Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
31. august. 2021

Anmeldelse: ‘Hundeparken’ er Sofi Oksanen i en nøddeskal – og kun en lille smule skuffende

Sofi Oksanen er i sin nye bog skarp, når det gælder betragtninger om klassesamfund. Alligevel lider det velskrevne samfundsportræt under afstand mellem fortælleren og hendes historie.

Sofi Oksanen. Pressefoto.
Denne artikel tager cirka 7 minutter at læse.

Sofi Oksanen er kendt for at skrive nærgående om temaer, der ligger indenfor det at være kvinde i både det fysiske og mentale grænseland mellem Øst og Vest, men langt fra de emner, som øjnene typisk hviler på.

Hun skriver om det, der trænger sig gennemborende ind i vores forståelse af verden og formår nogle gange at etablere et før og et efter bekendtskabet med hendes bøger.

Med Hundeparken er skellet dog ikke helt så tydeligt om end hun endnu engang formår nøje at udvælge et tema, der ligger langt fra alfarvej.

I Hundeparken sætter vi os på en bænk sammen med hovedpersonen Olenka, der betragter en familie. Noterer sig, hvad familien laver, hvordan de interagerer, hvordan de fungerer som familie. Hvordan de klæder sig. Hvilket liv de kan tilbyde deres børn. Og ved siden af Olenka sætter sig en uventet kvinde, Darja, og deltager i denne tavse betragtning af familiens liv.

Olenka og Darja kender hinanden fra et liv, som de begge har prøvet at flygte fra, men som indhenter dem der i parken i Helsinki. Langsomt drages vi med ind i drømmenes og angstens og flugtens sammenfiltrede eksistens, der eksisterer i hinandens favntag.

Og med i dette favntag er drømmen om et liv væk fra kulminer, væk fra fattigdommen, væk fra fastlåstheden og den evige trussel om, at den indkomst, der lige nøjagtig sikrer overlevelsen og illusionen om en fremtid, forsvinder i en tilfældighed eller et røveri.

For at slippe væk herfra ringer Olenka en dag til et telefonnummer, som fører hende ind i en verden, der lover hende vejen væk, hvis hun indvilger i at blive surrogatmor, og vejen virker let at tage. Hun stiger hurtigt i de organisatoriske grader, og i sin nye rolle som den, der rekrutterer piger og tager sig af kundekontakt, møder hun Darja, der ligesom Olenka selv er på flugt fra sin fattigdom. Netop Darjas flugt vækker et håb i Olenka om at komme væk fra en position, som nok placerer hende i et spindelvæv af overklasse-værdier og -livsstil, men som også snigende truer hende på livet.

De to kvinders liv udfoldes både på den samme og hver sin side af bordet, hvorfra liv og babyer og kernefamiliedrømme forvaltes som handelsvarer. Hvorfra den enkeltes historie betragtes som en investeringsportefølje af et firma, der tjener penge på velhavende familiers ønsker om at blive forældre. Jo bedre udseende, baggrund, uddannelse, bevægelser, immunforsvar og ægkvalitet den enkelte har, des flere penge kan firmaet tjene på hendes livmoder.

Arbejderklassens liv og drømme

Men Hundeparken er ikke kun en roman om to kvinder. Den er også en roman om Sovjetunionens fald og om, hvordan alting kan blive en handelsvare, når der i et samfund ikke længere er penge til at finansiere arbejderklassens liv og drømme. Paradoksalt nok. Hvordan sammenbruddet af en stat medfører en opportunisme, hvor alt tilsyneladende kan lade sig handle og gøre, hvis man bare er smart nok. Og tilstrækkeligt kompromisløs.

Sofi Oksanen – storpolitik, spiseforstyrrelser og oversete fortællinger

– Er født i 1977 af en estisk mor og en finsk far og er vokset op i Finland.

– Skriver om sin samtid i spændingsfeltet mellem storpolitik og den enkeltes ofte skrøbelige identitet; spændingen mellem Øst og Vest, og spørgsmålet om tilhørsforhold, både nationalt, politisk og personligt.

– Trækker storpolitikken ned på et menneskeligt plan, og viser hvilke konsekvenser stormagternes spil har på det enkelte menneske. Samtidig viser hun også, hvordan netop den enkeltes liv er politisk, på godt og ondt.

– Har udgivet en række bøger, hvoraf Renselse indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris som den yngste forfatter nogensinde. I bogen træder hun uden for de øvrige romaner ved at omhandle spiseforstyrrelser. Hun braste med Renselse ind på den litterære scene, og er blevet der med sine romaner om oversete fortællinger fra kvinder, der er klemt inde i storpolitik, selvforglemmelse og (national) fortrængning.

+

På den måde bliver Hundeparken altså også et portræt af et nyt samfund, der allerede i sin etablering er i opløsning, og hvor alt, der kunne synes indenfor rækkevidde, forsvinder igen.

Et samfund, hvor man giver hinanden håb om en bedre fremtid i en handel, der primært skal gavne en selv. Hvor menneskelige omkostninger er en konsekvens af ens egne drømme om at kunne spise kaviar og drikke champagne på fine hoteller og have den rigtige adresse.

Hvor loyalitet er noget, man erklærer overfor pengenes værdi og mulighedernes kapital, men ikke overfor kærlighed eller menneskelighed, så valg bliver reduceret til, hvilket næste skridt man skal tage for at erobre en adresse på steder, der for almindelige ukrainere end ikke eksisterer, fordi dets eksistens er så fjernt fra fattigdommens erfaring af, hvordan verden kan se ud.

Dermed trækkes også et ekstremt skarpt blik for klassesamfundets konsekvenser for den enkeltes liv ind på scenen og kommer til at danne bagtæppe for hver enkelt handling og beslutning, der træffes af Olenka i sin flugt væk fra den faldefærdige hytte og sin historie, men også hendes flugt væk fra hvem hun er, og hvem hun bliver i sig selv og overfor andre.

Oksanen skriver som altid med en virkelig skarp sans for det miljø, hun skildrer og konsekvenserne af de valg, der træffes.

Olenka bliver i sin stræben efter et bedre liv portrætteret som lige dele beregnende og lige dele desperat. Og nogle gange vinder desperationen med sine kortsigtede løsninger.

Som da hun som opstigende model trods råd om det modsatte, vælger at medvirke i en reklame for at få penge til mad. Det valg kommer til at betyde, at hun efter den reklame ikke får tilbudt flere jobs, og hun må derefter opgive sin karriere. Hendes sociale klasse bliver afgørende for hendes mulighed for succes, fordi hendes nød tvinger hende til at tage det skridt, der ender med at ødelægge hendes karriere. Det er en skarp betragtning, der præcist viser, hvordan adgang til ressourcer definerer fremtidige levevilkårfremtidige levevilkår.

Det er på sin vis Sofi Oksanen i en nøddeskal, og bogen er fuld af sådanne betragtninger.

Afstand i angsten

Men jeg er alligevel lidt forbeholden overfor Hundeparken.

Og det er egentlig en lidt mærkelig forbeholdenhed, for den handler om afstand. Der eksisterer nemlig en afstand mellem fortælleren og hendes historie, en afstand, som næsten gør fortælleren og hendes historie til to parallelt eksisterende universer. Dog indhentes hun langsomt af sin historie; først i glimt som en reference til et ”du”, der er så skødesløst placeret i sætningen, at man som læser tror, der er tale om en trykfejl;  senere kommer den nærmere og nærmere og overtager en større rolle i selve fortællingen. Men stadig med en sær afstand, hvor forhold – der for Olenka er eksistentielle – holdes væk fra livet, ikke bliver forklaret ordentligt, ikke får den rolle, som de egentlig fortjener.

“Netop fordi Oksanen er en utrolig skarp observatør og altid formår at forbinde den enkeltes historie i en uopløselig knude med et samfund i kontakt med opløsningen, bliver jeg også en lille smule skuffet, når fortællingen ikke er helt så stram, som man kunne ønske”

Det kan der være en pointe i, fordi Olenkas verden er fyldt med frygt og angst for, hvad verden kan bringe hende, og det giver derfor mening at holde sin historie væk fra livet. At fortrænge den. Men når det nu er den, der er styrende for hendes liv, savner jeg alligevel, at der vil ske en kobling mellem de to, hvor hun og hendes historie endelig smelter sammen.

Men jeg hører også til dem, der har tårnhøje forventninger til Sofi Oksanen, og som venter i længsel på den næste udgivelse fra hendes hånd; en længsel, der begynder ganske få dage efter datoen for den seneste udgivelse. Netop fordi Oksanen er en utrolig skarp observatør og altid formår at forbinde den enkeltes historie i en uopløselig knude med et samfund i kontakt med opløsningen, bliver jeg også en lille smule, men kun en lille smule, skuffet, når fortællingen ikke er helt så stram, som man kunne ønske.

Sofi Oksanen: Hundeparken (2021). Rosinante, 416 sider. Vejl. pris 299 kr.


Om skribenten

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere