Hvad er et menneske?

Den italienske kemiker og jøde Primo Levi sad i koncentrationslejren Auschwitz fra vinteren 1944 til krigens slutning i 1945. Han skrev senere flere bøger om sit ophold i lejren, hvor den første ”Hvis dette er et menneske” blev udgivet i 1947. Levi skrev sine bøger for at dokumentere, hvad som skete, således at vi ville huske, og det aldrig ville ske igen.

Vidnesbyrd om det værst tænkelige

Primo Levi’s tekst er som en skærende, nøgtern og beskrivende kniv. Umiddelbart kan den virke kynisk og brutal, fordi vi kender dens rædselsfulde kontekst, men den er blot neutral og registrerende. Netop derfor er det hele så gruopvækkende forfærdeligt og uudholdeligt. Vi glemme aldrig, hvor vi befinder os.
Det er den tekst, som Jens Albinus har læst grundigt igennem mange år, igen og igen. Den er blevet skåret, klippet og sat sammen til en monologisk forestilling af en times varighed. Albinus er alene på scenen med en meget minimalistisk scenografi; udover Albinus som krop og stemme, er der kun en stol, en kande med vand og et glas på gulvet.

Det meste af forestillingen er Albinus placeret i en lyskegle forrest på scenegulvet tæt på publikum, hvor han helt konsekvent følger Levi’s nøgterne stil. Nogle få gange træder Albinus tilbage i scenerummet og sætter sig på stolen og drikker flere glas vand hurtigt efter hinanden, mens han fortsætter i teksten, men her bryder han den nøgterne stil og begynder at spille teksten med et mere svulstigt temperament.

Det er svært at forstå om vandet er en del af forestillingen, eller om det er nødvendigt væde til Albinus’ hals. Hvis vandet er en del af forestilling, virker det som en malplaceret kommentar til teksten, fordi Levi og hans medfanger i lejren netop ikke har adgang til drikkeligt vand.
Albinus sætter sig lidt mellem to stole. På den ene side vil forestillingen ikke bygge noget ovenpå Levi’s tekst, men kun lægge krop og stemme til ordene. Men på den anden side spiller Albinus alligevel et temperament ind over teksten, uden at tilføje særlig meget. Jeg ville have foretrukket Jens Albinus siddende og læse op fra teksten med sin meget sprøde stemme, som passer virkelig godt til Levi’s tekst, fordi det nemlig især er Albinus’ stemme, der bærer forestillingen. Hans stemme er tydeligvis helt tæt inde i Levi’s ord, og det er efter forestillingen også en meget bevæget og skrøbelig, næsten gennemsigtig Jens Albinus der møder publikums applaus – ikke fordi han vil, men det skal han, som det hører sig til efter en hvilken som helst teaterforestilling.

Historisk erfaring som nyttig idiot

De danske oversættelser af Primo Levi’s tre bøger om Holocaust er samlet i en tyk sort bog med titlen ”Vidnesbyrd”. Den består af den nu teateraktuelle ”Hvis dette er et mennesket”, derudover af ”Tøbruddet” og ”De druknede og de frelste”. Sidstnævnte udgivet året før Levi’s død efter et fald ned ad trapperne i huset, hvor han boede. Officielt opfattes dødsårsagen som selvmord, men måske var det et uheld. Der er andre kendte holocaust ofre, som senere i deres liv har valgt at begå selvmord, heriblandt digteren Paul Celan, hvis seneste oversættelse til dansk er digtsamlingen Sort Mælk (2015).

Igennem Levi’s liv udvikler der sig en desillusion, som kan illustreres ved han svigtende tiltro til menneskets erfaring. I 1958 ved genudgivelsen af ”Hvis dette er et menneske” i USA med titlen ”Survival in Auschwitz” konstaterer han: ”If there is one thing sure in this world, it is certainly this that it will not happen to us a second time”. Nogle årtier senere, året før sin død, reviderede han sit håb, og måske indser han også, at hans vidnesbyrd havde vist sig ikke at bære frugt. I 1986 ved udgivelsen af ”De druknede og de frelste” siger Primo Levi: ”It happened therefor it can happen again: this is the core of what we have to say. It can happen, and it can happen everywhere”.

I disse dage markeres 25-året for folkemordet I Rwanda, og derfor må vi sige, at Levi desværre fik ret, ikke kun i Rwanda, men adskillige andre steder. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det nok igen ved at ske et sted i verden. Præcis som før er det internationale samfund ligeglad.

Optimistisk alvor på Halmtorvet

Det er måske ikke tilfældigt, at Jens Albinus fokuserer tidligt i Primo Levi’s forfatterskab, hvor der stadigvæk er en slags håb om, at vi kan forhindre historiens gentagelse ved at aflægge vidnesbyrd. Publikum sidder med den fornemmelse, at det ikke kun handler om Holocaust dengang under krigen, men også om det der foregår i verden lige nu – med flygtninge og migration. Albinus aflægger vidnesbyrd og får os til at tænke over, hvordan vi behandler andre mennesker. Måske som et ønske om at undgå Levi’s dom: