Højesteret er dybt involveret i fordelingspolitik til fordel for bankerne

Dommerne i Højesteret er jurister. Ikke økonomer. Ikke desto mindre behandler juristerne sager om bankers økonomiske adfærd, som om de kunne økonomi. Det er problematisk, når det medfører, at de tildeler bankerne særlige privileger. Højesteret kommer dermed til at føre fordelingspolitik – og bryder reglen om magtens tredeling. Peter Kovacs beretter her om forholdene.

Af Peter Kovács

I retssager, der eksempelvis vedrører kemi, fysik, biologi, medicin m.m., indhenter dommerne – inden de går i gang med deres juridiske arbejde – uvildige ekspertvurderinger. Det samme sker ikke i sager, der vedrører bankers formodede økonomiske adfærd.

Højesteretsdommer Jon Stokholm meddelte under TV-udsendelsen “Derfor har Højesteret i USA så megen magt” (8. oktober), at den danske Højesteret – i modsætning til den amerikanske – ikke er involveret i politik.

Det er efter min – og Kritiske Bankkunders – bedste overbevisning, forkert.

Jurister burde vide, at de ikke kan økonomi

I retssager, der eksempelvis vedrører kemi, fysik, biologi, medicin m.m., indhenter dommerne – inden de går i gang med deres juridiske arbejde – uvildige ekspertvurderinger. Det samme sker ikke i sager, der vedrører bankers formodede økonomiske adfærd. Dommerne forudsætter implicit, at økonomi er en juridisk disciplin og afgør sagerne på dette – PRÆjudicielt forkerte – grundlag.

De PRÆjudicielle forudsætninger (hvordan bankernes økonomiske rolle skal forstås juridisk) er altafgørende for sagernes udfald. Det er nemlig ikke ligegyldigt, om økonomi gøres til en juridisk disciplin (videnskabeligt forkert), eller om dommerne anser jura for at være et økonomisk værktøj (videnskabeligt rigtigt).

Banker er sælgere – ikke ”rådgivere”

Efter min bedste overbevisning, så foretager Højesteret et fordelingspolitisk ”skøn”, når retten – uden videnskabelig dækning – fritager bankerne for en sælgers ansvar og i stedet tilkender dem en rådgivers gigantiske – processuelle (og dermed økonomiske) – privilegier.

Begrebet ”rådgivning” er totalt meningsløst i økonomisk forstand. Det strider imod selve grundlaget for den økonomiske videnskab (økonomiens paradigme), at forudsætte, at banker varetager deres kunders interesser frem for deres egne. Domstolene laver en videnskabelig dækningsløs – dvs. en PRÆjuridiciel abstraktion – når de forudsætter, at bankerne giver deres kunder ”gode råd”. I retssager burde domstolene  i stedet pålægge bankerne at bevise, at de (på trods af at det strider imod den økonomiske logik) har prioriteret kundernes interesser frem for deres egen.

Det er PRÆjudicielt forkert, at abstrahere fra, at banker – ligesom brugtbilshandlere og alle andre sælgere – prioriterer deres egne interesser frem for deres kunders.

Jurister burde vide, at banker ER private virksomheder, der sælger finansielle produkter og tjenesteydelser.

Når Højesteret tildeler bankerne en (såkaldt) ”rådgivers” privilegier, tjener den bankernes økonomiske interesser. Den slags abstraktioner  -plus det deraf følgende fifleri med retssikkerheden – har gigantiske driftsøkonomiske – og dermed også samfundsøkonomiske – konsekvenser.

Retssikkerheden er udfordret pga. retssystemets abstraktioner

Når banker påfører deres kunder et tab, burde kunderne kunne vinde sagen med henvisning til, at banken ikke har varetaget kundernes interesser tilstrækkeligt godt. Den såkaldte ”bevisbyrde” burde lægges på banken. I stedet for skal kunden – på grund af retspraksis’ abstraktioner – afkræfte formodningen om, at bankens ”rådgivning var rigtig”.

”Domstolene burde forstå og respektere økonomiens paradigme. I henhold til denne er der videnskabelig dækning for, at bankerne prioriterer deres egne interesser frem for deres kunders.”

Denne bevisbyrde er svær – og i øvrigt også omkostningskrævende – at løfte. Det medfører, at kunderne er nødt til at affinde sig med, at bankerne bryder aftaler og love. Prøv at regne på dette: Hvor stor en del af kunderne vil starte en sag, der varer i to, tre eller fire år – på en mistanke om, at banken har påført dem et tab på 20.000 kr. eller  120.000 kr.?!

Dommere har ikke ret til at blande sig i politik, men gør det alligevel

Domstolene burde forstå og respektere økonomiens paradigme. I henhold til denne er der videnskabelig dækning for, at bankerne prioriterer deres egne interesser frem for deres kunders.

”Jo, den danske Højesteret er dybt involveret i politik. Den Ærede Ret politiserer, når den manipulerer de økonomiske begreber og/eller, når den vender den økonomiske logik på hovedet.”

Jurister burde vide, at uvidenskabelige ”skøn” ikke er jura, men politik. In casu fordelingspolitik, som dommere ikke må beskæftige sig med, i deres arbejde.

Den juridiske metodik er (i modsætning til den økonomiske) uegnet til at identificere og forstå økonomiske problemstillinger. Juristerne anvender – trods dette – den juridiske metodik uden for deres eget fagområde.

Jo, den danske Højesteret er dybt involveret i politik. Den Ærede Ret politiserer, når den manipulerer de økonomiske begreber og/eller, når den vender den økonomiske logik på hovedet. Alt sammen diskret, uden at vække opmærksomhed. Og hidtil uden at provokere til en debat.