Frankrig – Et land i tre lige store dele, som ikke kan enes

289, det er det magiske tal i Frankrig. Det giver dig mulighed for at få flertal i den 577 medlemmer store nationalforsamling. Ingen kan i øjeblikket nå op på dette tal. Ingen formår eller er villige til at danne en koalition, der er stor nok til at nå dette tal.

”Vinderen” af det seneste parlamentsvalg 7. juli blev Nouveau Front Populaire (NFP), en stor valgalliance på venstrefløjen. Men den fik kun 190 pladser. Det er 99 pladser fra flertallet pg ikke engang en tredjedel af parlamentet.

Også inden for NFP er alliancerne svage. La France Insoumise, ledet af Jean-Luc Mélenchon, har sin egen gruppe med 72 medlemmer, socialisterne har en gruppe med 66 medlemmer, økologerne har en gruppe med 38 medlemmer, og en anden venstrefløjsgruppe har 17 medlemmer.

Den ekstreme højrefløj, som er mere forenet under deres frontfigurer Marine Le Pen og Jordan Bardella, har den største gruppe med 123 medlemmer, og potentielt kan de opnå støtte fra 16 af Les Républicains (som kan sammenlignes med Venstre i Danmark) medlemmer.

Præsident Emmanuel Macrons gruppe sidder med 99 medlemmer og kan regne med 67 allierede til at lede sin overgangsregering.

Det traditionelle højrefløjsparti Les Républicains har sølle 47 medlemmer og har indtil videre nægtet at indgå i forhandlinger.

En ny situation, der er sket før

Hvis man ikke kan nå op på 289 parlamentsmedlemmer, kan man måske danne en mindretalsregering. Det er der ikke tradition for i Frankrig. Det er kun sket to gange siden 1958, da den femte og nuværende forfatning blev implementeret af general Charles de Gaulle.

Vi havde tre forskellige premierministre fra det samme socialistiske mindretal på 275 mellem 1988 og 1993, da de 25 kommunistiske medlemmer af parlamentet nægtede at alliere sig med socialisterne. Det var kaotisk, det tog hårdt på den politiske klasse, og situationen ændrede sig først med et nyvalg, som højrefløjen vandt.

Siden gik der næsten 30 før den næste mindretalsregering. Den var denne gang baseret på de 251 parlamentsmedlemmer fra Macrons såkaldte ”centerfløj”.

Det er bemærkelsesværdigt, at de eneste to kvindelige premierministre, Frankrig nogensinde har haft, blev udnævnt under sådanne omstændigheder – Edith Cresson i 1991-1992 og Elisabeth Borne i 2022-2024.

Franske mandlige politikere lader til kun at opgive magten, når de ikke rigtig kan holde på den.

Franskmænd går ikke bare på kompromis

Politisk og kulturelt ved Frankrig ikke, hvordan man skal håndtere denne fastfrosne situation. Franskmændene er ikke vant til belgiske eller tyske scenarier, hvor forhandlinger kan vare i uger eller måneder, før en alliance dukker op. Vi går bare ikke på kompromis. En hel politisk generation har ikke kendt til andet end valgkampe. Og valgkampe bliver enten fuldstændig vundet eller fuldstændig tabt.

Vi har stadig en skal af en regering, som ellers kaldes en ”afgående regering” eller en ”overgangsregering”. Den kan bare ikke gøre ret meget, ikke engang foreslå en forfatningsændring for at komme ud af denne blindgyde.

Jeg ville gerne forenkle det og sige, at de borgerlige og deres allierede på den yderste højrefløj afviser de demokratiske valgresultater, men faktum er, at der ikke er noget flertal i et politisk system, som blev udtænkt af de Gaulle for netop at undgå denne situation.

Og det er sandt, at en Nouveau Front Populaire-regering efter al sandsynlighed ville få et mistillidsvotum fra både Macrons og Le Pens parlamentsmedlemmer, hvilket ville tvinge dem til at træde tilbage med det samme.

De Gaulle døde i 1970, og hans forfatning ser ud til at være død i 2024.

Kan Macron samarbejde med den ekstreme højrefløj?

France Insoumise, det stærkeste parti i Nouveau Front Populaire, deler vandene. Enten støtter man dem, eller også bekæmper man dem. Mange vælgere, politikere og endda medier anser France Insoumise for at være lige så slemme som – hvis ikke værre end – den ekstreme højrefløj.

Det forhindrede ikke Nouveau Front Populaire i at opfordre deres kandidater til at trække sig fra valget efter den første runde, hvis en kandidat fra centrum eller højrefløjen var bedre placeret end dem selv til at slå den ekstreme højrefløj. På den måde kunne mange centrum-kandidater blive valgt i stedet for den ekstreme højrefløj.

Alligevel opfører Macron og hans parti sig, som om de ejer disse stemmer og ikke skylder Nouveau Front Populaire noget.

Foragter Macron og Le Pen hinanden nok til ikke at regere sammen? Macrons regeringer har fulgt noget af den ekstreme højrefløjs dagsorden siden Macrons tidlige tid som præsident, og den ekstreme højrefløj var ikke imod hans borgerlige dagsorden.

I sin tid som præsident er Macron også blevet venner med kendte personer fra den ekstreme højrefløj. Men symbolsk set virker det umuligt. Og selv om han måske er fristet, vil hans parlamentsgruppe ikke følge ham. Ikke endnu, i hvert fald.

Alliance over midten

Det mest sandsynlige og kedelige håb om at danne et flertal i Assemblée Nationale er en større alliance over midten. Det vil være en udvidelse af det, Macron allerede gjorde gennem sin bevægelse i 2017. Her ønskede han at alliere sine tropper (166) med Les Républicains (47) og socialisterne (66) for at få en mindretalsregering på 279, eller endda et flertal, hvis det kunne lykkes ham at alliere sig med den oversøiske gruppe (22) eller et par økologer.

Men Macrons bevægelse er meget svagere i dag end i 2017. Efter al sandsynlighed vil den dø, når Macron forlader præsidentpaladset i 2027. Der er ingen fremtid for nogen bevægelse i at alliere sig med Macron. Og der er ingen klar efterfølger til Macron.

Og selv hvis sådan en alliance fungerer i de resterende tre år af Macrons præsidentperiode, vil det højst sandsynligt styrke venstrefløjen og den ekstreme højrefløj. Det vil kun forstærke den nuværende situation med et land, der er delt i tre lige store dele – venstrefløj, midte og højrefløj – og som ikke kan arbejde sammen.

Det ser dog stadig ud til at være det mest realistiske, da nogle fra Socialistpartiet allerede presser på for at bevæge sig væk fra Nouveau Front Populaire og tilbage til midten. France Insoumise er begyndt at blive ensom igen. De opfordrer til en massiv demonstration lørdag 7. september, men hverken socialisterne eller fagforeningerne har besluttet at følge op på den opfordring indtil videre.

Den italienske løsning

Så er der muligheden for en italiensk løsning. En teknokrat-regering, ligesom Mario Draghis kabinet i Italien i 2021-2022.

Den gav Italien en regering i lidt over et år, og dermed tid til at håndtere COVID, som var dens hovedopgave. Men den kunne ikke forhindre, at den ekstreme højrefløj vandt det næste valg, og at Giorgia Meloni dannede en regering med støtte fra Berlusconis gamle parti.

Faktisk styrkede Italiens teknokrat-regering også den yderste højrefløj i Giorgia Melonis skikkelse. Da hendes parti var det eneste parti, som ikke støttede teknokrat-regeringen, tiltrak hendes parti mange af de vælgere, som var utilfredse med teknokraterne.

Alle scenarier er upopulære i meningsmålingerne. Men det mindst upopulære scenarie er en midterregering med deltagelse af Emmanuel Macrons parti, venstrefløjen på nær La France Insoumise og Les Républicains. 60 procent af franskmændene er modstandere af den løsning, men det er som sagt det mindst upopulære scenarie.

Hvad kan vi lære af denne situation?

For det første skal man ikke løbe efter den ekstreme højrefløj. Man får ikke deres vælgere, man styrker bare deres retorik og fodrer dem med vælgere.

For det andet kan venstrefløjen lære, at de borgerlige ikke respekterer venstrefløjen mere, selvom den ofrer sine egne kandidater for at besejre den ekstreme højrefløj. Det betyder ikke, at det ikke var den rigtige ting at gøre i situationen – man skal bare ikke forvente at få noget til gengæld.

Vælgerne respekterer det ikke engang. 52 procent af dem mener, at det var fup, da France Insoumise fjernede sine kandidater for at forhindre den ekstreme højrefløj i at vinde.

Endelig kan man lære, at forfatninger fungerer, indtil de ikke gør det længere. Valgsystemer repræsenterer folket, indtil de ikke gør det længere.

France Insoumise har i mange år foreslået at arbejde på en ny forfatning, som er mere tilpasset nutidens Frankrig og dets politiske landskab. Det nægtede de andre partier, og nu sidder alle fast i en rum tid fremover.