HANDICAPDIGTE

Det første man ser er forsiden: Et glittet foto af en ren, arbejdshandske-beklædt hånd, der holder et æg i håndhulen.

Baggrunden er sløret i noget grønligt, gulligt, der kunne ligne et nærbillede af en kaster på en cricketbane.

Over billedet står titlen (”NYE BALANCER”) indrykket på linjen, trykt i sorte slanke skrifttyper, versaler.

Under billedet står forfatterens navn (CASPAR ERIC) og lidt under, i mindre typer, ”handicapdigte” og højreindrykket, på samme linje, Gyldendal.

Denne beskrivelse af forsiden på den 36-årige forfatters syvende digtsamling forbereder læseren på noget skrøbeligt og hårdt på én gang. Og det kan være godt at have i baghovedet, når man går i gang med læsningen.

Fødselsgave – spastisk lammelse

Forfatteren lægger nemlig ikke låg på sin frustration over at være født med cerebral parese, spastisk lammelse, som hver dag er en udfordring og hårdt arbejde. 

Caspar Eric fortæller om den drabelige virkelighed, det er at have en diagnose, en sygdom, der er kronisk. Og som udvikler sig over tid – kun til det dårligere.

Den er der HVER DAG. ALTID. Også når man i et øjeblik oplever kærligheden.

Og særligt – hvis man vælger at se. At fokusere, som når man skriver en bog og vil skille sig ud. 

Hvis ikke Caspar Eric, hvem skulle fortælle, hvordan det er at være født anderledes end de fleste?

Hårdt arbejde

Over 116 sider får man den ene oplevelse/betragtning efter den anden, om hvordan det føles at blive talt ned til eller overset. Om usikkerheden over, om man er elsket som sig selv eller af medlidenhed, om samfundets manglende indsatser over for handicappede, om skyld og dårlig samvittighed. Om kattepiner alle kommer i – også forfatteren selv – når mennesker med kroniske sygdomme forfordeles. 

Om den daglige kamp med at træne nok, så sygdommen holdes i ave og måske udskydes et par år. Om hvor opslidende det er at være vidne til den tavshed, der er i samfundet over misrøgt og manglen på hjælp. Samtidig med at ”raske og religiøse skisportsudøvere skåler og stemmer for topskattelettelser.”

Om alle de afvisninger, handicappede oplever, kan ses som paranoia, for vi ved jo godt, at ingen ”mener det ondt”. Tidligere tiders eksperimenter og endda aflivning af børn, der er født anderledes.

At være præcis som alle andre og føle sig sexet og begæret, og så alligevel ikke, måske. Selvom det er gået fremad, udviklingen. Og alle de akavede situationer, hvor misforståelser, usagte sandheder, racistiske spørgsmål og betragtninger ruller hen over hverdagen og et liv i uvidenhed.

En nøje tilrettelagt opdeling af bogen i fire dele: DEL 1//FALDET, DEL 2//LIGE AT GÅ, DEL 3// DE SIDDENDE, DEL 4// CRAWL og en indholdsfortegnelse bagerst i bogen, noter, om henvisninger og citater og Tak til….. Det giver et forløb, en udvikling i både forfatterens eget diagnoseforløb og af samfundets. 

Sprækker

Indledningsdigtet, der er uden titel, slår stemningen an med fest og kærlighed og rammer så lige plet ind i såret og bliver starten på en deroute. Eller er det nu det?

Der er synkende sol
og techno i køkkenet
da nogen spørger
om det skæve er vokset frem
med tiden eller
har boet i mig
fra fødslen? Jeg er
usikker på om
jeg vil slås eller snave med
hele festen

Hey, der kommer L
med drinks i hænderne.
Hun hjælper mig sko på mine fødder
hvisker et. Kom
vi skal videre nu og
kærligheden
får mig til at slå sprækker
hele vejen mod asfalten

Handicap eller personlighed

Caspar Eric veksler mellem forskellige verseformer. Han glider random fra korte linjer til længere, med og uden indrykning. Han opererer med små serier, som ”Den handicappede hund 1-4” og ”Løgn 1+2,” og bruger eventyr- og brevform. Sidstnævnte med titlen ”FORSØG PÅ BREV” til at fortælle lige ud, hvordan det er at leve et liv som ”spasser”. Og det er ensomt. 

”Vi har ingen familier eller kulturhistorie at spejle os i,” og kroppen har sin egen vilje. ”Jeg ved ikke længere, hvor mit handicap stopper, og hvor min personlighed begynder”.

Han havner i situationer med venner, der pludselig skammer sig, når det går op for dem, at de har shamet ham, uden de vidste det.

”De fatter bare meget sjældent, hvordan vi har det,” fortæller forfatteren i den meget direkte brevtekst. 

Og her får læseren måske også nogle af årsagerne til, hvorfor forfatteren har udviklet sig til det menneske, han er i dag, når han fortæller, at tavsheden og den hårde fysiske træning har givet ham styrken; til at vise ”andre små fuckers” at han kan både gå og skrive, på trods af en cerebral parese. Ta’ den!

Og i næste øjeblik er han såret og græder over, at samfundet ikke er indrettet til handicappede. En evig dårlig samvittighed plager ham, derfor vil han gøre noget for sit eget handicap og dermed også andres.

Mange af teksterne i bogen rummer denne dualistiske følelse; På den ene side og på den anden …… han kan altid se sagen fra to sider og har en undskyldning, eller er det samfundets skyld?

Caspar Eric er træt af ”virkelighedens skævhed” og stiller det smukke, smertefulde spørgsmål: ”Hvorfor må vi kun tale om smerten, hvis vi kan transformere den til en køleskabsmagnet?”

Vis mig en person der bliver kastet op i sit eget pis
og så skal jeg fortælle dig hvorfor hun er en spasser

…. leder op til digtsamlingens spasserdigt, hvor forfatteren vender den normalt dårlige betydning af ordet til ofre for et sygt samfund.

Mit ypperste favoritdigt er EFTER BYEN i del 3

Digtet drifter og cruiser derudad, som sangen ”Gennem Byen” af musikduoen ’Ukendt Kunstner’ (Hans Philip og Jens Ole Wowk McCoy).

Det digt vil jeg meget gerne høre produceret som den smukke og befriende tekst fra en ung mand, der lever livet og tror på det. Selvom teksten også næsten kan betragtes som et kampmanifest.

Hvis Caspar Eric kan få os alle til at synge med på en popsang om handicap, så er vi nået langt. 

Som når Tobias Rahim synger NÅR MÆND GRÆDER og KURDER I KØBENHAVN og i øvrigt ”pisser på det hele”, for når du gør det uden had, blomstrer både du og verden. Og husk at have det sjovt, mener Rahim.

Det kunne være næste skridt for Caspar Eric, der er så fremme på beatet med at bevise, at han kan og vil. 

For det kan Eric nemlig. Han kan både revse samfundet, sine venner og medmennesker og trykke på de ømme tæer. Så nu er det tid til at nyde livet og den opnåede succes.

Crawl

Bogens afsluttende digt i del 4 CRAWL har lidt af det samme flow som mit favoritdigt. Og så emmer det af livskraft og håb.

Pyh! Det var rart. Endelig er der lidt plads til at puste ud efter al den ulykke, skam og skyld og konstante politiske arena. 

Det er som om, digteren her endelig lader til at slappe lidt mere af og bare er.

Læseren kommer med på én lang svømmetur, i crawl. Undervejs med indåndingerne, ”Breathe in. Breathe out”, foregår der stadig en kamp for at overleve og blive stærkere. Og ind imellem dukker de gode oneliners op, som fx 

”Både 
crawl og digtet 
handler om at søge 
skønhed midt i 
det hakkende 1, 2,
3, 4 og luft”

”Det gælder om konstant at længes”

”Vandet kan lade os 
gøre mere 
end vi troede vi kunne 
finde nye balancer”

Caspar Eric kan i al fald med sin syvende digtsamling sagens gå og styre for vildt samtidigt. Jeg er beriget, beæret og beruset af NYE BALANCER.

Jeg glæder mig til at danse gennem byen i en glidende, sort Tesla til lyden af Caspar Erics kommende pophit …..I wish

Caspar Eric: NYE BALANCER. 126 sider, Gyldendal. 199,95 kr.

---