Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
31. januar. 2022

George Monbiot: Klimakompensation afværger ikke miljøkatastrofen. Det speeder den up

Velbjergede virksomheder bruger ”naturbaserede løsninger” som et skalkeskjul for at beslaglægge enorme mængder jord. Vi bliver stillet falske teknologi-løsninger i udsigt, når vi i stedet burde give lokale mere kontrol over jorden, skriver klummeskribent George Monbiot.

Foto: Dave Stelfox/Verso Books

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Der er ikke noget, som ikke kan korrumperes. Der findes ikke nogen gode ting, der ikke kan forvandles til noget skidt. Tidens mest lysende klare eksempel på det er de store annekteringer af landområder i klimaets navn.

Vi ved nu, at det ikke er tilstrækkeligt at lade de fossile brændstoffer blive i undergrunden, og at gøre vores økonomier uafhængige af kulstof. Vi kom for sent i gang. For at forhindre en temperaturstigning på mere end 1,5°C, er vi også nødt til at fjerne noget af det CO2, der allerede er i atmosfæren.

Den langt mest effektive måde at gøre det på er ”naturbaserede løsninger”: At bruge genoprettelsen af naturlige, levende systemer som f.eks. skove, marsker, tørvemoser og havbunden til at trække CO2 ud af atmosfæren og binde det, hovedsageligt i træer eller jord og mudder i vådområder. For tre år siden var vi en lille gruppe, der startede Natural Climate Solutions Campaign for at skabe opmærksomhed om det enorme potentiale, der ligger i at genoprette økosystemerne i kampen for at bremse klimakatastrofen og den sjette masse-uddøen.

I seng med de store forurenere

Selv om det er svært at få øje på, at klimakatastrofen eller den økologiske katastrofe skulle kunne afværges uden genoprettelse af vild natur i stor skala, advarede vi om, at det ikke skulle bruges som en erstatning for at fjerne CO2-udledning fra det økonomiske liv – eller give virksomhederne lov til at sælge udledning af drivhusgasser, der overhovedet ikke burde være produceret i første omgang. Vi opdagede, at vi var nødt til at skille os af med et større antal af de deltagende organisationer, fordi de samarbejdede med virksomheder, der tjente penge på CO2-udledninger.

“I stedet for at forpligte sig på at lade de fossile brændstoffer blive i undergrunden, fortsætter olie- og gasselskaberne med at lede efter nye reserver, mens de hævder, at de kreditter, de har opkøbt, gør dem ”CO2-neutrale”.

Der blev ikke lyttet til vores og mange andres advarsler. Noget der kunne have været en stor kraft i den rigtige retning er blevet til en guldfeber for virksomheder, der handler med kulstof-kreditter. En kulstof-kredit repræsenterer et tons drivhusgasser, der kan anses for at være undgået eller fjernet fra atmosfæren. Gennem de sidste måneder har der været et boom i markedet for disse kulstof-kreditter.

Der findes to legitime måder at bruge naturbaserede løsninger på: At fjerne det allerede udledte kulstof fra luften, og at kompensere for den lille mængde af uundgåelige udledninger, der vil være, efter vi har fjernet udledning af kulstof fra resten af økonomien. I stedet bruges de rask væk som et alternativ til effektiv indgriben. I stedet for at forpligte sig på at lade de fossile brændstoffer blive i undergrunden, fortsætter olie- og gasselskaberne med at lede efter nye reserver, mens de hævder, at de kreditter, de har opkøbt, gør dem ”CO2-neutrale”.

For eksempel fortæller Shell’s plan Drive Carbon Neutral virksomheder, at hvis de køber brændstof gennem deres loyalitetsprogram, kan de ”uundgåelige” udledninger fra deres bilpark kompenseres gennem ”Shells globale vifte af naturbaserede løsninger”. De forsikrer kunderne om, at når de slutter sig til programmet, ”behøver I ikke en gang lave om på jeres arbejdsgang”. Tilsvarende påstande fra Shell i Holland blev bremset af landets markedsføringskontrol.

Det franske selskab Total håber at kunne åbne nye olieboringer i Republikken Congo og ud for Surinams kyst. Det har forsøgt at retfærdiggøre disse projekter med naturbaserede løsninger: i Surinam ved at give regeringen penge for at beskytte eksisterende skove, og i Congo ved at tilplante en del af savannen med hurtigt voksende træer.

Det er et ekstremt kontroversielt projekt. Hvis boringerne går i gang, vil det være med til at åbne for en region af utrolig rige skove og vådområder, der ligger oven på de største aflejringer af tørv i troperne, og dermed vil det kunne true et kæmpestort naturligt kulstofdepot. Det sjældne savanne-område – virksomheden gerne vil lave om til plantager for at producere tømmer og biomasse – er knap nok blevet udforsket af biologerne endnu. Det rummer sandsynligvis en meget rigere samling af livsformer end de eksotiske træer, olieselskabet vil plante. Det tilhører sandsynligvis de lokale folkeslag gennem deres hævdvundne rettigheder, men de er ikke anerkendt i Congos lovgivning, og de blev ikke nævnt i Totals pressemeddelelse om aftalen. Med andre ord: Klimakompensations-projektet kan i stedet for at kompensere for den skade, olieboringen medfører, være med til at forværre den.

Budskab ikke trængt ind: Den franske oliegigant Total fortsætter udvindingen af olie, og planlægger nye boringer i bl.a. Congo og ud for Surinam. Pressefoto: Total

CO2-kolonialisme

I alle den her slags sager bliver et ekstremt stabilt kulstoflager – de fossile brændstoffer begravet dybt i undergrunden – erstattet med et mindre sikkert lager: Vækstområder på jordens overflade. Sidste år blev skove, der af virksomheder blev brugt som klimakompensation, antændt af de skovbrande, der hærgede tværs gennem Nordamerika. I nogle tilfælde er det også svært at bevise, at pengene til klimakompensation har gjort nogen egentlig forskel. For eksempel er to af Shells projekter blevet kritiseret for, at de skove – de skal forestille at beskytte – måske slet ikke er truede. Den slags planer baserer sig ofte på påstande, der ikke kan efterprøves: Hvad ville der være sket, hvis pengene ikke var blevet brugt?

“Når de store virksomheder og finansselskaber kaster sig over markedet, stiger jordpriserne så hurtigt, at lokale bliver udelukket.”

Mens der er internationale standarder for, hvordan man opgør CO2-udledninger, er der ikke noget regnskab over klimakompensationernes moralske skadevirkning: de falske forsikringer, der leder os til at tro, at vi ikke behøver ændre vores livsstil. Der bliver ikke ført regnskab med, hvordan virksomhederne bruges den slags projekter til at retfærdiggøre, at de fortsætter med de sædvanlige metoder. Der bliver ikke ført regnskab med, hvordan de udnytter den form for grønvaskning til at overtale regeringerne til ikke at regulere dem. Naturbaserede løsninger burde hjælpe os med at undgå et systemisk nedbrud af miljøet. I stedet er de med til af få det til at gå hurtigere.

Og så er der spørgsmålet om land. Der er simpelt hen ikke land nok på Jordkloden til at optage alle virksomhedernes udledninger af drivhusgasser. Oxfam har beregnet, at de arealer, der skulle bruges for at opfylde virksomhedernes planer om at fjerne CO2, ville være fem gange Indiens areal – mere end hele det opdyrkede land på planeten. Meget af det tilhører desuden oprindelige og lokale folkeslag, der ofte ikke har givet deres samtykke til at fælde. Den politik har et navn: CO2-kolonialisme.

Styrk den lokale selvbestemmelse

Under COP26-klimakonferencen i november sidste år, annoncerede lokalregeringen i den malaysiske stat Sabah, at de havde indgået klimakompensations-aftaler med udenlandske virksomheder svarende til mere end 2 millioner hektar skov. De indfødte folk på stedet siger, at de ikke har hørt om det.

I Skotland bruger Shell 5 millioner £ på at udvide Glengarry-skoven. Selv om Skotland har brug for flere træer, har det også brug for en meget bedre fordeling af jorden. Når de store virksomheder og finansselskaber kaster sig over det marked, stiger jordpriserne så hurtigt, at lokale som gerne vil drive deres egne naturgenoprettelses- og skovplantnings-projekter, bliver udelukket.

Det ville være en meget bedre strategi at bruge pengene på at styrke de indfødte folks ret til landområderne. De er ofte de bedste til at tage vare på økosystemerne og det kulstof de binder. Hvor de indfødte samfund ikke ejer jorden, burde de have midler til at købe det tilbage og genoprette de manglende naturområder. Men ingen af de projekter bør modregnes de fossile brændstoffer, vi skal lade blive i undergrunden.

Ja, vi har brug for at genoprette livet på Jorden. Ja, vi har brug for at binde så meget CO2 vi kan. Men vi må ikke lade et så vigtigt redskab blive vendt imod os.

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet. Første gang bragt 15. december i The Guardian: Carbon offsetting is not warding off environmental collapse – it’s accelerating it. Bragt som del af klimasamarbejdet Covering Climate Now.


Om skribenten

George Monbiot

George Monbiot

Engelsk journalist, forfatter og politisk aktivist. Klummeskribent for The Guardian og forfatter til en række bøger, senest Out of the Wreckage: A New Politics in the Age of Crisis (2017). Læs mere