vi havde nogle spidse formuleringer på mange sager. Vi var klare i spyttet, og følte vi havde noget at bidrage med. Og så kørte vi meget nådesløst på det røde og det grønne, som jo ikke var så moderne på det tidspunkt. Det grønne var ikke så floskelagtigt, som det kan opfattes i dag.

Kan du huske valgaftenen?

Ja. Vi holdt den inde på borgen og var i den grad gæster. Derinde havde vi lånt et lille lokale. Vi var jo stadigt ikke et stort parti. Men vi var samlet det meste af hovedbestyrelsen og nogle aktivister. På et tidspunkt sagde meningsmålingerne, at vi nok ville komme ind, men der var så stor usikkerhed forbundet. Alt var usikkert. Men vi blev mere og mere sikre på, at den var hjemme.

På et tidspunkt skulle vi jo udtale os om dette og hint, og det var vi jo ikke vant til på den måde. Keld Albrechtsen var den eneste, der havde prøvet det før. Han havde siddet i Folketinget for VS. Vi andre var også ganske politisk erfarne. Frank havde siddet som redaktør af Land og Folk. Men vi var ret fremmede over for spillet, som det tager sig ud på sådan en valgaften.

Når man snakkede med pressen, skulle man hele tiden passe på i forhold til de andre, at man ikke sagde noget, der kunne blive fortolket. Man skulle tænke meget over, hvordan man formulerede sig, så man ikke stødte andre. Den hensyntagen gjorde, at det var svært at udtale sig bramfrit.

Når man snakkede med pressen, skulle man hele tiden passe på i forhold til de andre, at man ikke sagde noget, der kunne blive fortolket.

Men det blev helt klart, at vi kom ind. Og jeg var blevet udpeget til at være den, der skulle deltage i partilederrunden i fjernsynet på selve valgaftenen. Dengang var alle partierne på Christiansborg.

Da jeg gik ned til runden kl. 23, var vi helt sikre på mindst fem mandater og havde gode chancer for det sjette. Vi troede, at det ville falde i Nordsjælland, hvor Bolette Munch-Petersen var opstillet. I programmet blev jeg spurgt om kønsfordelingen og svarede: »Ja, det kunne jo godt være bedre, men vi er dog to ud af seks«. Men det skulle jo vise sig, at vi kun var én af seks. Vi blev drillet lidt med vores kønsfordeling, for vi var jo det parti, der snakkede mest om ligestilling.

Valgplakat fra 1994.

Hvor var du selv i dit liv, da du pludseligt røg i Folketinget?

Jeg havde været tømrer i ti år. Og så var jeg blevet ansat i A-kassen i tømrernes fagforening. Jeg var meget fagforeningsaktiv og del af en oppositionsgruppe. Vi syntes, det gik af helvede til, når det kun var socialdemokrater, der satte betingelserne i A-kassen. Så jeg fik presset mig ind der. Der havde jeg været ansat i to år.

Jeg boede i kollektiv, det har jeg altid gjort. Vi havde en ny indflytter tre uger før valget, og han blev noget paf, da jeg sagde, at jeg regnede med at skulle i folketinget.

Jeg cyklede hver dag gennem folketingsgården, når jeg skulle hjem fra arbejde. De sidste par uger før valget begyndte jeg hver dag at tænke, hold kæft mand, den store trappe, skal du gå op af hver dag?

Hvordan oplevede du så den første tid i folketinget?

Et helt år op til valget havde vi lavet en skygge-folketingsgruppe, hvor vi havde fordelt ordførerskaber. Vi var vel 10-12 stykker. Vi forsøgte at koncentrere os lidt om de forskellige fagområder. Vi havde holdt en del weekendseminarer. 

Vi prøvede at lade som om, vi var en folketingsgruppe og prøvede at formulere en politik og kommentere på begivenhederne. Så vi var ikke fuldstændigt fjerne.

Men da vi mødte op morgenen efter valget, var der ingen, der havde skænket det en tanke, at der kunne komme et nyt parti ind, så der var ikke nogen lokaler til os. Så de første ti dage, da havde vi ingen lokaler. Jo, vi fik Færøværelset stillet til rådighed til at holde lidt pressemøder og sådan noget. Og ellers pendlede vi frem og tilbage mellem Christiansborg og Studiestræde.

Da vi mødte op morgenen efter valget, var der ingen, der havde skænket det en tanke, at der kunne komme et nyt parti ind, så der var ikke nogen lokaler til os.

I fik vel også ansat et par sekretærer?

Nej, der gik længere tid. På det tidspunkt var der én ansat. Så slog vi 5-6 stillinger op. Der kom rasende mange ansøgninger efter datidens forhold, måske små hundrede. Så i starten skulle vi fandeme bruge det meste af vores tid på ansættelsessamtaler og organisering.

Og vi havde ingen kontorer. Men vi fik da konstitueret os og fik valgt ordførerskaber. SF’erne var meget behjælpelige med at fortælle, hvordan man konstituerede sig. Hvis jeg ikke husker meget forkert, gav vi SF en plads i finansudvalget mod, at vi fik en i alle andre udvalg.

Men I skulle pludseligt tage stilling til en hel masse ting om det parlamentariske spil?

Ja, og det var helt forfra. Vi valgte Keld som gruppesekretær, hvilket er den mest administrative funktion overhovedet. Det er dem, der laver clearingsordninger og alt det der. Jeg blev gruppeformand.

Men så skulle vi jo til dronningen. Og vi havde ikke taget stilling til, om man skulle gå til dronningen eller man skulle vende ryggen til. Vi havde slet ikke nogen fælles normer. Men Søren Søndergaard og jeg endte med at tage til dronningen på vegne af gruppen og anbefale Poul Nyrup.

Jette Gottlieb sammen med Keld Albrechtsen, Frank Aaen og Søren Søndergaard. Arkivfoto fra Enhedslisten.

Der skete samtidigt det, at Jacob Haugaard kom ind, og medierne syntes, at han var voldsomt mere interessant end Enhedslisten. Så han fik hundrede gange mere presse end os.

TV2 var fuldstændigt utålelige. De stillede i Studiestræde klokken ni om morgenen og ville følge os hele den første dag. De gik i røven af os med kamera hele dagen. Til sidst smed vi dem ud. Det kunne de slet ikke forstå.

Det var kaos over alle mulige banale ting. Så kommer der et bud med sådan en kæmpe buket blomster. »Har vi en vase?« »Jeg tror der står et sildeglas derovre«. Det syntes TV2 jo var urkomisk.

Og så ringer de fra hofmarskallatet og spørger, hvem der skal stå forrest, når vi skal til dronningen. Fuldstændigt kaotisk stemning.

Vi havde en telefonsvarer med et bånd, som vi skulle aflytte, for der var jo folk, der havde ringet hele natten. Det bånd burde vi have gemt. Bent Hindrup ringer kl. 20 og siger: »Altså, der er nogen, der siger at mandatet falder her. Men det kan ikke helt passe, kan det?« Og en time senere: »Der er altså nogen der schiger, at det er mig, der er valgt. Men det… det må være… noget vrøvl.« Så ringer han senere på natten, meget fuld: »Det er schgu mig, der er valgt. Hva schka jeg så gøre?«

Vi ringede til ham og sagde, at han skulle komme over. »Jeg har ikke en rød øre,« sagde han så. Jeg fortæller, at jeg tror man får et togkort, når man er medlem af Folketinget, men at han bliver nødt til at finde nogle penge og lægge ud.

Så han var ude og låne penge, hahaha. Det var helt på det banale plan.

Hvordan tror du, at I blev opfattet af offentligheden?

Komiske. I det omfang folk så den TV2-udsendelse, har folk måttet synes, vi var urkomiske. Men der var trods alt tre procent, der havde stemt på os og ville have os ind og rydde op i biksen.

Så startede det hårde arbejde i folketinget, som parlamentarisk grundlag for Nyrup-regeringen. Hvordan oplevede du det?

Regeringen respekterede os. Det opfattede os som en partner, ikke en ligeværdig partner, men som en partner.

Vi kørte meget stejlt med princippet »mindste forbedring – mindste forringelse«. Vi forklarede, at vi stemmer for det, vi går ind for, så når I rammer noget, vi går ind for, får I vores stemmer. Og det respekterede regeringen i meget høj grad. Det betød ikke, at den ikke allierede sig til alle mulige andre sider og lavede alt muligt lort ved siden af.

Mogens Lykketoft respekterede vores særart, og vi deltog i finanslovsforhandlinger med ham. Vi stemte aldrig for, men vi deltog både i delforlig og undlod at stemme imod den samlede finanslov. Men det forstod han og derfor manøvrede han ud fra, at vi kunne stemme for det, der var vigtigt for ham.

På den måde var vi meget mere respekterede end den nuværende regering respekterer et meget stærkere Enhedslisten.

Hvad var jeres mærkesager i den første folketingsperiode?

Vi havde det røde og det grønne som mærke. Mærkesager var social omfordeling, skattelettelser i bunden og konsekvent økologi. Bent Hindrup var jo professionel, så han kunne spille fuldstændigt lige op med Svend Auken. Så havde vi nogle trafikpolitiske visioner. Der var stor aktivisme omkring Øresundsbroen, og vi var aktive i modstanden. Det var medvirkende til, at hele aktivist-segmentet også stemte på Enhedslisten.

Vi holdt et house-warming-party i Landstingssalen. Vi kom direkte ude fra en Øresundsbro-demonstration, hvor der havde været blokade. Det væltede ind med hanekamme og alt muligt, det kunne de slet ikke forhindre. Det hyggede vi os vældigt med.

Det væltede ind med hanekamme og alt muligt, det kunne de slet ikke forhindre. Det hyggede vi os vældigt med.

Jeg var pissetræt efter aktionen, og jeg var gået over på mit kontor i løbet af aftenen. Så kom der en inspektør over og sagde: »Det bliver dyrt, det bliver meget, meget dyrt. Der er jo hærværk over det hele, og det er så forfærdeligt.«

Så sagde jeg: »Lige et øjeblik. Lad os følges derover og se på det«. Så gik vi over og kiggede på det, og så sagde jeg: »Jamen, alt det er jo bare chips-krummer. Der er jo ikke sket noget«.

»Nej, men så ude på toiletterne…«.

Så gik jeg ud og så at der var skrevet med håndsæbe på spejlet. »Jeg kan godt se, at der skal vaskes spejle, men det er jo altså ikke noget, der ikke går af´».

»Men der havde været nogen, der var gået ud af vinduet og havde gået ude på ydergesimserne«.

»Ja, der har der nok, men nu er de jo nok gået igen, så mon ikke det går?«.

Jeg var kisteglad for, at jeg var gået op på mit kontor, i stedet for at gå hjem. Da festen var slut, var der nogen, der var kommet til at baldre nogle ruder oppe på strøget efter klassisk BZ-mønster. Og det blev straks slået op i pressen, at de kom fra Enhedslistens housewarming.    

Det vakte opsigt, at Enhedslisten havde forbindelser til det venstreradikale aktivistmiljø. Foto: BZ-portalen.

Men der var også mange andre, der kom til den fest. For der var virkelig mange, der var nysgerrige efter, hvad fanden det her var for noget. Det var der stadig stor usikkerhed om.

Folk prøvede at putte os ned i nogle kasser, de kendte, men det var ikke rigtigt muligt, fordi vi jo netop repræsenterede så forskellige og brede strømninger, så folk kunne næsten ikke forestille sig, at vi kunne handle ens. Men det kunne vi.

Hvad med mistroen partierne imellem?

Den dæmpede sig efterhånden. Vi havde selvfølgelig sager, vi var uenige om, men faktisk aldrig efter gamle partiskel. Der var ikke nogen store sager, der påvirkede det samlede billede. Men alle medier prøvede hele tiden at presse os ned i de tre gamle kasser. Hele tiden.

Jeg kan huske, at Søren Søndergaard og jeg var inviteret ind til et radiointerview i P1, og så havde Søren sagt: »Det vil vi gerne, men vi orker ikke den diskussion om, hvem der kommer hvorfra. Det vil vi ikke snakke om«.

Og der gik jo ikke fire sekunder efter, der var åbnet for mikrofonerne, før de sagde: »Ja, Søren, du kommer jo fra det gamle SAP. Hvad synes du om DKP’ernes udspil for tre år siden…?«

Så kiggede Søren og jeg på hinanden, og så gik vi. Midt i en direkte radioudsendelse. Stor skandale.

Det udløste et vredt brev til Enhedslistens gruppeformand på Christiansborg om, at Enhedslistens repræsentanter havde gjort noget fuldstændigt uhørt, der havde bragt journalisterne i forlegenhed i en direkte radioudsendelse. Men det var åbenlyst, at de havde tænkt, at de kunne tage røven på os.

Det var mig, der var gruppeformand, så jeg svarede bare, at jeg stod fuldstændigt bag den adfærd de to repræsentanter havde haft, haha.

I prøvede vel at bruge jeres mandater konstruktivt; gav det en rumlen i baglandet?

Nej. Der var sikkert lidt brok i krogene, men hovedlinjen var, at nu skulle det her prøves. Vi havde ti års ørkenvandring bag os. DKP, VS, alle var røget ud, og ingen lyttede til venstrefløjen. Så man var virkeligt opsat på, at nu skulle projektet fungere.

Blev I bedre og bedre til at arbejde sammen, både i afdelingerne og i Folketinget?

Ja, det vil jeg sige. Det, at det var konkret politik, man skulle forholde sig til gjorde, at skillelinjerne gik andre steder. En af de hedeste debatter i folketingssammenhæng var, om vi skulle gå ind for en pædagogisk grunduddannelse. BUPL’erne var selvfølgelig meget imod, for det var en discount-pædagoguddannelse, mens PMF’erne var meget glade, for det var en opkvalificering af dem. Det var første gang vi diskuterede, om vi skulle stemme forskelligt.

Havde man samme hierarki som i dag, altså at Hovedbestyrelsen var over folketingsgruppen?

Ja. De fleste af os gik jo ud af HB, da vi blev valgt. Men der sad stadig nogle garvede folk i HB, fx Per Clausen. Men jo. Forretningsudvalget blandede sig da også i, hvem der skulle ansættes som sekretærer for folketingsgruppen. Det førte faktisk til problemer, for der blev også ansat folk, som havde svært ved at samarbejde med deres folketingsmedlem, hvilket ikke er specielt praktisk.

Frank Aaen, Jette Gottlieb, Keld Albrechtsen, Søren Søndergaard og Bruno Jerup. Foto: Michael Sørensen / Enhedslisten

Hvad arbejdede du selv mest med i den første periode?

Jeg havde trafik- og arbejdsmarkedsområdet. Jeg kendte arbejdsmarkedslovgivningen, for jeg havde siddet i en A-kasse. Jytte Andersen var arbejdsminister, og hun var begejstret over, at der pludseligt sad én i udvalget, der vidste, hvad det handlede om. Så vi havde et godt samarbejde. Selvom hun kom med et lovforslag, som vi ikke kunne stemme for, kunne jeg komme med nogle indspil, som hun rettede ind efter. Det var faktisk en meget spændende situation.

Kan du nævne sejre fra den periode?

På miljøområdet fik vi tilført en hel masse midler til eksperimenter fra alt muligt fra alternativ energi til økologisk landbrugsdrift. Vi fik forsøgsmidler til at få sat ting i gang. Det fungerede strålende og satte virkeligt ting i gang.

På det retspolitiske var vi med til at lave bosnierloven. Det lyder mærkeligt nu, men der blev rent faktisk lavet en flygtningelovgivning, som vi kunne være bekendt omkring de bosniske flygtninge. Den blev ikke, som vi ville have det, men den blev langt mere håndterligt end de forlæg, der lå. Husk på Dansk Folkeparti ikke eksisterede.

Og så var der hele økonomiområdet, hvor der jo faktisk blev lavet nogle skattereformer, som vi kunne stå ved.

Men I må også have slugt nogle bitre piller undervejs?

Bestemt. Vi var med til at lave en økonomisk opstramning – den første pinsepakke – som gav anledning til stor diskussion i baglandet. Det var der, man første gang begyndte at omtale Hovedbestyrelsen som »Enhedslistens piercede bagland«. Det var mange diskussioner. Det var en kæmpe pakke, som skulle stramme økonomien ind. Det blev strammet klart mest i toppen og meget mindre i bunden.

Man ændrede dog arbejdsmarkedsbidraget, hvilket medførte at en gruppe lærlinge stod til at miste tyve kroner om ugen, og så kunne Enhedslisten ikke stemme for.

Man ændrede dog arbejdsmarkedsbidraget, hvilket medførte at en gruppe lærlinge stod til at miste tyve kroner om ugen, og så kunne Enhedslisten ikke stemme for. Da var det, at Lykketoft sagde: »Okay, hvis det er det, der er den store knast i reformen, så laver vi en lærlingecheck«.

Men der var masser af diskussioner. Hvert eneste Hovedbestyrelsesmøde havde kritik af det, vi lavede.

Kan man tale om blokpolitik under Nyrup, eller gik han også til højre for at få ting igennem?

Det gjorde han. Mange gange. Men hovedlinjen i økonomien blev lagt sammen med os. Vil jeg sige.

Hvad med valget i 1998 – hvad gik I til valg på?

Nyrup var næsten sikker på at tabe. Meningsmålingerne gik ham imod, og man lavede efterlønsforliget lige inden. Det satte hovedet på sømmet. »Det overlever regeringen ikke«, tænkte folk.

Jeg synes den dag i dag, at det var et under, at den overlevede, men den gjorde den. Enhedslisten gik ét mandat tilbage: Bruno Jerup og Bent Hindrup røg ud, og ind kom Søren Kolstrup. Det var valggeometri, der gjorde det. Så vi var Frank, Keld, Søren S, Søren K og mig.

Jeg var stadig den eneste kvinde. I første periode havde vi løst lidt af problemet ved at gøre Bruno til ligestillingsordfører. Det var et scoop, for der var stor ligestillingskonference i Beijing, og han blev de borgerlige kvinders maskot. Han fik dem til at stemme for sanktioner mod franske atomprøvesprængninger og alt muligt. Meget morsomt.

Jeg havde været så uforsigtig at sige, at jeg syntes, de nye medlemmer skulle have lov at vælge udvalg først. Søren Kolstrup blev ordfører for både miljø og trafik. Trafik var det område, jeg syntes var sjovest, så det var jeg ikke så glad for. Jeg blev påtvunget socialområdet, som jeg ikke var så glad for. Men det var jeg vist selv ude om.

Vi havde en heftig indholdsdiskussion, for Bruno gik ind for borgerløn. Så vi havde gennem to år en diskussion om, hvorvidt borgerløn skulle være et bærende princip. Det lykkedes  at lave et kompromis, som der blev flertal for. Den debat ville jeg have svært ved at forestille mig i dag.

Jeg gik ud i 2001. Og det var for at sikre, at Pernille Rosenkrantz-Theil kom ind. For både jeg, Keld, Søren og Frank stod jo til at blive udskiftet ved det efterfølgende valg på grund af rotationsordningen.

I 1999 var jeg udsendt som nødhjælpsarbejder og havde orlov i fire måneder. Da kom Pernille ind som suppleant. Det gav hende en pondus, der gjorde, at det var nemmere for hende at tage over. Og så skete der jo det i 2001, at Frank røg ud, da vi røg ned på fire mandater. Så Pernille skulle ind og være finansordfører. Det var heftigt.

Jette Gottlieb fik i juni 2019 comeback i Folketinget, hvor hun i dag er kommunalordfører og arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten. Foto: Steen Brogaard, Christiansborg

Hvordan udviklede organisationen sig fra 1994 til 2001?

Vi fik en mere og mere basisdemokratisk partistruktur – flere og flere fungerende lokalstrukturer. De gamle partiers indflydelse smuldrede. Og det var også ønskeligt. Allerede i 1998 kom langt de fleste medlemmerne ikke fra de gamle organisationer. Det gjorde det nemmere at bløde op i gamle uenigheder. Men alligevel blev vi stadig ofte konfronteret med, hvilket af de gamle partier, folk kom fra. Hvis vi skal være ærlige har det jo også været sådan, at alle strømninger hele tiden har været repræsenteret.

Men Pernille Rosenkrantz-Theil var den første den kom ind med ægte Enhedslisten-blod?

Ja, men Søren Egge Rasmussen havde været inde som suppleant for Keld på et tidspunkt. Han gjorde et nummer ud af, at han ikke kom fra nogle af de gamle partier. Vi gjorde faktisk en del ud af at benytte suppleanter til at få opbygget noget større erfaring.

Partiet voksede vel også i antal medlemmer i den periode?

Ja, stille og roligt. Hvis vi har været 7-800 medlemmer i 1994 vil jeg tro vi var dobbelt så mange fire år efter.

Så blev der vel også opbygget nye udvalg og andre ting i organisationen?

Ja, det gjorde der nemlig. Der er altid et spænd mellem den virkelighed, som folketingsmedlemmerne står i, og så den politikudvikling, som foregår i de centrale udvalg. For en del udvalg er lidt virkelighedsfjerne. Udspil og idéer kan i hvert fald have utilsigtede konsekvenser. Men det er vigtigt, at udvalgene og folketingsgruppen befrugter hinanden, og det skal vi også tænke noget over nu, hvor folketingsgruppen er blevet stor.

Hvad var de store udenomsparlamentariske bevægelser i perioden?

Der var blandt andet en aktion ved Sandholmlejren, som gav store dønninger ved valget i 1998. En gruppe aktivister væltede plankeværket og sagde: »De mennesker skal ikke være i fængsel«.

En af de helt store kampe var om efterlønnen, og der var vi helte. Det var vi også under sygeplejerske-konflikten.

Så var der storstrejken i 1998, som endte med regeringsindgreb. Det foregik samme nat, som der var udvalgsmiddag i Rosenborghaven. Vi kunne høre flere og flere telefoner ringe. Det var først omkring det tidspunkt, at mobiltelefoner blev almindelige.

Ove Hygum var arbejdsminister, og han gik til og fra middagen. De borgerlige ville meget gerne støtte ham i indgrebet. Vi gjorde til gengæld alt, hvad vi kunne for at organisere en strejkebevægelse, og der var store demonstrationer på Rådhuspladsen. Vi for rundt med vores egne løbesedler. Der var vi meget offensive.

I har vel også været nogle specielle MF’ere, fordi I stadigvæk var aktivister?

Ja. I forbindelse med valget i 2001 blev Pia Kjærsgaard interviewet og spurgt, hvilken politisk modstander hun respekterede mest. Og så pegede hun på mig og sagde: »Hun gør det, hun siger og så siger hun det, hun gør.« Jeg havde fortalt hende om et par aktioner, jeg havde deltaget i. Ude til et valgmøde kom hun hen og sagde: »Jeg håber ikke det generede dig«.

Hvor var du selv mest aktiv, ud over Folketinget i de år?

Jeg var meget trafikpolitisk aktiv. Jeg sad på motorveje, der ikke skulle bygges og alle mulige ting. Det var faktisk det, jeg syntes var sjovest.

Øresundsbroen blev et nederlag, kan man roligt sige. Og så var der de vestjyske motorveje. Jeg var medlem af Jyder Mod Overflødige Motorveje, selvom jeg var københavner.

I 1998 fik jeg ophævet min parlamentariske immunitet og idømt en bøde, fordi jeg som en protestaktion mod nye parkeringsregler i Københavns Kommune havde begået hærværk ved at male nogle kantsten gule.

Jeg sad på motorveje, der ikke skulle bygges og alle mulige ting. Det var faktisk det, jeg syntes var sjovest.

Så var der Ribus-konflikten, som jeg også var aktiv i. Den, syntes vi, var en meget symptomatisk konflikt, og den var ret voldsom.

Det var før Storebæltsbroen åbnede, så jeg var med nattog og færge til Esbjerg utroligt mange gange for at støtte op om blokaden. Så det var især på trafik- og arbejdsmarkedsområdet, jeg var aktiv. Men arbejdsmarkedet kørte mest i et andet regi, for jeg var meget aktiv i min fagforening ved siden af Folketinget.

Det gik heftigt for sig under Ribus-konflikten i Esbjerg i 1994-95. Jette Gottlieb var aktiv i kampen, selvom hun sad i Folketinget. Foto: TV-Stop

Man kan vel sige, at blev Enhedslisten voksen, rent parlamentarisk, i den periode – og blev bedre til at samarbejde med andre partier?

Ja. Det forekommer mig, at det samarbejde er betydeligt sværere i dag. For vi samarbejdede faktisk seriøst dengang. Man kunne godt sige til et udvalgsmøde: »›Jeg synes, vi skal arbejde med det her problem«, og jeg kunne foreslå, at vi gjorde sådan og sådan« Og så kunne der være opbakning, hvis det var indlysende fornuftigt. Det tror jeg ikke forekommer i dag. Det virker på mig som om, at samarbejdet simpelthen ikke foregår. Jeg ser det jo mest udefra, men jeg mener faktisk, at man kunne finde fælles løsninger dengang.

Hvordan vil du helt overordnet beskrive Enhedslistens udvikling fra 1994 til 2001?

Den mest markante udvikling var, at vi blev til et parti. Fra at være det, som nogle kaldte et sammenrend.

Det vil sige, at vi i højere grad udvekslede standpunkter og fremlagde standpunkter som en enhed, frem for noget, som hele tiden skulle afvejes som det, vi troede, vi vidste, at nogle andre mente. Det var en løbende udvikling som både fandt sted i folketingsgruppen, i Hovedbestyrelsen og ude i afdelingerne.

Kan man sige, at I blev mere højredrejede eller »realistiske« i perioden?

Nej, det mener jeg ikke. Det er jeg blevet spurgt om mange gange. Jeg mener, det har stået fast hele vejen, at vi ønsker at bryde med kapitalismen. Men man kan sige, at vi nu bliver indblandet i flere spektakulære konflikter, fordi hele det politiske billede er ændret.

Efter valget i 2011 er samtlige folketingmedlemmer og regeringsmedlemmer uerfarne. Venstres folk har, med enkelte undtagelser, aldrig prøvet at være i opposition. De har været vant til at have hele regeringsapparatet i ryggen.

Socialdemokraterne og De Radikale tumler rundt som regeringspartier, og næsten ingen af dem har prøvet, hvad det vil sige at være regeringsbærende. Begge parter er fuldstændigt uerfarne og oparbejder metoder for politikudvikling, som er meget skadelige for en demokratisk dialog.

Man var bedre til at arbejde sammen i halvfemserne, det er jeg sikker på. Ikke forstået sådan, at man fik meget mere igennem, men det var meget nemmere at arbejde sig hen imod de reelle politiske uenigheder. Den udvikling, der er sket, opfatter jeg som katastrofal for befolkningens opfattelse af, hvad der foregår i Folketinget.

Fire timers samråd om Helle Thorning vidste dit og dat eller om Lars Løkke fik kaviar til frokosten, det er jo ikke seriøst.

Hvad er forskellen på Enhedslisten i 1996 og Enhedslisten 2014, hvis man ser på hele partiet, ikke kun Folketinget?

Vi har fået bedre politisk fodfæste. Der er kommet en større helstøbthed over vores politik. Dengang var det lidt delemner alt sammen. Dét her vidste vi meget om, så der blev ført kampagne, og det blev skrevet ind i programmet. Vi havde nogle spidser på bestemte områder, mens andre områder var mere la-la-la-la. Vores politik i dag er mere helstøbt.

Men det vi mangler, som vi havde hver for sig ved stiftelsen, er nogle visioner om, hvad det var for et samfund, vi ville have. Vi har ikke etableret en fælles vision endnu. Der mangler en vision om noget andet.

Lad os sige det sådan, at jeg havde en VS-vision, da jeg gik ind i Enhedslisten. Og den var jeg opsat på, at den skulle de andre også optage. Men det, der er sat i stedet, er ikke en tredje eller en syvende vision, det er en ingentings-vision. Det tror jeg er den største mangel, Enhedslisten har efter 25 år efter.

Og så er vi selvfølgeligt vokset på alle områder. Men vi har ikke løst de organisatoriske problemer, der ligger i at ville være et aktivistparti. Vi har ikke løst, hvordan en afdeling fungerer demokratisk.

Enhedslistens Landskontor 1994. Foto: Den Røde Tråd

Netop fordi vi ikke har en vision at diskutere ud fra, så kan man jo ikke forestille sig, at Søborg-afdelingen – det er der heldigvis ikke noget der hedder! – skulle diskutere hele det politiske spektrum. Det vil de jo aldrig få gjort. Søborg-afdelingen koncentrerer sig om Søborg Kommunes problemstillinger i første omgang.

Det kan det godt være, at den tager en diskussion om arbejdsmarkedspolitik eller dagpengeregler, men jeg kan ikke forestille mig, at afdelingen får en helhedsdiskussion af, hvad er det vigtigste i politikken i den kommende periode, så man kan bidrage til den samlede prioritering.

De mest sammenhængende ting henvises til Hovedbestyrelsen, og det er et problem for vores basisdemokratiske udgangspunkt. Hovedbestyrelsen får ikke mange konstruktive input om den politiske helhed.

Tror du Enhedslisten eksisterer om 25 år?

Det mest væsentlige er ikke, om den organisation med det navn er der om 25 år. Det vigtige er, om der findes en politisk strømning med indflydelse på den politiske debat, som har til formål at få fjernet kapitalismen. Og det tror jeg, der er.

Man kan altid gisne om, i hvor høj grad, der overhovedet er en nationalstat om 25 år, men der er plads til både en radikal strømning og en socialdemokratisk strømning. Hvilke konkrete partier, der er på det tidspunkt, er sværere at sige noget om.

Uanset om Christiansborg om 25 år eksisterer i den form vi kender i dag, kan venstrefløjens største udfordring så ikke være at forbinde sig til venstrefløjen i resten af Europa?

Det er jeg enig i. Mit problem er, at EU-politikken ikke er langsigtet nok. Vi har ikke en europæisk vision, som i tilstrækkeligt omfang forbinder os med venstrefløjen i Spanien, Grækenland og så videre.

Vi skal have styrket venstrefløjens europæiske samarbejde mod kapitalens europæiske samarbejde. Derfor havner vi ofte der, hvor EU-modstanden bliver en nationalistisk, selvom det er det præcis modsatte, vi vil. Den gammeldags EU-modstand ligger ikke i de unge. Når man er vant til, at arbejdsmarkedet og studielivet er europæisk, hvor skulle en udmeldelse så komme fra? Det virker ikke logisk.

Nyrup mistede regeringsmagten til Fogh ved valget i 2001. Hvordan oplevede du tiden op til valget i 2001?

11. september var en meget markant situation. Det internationale spillede en dramatisk stor rolle og Bush kom på den måde til bestemme, hvem der vandt valget i Danmark. Hans retorik passede perfekt til Venstre. Venstre reflekterede det, der så ud til at være den samlede verdensopinion.

Så kunne vi stå og pippe om nej til krig. Jeg kan huske, at jeg holdt et tåreperser-indlæg, hvor jeg talte ud fra noget så usædvanligt som personlig erfaring. For jeg havde jo været i Kosovo, da man besluttede at bombe i Beograd. Og jeg holdt fast i, at det er aldrig en løsning at gå i krig for at skabe fred.

Bagefter kom Hans Hækkerup ned for snakke med mig om det. Der var ikke andre end ham og mig, der havde prøvet at være i krigszoner.

Det var ofte sådan, at vi fremsatte et forslag, som blev stemt ned, og året efter lå det i lovkataloget som et socialdemokratisk forslag med nogle få ændringer.

Poul Nyrup, som altid har været uhyggeligt mediebevidst, så, at Hans Hækkerup og jeg stod og talte sammen, samtidig med at det var ved at blive beslutte om Danmark skulle gå i krig i Afghanistan. Og Nyrup tænker, at det er ikke et godt billede i TV. Så han stiller sig foran, joker lidt med mig og skubber så Hans Hækkerup væk med den undskyldning at han skulle tale med ham om noget, der ikke kunne vente. Han brød sig helt tydeligt ikke om billeder af, at forsvarsministeren og Enhedslistens repræsentant står og snakker sammen. Det husker jeg som én af de sidste gange, jeg var i Folketinget.

Jeg meddelte meget tidligt, at jeg ikke stillede op igen. Og så er man uden interesse for medierne. Ingen interesserede sig for, hvad jeg sagde og gjorde. Det er faktisk et socialt fænomen, som man skal forholde sig til, når en valgkamp nærmer sig. Men jeg var meget afklaret om, at det var min beslutning. Og jeg har i øvrigt aldrig været særlig ivrig for at være i medierne.

Jette Gottlieb genopstillede ikke ved Folketingsvalget i 2001. Foto: Folketingets Arkiv

Savner du noget fra tiden i Folketinget?

Muligheden for at fyre gode idéer af! Jeg har mange. Min måde at arbejde politisk er ikke sådan, at jeg skriver lange oplæg; jeg er meget praktisk. Jeg kan godt komme med idéer, men så skal jeg hurtigt skubbe dem hen i det praktiske hjørne, hvor man kan sætte dem i værk.

Det kunne man som folketingsmedlem. Man kunne stille et beslutningsforslag, og i visse tilfælde kunne det lade sig gøre at samle flertal for det.

Selvom jeg før sagde, at man dengang kunne samarbejde med Socialdemokraterne, så havde partiet et fuldstændigt fast princip, der hed: Vi stemmer kun for vores egne forslag.

Det var ofte sådan, at vi fremsatte et forslag, som blev stemt ned, og året efter lå det i lovkataloget som et socialdemokratisk forslag med nogle få ændringer.

Der er en kæmpemæssig forskel på at sidde i en 4-5-6-mandsgruppe og en gruppe med fx 12 eller 14 mandater. Det, der er vores største udfordring, er, at vi ikke ender som Socialdemokraterne og andre store folketingsgrupper, hvor de har fem personer, der bestemmer der hele, og så en stor kødrand af folk omkring.


Ovenstående interview er lavet i 2014 i forbindelse med produktionen af et jubilæumsskrift i anledning af Enhedslistens 25 års fødselsdag. Interviewet er også tidligere blevet bragt på Modkraft.dk.

Jette Gottlieb fik ved valget i juni 2019 comeback i Folketinget, hvor hun i dag er arbejdsmarkedsordfører og kommunalordfører for Enhedslisten.


Jeppe Rohde har været aktiv i produktionen af forskellige venstrefløjsmedier siden 2003, og er en af initiativtagerne til netmediet Solidaritet.dk. Han er medlem af Enhedslisten.