Protestgrupper som Almen Modstand er ikke 'ekstreme', men derimod resultatet af en uretfærdig politik, mener Pernille Loumann. Foto: Almen Modstand / Facebook
9 min. læsetid

Kan man kalde det ekstremt, når folk gør op med en afsporet samfundsudvikling? Måske burde vi snarere begynde at omtale den ‘yderste’ venstrefløj som den moderate stemme, mener Pernille Loumann.


Af Pernille Loumann

Den såkaldt politiske midte har ofte travlt med at tage afstand fra de såkaldt ekstreme fløje. Vi så det op til folketingsvalget, hvor det fra den højre del af den såkaldte midte blev krævet, at den venstre del af den såkaldte midte skulle tage afstand fra Enhedslisten – til gengæld for deres afstandtagen til Stram Kurs. Og vi ser det i alle mulige andre sammenhænge, hvor det bliver fremstillet, som om venstrefløjen og højrefløjen er lige gode om racisme, intolerance og ekstreme synspunkter i det hele taget.

Ekstrem betyder ifølge den danske ordbog ”noget som er langt fra det moderate eller det normale”.

At den yderste højrefløj – hvis vi tager udgangspunkt i de partier, der stillede op til folketingsvalget – er langt mere ekstrem end venstrefløjen, mener jeg, er uomtvisteligt, men det er ikke emnet her. Dét, der måske er mere interessant og efterhånden synes at være mere og mere indlysende er, at det er den såkaldte midte, der er ekstrem. De seneste år er der gennemført en række indgreb, som bryder fundamentalt med de principper, vores samfund plejer at hvile på, og hvor almindelige betragtninger om rimelighed synes tilsidesat.

Udsmidning af bestemte lejere fra almene boliger

Mange steder i landet, især i de større byer, er der mangel på billige boliger, dvs. boliger man kan betale, hvis man har et lavindkomstjob eller er på fx kontanthjælp eller førtidspension. Det plejer at være et almindeligt synspunkt, at alle danskere har ret til en passende bolig – også dem der ikke har været så heldige økonomisk. Almene boliger har været helt afgørende for, at det i vid udstrækning har kunnet lade sig gøre. Mange mennesker har dog fortsat ikke mulighed for at bo i de større byer, og ca. 6.000 mennesker i Danmark har slet ikke en bolig.

Udover det er vanvittigt at rive gode boliger ned i en tid, hvor der er mangel på boliger, er det et fundamentalt brud med princippet om, at lejere kan blive boende i deres lejemål, med mindre de undlader at betale husleje eller på anden måde misligholder deres forpligtelser.

Alligevel har man politisk besluttet, at det skal være vanskeligere for netop mennesker med lave indkomster og især overførselsindkomster, heriblandt etniske minoriteter og mennesker med funktionsnedsættelser, at bo i en almen bolig. Det besluttede Folketinget i november 2018 med vedtagelse af den såkaldte ghettoplan. Ghettoplanen betyder, at et antal almene boliger skal rives ned eller sælges, alene for at ændre beboersammensætningen.

Udover det er vanvittigt at rive gode boliger ned i en tid, hvor der er mangel på boliger, er det et fundamentalt brud med princippet om, at lejere kan blive boende i deres lejemål, med mindre de undlader at betale husleje eller på anden måde misligholder deres forpligtelser. Samtidig er det totalt ødelæggende for idéen om, at samfundet hjælper alle, særligt dem der slås med forskellige problemer, med at få en rimelig bolig.  

Med ‘ghettoplanen’ kan helt almindelige mennesker, der måske har boet i deres lejlighed hele livet, risikere at få deres bolig solgt eller revet ned. En nylig opgørelse fra Ugebrevet Mandag Morgen viser, at det kan dreje sig om op mod 11.000 mennesker. Der er ikke givet nogen gode svar på, hvor de skal bo i stedet, særligt når mange boligområder nu kæmper for at undgå at komme på ghettolisten, og derfor vægrer sig ved at leje deres boliger ud til fx mennesker på integrationsydelse. Det er meget svært at forestille sig, at det for en dels vedkommende ikke ender med egentlig hjemløshed.   

For ghettoplanen stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, SF og Konservative.

Omfattende overvågning af teledata trods dom fra EU-domstolen

Regeringen har i oktober fremlagt en såkaldt tryghedspakke, som kort fortalt handler om at udvide mulighederne for at overvåge danskerne. I Danmark foregår der allerede en meget omfattende overvågning af alle borgere. Teleudbydere er forpligtet til at registrere og opbevare, ‘logge’ oplysninger om tele- og internettrafik til brug for efterforskning og retsforfølgelse. Oplysninger om, hvem der ringer og sms’er til hvem, og hvor de befinder sig, gemmes i et år. Det blev vedtaget i 2007, men man forventede, at ordningen skulle evalueres i løbet af kort tid, fordi den er meget indgribende. Det er den bare ikke blevet. Siden logningsreglerne trådte i kraft, har Folketinget i alt otte gange besluttet at udskyde evalueringen til det efterfølgende folketingsår, og nu ønsker regeringen at udskyde evalueringen for niende gang. I befolkningen har der været stor modstand mod reglerne, og mange eksperter – også eksperter vi normalt hverken opfatter som ‘ekstreme’ eller ‘venstreorienterede’ – har udtalt sig kritisk.

I 2016 slog EU-Domstolen fast, at logning var i strid med borgernes grundlæggende rettigheder, og dommen fik de svenske teleselskaber til straks at suspendere logningen. Alligevel fortsætter overvågningen i Danmark ufortrødent.

I forbindelse med forslaget om at udskyde evalueringen, som netop har været i høring, udtalte Louise Holck, vicedirektør på Institut for Menneskerettigheder: ”Logning udgør en massiv overvågning af borgerne, uden at de ramte nødvendigvis er mistænkt for kriminalitet. Der er derfor tale om et intensivt indgreb i retten til privatliv og retten til beskyttelse af persondata. Overvågningen risikerer at skabe en følelse hos borgerne af, at deres privatliv er genstand for konstant overvågning. Derfor kan logningen også få betydning for borgernes brug af kommunikationsmidler og dermed på udøvelsen af ytringsfriheden.”

Reglerne om logning findes i den såkaldte ‘logningsbekendtgørelse‘, som bygger på antiterror-pakken fra maj 2002. Alle Folketingets daværende partier, undtagen SF og Enhedslisten, stod bag den.

Folketinget har senest udskudt evalueringen af reglerne i maj 2018. For udskydelsen stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Et nyt forslag om endnu en udskydelse er netop blevet fremsat af justitsminister Nick Hækkerup.

EU-domstolen afgjorde i 2016, at logning af oplysninger om tele- og internettrafik er ulovligt. Alligevel fortsætter den praksis i Danmark, hvilket har mødt skarp kritik fra bl.a. Institut for Menneskerettigheder. Foto: NeedPix / Creative Commons

Fængsling af tiggere og bortvisning af hjemløse

Hjemløse er nogle af de mest marginaliserede mennesker i vores samfund, som vi burde gøre en kæmpe indsats for at hjælpe. Den seneste hjemløsetælling viste, at der i Danmark er ca. 6.000 hjemløse. Desværre ses der flere eksempler på, at politikerne har fundet det vigtigere at bekæmpe de hjemløse end at bekæmpe hjemløshed – bl.a. ved at fratage dem basale rettigheder og gøre det vanskeligere for dem at udføre dagligdags handlinger, som er nødvendige for at overleve.  

I foråret 2017 kom der en ændring af ordensbekendtgørelsen, hvori det hedder, at det på offentlige steder er forbudt at ”etablere og opholde sig i lejre, som er egnede til at skabe utryghed i nærområdet.” Det betød i praksis, at de mest udsatte hjemløse – gadesoverne – ikke længere måtte sove sammen med andre, med den smule varme og tryghed, det måtte give. Det var den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen, der stod bag bekendtgørelsen.

I juni 2017 blev der hastevedtaget en ændring af straffeloven, som skærpede straffen for tiggeri i gågader, ved supermarkeder, stationer og i offentlige transportmidler. Straffen for sådant tiggeri blev fordoblet og gjort ubetinget, hvilket betyder, at udgangspunktet er 14 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde. For skærpelsen stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Det er den såkaldt yderste venstrefløj, der har været fortaler for borgernes ret til privatliv, ret til at bevare deres egen bolig samt opretholdelse af basale rettigheder for de mest udsatte i vores samfund. At de holdninger i dag kan opfattes som ekstreme, siger noget om, hvor meget det politiske billede har flyttet sig…

I februar 2018 vedtog Folketinget en ændring af lov om politiets virksomhed, som gav justitsministeren udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om zoneforbud. Med forslaget kan politiet give zoneforbud, der omfatter en hel kommune, til personer, som etablerer og opholder sig i lejre på offentlige steder, f.eks. i parker og på offentlige veje. Det betyder, at hjemløse, der lever hele deres liv og har hele deres netværk i København, kan få forbud mod at opholde sig i hele Københavns kommune, fordi de har etableret en såkaldt ‘lejr’ – dvs. sovet på gaden sammen med andre. Det er en ekstremt indgribende straf over for mennesker, som lever i meget marginaliserede positioner, og som ikke har gjort andet end at sove. For ændringen stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Den ‘yderste’ venstrefløj – de nye moderate?

Enhedslisten og Alternativet er de eneste af Folketingets partier, som ikke har medvirket til nogle af de ovennævnte fortrædeligheder. Vi ser altså en venstrefløj, der ikke ligefrem udmærker sig ved ekstreme synspunkter, men som nærmest er blevet repræsentant for det moderate og det normale. Det er den såkaldt yderste venstrefløj, der har været fortaler for borgernes ret til privatliv, ret til at bevare deres egen bolig samt opretholdelse af basale rettigheder for de mest udsatte i vores samfund. At de holdninger i dag kan opfattes som ekstreme, siger noget om, hvor meget det politiske billede har flyttet sig, og at en højre-venstre akse med partier som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative på midten ikke længere giver nogen som helst mening.


Pernille Loumann er socialrådgiver og bor på Bornholm.