Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
16. januar. 2021

Hans-Jørgen Schanz: Om ånd og socialisme

Idéhistorie-professor Hans-Jørgen Schantz skriver i dagens kronik om behovet for at tilføre ånd til socialistisk tænkning.

Står ånd i modsætning til socialisme? Det er et kunstigt skel, som gør os ude af stand til at tackle den moderne åndløsheds problemer, mener Hans-Jørgen Schantz. Raphael: Skolen i Athen (ca. 1509-151)
9 min. læsetid

“Verden er ved at blive så gennemsyret endimensionelt kræmmeragtig, at der ikke er nogen som helst grund til, at venstreorienterede bringer brænde til dette bål ved at understøtte åndsløsheden”. Idéhistorie-professor Hans-Jørgen Schanz skriver i dagens kronik om behovet for at tilføre ånd til socialistisk tænkning.


Af Hans-Jørgen Schanz

Der er noget underligt ved det forhold, at ånd og åndsfænomener har haft en helt underdrejet eksistens i den socialistiske og venstreorienterede tradition – og det lige fra starten, dvs fra den franske revolution i 1789, hvor socialismen opstod i forbindelse med diskussionerne om menneskerettighederne. Siden tog denne åndsafvisende og -fornægtende holdning til i styrke i 1800-tallet, og den eksisterer i bedste velgående den dag i dag.

Undtagelsen bekræfter antiånds-indstillingen

Nok har der været undtagelser – så som bl.a. den gamle Frankfurterskole og Ernst Bloch – men i det store billede har disse undtagelser aldrig spillet nogen større rolle, og for den del af socialisme/venstreorientering, der har været partimæssigt afsikret, har sagen hele tiden været den samme udprægede antiånds indstilling.

Hvorfor er det underligt? Ja, de fleste, hvis selvforståelse er venstreorienterede eller socialister, vil nok stadig dreje sagen rundt i anden retning og insistere på, at det underlige er, hvis nogen hævder, at det er på tide, venstrefløjen kommer fri af dens antiånds dogmatiske slummer.

At tænke i antiånds-traditionen er at tænke på en helt unødvendig, selvamputerende måde. Man gør sig selv unødvendigt dum, og tilføjer sig selv et kognitivt handicap. Hvorfor? Fordi ånd og åndsfænomener hører menneskelivet til, og hvis man skærer dem bort, står man tilbage med et helt igennem forsimplet syn på verden og menneskene, samt et forkrampet og indskrænket sprog, der i højere og højere grad demonstrerer sit eget virkelighedstab.

“Nok kan vi ikke definere ånd. Til gengæld kan vi eksemplificere, danne analogier og formulere metaforer, som indkredser ordets betydning.”

Nok er menneskene ikke kun ånd, vi er også dyr og stof og en hel masse som er helt og aldeles tilgængelig for videnskabelig erkendelse, men vi er også noget mere end dét, som en videnskabelig kortlægning kan få fat på. Og dette noget er ånd. En optik på verden og menneskene, der fjerner denne dimension er derfor virkelighedsfjern, endskønt den ofte tror sig selv som hyperrealistisk.

Det livsgivende åndepust

Nu er ånd heller ikke den enkleste størrelse at have med at gøre. For vi kan ikke definere ånd. I hvert fald ikke som ordet bruges i dag. Helt oprindeligt og som en art urbetydning, der kommer til udtryk i alle religioner – fra de mest ”primitive” til de monoteistiske  – betyder ånd slet og ret livsgivende åndepust, som er dét, livet starter med. Ånden puster liv i sjælen. Og tilsvarende er døden den sidste udånding.

Sådan var det oprindeligt, men i dag har ordet ånd antaget en hel række andre, mere abstrakte betydninger.  Nok kan vi ikke definere ånd. Til gengæld kan vi eksemplificere, danne analogier og formulere metaforer, som indkredser ordets betydning. Som eksempel på en eksemplifikation: Ånd er det, der gør, at et kunstværk ikke kun er en ting som andre ting, f.eks. et par sko, men noget andet og mere. Og dette andet og mere er simpelthen ånd. Med en analogi fra Grundtvig: Ånd er i menneskene, hvad penge er i samfundet. Og en metafor fra den i øvrigt venstreorienterede Poul Henningsen: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd.

Vi taler ofte om ånd i ental, men vi burde nok udvide eller præcisere, for ånd er simpelthen en klynge af fænomener, ikke bare et enkelt, og det er heller ikke sådan at vi kan reducere alle disse åndelige fænomener til et enkelt dna. Ånd har mange former og væremåder. Alligevel ville det være forkert af den grund at tale om ånder. For taler vi om ånder har vi drejet sagen i retning af magi og animisme samt tingsliggørelse – og det er helt forkert og fordrejet.

Åndsbegrebet er for mange blevet synonymt med magi og animisme, men det er helt forkert, skriver Hans-Jørgen Schanz. Ånd har mange former og væremåder, og kan snarere beskrives som ‘en klynge af fænomener’. Maleri fra Soullab Collective

Videnskabsreligionen

Hvorfor faldt åndsbegrebet så ud af den venstreorienterede tradition? Det er der flere grunde til. En af dem er, at man ønskede at bygge på et videnskabeligt grundlag. Og i videnskaberne er der ikke plads til ånd, bl.a. fordi ånd ikke kan defineres. Som bekendt agiterede Marx og Engels for en ‘videnskabelig socialisme’ (forstået som socialistisk teori), som var i opposition til det, de mente var en ‘utopisk socialisme’. Siden har socialisme og venstreorienterethed altid insisteret på videnskab. Det er ikke forkert i sig selv. Det bliver det først, når denne insistering får karakter af monopol, altså hvis en naturvidenskabelig tilgang bliver den eneste gyldige og mulige. Respekten for videnskaben bliver her drejet over i religion, altså videnskabsreligion.

En anden grund til åndsfjendtligheden har været, at det er blevet opfattet som om, de borgerlige havde patent på og førsteretten til ånd. Da socialismen blev formuleret i 1800-tallet var det sådan, at de konservative fremførte åndspositioner for fuld skrue. Derfor mente man, at man måtte lave en negation, for at have socialistisk grund under fødderne: Hvis de konservative kunne abonnere på ånd, så måtte socialisterne nødvendigvis gøre det modsatte. Det var uklogt, for her har vi egentlig ikke at gøre med en bestemt negation, men derimod med en ren refleksbestemmelse. Så som min fjendes fjende er min ven. Under alle omstændigheder var valget forkert: I stedet for at overlade åndsbegrebet til borgerskabet og især de konservative, skulle man have forsøgt at generobre dette begreb.

“Da socialismen blev formuleret i 1800-tallet var det sådan, at de konservative fremførte åndspositioner for fuld skrue. Derfor mente man, at man måtte lave en negation, for at have socialistisk grund under fødderne: Hvis de konservative kunne abonnere på ånd, så måtte socialisterne nødvendigvis gøre det modsatte.”

En tredje grund til allergien i forhold til ånd var den misforståelse der kommer af, at ånd nødvendigvis er noget religiøst. Og som det blev gennemgående tenor fra Marx og frem, gennem stort set alle mulige og virkelige forgreninger af socialisme, blev religion opfattet som en hindring for socialisme. Med rette hævdede Marx, at kritik af religion er forudsætning for enhver kritik, som han skrev i 1840’erne. Begrundelsen herfor er og var, at hvis ikke religion kan og må kritiseres, så lukker kritikken stille og roligt ned i alle sammenhænge af betydning. Her havde Marx ubetinget ret – blot betød det ikke per automatik, at religion af den grund skulle afskaffes. Man ønsker jo heller ikke at afskaffe f.eks. moral ved at kritisere den, endsige at eliminere mennesker ved at kritisere dem.

Opium og åndløshed

Religion var jo også, som det hed ‘opium for folket’. Denne vending eller karakteristik er blevet alle mands eje, men de eneste, der har ophøjet den til et dogme er socialister og venstreorienterede. Men lad os lige for en enkelt gangs skyld bringe det lange citat, som ender ud i denne konstatering. Hos Marx hedder det:

Religionen er denne verdens almene teori, dens encyklopædiske kompendium, dens logik i populær form, dens spiritualistiske æressag, dens entusiasme, dens moralske sanktion, dens højtidelige supplement, dens almene trøst- og retfærdiggørelsesinstans. Den er den fantastiske virkeliggørelse af det menneskelige væsen, fordi det menneskelige væsen ikke ejer sand virkelighed. Kampen mod religionen er da umiddelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religion. Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religion er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndsløse tilstandes åndsindhold. Den er opium for folket”.

Enhver, der er i stand til at læse tekstens betydning, vil i hvert fald mindst lægge mærke til to ting. For det første er denne opiumskonklusion egentlig uden dækning i det forudgående. Og for det andet er det jo ikke just åndsløshed – eller antiåndsinstilling – Marx her plæderer for.

I forbifarten er det jo ingenlunde således, at religion har monopol på ånd. Ganske vist er urbetydningen af sakral herkomst, men da der under kristendommen begyndte at udvikle sig en sækularisering, var det sjove, at ånd fulgte med over i det sækulariserede og bosatte sig der i bedste velgående – som et dyr, der i evolutionshistorien forlader vandet og finde levevilkår på land. I øvrigt betyder sækularisering dette, at religiøse forklaringer og begrundelser trækkes ud af flere og flere livsområder (økonomi, moral, jura, og kunst, for at nævne nogle af dem) – og ikke bare at religion og politik adskilles.

At religion er “opium for folket” er blevet en af Karl Marx’ mest berømte citater. Men læser man hele citatet, er det knap så enkelt, hvad han mente. Arkivfoto.

Åndens kamp mod kræmmermentaliteten

Måske var der dengang venstreorienterethed og socialisme opstod rimelige  historiske grunde til at ånd blev noget, som man var mere end på vagt overfor. Måske. Men sådan er det med sikkerhed ikke længere.

Verden er ved at blive så gennemsyret endimensionelt kræmmeragtig – med den allerstørste videnskabelige assistance – at der ikke er nogen som helst grund til, at venstreorienterede bringer brænde til dette bål ved at understøtte åndsløsheden. Det skulle jo nødigt blive sådan, at der kunne siges, at socialisme er åndsløse tilstandes åndsindhold.

Marxisten Slavoj Zizek har nok ikke helt uret, når han i bogen om vold skriver: ”Videnskab og religion har byttet plads. I dag er det videnskaben, der sørger for sikkerheden, som religionen tidligere garanterede. I en underlig omvending er det sådan, at religion er et af de mulige steder, hvorfra man kan udfolde kritiske tanker i forhold til dagens samfund. Den er blevet et af modstandens steder”.


Om skribent

Hans-Jørgen Schanz

Hans-Jørgen Schanz

Prof. emeritus i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Har bl.a. udgivet bogen Ånd, som handler om vilkårene for det poetiske sprog og religiøse sprog i det moderne samfund.   Læs mere