Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. december. 2019

Fucking onwards, ‘BoJo’ or no!

Mads Kissow rapporterer fra Wales om en trist stemning, både op til og efter det britiske valg – men også om kampgejst til de kommende år under Boris Johnsons regering.

Illustration: DonkeyHotey / Flickr

Mads Kissow rapporterer fra Wales om en trist, vred og undrende stemning, både op til og efter det britiske valg – men også om kampgejst til de kommende år under Boris Johnsons regering.


Af Mads Kissow

Jeg sidder i toget fra Machynlleth – den historiske hovedstad i Wales – på vej mod Birmingham. Fra Montgomeryshire – et sikkert Tory-sæde – til Birmingham, et sikkert Labour-sæde. Den seneste uge har budt på mange samtaler med Momentum-aktivister her i midt-Wales og med Momentum-aktivister og Labour-vælgere fra resten af Storbritannien.

Dagen efter valget er stemningen trist. Trist, men ikke apatisk. Nærmere trist, vred og undrende. Mange aktivister har brugt utallige timer på i regn og blæst – i både sikre og marginale valgkredse – at banke på døre, tale, lytte og uddele flyers, til fordel for en af de mest progressive centrum-venstre valgkampagner i Europa i mange år.

Det her er en reportage og en række overvejelser fra min side, men mest af alt fra nye og gamle venner, der for manges vedkommende ikke har været medlemmer af Labour før – og har været stærkt kritiske og imod New Labours retning og politik under Tony Blair, Gordon Brown og Ed Miliband. For manges vedkommende er de aktivister, der har kæmpet for klimaretfærdighed, social retfærdighed og solidaritet imod den snigende fascisme og forråelse i Storbritannien.

Wrexham – fra Labour hjerteland til konservativ

Det er tre dage inden valget, og jeg sidder i køkkenet i et ”housing co-op” sammen med en veninde gennem flere år og to nye bekendtskaber. Alle tre har de været på telefonerne, på gaderne og på de sociale medier for Welsh Labour. De bor i et sikkert Tory-sæde og har derfor været i nabo-kredsen, Wrexham – historisk hjerteland for Labour og et af de samfund der blev sønderlemmet af Thatcher i 80’erne.

Mange vil gerne tro, at det er EU’s skyld. At det er migranternes og ‘de andres’ skyld. At der må være en forståelig og håndterbar forklaring på, hvorfor deres liv er blevet stadigt sværere

På gaderne og ved dørene har de tre aktivister oplevet, hvordan Wrexham står til at stemme konservativt. Mange vælgere er desillusionerede over det repræsentative demokrati og muligheder for deltagelse – og har ikke registreret sig som vælgere eller tænkt sig at stemme. Mange får primært deres nyheder fra formiddagsbladene The Sun og The Star – begge ejet af milliardærer og begge blade, der har været voldsomt imod Jeremy Corbyn og ikke har skyet hverken løgne eller smædekampagner.

Brexit-trætheden fylder meget hos dem, der har tænkt sig at stemme. Boris Johnsons ‘get Brexit done’ vækker genklang hos en del vælgere, der føler sig kørt over, negligerede og magtesløse over de seneste årtiers afvikling af velfærden og prekarisering af arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, hvor zero-hour-contracts – altså kontrakter, hvor man ikke er garanteret timer, men hver morgen må vente og se, om der bliver ringet – praktikant-stillinger og en løn så lav, at mange skal bruge to eller tre jobs for at kunne overleve.

Mange vil gerne tro, at det er EU’s skyld. At det er migranternes og ‘de andres’ skyld. At der må være en forståelig og håndterbar forklaring på, hvorfor deres liv er blevet stadigt sværere – og hvorfor deres børns liv ser ud til blot at blive mere usikre og hårdere.

“Let’s get Brexit done” – Johnsons enkle budskab viste sig at være effektivt i en valgkamp, der blev domineret af Brexit-afstemningen og det forestående exit fra EU.

Medieskabt apati

Det er dagen inden valgdagen. Jeg sidder sammen med en håndfuld venner og bekendte under et halvtag i landsbyen Pantperth og og holder liv i et bål, mens den typiske regn lejlighedsvis gør sit til at slå det ned. Alle i kredsen er nye Labour-medlemmer og har alle en fortid med selvorganisering, direkte aktion og kampagner for klimaretfærdighed både her på øen og ude i verden.

Ingen i gruppen tror egentlig på, at Labour kan vinde valget. Alle håber på et ‘hung Parliament’ – altså et parlament, hvor de konservatives Tory- flertal er så lille, at de ikke kan regere egenrådigt. Og det fremkalder smil på alles læber at tale om den teoretiske mulighed for, at både Boris Johnson og Jo Swinson, lederen af Liberal Democrat’erne, kunne tabe i deres valgkredse.

To temaer dominerer samtalen, når den falder på valget, nemlig medierne og apati. De engelske medier ejes og er stort set alle en del af den økonomiske og konservative elite, der alle aktivt støtter de konservative og har været voldsomme i deres angreb på Labour, særligt Jeremy Corbyn.

Mange i kredsen her mener ikke, at det er muligt at vinde et valg – eller for den sags skyld vende samfundet – i en progressiv, venstreorienteret retning uden andre og uafhængige medier. Alle er aktive i deres lokalsamfund, og flere af dem har kastet sig ind i arbejdet med lokal informations-spredning: via lokale aviser, nyhedsbreve eller ”community organisations”.

Igen og igen har de på dørtrin og i telefonsamtaler mødt de løgne og fortællinger, som de store mediehuse inklusive statslige BBC har været eksponenter for: Labours plan er økonomisk umulig, Jeremy Corbyn er ekstrem og antisemit, og Labour har svigtet ”den almindelige brite”.

En af vennerne om bålet fortæller, at han har været med til at organisere anti-racistiske kampagner i to årtier, og at Jeremy Corbyn ofte var det eneste parlamentsmedlem, der mødte op til demonstrationerne og altid var klar til at tale. Han er sydende vred på medierne over, at de udbreder historierne om racisme, når det kommer til dén person, han beskriver som: ”Det eneste anstændige menneske, der nogensinde har stillet op til premierministerposten. Det sårer mig at se, at så mange i Labours kerneområder tror han er et problem”.

Valgdagen – Momentum – studiepris

Det er valgdag. Jeg sidder i auditoriet på Centre for Alternative Technology, en læringsinstitution for bæredygtig omstilling, sammen med cirka 60 andre studerende. Alle har stemt, og selv om underviserne gør en dyd ud af ikke at være partipolitiske, er der ingen tvivl om, hvor krydserne er blevet sat – Labour eller Plaid Cymru, det walisiske socialdemokratiske regionalparti.

Mange her har også været en del af Momentum, den venstreorienterede platform inden for Labour, siden Jeremy Corbyn stillede op til formandsposten for Labour. Enkelte er gamle Labour-medlemmer, og mange har erfaringer fra de store studenterprotester i 2011-2012 i protest mod tredoblingen af prisen for uddannelser. En kandidatuddannelse koster her på øen typisk 80-100.000 kr. hvert år.

Den overvejende del af de studerende forventer trods en eller flere kandidat-uddannelser ikke at kunne finde velbetalte job inden for deres felt – trods den brændende platform der efterhånden er bred konsensus om på de fleste samfundsniveauer. Mange forklarer det med, at man nærmest er nødt til at bo i London for at kunne få sådanne job, men ingen har råd til eller mulighed for at klare det londonske boligmarked.

Ligeledes lægger mange vægt på, at de ønsker at gøre en forskel i deres arbejde – og ikke sigter mod en af de store virksomheder, der har slået sig op på bæredygtighed, fordi de bliver anset for at være ”in it for the cash, not the cause”. Selvom de fleste af de studerende her ikke er kernen i den engelske klimaretfærdigheds-bevægelse, er bevidstheden om nødvendigheden af radikale, systemiske forandringer udbredt.

Det er eftermiddag, og vi mangler kun de sidste to forelæsninger på dette modul. Stemningen her er afventende, og det er tydeligt, at mange har sværere ved at koncentrere sig nu i forhold til de seneste dage. Også selvom der er længe til kl. 22, hvor den første store exit poll offentliggøres, og endnu længere til kl. 04.30, fredag morgen, hvor det endelige resultat forventes at være klart.

I alle pauserne diskuteres på livet løs. På den negative side fylder Brexit og de engelske medier rigtig meget, mens mange lægger vægt på, at de har følt sig opløftede og engagerede af at være en del af den progressive Labour-kampagne, i høj grad drevet af Momentum.

De fleste tør ikke håbe på et nederlag til de konservative. “Vi er helt sikkert fucked i de næste par år” lyder det igen og igen, dog ofte efterfulgt af en træt, men stædig villighed til, at den enorme mobilisering af aktivister i forbindelse med Corbyns formandskampagne og denne valgkamp skal fastholdes og udvikles.

”Lokale og regionale solidaritetsnetværk er afgørende for at bekæmpe toryerne og corporate Brexit – og så vi kan være sikre på, at vi får sparket fucking Boris Johnson ud af både nr. 10 (Downing Street 10, premierministerens bolig, red.) og Uxbridge (Johnsons valgkreds, red.).” Hun smiler – både med munden og de klare øjne bag brillerne – over sit eget uhøflige sprog om premierministerens tilholdssted og Boris Johnsons valgkreds.

En skuffet Jeremy Corbyn annoncerer sin afsked som leder for Labour.

“Another five fucking years of Tory”

Klokken er 22.04. Den første exit poll rammer hårdt i baren her på toppen af en gammel ‘slate-tip’ – en bakke lavet af skifer-rester fra en for længst uddøet industri. Den engelske, afmålte høflighed viger for følelser af afmagt, undren og vrede, akkompagneret af en overvældende træthed. Vi har haft over 50 timers forelæsninger om politik og økonomi de seneste fire dage – og forløsningen og frustrationen hægter sig direkte på den mættede træthed og sætter stemningen ned i gear.

Folk krammer og sukker. Ryster på hovedet, ruller smøger, tømmer deres glas. Foran skærmen og rundt om bordene diskuteres på livet løs. Der bliver bestilt ekstra pints i baren, mens samtalerne ruller. Vrede over et udemokratisk valgsystem og milliardær-medierne blander sig med enkelte bitre kommentarer over tabte Labour-vælgere, der så kan se, hvor fedt det bliver med ”another five fucking years of Tory”. Mange kommentarer handler om, at Labour ikke lykkedes med at få valget ”ud af kløerne på Brexit” – og den simrende debat om ”remain” eller ”leave” bryder ud igen, når mange lufter frustrationen over Jeremy Corbyns strategi om at være neutral.

Labour efter Corbyn

Omkring nogle af bordene drejer samtalerne sig relativt hurtigt enten til at snakke om det nyligt overståede kandidat-modul eller til at fokusere på, hvad de konservatives sejr kommer til at betyde for klimakampen og miljøet. ”We’ve got to get a fucking move on, BoJo or no. It’s late already” lyder det fra en midaldrende mand, der har baggrund i byggebranchen, med henvisning både til klimaforskerne og Extinction Rebellions stadigt mere alarmerende udmeldinger.

Vi har kæmpet sammen i det her valg. Nu må vi også reflektere over det sammen. Det er virkelig vigtigt, at folk mødes med deres venner og kammerater i aften

Klokken nærmer sig midnat, og to grupper studerende, der har været meget aktive i Momentum, samler sig nærmest tv-skærmen, hvor BBCs valgdækning kværner af sted med lyden slået fra. Beskeden er allerede gået ud over de glødende Whatsapp og Signal (smartphone apps) grupper, der har været centrale i mobiliseringen og koordineringen af den venstreorientende del af kampagnen:

“Vi har kæmpet sammen i det her valg. Nu må vi også reflektere over det sammen. Det er virkelig vigtigt, at folk mødes med deres venner og kammerater i aften. Skriv til dine Whatsapp-kontakter eller lav et event på Facebook – Team Momentum.”

Nu handler det om at holde fast på mobiliseringen, og holde Labour fast på den progressive kurs efter Corbyn.


Mads Kissow er mangeårig aktivist på den udenomsparlamentariske venstrefløj, blandt andet indenfor klima-, miljø og demokratikampe. Han arbejder som bygnings- og energirådgiver, og er ved at tage en kandidatgrad i Bæredygtig og Klimatilpasning på Centre For Alternative Technology i Wales.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER