Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
19. december. 2021

George Monbiot: Grænsemure forstærker klimakatastrofen

Den vilde natur er lige så grænseløs som menneskeheden. Når man forhindrer mennesker i at bevæge sig frit, ødelægger man også dyrs leveområder, og gør dem udrydningstruede, skriver klummeskribent George Monbiot.

Litauiske soldater installerer pigtråd ved grænsen til Belarus i den sydlige by Druskininkai. Foto: Reuters

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I det 21. århundrede er de menneskelige og de miljømæssige katastrofer for alvor begyndt at støde sammen. Klimaets kollaps driver millioner på flugt fra deres hjem, og kommer med al sandsynlighed til at gøre flere hundrede millioner mennesker hjemløse. Den aktuelle hungersnød i Madagascar er den første katastrofe af sin slags, som FN siger er forårsaget af klimakrisen. Det bliver ikke den sidste. Mange storbyer er i fare for vandmangel, i takt med grundvandet forsvinder. Luftforurening dræber allerede 10 millioner mennesker om året. Kunstige kemikalier i jorden, luften og vandet har allerede store konsekvenser for både mennesker og økosystemer.

Men det går også den anden vej. Humanitære katastrofer – eller rettere regeringers modbydelige og ulogiske håndtering af dem – er årsag til klimakatastrofer. Det ses tydeligt med opførelsen af grænsemure.

Seks nye Berlinmure

I øjeblikket er Polen i gang med at bygge en 5,5 meter høj stålmur langs de 180 kilometers grænse til Belarus. Det sker med hjælp fra 140 britiske ingeniører, der til gengæld har sikret deres hjemland en våbenaftale til en værdi af 30 milliarder kr.

“Da Berlinmuren faldt, fik vi stillet i udsigt, at det blev startskuddet til en ny frihedsæra. I stedet er langt flere mure blevet opført end der er blevet revet ned.”

Muren bliver beskrevet som en ‘sikkerhedsforanstaltning’. Det betyder i den sammenhæng sikring af Europa mod nogle af de mest udsatte mennesker på kloden. Muren skal især værne mod de flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan, der er på flugt fra forfølgelse, tortur og massemord. De bliver udnyttet på kynisk vis af den belarussiske regering som et politisk redskab. Mens vinteren for alvor trænger sig på, er de fanget på grænsen, hvor de kan sulte og fryse uden noget sted at tage hen.

Da Berlinmuren faldt, fik vi stillet i udsigt, at det blev startskuddet til en ny frihedsæra. I stedet er langt flere mure blevet opført end der er blevet revet ned. Siden 1990 er der blevet opført grænsemure i Europa svarende til seks gange Berlinmurens længde. På verdensplan er antallet af indhegnede grænser steget fra 15 til 79 siden Den kolde Krigs afslutning. Samlet er der nu mere end 47.000 kilometers hårdt optrukket grænse i verden.

Grænser smadrer dyreliv

For alle dem, der er fanget bag grænserne, er kapitalismens grusomhed svær at skelne fra kommunismens. De humanitære konsekvenser ved murene er også velkendte. Men de har også en ødelæggende virkning på klimaet. Veje og marker isolerer i forvejen vildtlivet, men intet er lige så effektivt som grænsemure, når det handler om at afskære dyr fra deres habitater. I takt med, at vi bedre end nogensinde forstår vigtigheden af at naturen er forbundet, smadrer vi den gennem opdeling og adskillelse i et hidtil uset tempo.

Selv i store naturområder ved vi nu, at vildtlivet kan blive udryddelsestruet, hvis det ikke får mulighed for at sprede sig og blande sig med dyrelivet i andre områder. Den genetiske mangfoldighed bliver mindre, hvilket fører til dårligere fertilitets-rater, og desuden gør dyrene mindre hårdføre mod sygdomme. Grænser gør dem ude af stand til at flytte sig i takt med, at forholdene ændrer sig. Og forholdene ændrer sig lige nu, endda meget hurtigt, takket være klimaets igangværende sammenbrud. En fanget art er ofte en dødsdømt art.

Den nye mur mellem Polen og Belarus har blandt mange andre grumme konsekvenser betydet, at det ældste skovområde i Det Nordeuropæiske Lavland, Białowieża-skoven er blevet skåret over i to. Der er allerede blevet bygget en midlertidig pigtrådsbarriere igennem skoven, der forhindrer det højt besungne lokale dyreliv som bisoner, ulve, vildsvin, losse, hjorte, elge og andet i at komme rundt. Også bjørne, der netop er begyndt at vende tilbage til området, er blevet forhindret i at sprede sig i skovene.

Trods en stor indsats fra videnskabsfolk som Katarzyna Nowak fra Białowieża Geobotaniske Station, bliver de miljømæssige konsekvenser ignoreret over en bred kam. Der er ikke blevet lavet nogle miljøvurderinger af, hvad Polens nye mur betyder for områdets natur, hvilket både er i strid med EU’s naturbeskyttelsesdirektiv og internationale aftaler.

Białowieża-skoven er blandt de sidste rester af den urskov, der tidligere dækkede store dele af det centrale Europa. Den er både truet af ulovlig skovrydning og senest opførelsen af en lang grænsemur mellem Polen og Belarus, der trækker pigtråd gennem den gamle skov, og forhindrer dyrelivet i at komme rundt. Foto: Frankfurt Zoological Society.

Globalt problem

Også i resten af verden ser man lignende katastrofer udfolde sig. Grænsehegnet mellem Slovenien og Kroatien opført i 2015 kan også betyde en gradvis udryddelse af lossen i De dinariske Alper. Hjorteådsler er blevet fundet samme sted med forfærdelige lemlæstelser – efter at hjortene blev fanget i pigtrådens skarpe barberblade.

På grænsen mellem Indien og På grænsen mellem Indien og Pakistan er den sjældne skrueged i Kashmir blevet udrydnings-truet. De længste grænsehegn i verden  adskiller Kina, Rusland og Mongoliet. Her er lokale æsler blevet isoleret, ligesom også mongolske gazeller og andre af steppernes truede dyrearter er blevet det. Trump’s mur mellem USA og Mexico truer adskillige pattedyr, samt pygmæuglen, der er for lavtflyvende til at kunne krydse hegnet. I en økologisk boom og bust-cyklus som den, man finder i ørkener, overlever dyrearter ved at finde nye områder ved tørkeperioder. Det er i manges tilfælde blevet umuliggjort af murene.

Den konservative miljøbevægelses racistiske rødder

En del af den højreradikale miljøbevægelse, som har mindst 100 år på bagen, sætter lighedstegn mellem migration og forurening. Madison Grant var blandt stifterne af den amerikanske naturbevarings-bevægelse, og var med til at grundlægge en række nationalparker. Han var også forfatter til bogen Den Store Races Uddøen (The Passing of the Great Race, 1916), der af Adolf Hitler blev beskrevet som “min bibel”.

Grant mente, at man ved at bevare Nordamerikas økosystemer, sikrede det nordiske herrefolks domæne. Det var i hans øjne ved at blive ‘overtaget’ i USA af ‘værdiløse racer. Som sekretær i Det zoologiske Selskab sørgede han blandt andet for, at en kidnappet congolesisk mand ved navn Ota Benga blev udstillet sammen med aberne i Bronx Zoo.

Moderne klima-racisme

Fox News-værten Tucker Carlson proklamerede i 2018: “Jeg hader affald, der ligger og flyder. Det er én af grundene til, at jeg er så stor modstander af ulovlig immigration.” Også den europæiske højrefløj er holdt op med at benægte klimakrisen, for i stedet at bruge den som et argument mod indvandrere. De hævder, at folk fra andre lande ikke har vores klimakompas. Det er imidlertid et dårligt argument, som er nemt at modbevise: Undersøgelser viser nemlig, at folk i mange fattige lande er langt mere bekymrede for klimaet.

“Også den europæiske højrefløj er holdt op med at benægte klimakrisen, for i stedet at bruge den som et argument mod indvandrere.”

Det er ikke bare en holdning, der står i skarp kontrast til alt det bedste ved klimabevægelsen – empati, hensyn til alle mennesker og alt ikke-menneskeligt liv – men også et synspunkt, der står i direkte modsætning til deres politik, som adskiller og inddæmmer med katastrofale miljømæssige konsekvenser til følge. Med deres grænsemure skaber de død og lidelse – for mens deres politik kun til dels virker efter hensigten om at udelukke mennesker, er den dødbringende effektiv i udelukkelsen af dyreliv.

Det er ikke fordi folk, som går op i andre menneskers liv, har brug for flere argumenter imod den ondskabsfulde politik, der skiller os fra hinanden. Men der er flere, stærke argumenter i skuffen. Grænsemure fremskynder klimakrisen, og gør økosystemer ubeboelige. Menneskeheden er grænseløs, og det samme er dyreverdenen. Der er ikke nogen konflikt mellem at bekymre sig om planetens helbred og de mennesker, der bebor den. Faktisk er det ene afhængigt af det andet.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Første gang bragt 15. december i The Guardian: How border walls are triggering ecological disaster. Bragt som del af klimasamarbejdet Covering Climate Now.


Om skribenten

George Monbiot

George Monbiot

Engelsk journalist, forfatter og politisk aktivist. Klummeskribent for The Guardian og forfatter til en række bøger, senest Out of the Wreckage: A New Politics in the Age of Crisis (2017). Læs mere