Foto: Holger K / Facebook
15 min. læsetid

SF’s tidligere formand, Holger K. Nielsen, har efter snart fire årtier haft sin sidste arbejdsdag på Christiansborg. Fik Holger K. Nielsen – med Kim Larsens ord – set det, han ville, fik han hørt sin melodi?


Af Kim Kristensen

Om lidt bliver her stille. De sidste dage har Holger K. Nielsen gået og ryddet op på kontoret på Christiansborg. Hvad er hans eget, og hvad er lånt? Hvad skal gemmes? Og hvad skal smides ud? Valgkampen har SF’s tidligere formand overladt til andre. Og det går jo »fremragende«, som han konstaterer. Partiet står til en fordobling i meningsmålingerne. Så hvorfor også blande sig.

»Jeg har det… fint med det,« siger Holger K. Nielsen, som om han ikke har tænkt over det og må lede efter et ord for sin følelse ved tanken om, at det efter snart fire årtier som medlem af Folketinget er forbi om lidt.

»Selvfølgelig er det jo lidt vemodigt, for det er en stor del af mit liv, som jeg har brugt på politik. Jeg vil da heller ikke slippe det helt, men jeg har ikke tænkt at blande mig ret meget – og slet ikke i SF’s anliggender. Det bliver ikke mig, som står og kritiserer en ledelse i SF for at gøre ditten eller datten. Og hvad jeg så skal lave? Det ved jeg sgu faktisk ikke. Jeg bliver jo også 69«.

Selvfølgelig er det jo lidt vemodigt, for det er en stor del af mit liv, som jeg har brugt på politik. Jeg vil da heller ikke slippe det helt, men jeg har ikke tænkt at blande mig ret meget – og slet ikke i SF’s anliggender
Følg folketingsvalget på Solidaritet

At besøge Holger K. Nielsens kontor på mellemetagen er bogstavelig talt også en tur ned ad mindernes boulevard. På begge sider af den smalle, gulvtæppebelagte gang hen til kontoret hænger indrammede, falmede partiplakater fra det forrige århundrede som påmindelser om politiske kampe – få, om nogen, længere husker: »Ingen adgang for atomskibe«, »Begrav Øresundsbroen – for miljøets skyld« eller for den sags skyld »1994 – Holger Jyllands Tour«. Hjørnekontoret med den eftertragtede udsigt over Ridebanen har altid fungeret som politisk aftægtsgård for aldrende SF-koryfæer som Ebba Strange, Kristen Touborg og, før Holger K. Nielsen, Steen Gade.

Men vemodet får ikke Holger K. Nielsen til at fortryde beslutningen om ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg. Faktisk havde den tidligere partiformand endda overvejet ikke at genopstille forud for folketingsvalget i 2015, men kom så for skade at love den nye partiformand, Pia Olsen Dyhr, at tage en periode mere, og være med til at »stabilisere« SF efter det kaotiske forløb oven på regeringsdeltagelsen. Valgkampen det år overbeviste dog Holger K. Nielsen om, at den i hvert fald skulle være den sidste for hans vedkommende, fordi han ikke kunne »se sig selv i det« længere. Politikerne overgik sig selv i antallet af anklager og løfter, og de mange såkaldte platforme gjorde, at flere kom til orde under valgkampen med store løfter.

»Jeg følte, at det var det rigtige at trække mig, og det er jeg godt tilfreds med,« siger Holger K. Nielsen. Alligevel er der da ting, den tidligere formand ikke nåede; ting han har fortrudt.

Holger med partiets nye formand, Pia Olsen Dyhr, der overtalte ham til at tage en periode mere i Folketinget, så han kunne hjælpe med at “rette op” på det kaotiske forløb oven på regeringsdeltagelsen. Foto: Holger K. Nielsen / Facebook

Holger og konen

»Ja, det er der jo altid. Du kan jo ikke…,« siger Holger K. Nielsen og må igen lede efter et ord, før han finder ordet »diskutabel«. Et ord han finder dækkende for en del af SF’s EU-politik. Som den tidligere formand understreger, fortryder han nemlig ikke det nationale kompromis i 1993. Det politiske kompromis der skulle sikre fortsat dansk medlemskab af EU, efter at vælgerne havde stemt nej til Maastrichttraktaten. Og kompromisset mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF (der efterfølgende fik tilslutning fra VK-regeringen, CD og Kristeligt Folkeparti) der sandsynligvis bliver den episode, han vil blive husket for. »Holger og konen siger nej til unionen«, som havde været det populære slogan året forinden, blev i den folkelige version af det efterfølgende forløb til »Holger og madammen siger ja og amen«.

Det berømte slogan fra SF’s valgkamp i 1992, afløstes året efter af “Holger og madammen siger ja og amen”. “Det var det rigtige at gøre – og det mener jeg stadig, når jeg ser på udviklingen siden”, forklarer den tidligere partiformand. Foto: Arbejdermuseet.

»Jeg var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at anbefale et ja ved folkeafstemningen om Edinburgh-afgørelsen,« fortæller Holger K. Nielsen. »Jeg var sindssygt meget i tvivl, selv om der var stemning i SF’s hovedbestyrelse for at sige ja. Jeg var klar over, at det ville blive vanskeligt at forklare det for vælgerne. Jeg mente dog, at det var det rigtige at gøre – og det mener jeg stadig, når jeg ser på udviklingen siden. Men det havde en høj pris for mig selv og partiet, for det lukkede Enhedslisten ind i Folketinget ved det efterfølgende folketingsvalg i 1994. Politisk ville SF havde stået meget stærkere ved at sige nej. Men det handlede også om hæderlighed og det at bevise, at vælgerne faktisk godt kunne sige nej ved en folkeafstemning – og få noget ud af det. Det er den eneste gang, vi har stemt nej og fået den aftale, som var konsekvensen af det. Så kan vi selvfølgelig diskutere, om aftalen var god nok. Det syntes jeg, hvilket andre så ikke syntes og det var så, hvad det var«.

Jeg var i tvivl, om det var det rigtige at anbefale et ja ved folkeafstemningen om Edinburghafgørelsen,« fortæller Holger K. Nielsen. »Jeg var sindssygt meget i tvivl.

Ifølge Holger K. Nielsen banede de to folkeafstemninger om henholdsvis Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen således vejen for, at danskerne ved de efterfølgende folkeafstemninger – senest om retsforbeholdet i 2015 – har vidst, at de godt kunne stemme nej. Hvis de ville.

Amsterdamtraktaten

Det samme gjorde SF i 1997 til Amsterdam-traktaten. Stemte nej. Og igen mener Holger K. Nielsen, at det var »diskutabelt«. Men »kalkulen« var det år, at SF ikke kunne stemme ja endnu engang.

»Vi havde sagt ja i 1993, og det var ved at splitte os til atomer. Vi kunne ikke holde til så få år senere at sige ja til noget, som også var kontroversielt for mange SF’ere. Hvilket det så ikke var alle i partiet, som forstod var nødvendigt. Sagligt kan man godt diskutere, om vi ikke også skulle have stemt ja til Amsterdam-traktaten,« siger Holger K. Nielsen.

Men det er nu engang resultatet af, at SF – modsat Enhedslisten – ikke har noget princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. I et politisk kompromis må alle parter give og tage. Og ofte kan det endda handle om at måtte vælge mellem to onder. »Det er jo meget det, som politik meget handler om – og hvor du bliver nødt til at sige ja til nogle ting, som egentlig ikke er din politik,« forklarer han.

Det er jo meget det, som politik meget handler om – og hvor du bliver nødt til at sige ja til nogle ting, som egentlig ikke er din politik

DONG

Tiden i SRSF-regeringen var et andet et eksempel, hvor partiet – med den nuværende politiske ordfører Karstens Hønges ord – slugte så mange kameler, at folkesocialisterne endte med at blive »tørre i halsen«.

Som bekendt sendte valgdeltagelsen SF til tælling med syv mandater ved folketingsvalget i 2015, mod de 11 partiet trods alt stadig havde, da Holger K. Nielsen i 2005 overlod formandsposten til Villy Søvndal. Holger K. Nielsens stabiliserende rolle kunne heller ikke forhindre en fintælling om hans eget mandat i 2015. Kun 20 stemmer i den tidligere formands favør forhindrede Serdal Benli i at få SF’s enlige mandat i Københavns Storkreds.

»Den største fejl var folkeskoleforliget og konflikten med lærerne,« siger Holger K. Nielsen. »Der burde vi have stået fast på, at man ikke kunne lave en reform med lærerne imod os. Det var helt håbløst«.

Selv præsiderede Holger K. Nielsen over den fejl, som i 2014 fik den daværende formand, Annette Vilhelmsen, til at trække sig som formand og trække SF ud af regeringen: Nemlig salget af en del af det statslige energiselskab DONG til den amerikanske investeringsbank Goldmann Sachs. Det var Holger K. Nielsen, der som skatteminister forinden havde nikket ja til salget.

»Det var klart en fejl fra min side,« siger Holger K. Nielsen. »Det har jeg fortrudt, at jeg ikke var mere opmærksom på. Jeg var godt klar over, at det ikke var specielt godt. Det vidste jeg og arbejdede også i regeringen for nogle andre løsninger end at sælge til Goldmann Sachs. Spørgsmålet var, om vi skulle sprænge regeringen på det, hvilket jeg ikke mente, at det kunne bære – men det var en fejlvurdering. Det viste sig efterfølgende, at salget netop ikke kunne bære for SF«.

“Spørgsmålet var, om vi skulle sprænge regeringen på det, hvilket jeg ikke mente, at det kunne bære – men det var en fejlvurdering. Det viste sig efterfølgende, at salget netop ikke kunne bære for SF” forklarer Holger K. Nielsen om DONG-salget, der står tilbage som en af hans største ærgrelser. Foto: Wiki Commons

Udlændingepolitikken

Når Holger K. Nielsen ser tilbage, er han til gengæld tilfreds med tidligt, allerede i slutningen af 1990’erne, at have gjort opmærksom på, at integrationen af flygtninge og indvandrere ikke er uden problemer.

»Før da havde SF lidt for lallende bare sagt god for alt, hvad der var en smule eksotisk, og indvandrere var kun ofre, og der var ikke grænser for, hvor gode vi skulle være, uden at der også blevet stillet krav til dem,« siger Holger K. Nielsen.

SF’s formand så en konflikt mellem de holdninger, som mange udlændinge havde ikke mindst til ligestillingen og venstrefløjens historiske kamp for kvindernes rettigheder. Hvor flere i SF afstod fra at tage afstand fra arrangerede ægteskaber, fordi det var en del af deres kultur, mente Holger K. Nielsen ikke, at dette var til diskussion. Intet kan undskylde, at kvinder ikke selv får lov at bestemme, hvem de vil giftes med. Det samme gjorde sig gældende med problemerne i ghettoområderne, som han mente, at venstrefløjen lukkede øjnene for.

»Jeg var ude i Mjølnerparken og snakkede med nogle af de, undskyld udtrykket, etniske danskere, som boede der. De brød sig ikke længere om at bo der, selv om boligerne oprindeligt var opført for dem. Der var nogle socialt udsatte mennesker, som følte sig truede af nogle, der som kom udefra. Dengang kunne man få en bolig, hvis man var flygtning, hvorimod danskere ikke kunne. Det betød ikke, at flygtninge ikke skulle have en bolig, men vi måtte se i øjnene, at det gav en udfordring i forhold til de danskere, som ikke kunne få en. Den diskussion måtte vi tage up front«.

Da SF’s formand tog diskussionen på sit eget partis landsmøde i 2001 i Fredericia, blev han dog nedstemt af de delegerede med Villy Søvndal og partiets venstrefløj i spidsen. De skrottede hovedbestyrelsens forslag til valgudtalelsens afsnit det år om flygtninge og indvandrere, som i stedet blev erstattet af et afsnit, der fastslog, at »udlændingepolitikken popper op som politisk emne, hver gang der er nogle borgerlige politikere, der opdager, at de trænger til at komme i medierne«.

»Det sjove var jo så, at Villy Søvndal ændrede holdning 180 grader efter at være blevet formand i 2005,« siger Holger K. Nielsen. »Det var besværligt, og gav mig modvind, men det var det rigtige at gøre. På samme måde som med det nationale kompromis«.

Til bogreception for Deniz Serinci’s bog “Slave hos Islamisk Stat. Den tidligere SF-formand synes der var og er en konflikt mellem de holdninger, som mange udlændinge har til ikke mindst ligestilling, og venstrefløjens historiske kamp for kvindernes rettigheder. Holger K Nielsen

Midterpositionen

I dag mener Holger K. Nielsen til gengæld, at kritikken af flygtninge og indvandrere går for vidt. Alt for vidt.

»Jeg håber, at vi kan få en midterposition på udlændingepolitikken og kan betragte dette politiske spørgsmål på lige fod med andre spørgsmål som bolig- og socialpolitiske spørgsmål,« siger den tidligere partiformand. »Altså nogle udfordringer som vi skal håndtere, og det er så det. I stedet for at det bliver, hvad der kaldes værdipolitik. Et udtryk som jeg efterhånden hader som pesten. Som udgangspunkt passede det mig meget godt, fordi det var, hvad vi på venstrefløjen førhen kaldte ideologisk politik. Men nu er det bare kommet til at handle om at komme med uforpligtende meldinger, som skal genere muslimer mest muligt«.

Jeg håber, at vi kan få en midterposition på udlændingepolitikken og kan betragte dette politiske spørgsmål på lige fod med andre spørgsmål som bolig- og socialpolitiske spørgsmål

Alligevel har SF’s formand forståelse for det kursskifte, Socialdemokratiet har foretaget med Mette Frederiksen ved roret. Erfaringerne skræmmer fra en række andre europæiske lande som Frankrig, Holland og Italien – hvor Socialdemokratiet er blevet decimeret til ukendelighed.  Det forstår også folkesocialisternes tidligere formand.

»I de lande står Socialdemokratiet uhyggeligt svagt, hvilket i høj grad skyldes udlændingeproblemerne,« siger Holger K. Nielsen. »Det skyldes ikke kun dem, men det er i høj grad dem. De traditionelle socialdemokratiske arbejdervælgere går til Dansk Folkeparti og andre højrefløjspartier. Der er Socialdemokratiet også nødt til at vise rettidig omhu, for at bruge det udtryk. Men der er bare ikke nogen grund til at gå hele vejen over til Dansk Folkeparti, som de har gjort. Jeg forstår ikke, hvorfor Socialdemokratiet ikke tager offensiven og siger: Okay, der skal styr på indvandringen, som har været for lempelig, men vi har også en social samvittighed i forhold til, at mennesker også skal kunne leve, når de er kommet til Danmark. Der har Socialdemokratiet begået en fejl, for det har ikke været nødvendigt at gå hele vejen«.

Har du nogensinde hørt om Nicola Zingaretti? De italienske socialdemokrater er ligesom socialdemokratierne mange andre steder i Europa i krise. Ifølge Holger K. Nielsen skyldes det i høj grad, at de ikke har formået at løse problemerne med integration og migration. Foto: MEF_GOV / Flickr.

Dronningerunden

Selv om Holger K. Nielsen ikke har blandet sig i den netop afsluttede folketingsvalgkamp, advarer han dog Socialdemokratiets forventede støttepartier – og ikke mindst De Radikale – mod at tro, at de kan bruge den kommende dronningerunde til at true sig til politiske indrømmelser. SF’s daværende formand forsøgte det selv efter folketingsvalget i 1994, blot for at konstatere, at han ikke havde noget at true med. Holger K. Nielsen havde krævet, at CD ikke kom med i regeringen.

»Det ville Poul Nyrup Rasmussen ikke være med til, og det var så det,« siger Holger K. Nielsen. »Nu snakker De Radikale om, at en socialdemokratisk regering ikke må forhandle til den anden side – men det var netop, hvad de selv var med til at gøre i 1990’erne sammen med De Konservative og Venstre, selv om SF bragte dem til magten. Det var aldrig på tale, at vi ville vælte regeringen, så det er en mærkelig diskussion, for De Radikales trussel forudsætter, at partiet i sidste ende er villige til at stille et mistillidsvotum, når Mette Frederiksen kommer i folketingssalen. Det har jeg godt nok svært ved at forestille mig, når det kommer til stykket«.

For Holger K. Nielsen er det bare business as usual. Sådan har SF’s forhold altid været til Socialdemokratiet. Hvorimod det selvfølgelig er nyt for De Radikale, at Socialdemokratiet ikke vil have dem i regeringen men kun deres stemmer.

»Der er ikke andet at gøre, end at bide tænderne sammen og blive så stærke som muligt og så få indflydelse, hvor du kan, og ellers kritisere dem sønder og sammen i håb om, at der kommer flere vælgere næste gang. Det er bare et grundvilkår med det danske socialdemokrati: Du skal aldrig undervurdere partiets tilbøjelighed til at gå til højre. Socialdemokratiet har jo en forestilling om at repræsentere venstrefløjen og have opgaven med at forhandle med det borgerlige Danmark og få aftaler hen over midten – som vi bare har at stemme for!«

Når det lykkedes SF at bryde denne tradition efter folketingsvalget i 2007, skyldtes det kun et forhold: Styrkeforholdet. Den daværende formand, Villy Søvndal, fik partiet til at vokse til en størrelse, der gjorde, at SF ikke var til at komme uden om.

»Det var da kun fordi, at Socialdemokraterne var truede vælgermæssigt,« siger Holger K. Nielsen. »Det var da ikke fordi, at de ville gøre det til et fælles projekt. Det var kun et forsøg på at pacificere SF, hvilket også lykkedes. Det må vi bare leve med. Det kan du blive sur over og synes er forfærdeligt og uretfærdigt – og det er det også! Men det er bare en del af de politiske vilkår«.

Følg Folketingsvalget på Solidaritet


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.