Generalforsamling i Solidaritet – 2024 skal byde på konsolidering og opsøgende arbejde
Lørdag 2. marts afholdt Solidaritet sin årlige generalforsamling. Her var omkring 30 mennesker dukket op på Nørrebro i København for at diskutere udviklingen for Danmarks uafhængige venstreorienterede mediehus
Generalforsamlingen blev indledt med et foredrag af Morten Thing, som er forfatter til Forlaget Solidaritets bestseller i 2023 – Israel. Et mislykket samfund, en mislykket stat. Morten fortalte om sin bog og brugte bogen til at forklare de seneste udviklinger i Israel og Palæstina.
Således begrænset opmuntrede gik forsamlingen videre til den egentlige dagsorden. Her blev Reinout Bosch valgt til ny organisationssekretær. Solidaritet har talt med Reinout for at høre, hvordan fremtiden ser ud for Mediehuset Solidaritet.
Hvad håber du, Solidaritet kan opnå i løbet af det kommende år?
”Jeg håber, at vi kan fortsætte vores stabile udvikling, hvor vi kan tage nogle små, men sikre skridt i retning af at vokse og konsolidere os økonomisk. Vi skal have fat i en anden gruppe end dem, vi har nået hidtil. Vi har nu en solid platform i form af de folk, der følger Solidaritet, men det segment skal udvides. Vi skal appellere mere til SF’ere og folk fra Alternativet, men vi skal også appellere til den store Palæstina-bevægelse og se, om vi kan hjælpe med at være et talerør for dem”, fortæller Reinout Bosch.
Hvilke udfordringer eller problemer står Solidaritet med?
”Vi står over for en generel udfordring, som vi deler med resten af Mediedanmark. Dybdegående analyser af virkeligheden har svære kår. Det er problematisk, når det netop er vores målsætning at lave dybdegående analyser og skabe debat. Vi kunne selvfølgelig godt lave en Tiktok-kanal, men det er ikke det, vi har lyst til.”
Hvordan skal Solidaritet arbejde for, at flere mennesker bliver bekendt med Solidaritets arbejde?
”Jeg tror, at opsøgende arbejde er enormt vigtigt for Solidaritet. Vi skal finde de steder, hvor der er mange, som ikke nødvendigvis kender til Solidaritet og informere dem om, at vi findes, og at vi kan være en platform for dem. Hvis vi kommer ud i nye miljøer, kan det være en platform for en mere organisk vækst. Folk kan fortælle deres venner og bekendte om, at her på Solidaritet er der en god podcast eller en god artikel, og på den måde kan de hjælpe med at sprede budskabet.”
Generalforsamlingen var en ret moden, hvid og mandlig forsamling. Hvordan kan man få nye mennesker aktiveret i Solidaritet?
”Man kan lave indhold, som taler mere til de grupper, som vi også skal aktivere omkring Solidaritet. Igen tror jeg meget på det opsøgende arbejde. Vi skal fortælle folk, at Solidaritet er en platform, som kan hjælpe dem selv med at skabe indhold, som de selv synes er interessant. Hvis man for eksempel gerne vil lave en podcast, som unge kvinder synes er fed, skal det nok være unge kvinder, der laver den.”
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER