Generalen, de fem familier og kongen

Det var ikke ligefrem uhørt, da general Prayuth Chan-o-cha tog magten i Thailand ved et kup 22. maj 2014. Tværtimod var det tolvte gang siden 1932, at Thailands militær kuppede regeringen, og etablerede en junta under navnet National Council for Peace and Order (NCPO). Navnet bringer mindelser frem om George Orwells ”newspeak” i 1984-romanen, hvor alle former for mening med ordene er fjernet.

Generalerne afsatte den demokratisk valgte premierminister Yingluck Shinawatra, som blev arresteret og sad to år i en militærlejr, før hun blev løsladt og drog i eksil. Historien gentager sig: I 2006 afsatte militæret hendes storebror, Thaksin Shinawatra, som dengang også måtte gå i eksil. Yingluck Shinawatra og hendes Pheu Thai Party (PTP) – de såkaldte rødskjorter – vandt en jordskredssejr i 2011, til stor forbitrelse for de såkaldte gulskjorter, der igangsatte en destabiliserings-kampagne rettet mod regeringen i slutningen af 2013.

Rødskjorter og Gulskjorter?

– I Thailand er mange bittert opdelt i støtter og modstandere af den tidligere premierminister, Thaksin Shinawatra. Hans støtter er de såkaldte rødskjorter, mens modstanderne går klædt i gult. Thaksin var som leder af bevægelsen en af Thailands rigeste mænd, og var forretningsmæssigt i direkte opposition til de Fem Familier. Han ejede blandt andet landets største mobilselskab.

– I 2001 vandt Thaksin valget med støtte fra landbefolkningen og store dele af arbejderklassen på løfter om højere mindsteløn og forbedrede vilkår for de fattigste. Højborgen for bevægelsen er Chiang Mai i det nordlige Thailand, de nyder også stor opbakning i landets største provins, Isan, i nordøst.

– Gulskjorterne har deres støtte blandt middelklassefolk i de større byer, ikke mindst Bangkok. Det er en konservativ og uhyre kongetro bevægelse, som har haft en markant indflydelse på landets politiske udvikling. De indgår i alliancer med kongehuset og militæret. Gulskjorternes politiske gren hedder People’s Alliance for Democracy (PAD)

+

For at få fornyet sit demokratiske mandat udskrev Yingluck valg, som skulle afholdes 2. februar 2014. Eftersom gulskjorterne vidste, at de ikke kunne vinde valget, gennemførtes aktioner, således at valget nogle steder ikke var gyldigt, og Forfatningsdomstolen, som åbenlyst støttede gulskjorterne, annullerede valget og afsatte Yingluck og 9 af hendes ministre i maj 2014. Daværende handelsminister, Niwatthamrong Boonsongpaisan, blev indsat som interim premierminister, mens voldsomme protester fandt sted overalt i landet, men ikke mindst i rødskjorternes traditionelle højborg i Nord. Den ustabile situation blev brugt som begrundelse ved kuppet af general Prayuth, der umiddelbart efter indførte undtagelsestilstand.

Men var det nu for at redde landet fra kaos, at militæret tog magten? Eller kunne man forestille sig andre, mere økonomisk tungtvejende begrundelser?

De Fem Familier

Investeringsbanken Credit Suisse har i en rapport fra 2018 vurderet, at Thailand er det mest ulige land i verden. Det beregnes, at 1% af befolkningen ejer 67% af landets værdier. Tilhørende denne ene procent er de såkaldte Fem Familier.

Der er tale om fem familier, som alle stammer fra Kina, og som har en enorm indflydelse på stort set alle grene af erhvervslivet i landet. De Fem Familier er CP Group, ThaiBev, Boonrawd, King Power og Central Group. Tilsammen har selskaberne årlige profitter på omkring 420 milliarder kroner, eller hvad der svarer til omkring 15 % af Thailands BNP. Det svarer til tre gange værdien af landets samlede vareeksport. Der er tale om et konglomerat af finansielle interesser, som er viklet ind i det politiske system. Familierne giver også markant støtte til gulskjorterne, som til gengæld beskytter familierne, så de kan udvide deres privilegier.

Det er ingen hemmelighed, at de Fem Familier aktivt støttede militærkuppet i 2014 (ligesom de støttede tidligere militærkup, bl.a. det vendt mod Thaksin i 2006). Familierne har endda afholdt fundraising events med sigte på direkte støtte til general Prayuths politiske parti (en af begivenhederne skaffede indtægter på 140 millioner kr.). I tiden med militæret ved roret i Thailand siden 2014, er de Fem Familiers magt og indflydelse vokset markant, blandt andet som følge af den politik  militærjuntaen har ført. Man har beskyttet ThaiBev og Boonrawd mod konkurrence ved at lægge høje toldsatser på importerede varer, der kunne true firmaers monopollignende status.

Staten har under general Prayuth underskrevet en kontrakt om at bygge en 220 kilometer lang jernbane i Thailand til et konsortium ledet af CP Group, på trods af, at denne virksomhed aldrig tidligere har beskæftiget sig med infrastruktur. Kontrakten har en værdi af næsten 500 milliarder kroner.

I tiden med corona har militærregimet i lange perioder lukket langt de fleste butikker i landet, undtagen to kæder, nemlig 7-Eleven, der ejes af CP Group og Family Mart, der ejes af Central Group. En helt konkret forfordeling til gavn for de Fem Familier.

Kongehusets krakelerede facade

Udover de Fem Familier er en helt særlig anden familie af afgørende betydning for Thailand og landets udvikling, nemlig kongefamilien. Den nu afdøde konge, Kong Bhumipol (også kaldet Rama IX), var uhyre populær i de 70 år han regerede fra 1946 til 2016. Han engagerede sig i udviklingen af landet, og havde stor indflydelse, ikke mindst på, hvordan Thailand forvandledes fra et fattigt bondeland til en moderne stat med varieret produktion.

Kongen var samtidig en af de rigeste mænd i landet og en enorm jordbesidder. Finanstidsskriftet Forbes vurderer, at den thailandske kongefamilie råder over værdier i omegnen af 200 milliarder kroner, og har blandt andet massive investeringer i Thailands ældste og største bank, Siam Bank, byggemastodonten Siam Cement Group, samt i telekommunikation og i ejendomme.

I sin regeringsperiode oplevede Kong Bhumipol en lang række militærkup, hvor det vurderes, at kongens indflydelse på militæret til en vis grad modvirkede brug af hårdhændede metoder. De forskellige militærjuntaer sad kun ved magten i forholdsvis kort tid, for derefter at overlade magten til demokratisk valgte regeringer.

Ved kuppet 22. maj 2014 var Kong Bhumipol syg og svækket, og sås i flere år sjældent offentligt. Kongen anerkendte formelt general Prayuth som landets nye leder 26. maj 2014, men afholdt sig fra nogen form for offentlig verbal støtte til kupmagerne. Kongens formelle anerkendelse af General Prayuth, sammenholdt med den enorme respekt, der omgav hans person betød, at de folkelige protester mod militæret i 2014 og 2015 ikke udviklede sig voldsomt.

Det ændrede sig med Kong Bhumipols død i oktober 2016, hvor hans ældste søn, kronprins Vajiralongkorn (også kaldet Rama X) overtog tronen. Hvor faren var beundret og respekteret for sit asketiske og korrekte liv, førte sønnens udsvævende playboy-liv til en stærkt stigende kritik af det thailandske kongehus. Der var mange episoder med kronprinsens eskapader med halvnøgne elskerinder, udnævnelse af sin hund til general og ekstravagant luksusliv på et 5-stjernet hotel i det sydlige Tyskland, som alle bidrog til, at den thailandske befolknings uforbeholdne støtte til kongehuset nu er krakeleret.

General Prayuth har sikret sig kong Vajiralongkorns støtte gennem forskellige tiltag således som nidkær forfølgelse af folk, der måtte kritisere kongen  -i Thailand kan majestætsfornærmelse give op til 87 års fængsel – og samtidig beskyttelse af kongehusets finansielle interesser i landet.

Corona-pandemien

I starten af corona pandemien i foråret 2020 så det ud til, at Thailand var et af de lande, hvor kontrollen med virus tilsyneladende var god og effektiv. Der var ikke mange smittetilfælde og dødsfald, hvis man sammenlignede med andre lande i regionen. Men det ændrede sig dramatisk, da vaccinerne blev en afgørende del af epidemikontrollen.

Både USA og EU godkendte i december 2020 Pfizer/BioNTech og Moderna til brug i vaccinationer mod corona. I Thailand skete denne godkendelse mere end 6 måneder senere, nemlig 24. juni 2021, hvor Pfizer/BioNTech blev godkendt til brug i nødstilfælde. Hvorfor nu denne kolossale forsinkelse af godkendelse af sikre vacciner, som er blevet stukket i hundredvis af millioner mennesker overalt i verden?

De slemme, de endnu værre og de virkeligt autoritære: Når soldater tager magten

I disse år bekymrer mange sig om den politiske fremtid. Der tales om demokratier i krise, hvor man stadig holder valg, men ikke respekterer mindretals rettigheder, mediernes muligheder for at tjekke magthaverne eller domstoles uafhængighed. Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn er blevet nævnt som lande, der stadig påkalder sig folkeligt styre, men som reelt er på vej væk fra de demokratiske idealer.

Solidaritet kigger nærmere på de lande, hvor militære løsninger og efterfølgende autoritære regeringer har afløst demokratiet. I artikelserien kan du læse om Afghanistan, Burma, Thailand og Tunesien. Følg serien her

+

Det er her interessant at bemærke, at kong Vajiralongkorn ejer langt hovedparten af aktierne i det thailandske medicinalfirma, Siam Bioscience, som i oktober 2020 underskrev en aftale om produktion af vaccinen AstraZeneca til det sydøstasiatiske marked. Til de vaccine-hungrende thai’er var der i de første 6 måneder af 2021 blot to vacciner til rådighed, den kinesiske SinoVac og så Astrazeneca, sidstnævnte i meget begrænsede mængder.

Militærregimets undladelse af at godkende andre vacciner før juni 2021 var en direkte og konkret støtte til Siam Bioscience’s produktion af AstraZeneca-vacciner. Det viste sig efterfølgende, at Siam Bioscience har prioriteret at eksportere vaccinerne til andre asiatiske lande. De 61 millioner doser, som skulle leveres til Thailand, er derfor blevet forsinket i mindst 5 måneder, meddelte AstraZeneca og Siam Bioscience i juni 2021.

Thailand har ellers et velfungerende sundhedssystem. Ikke desto mindre blev folkesundheden ofret af generalerne for at tilgodese kongehusets og de Fem Familiers økonomiske behov. På nuværende tidspunkt er blot en tredjedel af Thailands befolkning blevet vaccineret, hvilket har haft en ødelæggende betydning for landets produktion, og – ikke mindst – turistindustri.

Protester

Thailand har gennem mange år været præget af voldsomme politiske uenigheder, som blandt andet har resulteret i voldelige demonstrationer og gadeslagsmål. Siden militærkuppet i 2014 er protesterne mod regimet stille og roligt vokset og vokset. Ikke mindst udnævnelsen af den upopulære kong Vajiralongkorn har bevirket, at tidligere royalister nu er kritiske over for generalerne.

Derudover har militærjuntaens katastrofale håndtering af corona-pandemien også været afgørende. 20.000 mennesker har mistet livet, og landet har i store perioder været underlagt voldsomme restriktioner, der har smadret den enormt vigtige turistindustri. Meget kunne været undgået, hvis regeringen havde prioriteret effektive vacciner til den brede befolkning, da der var mulighed for det.

“Hvor der tidligere var en vis støtte til general Prayuth blandt gulskjorterne, er denne opbakning støt og roligt faldet. Under 10% af befolkningen støtter hans politiske parti.”

Der har været tre markante måder, hvorpå befolkningen har vist deres utilfredshed med militærregimet. Den ene form er kendt også i Burma og i Hong Kong, og refererer til filmen Hunger Games, hvor der er en 3-finger salut. Den anden protestmetode var, at unge mennesker stillede sig op på gader og pladser og læste George Orwells roman 1984; det skete specielt i perioden med forsamlingsforbud, hvor man ikke måtte samles mere end 5 personer i det offentlige rum. Og en tredje metode har været at klæde sig i hvidt og vandre i processioner med tændte stearinlys.  Alle tre protestformer anvendes og breder sig som ringe i vandet over hele Thailand.

Forskellige meningsmålinger afslører, at hvor der tidligere var en vis støtte til general Prayuth blandt gulskjorterne, er denne opbakning støt og roligt faldet, så de sidste tal viser at under 10% af befolkningen støtter hans politiske parti, Palang Pracharath Party.

Et problem for de folkelige protester er de politiske spilleregler. Den nuværende forfatning, som militærjuntaen fik trumfet gennem i en voldsomt omdiskuteret folkeafstemning i 2017 (hvor cirka 1/3 af befolkningen endte med at stemme for, men fremmødet var så lavt, at den blev godkendt af simpelt flertal), giver generalerne mulighed for at udpege et panel, som skal udpege senatorerne. Her skal seks sæder være reserveret til militærfolk, og parlamentet skal samtidig vælge en premierminister, som ikke er politiker. I praksis betyder det, at et almindeligt parlamentsvalg formentlig ikke vil være nok til at genskabe demokratiet i landet. Der er derfor brug for massive protester og en samling af alle demokratiske kræfter, hvis det skal lykkes – endnu en gang – at komme af med de thailandske generaler.