Hamas er ikke kun en terrororganisation

Jeg vil her prøve at beskrive Hamas mere nuanceret, end det er almindeligt i danske medier. For ærligt talt virker det ikke som om, venstrefløjen ved ret meget om Hamas, andet end organisationen er religiøs. 

Som socialist ville jeg aldrig selv drømme om stemme på Hamas. Min støtte ville i stedet gå til den marxistiske organisation PFLP (Folkefronten til Palæstinas befrielse). PFLP er også forbudt, da organisationen mener, at Israel er en illegitim stat i henhold til folkeretten, da landet bygger på kolonisering og fordrivelse. Det er desværre også et sørgeligt faktum.

Grundlæggende hører man i medierne så godt som intet om Hamas’ organisation, politik og udvikling. Hamas stemples blot som en flok terroristiske, islamiske mordere. Uanset medie omtales Hamas næsten altid enten som ”det islamiske militante Hamas” eller ”terrororganisationen Hamas.” 

Men Hamas er mere end det. Det er også en stor civil, social organisation. Mange lande, herunder Norge, opfatter Hamas som en befrielsesbevægelse, ikke kun en terrororganisation.

Terroristisk er derimod en betegnelse, man roligt kan sætte på de israelske bosættere på Vestbredden. De fører sig frem med mord, bål og brand – støttet af det samme israelske militærapparat, der har terrorbombet Gaza. 

Det faktum kan ikke tages ud af ligningen. Og som bekendt: vold avler vold og terror avler terror.

Det islamiske fundament er ikke islamisme

Der er imidlertid nogle uomgængeligheder ved Hamas’ virke, man er nødt til at forholde sig objektivt til. 

Hamas blev dannet i 1987 som et islamisk parti. Det er ikke et særtræk ved Palæstina og Mellemøsten. Både Israel og Europa har religiøse partier. 

Hamas opfattede fra start sig selv som både en missionerende bevægelse for muslimsk fromhed og en befrielsesbevægelse mod Israels kolonisering og besættelse af Palæstina efter 1948. 

Det sidste var helt på linje med alle partier i den tværpolitiske organisation PLO – indtil Oslo-aftalen i 1993.

Selv om Hamas har et islamisk grundlag, er organisationen ikke sammenligneligt med Islamisk Stat og andre islamistiske partier. Det er først og fremmest et nationalt parti. Det er i klar modsætning til fx Islamisk Jihad, som fornægter selve ideen om det nationale. Det er en vigtig pointe i forhold til beskyldninger mod Hamas for jihadisme (jf.”Jihadismen og kampen mod vesten” Kampen om Historien, P1, 10. september 2025).

Udvikling: Politik i centrum

Oprettelsen af Hamas faldt sammen med den første palæstinensiske Intifada i december 1987. Her blev Hamas en central aktør, som gjorde organisationen populær blandt palæstinenserne. 

Partiet udviklede en klar organisatorisk skelnen mellem dens politiske og sociale aktiviteter i civilsamfundet og dens militære. Den militære gren, al-Qassam-brigaden, blev oprettet i 1991.

Efter indførslen af palæstinensisk selvstyre i 1993, konkurrerede Hamas politisk med Fatah og andre sekulære partier i PLO om opbakning. Det betød en langt mindre ideologisk og missionerende politisk profil. Fra 1996 var det hverken religion eller ideologi, der dikterede Hamas’ taktik, men politiske og strategiske overvejelser om, hvordan palæstinensernes kamp og indflydelse kunne styrkes. 

I løbet af 90’erne udviklede organisationen sig til den mest effektive leverandør af sociale tjenester i de okkuperede palæstinensiske områder. Hamas’ popularitet skyldtes i høj grad palæstinensisk utilfredshed med den Fatah-dominerede, korrupte ledelse i selvstyreområderne, forværring af sociale kår for store dele af befolkningen og præsident Abbas kompromissøgende linje (jf. Store Norske Leksikon).

Palæstinensernes kamp er antikolonial – og det forstår den ikke-vestlige verden

Den engelsk-indiske forfatter Pankaj Mishra, der er forfatter til bogen The World After Gaza (2025), mener ikke, at det islamiske i sig selv har stor betydning for Hamas. Det har han blandt andet argumenteret for i et interviewet ”Efter Gaza” i Weekendavisen15. maj 2025. Han opfatter Hamas som en antikolonialistisk bevægelse, der politisk og ideologisk svinger mellem religiøsitet og sekularisme for at opnå så bred folkelig opbakning som muligt.

Pankaj Mishras pointe er, at verdenshistorien ser anderledes ud, når den betragtes uden for Europa og USA. Han insisterer på, at også europæere og amerikanere er nødt til at forstå de perspektiver, der præger folk i andre dele af verden.

I den ikke-vestlige verden opfattes krigen i Gaza fra en anden vinkel. Samfundene er her vokset ud af tidligere kolonier i Mellemøsten, Afrika og Asien. Det har givet befolkningerne flere hundrede års erfaringer med vestlige invasioner. Deres forståelse af kampene i Gaza og på Vestbredden skal ses i lyset af den kamp for uafhængighed, afkolonisering og bekæmpelse af hvid dominans, som de selv har måttet tage – også efter afkoloniseringen i forrige århundrede. Israels handlinger opfattes som udtryk for racistisk imperialisme.

Det er også i det lys, at de arabiske krige med Israel i 1957, 1967 og 1973 skal ses. Det var en kamp mod Israel som imperialismens forpost i Mellemøsten. Krigene havde intet med palæstinenserne at gøre; for de arabiske stater har, ligesom politikere i Vesten, aldrig keret sig om palæstinensernes skæbne – det handlede alene om arabiske magthaveres egen magt og uafhængighed.

Hamas valgsejr i 2006 – og dets konsekvenser

I 2006 stillede Hamas op til valget til det palæstinensiske selvstyre-parlament, der ligger i Ramallah på Vestbredden. Det skete på trods af forbud og protester fra Israel. USA’s Bush-regering insisterede derimod på bevægelsens demokratiske ret til at stille op. 

Alle var overbeviste om, at Fatahs leder Mahmoud Abbas ville vinde. Men Hamas blev i valget, der blev betragtet som frit og fair, det største parti med knap 45 procent af stemmerne. Og organisationen vandt et flertal på 74 af 132 pladser i parlamentet. 

Valgsejren har bidraget til, at Israel opfatter alle palæstinensere som terrorister. Det er dog et åbent spørgsmål om palæstinensernes opbakning til Hamas (og andre palæstinensiske befrielsesorganisationer) kan kaldes terrorstøtte. Det må, mener jeg, frem for alt opfattes som en støtte til den palæstinensiske kamp mod den israelske besættelse, overgreb, vold og reelle magt i området. 

Efter valget stod USA, Israel og Fatahs præsident Mahmoud Abbas med et problem, der blev forsøgt løst med en borgerkrig. Fatahs militser blev udstyret med de nyeste amerikanske våben, men kampene resulterede i alligevel i, at Hamas vandt over Fatahs militser i Gaza.

David Wurmser, der var Bush-regeringens nu afdøde vicepræsident Dick Cheneys mellemøstekspert, mente ifølge avisen The Jerusalem Post en måned efter Hamas’ magtovertagelse i Gaza, at Hamas ikke havde haft intensioner om at erobre magten i Gaza. Men at Fatah fremprovokerede det:

”Det, der skete, var ikke kup fra Hamas’ side, men et mislykket kup fra Fatah,” citeres han for at sige.

Wurmser gik så vidt offentligt at beskylde Bush-regeringen for at bidrage til en beskidt krig for at sikre et korrupt diktatur ledet af Abbas.

Hvis Vestens krav om demokrati skal tages alvorligt, burde valget i 2006 være anerkendt i respekt for palæstinensernes demokratisk selvbestemmelse.

Siden 2007 har der hverken været afholdt demokratiske valg på Vestbredden eller i Gaza. Abbas’ regering i Ramallah må siges at være illegitim pga. den manglende accept af det flertal, der var for Hamas.

Realpolitik og anerkendelse af 1967-grænserne

Hamas’ ledere accepterede i 2014 den israelske stats eksistens inden for grænserne fra før seksdagskrigen i 1967. Det er blevet totalt ignoreret af Israel og Vesten.

I maj 2017 lancerede Hamas desuden et nyt politisk program med en pragmatisk realpolitik, hvor alle antizionistiske og antisemitiske referencer blev fjernet. Det gentog accepten af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra 1967, altså af en tostatsløsning.

De indrømmelser har ikke gjort nogen forskel for de israelske regeringer. De ønsker ikke en tostats-løsning. De har i stedet siden 2007 fortsat med at drive palæstinenserne til desperation og vrede ved ufortrøden at fængsle børn og voksne uden rettergang, dræbe, fordrive og besætte palæstinensisk ejendom.

7. oktober satte Palæstina på den internationale dagsorden

Det er i det lys, man må se på begivenhederne 7. oktober 2023. Det var et desperat forsøg på at vække den internationale opmærksomhed om palæstinensernes umulige situation, både i Gaza og på Vestbredden. Og aktionen virkede.

Uden de grufulde handlinger, som angriberne foretog den dag, ville verden ikke være vågnet til Israels terrorbombninger over Gaza – og den palæstinensiske delsejr, at de fleste lande i dag anerkender kravet om en selvstændig palæstinensisk stat.

Hamas har sikret civil struktur i Gaza trods blokade

Efter 2007 har det været Hamas’ civile organisation, der i Gaza har stået for opretholdelse af lov og orden og den offentlige drift af sundhed, infrastruktur som el og vand, undervisning som børnehaver, skoler og universiteter i Gaza.

Hamas’ administrative strukturer har alt andet lige indebåret, at Gaza har kunne fungere på trods af Israels tilbagevendende blokader, bombardementer, kontrol og chikaner.

Siden de israelske bosættere blev trukket ud af Gaza i 2005, har området været underlagt israelsk blokade af forsyninger. Det har været et forsøg på at forhindrer militserne i at skaffe sig våben. Men blokaden har også omfattet fødevarer og forbrugsgoder, så levevilkårene løbende er blevet forringet.

Radikalisering af unge

Den israelske kontrol er resulteret i en enorm arbejdsløshed og en ungdom uden fremtidshåb. Vilkårene har uundgåeligt bidraget til at radikalisere vrede og desperate unge, bl.a. til at slutte op om militante jihadiske grupper. 

Det har bl.a. betydet, at Hamas trods intern uenighed, har strammet op om religiøse forskrifter i forsøg på at fastholde vrede unge på deres side. Det har samtidigt betydet en nedadgående tilslutning blandt sekulært indstillede palæstinensere.

Israelsk destabilisering

Israel har længe forsøgt at destabilisere Hamas blandt andet med støtte til klaner af oprindelig gazansk oprindelse. Deres livsvilkår blev ødelagt med anlæggelsen af en flygtningelejr på deres græsgange, og de har følgelig ikke været Hamas-palæstinensere venlig stemt. 

Fattigdommen har desuden udviklet en del kriminelle bander og kollaboratør-grupper, som Israel støtter som en del af destabiliseringsstrategien. Det er bl.a. kampe med dem, som nogle har kaldt for Hamas politiske modstandere.

Nogle af de palæstinensere, der har været spærret inde i Gaza på flygtningelejr-lignende vilkår, har muligvis mistet følelsen af at være en del af et historisk, nationalt forbundet folk. Det kan have styrket tilslutningen til jihadisternes rasende religiøse fanatisme i stedet for de politiske nationale, sociale og økonomiske mål, som Hamas’ politiske program ellers havde udviklet.

Israels udtrykte mål under de seneste to års krig har været at udrydde Hamas. Det er regeringen nået langt med. Men samtidig har Israel også skabt forudsætning for, at langt mere yderliggående islamistiske grupper vil styrke deres position på bekostning af Hamas. Det er derfor, som det også blev artikuleret i en DR P1-udsendelse, Verden ifølge Gram, et spørgsmål om Israel overhovedet er tjent med en total ødelæggelse af Hamas.

Nedlæggelse af våben?

Det er svært at forestille sig at en genrejsning af Gaza uden Hamas’ overlevende civile medarbejdere. De ligger inde med den nødvendige faglige, organisatoriske og administrative ekspertise. 

Hamas vil kun nedlægge våbnene, hvis palæstinenserne får lovning på en stat. Men den politiske og sociale organisation vil nok fortsat være uomgængeligt, ikke mindst i lyset af Fatahs korrupte administration, som palæstinenserne ikke længere har tiltro til.

Før Hamas afleverer sine våben, må alle spørge sig selv, om Hamas og palæstinenserne overhovedet kan stole på Israel?

Pankaj Misrahs svar på det spørgsmål i Weekendavisen 15. maj 2025 bør her vække til eftertanke:

”Hvis jeg var medlem af Hamas – hvilket ville være ekstremt usandsynligt – og jeg så på Israels opførsel gennem de sidste årtier, og særligt i de seneste uger, så ville jeg tænke, at jeg aldrig nogensinde ville kunne stole på dem. Hvorfor skulle jeg stole på dem?  Det svarer til at spørge, hvorfor i alverden jøderne i Warszawaghettoen overhovedet gjorde modstand? De vidste jo, at de alligevel ville blive slagtet og uden mulighed for at overgive sig.” 

”Hvis vi godtager, at den ene part, den mest magtfulde part i dette tilfælde, er fuldkommen besindet på etnisk udrensning, som respekterede organisationer som Amnesty og Human Rights Watch betegner som folkemord, hvad forventer du så fra dem, der forsøger at overleve?,” siger han et andet sted i interviewet. Og:  

”Virkeligheden er, at der bliver begået et folkemord mod en forsvarsløs civilbefolkning. Hamas er et symptom på en særlig hjælpeløshed og håbløshed, som er blevet militant og giftig. Så enkelt er det. Uanset hvor forfærdelige handlinger de udfører og kommer til at udføre fremover, er du nødt til at se, hvem der er hvem, og hvad de er oppe imod.”

Israel største problem er ikke Hamas. Det er derimod det faktum, at der lever seks millioner palæstinenser i landområder, som Israel ønsker at inddrage. Israel har spærret to millioner af dem inde i et forurenet, nærmest uopdyrkeligt og ubeboeligt Gaza.

Fred kan der aldrig blive tale om, før Israel efterkommer palæstinensernes krav om en palæstinensisk stat indenfor 1967 grænserne eller accepterer et land for alle parter. 

---