Gazprom – hverken superrig eller på randen af bankerot

Det delvist statsejede olie- og gas-selskab, Gazprom, er indbegrebet af forestillingen om det stærke Rusland. Men hvor stærkt står gasselskabet egentlig?

Af Søren Rishøj

I takt med optrapningen af den nye »kolde krig« og de voksende spændinger i Østersø-regionen, rettes opmærksomheden i stigende grad mod det russiske olie- og gas-selskab Gazprom.

Gazprom er verdens største udvinder af naturgas og Ruslands største virksomhed med en omsætning på officielt 153 milliarder dollars og 393.000 ansatte. Gazprom ses i såvel russisk som vestlig optik som indbegrebet af et stærkt Rusland. Hvilket er grunden til, at mange såkaldte høge i Vesten ønsker at begrænse og gerne afskaffe importen af gas fra Rusland. Problemstillingen kender vi i Danmark, jævnfør den langstrakte debat for og især imod etableringen af den tysk-russiske gasledning Northstream II.

– Men hvor stærk er Gazprom egentlig?

Svaret forsøger Szymon Kardas at give i en analyse for det polske ’Center for Øststudier’ (OSW). Det er nemlig ikke så enkelt at måle Gazproms reelle styrke ud fra de officielle tal. For oplysningerne om Gazproms finansielle aktiviteter omfatter hele koncernen og ikke kun gassen.  Koncernen indbefatter også Gazpromnieft (olie) og Gazprom Energo Holding (elektricitet). De to selskaber står for 37 procent af den samlede omsætning og 42 procent af de samlede indtægter, kort sagt er der tale om betydelige andele. Salget af gas udgør godt og vel 50 procent, halvdelen af selskabets samlede aktiviteter.

I EU er Gazprom under voksende pres på grund af kravet om sanktioner mod Rusland, ligesom det liberaliserede gasmarked i EU har betydning. Men helt fundamentalt er Gazproms situation »stabil« rent finansielt, mener Szymon Kardas. Gazprom er altså »hverken superrig eller på randen af bankerot«.

Prisen på gas

I 1970’erne, da eksporten af gas fra Rusland startede, var forretningerne baseret på langtidskontrakter. Men siden er kravet om fleksibilitet vokset, og flere EU-lande ønsker i dag, at prisen bestemmes mest muligt ud fra dagsprisen – eller en såkaldt »hub based« prisfastsættelse. Gazprom har da også ladet en stigende andel af salget af gas være netop »hub based«, op til 10 procent. Men »hub priser« er et problem for selskabet, da investeringerne er langsigtede. Presset er vokset yderligere, da det asiatiske marked ikke er i stand til at erstatte det europæiske. 

Szymon Kardas peger på, at Gazproms særlige virksomhedskultur og synet på – hvad der er »rigtige«, »passende« og »fair« forretningsmetoder – adskiller sig på mange måder fra de typisk vestlige, om end vi oplever forskelle inden for selskabets egen organisation mellem forskellige afdelinger og sektioner. Der er ikke kun ét svar på, hvad der er »rationelt«, »de rigtige normer« og »world views«. Gazprom og den russiske regering har da også skarpt kritiseret vestlige landes geopolitiske argumenter, og Moskva afviser til stadighed blankt at bøje sig for »diktaterne« fra Vesten.

Der har i årtier været talt meget om et russisk gas-våben over for Vesten. USA forsøgte også i begyndelsen af 1980’erne at få europæerne til helt at standse importen fra det daværende Sovjetunionen, men blev afvist. I 2006 og 2009, før Orangerevolutionen i 2005 og Maidan i 2014, standsede gasleverancerne fra Rusland til Ukraine og dermed også gas-transitten til Europa. Konflikten drejede sig om uenigheder om prisen og russiske påstande om kontrakt-misligholdelse.

Den russisk-ukrainske konflikt satte til gengæld ekstra gang i reformer i EU af energipolitikken – med satsning på konkurrence og selvforsyning. 

Søren Rishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).