Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. juni. 2021

“Grundlovsbruddet blev manifest”. Læs Claus Brylds tale ved Horserød Stutthof-foreningens høring på Christiansborg

Mandag 21. juni talte historiker Claus Bryld på Christiansborg, på vegne af Horserød Stutthof-foreningen. Emnet var den skamfulde internering af danske kommunister for 80 år siden.

Horserødlejren i Nordsjælland var første stop for mange danske kommunister, der blev interneret under 2. Verdenskrig. Siden gik turen til Stutthof i det nordlige Polen, hvor 22 døde. Foto: Danmarkshistorien Arkiv
Denne artikel tager cirka 9 minutter at læse.

Året 1941 er et særligt år under 2. Verdenskrig. Og det er også et særligt år under den tyske besættelse af Danmark, fordi den tyske dominans her var uden modstand, og den danske samarbejdsvilje viste sig ekstra klart. Først ved studenterdemonstrationerne mod anti-kominternpagten i november samme år, så man de første ydre tegn på, at mange danskere var så meget imod besættelsen, at de også turde demonstrere imod den. Og året efter begyndte modstandskampen så småt, med kommunisterne som de første modstandsfolk.

Jeg er blevet bedt om at tale ved dette arrangement, men jeg vil ikke helt følge, hvad der står om mit oplæg i programmet. Jeg går ud fra, at de fleste ved, hvem kommunisterne var, og at de også ved noget om tiden før besættelsen – herunder DKP’s accept af den berygtede Molotov-Ribbentrop pagt, og det sovjetiske angreb på Finland i vinteren 1940-41. Det var ikke kønt, selvom man ikke skal overdrive DKP’s opslutning til pagten, for samtidig forberedte partiet sig på illegal virksomhed, når og såfremt pagten hørte op. Alle vidste jo, at nazismen og kommunismen – eller bolsjevismen, som det måske rettere skulle hedde – var dødsfjender.

1941: Et skæbnesvangert år

Jeg vil koncentrere mig om året 1941, for det er her, krigen mellem Sovjet og Tyskland bryder ud. Og det er her, de danske kommunister bliver internerede, og kommunismen senere bliver forbudt ved lov. Det er også her, der bliver rejst et korps af danske frivillige til at kæmpe sammen med tyskerne på østfronten – nemlig Frikorps Danmark, som blev oprettet med regeringens tilladelse. 1941 kan tjene som et billede på, hvad der ville være sket, også i Danmark, hvis Tyskland havde vundet krigen.

Kort efter indledningen af Operation Barbarossa, altså det tyske angreb, udsendte den danske regering en erklæring, der støttede det. Med henvisning til det sovjetiske angreb på Finland i 1939 hed det blandt andet i erklæringen:

“Men denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med andre europæiske lande kæmper det under Tysklands førerskab for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med europæisk kultur. Der er en fælles europæisk interesse i dette opgør, hvis resultat på afgørende måde vil kunne bidrage til at bevare Europas lande mod indre samfundsopløsning”.

“Besættelsesmagten krævede også, at de danske kommunister skulle interneres, et krav, regeringen heller ikke mente at kunne sige nej til, så meget mere som den selv så kommunisterne som en undergravende faktor.”

Det tyske korstog “mod jødedom og bolsjevisme” var indledt, og den danske regering under Staunings ledelse bakkede mere eller mindre nødtvungent op. Besættelsesmagten krævede også, at de danske kommunister skulle interneres, et krav regeringen heller ikke mente at kunne sige nej til, så meget mere som den selv så kommunisterne som en undergravende faktor. Som justitsministeren, Eigil Thune Jacobsen – der sammen med departemenstschef i justitsministeriet, Eivind Larsen, var de øverste ansvarlige for aktionen – sagde:

“Det siger sig selv, at Danmark efter krigsudbruddet den 22. juni ikke på nogen måde kunne udsætte sig for, at der her i landet blev drevet nogen virksomhed til støtte for en fremmed magt”.

Sådan udtalte justitsministeren sig i Folketinget 20. august 1941 under behandlingen af forslag til “lov om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed”. I dag kan Jacobsens udsagn lyde som ironi. Der blev ikke grebet ind mod de nazistiske partier, som støttede Tyskland, og i de samme uger, som kommunistloven blev til, var Frikorps Danmark ved at blive opstillet. Men udtalelsen var langt fra ironisk ment. Den var udtryk for politisk følgagtighed i en tid, hvor de første politikere og mange almindelige mennesker troede, at Tyskland ville vinde krigen.

De to et halvt år der gik, fra Frankrigs fald i sommeren 1940 til det tyske nederlag ved Stalingrad i januar 1943, betegner højdepunktet af tysk magt i Europa, og det er samtidig den periode, hvor den danske samarbejdsvilje med Tyskland var på sit højeste. 8. juli-erklæringen fra 1940 med sin tekst om de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, Staunings tyskvenlige tale i Studenterforeningen 8. marts 1941, opstillngen af Frikorpset, kommunisternes internering og loven mod kommunismen, østrumudvalget til udbytning af Østeuropa og Antikominternpagten – disse begivenheder fra sommeren 1940 til nytåret 1942 er tydelige markører for en tiltagende tysk-nazistisk dominans af Europa og af Danmark, som naturligvis ville være blevet permanent, hvis Tyskland havde vundet krigen.

Den tyske invasion af Stalingrad blev slået tilbage i vinteren 1943. Det var krigens største nederlag til Nazityskland, og kunne have ændret krigens gang, også for Danmark. Foto: Za Rodinu

Kommunistlovens grundlovsbrud

Kommunistloven har dog fået en særlig plads i historieskrivningen, fordi den var et klokkeklart grundlovsbrud. Grundloven garanterede jo forenings- og ytringsfriheden, og ikke siden forbuddet mod det unge socialdemokratiske parti i 1873, var et politisk parti blevet forbudt i Danmark. Tyskerne havde fået en liste med navne på 72 ledende kommunister af det danske politi, og forlangte alle ledende kommunister, som de mente udgjorde ca. 70, arresteret, men justitsministeriet og politiet gik langt ud over dette tal. Ud af de 147, som blev anholdt i København i den første arrestationsbølge, stod kun de 22 i det kartotek, tyskerne havde. Også DKP’s tre folketingsmedlemmer skulle anholdes, uden at deres immunitet var ophævet, men det lykkedes dog for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå det, for Alfred Jensens vedkommende, fordi han flygtede fra betjentene. De arresterede blev interneret i Horserødlejren, og senere kom flere til, for eksempel de frivillige, der havde kæmpet mod Franco på republikkens side i Spanien.

Regeringen havde ikke behøvet at lovliggøre det ulovlige. Med mindre man ville bryde med den såkaldte fredsbesættelse, kunne den dog ikke sige blankt nej til at internere kommunisterne – selvom man kunne have undladt at arrestere så mange, som man gjorde. Interneringen kunne altså betragtes som nødret, der var fremtvunget af krigssituationen. Men med selve loven, som Folketinget og Landstinget enstemmigt vedtog den 22. august, blev grundlovsbruddet manifest.

Loven gik samtidig langt ud over et almindeligt forbud mod DKP. Lovteksten var meget bred og omfattede ikke kun partiorganiserede kommunister, men også personer hvis adfærd, som det hed i loven, ” har givet særlig grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation”. Det kunne jo fortolkes, og justitsministeren fik hermed et redskab i hænde, der ville kunne bruges bredt mod alle venstreorienterede, så meget mere som bemærkningerne til loven holdt en dør på klem for at bevare loven ud over besættelsestiden. Ingen i Rigsdagen anholdt dette, tværtimod var nogle folketingsmedlemmer ligefrem begejstrede over loven – ikke mindst den konservative, senere udenrigsminister, Ole Bjørn Kraft.

I befolkningen stødte hverken arrestationerne eller selve loven på modstand. Siden det sovjetiske angreb på Finland som et resultat af Molotov-Ribbentrop pagten havde DKP været stærkt upopulær, og afsløringen af at en illegal kommunistisk gruppe havde drevet sabotage mod forskellige skibe – blandt andet to trawlere, der blev bygget til Franco i Frederikshavn i 1938 – gjorde ikke sagen bedre. Lovbemærkningerne refererede da også til dette som en “terrorvirksomhed”, men fortav samtidig at DKP ikke havde været deltager i den. Det var den såkaldte Wollweber-organisation, der stod bag. Den var styret af Komintern, ikke af DKP – som var imod aktionerne.

På dødsmarcher i Stutthof

Udover det overgreb, som interneringen i sig selv udgjorde – den legendariske landsretssagfører Carl Madsen har i bogen Vi skrev loven fra 1968 malende beskrevet de ydmygelser, fangerne blev udsat for i Horserødlejren – så er det egentligt tragiske dét svigt, der skete den 29. august 1943, da de fleste af de internerede efter regeringens afgang blev overladt til besættelsesmagten og senere sendt til kz-lejren Stutthof i Tyskland.

“Hvis en undskyldning samtidig vil være et løfte om, at noget lignende under ingen omstændigheder må ske igen, synes jeg, den danske stat skal give den”

Omstændighederne har været omdiskuterede, men alt tyder på, at spørgsmålet om hvorvidt man skulle lade fangerne flygte, efter at regeringen havde trukket sig – og der var mulighed for flugt – ikke blev fulgt op på det sidste ministermøde før regeringens afgang. Thune Jacobsen mumlede  noget om sagen, men der blev aldrig truffet nogen beslutning om at give grønt lys for flugt. Og de interneredes egen adfærd bidrog til tragikken: Fangerne var anbragt i to lejre. I den ene lejr med 90 fanger, blandt andre Carl Madsen, flygtede de ganske vist, men i den anden lejr med ca. 150 indsatte turde den kommunistiske ledelse ikke give signal til flugt, fordi den var bange for i så fald at blive beskyldt for at have væltet regeringen og samarbejdspolitikken. Så artige var de danske kommunister i 1943!

Trods pakkeforsendelser fra Danmark døde 22 af fangerne i Stutthof eller på den afsluttende dødsmarch, og de var alle udsat for de ubeskrivelige lidelser, som et ophold i kz-lejr under krigen betød. De fleste vendte hjem som muselmænd – den røde greve, Kai Moltke, som jeg kendte personligt, vejede således kun 38 kg, da han kom hjem, selvom han var en stor mand. Det lykkedes dog for nogle at rejse sig igen, f.eks. folketingsmand og Land og Folk-redaktøren Martin Nielsen, og den førnævnte Kai Moltke, der senere blev både SF’er og VS’er.

Thune Jacobsen bar på et stort ansvar, selvom han ikke blev sigtet for noget efter befrielsen. Men hans karriere var slut, og han døde i 1949 som en bitter mand efter at have udgivet bogen På en Uriaspost. Departementchefen Eivind Larsen – som nok havde været den mest afgørende i forfølgelsen af kommunister – fortsatte derimod sin karriere og blev i 1945 sat i spidsen for retsopgøret. Han var virkelig en magtens tjener. Hvorimod højesteretspræsidenten Troels G. Jørgensen, som havde udarbejdet kommunistloven, var så kompromitteret, at de andre dommere i Højesteret frøs ham ud.

Jeg har ikke taget stilling til, hvorvidt de efterladte skal have en undskyldning for den måde, deres forfædre blev behandlet på eller de afsavn, de selv har måttet leve med på grund af en far, der var død eller skadet efter kz-lejr opholdet. Men hvis en undskyldning samtidig vil være et løfte om, at noget lignende under ingen omstændigheder må ske igen, synes jeg, den danske stat skal give den. Fortid er også fremtid.


Om skribenten

Claus Bryld

Claus Bryld

Professor emeritus i historie, dr. phil. Forfatter til bl.a. bogen Hvilken befrielse- fortælling fra en barndom i nazismens og retsopgørets skygge. Læs mere