Gribende film om normalitet og folkedrab. Anmeldelse af “The Zone of Interest”

Nogle film sætter sig fast i lang tid. De kan sidde som en prikken i nakken og er ikke til at ryste af sig. Sådan en film er The Zone of Interest, og den skal du se.

Det føles genkendeligt. Afslapning i familiens skød. Solen skinner, og familien lader op ved søen, mens de nyder hinandens selskab. Gæster kommer på besøg, og der diskuteres ferieplaner. Om aftenen er der eventyrfortællinger som godnathistorie, mens ungerne putter. Det er idyl og smager af det gode liv.

Det er dog ikke rendyrket lykke, for det er også hverdag. Idyllen forstyrres af ægteskabelige skærmydsler og problemer på jobbet. Det kunne være et hvilket som helst almindeligt liv.

Far er interesseret i fugle og passer sit arbejde, mens mor holder styr på husholdningen og sørger for, at ungerne bliver vasket bag ørerne.

Det er – uden at der skal ligge nogen værdiladning i det – normalt. Rudolf og Hedwig Höss gør det, som helt normale mennesker gør. Efter alt at dømme elsker de deres unger, bekymrer sig om fremtiden og passer deres eget. Det er så absolut situationer, man som biografgænger kan spejle sig i.

Mislyden i baggrunden

Den historiske Rudolf Höss fik i 1940 til opgave at overtage kommandoen over det, som blev nazisternes mest effektive dødslejr, Auschwitz. Folkemordet på jøder, romaerne og politiske modstandere er i høj grad forbundet med navnet på dødslejren, og historien om både ofre og bødler har været underkastet grundig historisk forskning gennem mange år.

Holocaust er også kanonstof i folkeskolen og obligatorisk i historieundervisningen i gymnasiet, og man kan med rette spørge sig selv, hvorvidt vi har brug for endnu en film, som behandler det nazistiske folkedrab på seks millioner jøder?

Svaret er helt entydigt ja, for du har aldrig oplevet holocaust på den måde, som instruktør Jonathan Glazer fremstiller det i The Zone of Interest.

Her er ingen eksplicitte scener med tortur af andre mennesker eller afpillede, skelet-lignende ofre for de nazistiske forbrydelser. På trods af at filmens handling foregår klos op ad dødslejren, så ser vi ikke folkemordet.

Til gengæld er det under hele filmen tydeligt, at der er noget galt. Noget er absolut ikke normalt. Den baggrundsstøj, som overfladisk kunne minde om storbyens lyde, dækker over noget helt andet. Var det et skud, vi hørte? Var det der et skrig?

Som biografgæst får man sine ører sat på overarbejde, for det, der ligner et almindeligt og normalt familieliv, skæmmes af mislyde i baggrunden. Noget er helt, helt galt.

Sympatisk nazist?

Gennem filmhistorien har nazister og nazismen været fremstillet temmelig ensidigt. I de klassiske krigsfilm har nazisternes roller få replikker, meget lidt personlighed og virker groft sagt som statister, de ædle amerikanere eller englændere kan få lov til at skyde ned.

I nyere film ser vi dog, at nazister på skærmen får mere karakter og er blevet mindre ensidige. Der er langt fra karikaturen af nazisten i Indiana Jones filmene og så til mennesket Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang.

I The Zone of Interest virker Rudolf Höss som en fyr, man kunne drikke en øl med på det lokale værtshus, hvis det da ikke var, fordi han ærligt talt virker temmelig kedelig. Sympatisk, men kedelig.

Vi følger familielivet, som det udspiller sig med dødslejren som nabo, uden at vi i øvrigt kommer med Höss ud i marken. Når vi endelig kommer med på arbejde, så er det til stormødet med de øvrige kommandanter for dødslejrene, og her er folkedrabet en rent logistisk øvelse. Der er jøder, der skal flyttes fra et sted til et andet. Nøgleordet er effektivitet.

Må man skrive, at en top-nazist virker sympatisk? For det gør han altså. Han er både familiefar og nazibøddel. Hvis man ønsker at forstå folkedrabet, må man forstå de mennesker, som udførte det. Det er ikke en behagelig øvelse.

Normalitet og folkedrab

Kan du kysse dit barn på kinden og så gå ud og begå folkedrab lige bagefter? Svaret er ja. Det skete faktisk, og det var muligt for nogle at leve et “normalt” liv, samtidig med at de begik voldelige forbrydelser i storskala.

Den sammenhæng mellem normalitet og folkedrab kan være svær at forstå. Selv hvis man faktisk kan få det til at hænge sammen intellektuelt og kan forklare det med omstændigheder i den tyske historie i tiden efter første verdenskrig – så er det noget fuldstændig andet at føle det.

Det er instruktør Jonathan Glazers fortjeneste, sammen med fremragende skuespilpræstationer af Sandra Hüller (Hedwig Höss) og Christian Friedel (Rudolf Höss), at vi netop føler det. Det gør The Zone of Interest til en særegen, usædvanlig og skræmmende film.

Selv tog jeg mig i at blive optaget af Hedwigs samtale med sin mor, som er kommet for at besøge sin datter og svigersøn. De taler om huset og om haven, og i et kort øjeblik glemte jeg simpelthen, hvad der foregik lige på den anden side af muren. Først blev jeg pinligt berørt. Så fik jeg kvalme. Du skal se den her film.