”Hvad er et røveri af en bank, sammenlignet med grundlæggelsen af en?”

Danske Banks hvidvaskskandale – og alle de forbundne skandalesager i løbet af de seneste år – bringer endnu en gang mindelser om Bertolt Brechts stykker, hvor forbrydelse og kapitalisme ikke danner modsætninger, men udgør en kontinuerlig forbindelse.

Af Rasmus Bro Clemmensen

Et kendt citat af Bertolt Brecht lyder: ”Hvad er et røveri af en bank, sammenlignet med grundlæggelsen af en?” Her er det klart, at vi finder en kapitalismekritik; en kritik, der peger på det forbryderiske element i kapitalismens indstiftelse. Det er en kritik af bankerne, og en sådan kritik må virke naturlig for de fleste, der har oplevet de sidste års kontinuerlige finanskriser, skattesnyd og senest de store hvidvaskskandaler. Mange mindede om dette citat i forbindelse med finansboblen, bankpakkerne og så videre, og tiden har ikke gjort denne påmindelse mindre relevant.

Selvom mange folk på venstrefløjen måske kender ovenstående citat, er det nok færre, der kender dets kontekst. Det er umiddelbart nemt at forstå kritikken af bankerne, men hvilken plads, det at røve en bank, har i ligningen er ikke tydeligt i sig selv. Man kunne tro, at det handlede om, at forbryderne bør undskyldes, fordi kapitalismens strukturer netop er så uretfærdige, at et røveri af en bank er en bagatel sammenlignet med grundlæggelsen af en. Det er imidlertid ikke pointen i Brechts tekst, særligt ikke, hvis man også ser på den roman, Brecht har skrevet på baggrund af det berømte stykke. For at forstå, hvordan de to forbrydelser hænger sammen, må vi se på, hvem der udtaler de berømte ord.

Finansmanden med kniven

Det er en af stykkets hovedpersoner MacHeath, måske bedre kendt som ”Mack the knife”, der udtaler de berømte ord. Nogle kan sikkert høre de berømte jazzfortolkninger af Mack the knife for deres indre øre, men hvem er denne Mackie Messer, som sangen fra stykket handler om?

Mack the knife er en tidligere forbryder, knivmorder og bankrøver, der ved romanens begyndelse er blevet en brutal kapitalist. Han er imidlertid en interessant kapitalist, idet han hjælper folk til selv at starte små virksomheder, som han ikke behøver at tage ansvaret for, men som netop er de godtroende små handelsdrivendes eget ansvar. Således kan han skumme fløden på sine investeringer, mens det er nogle småborgere med minikapitalistiske drømme, der tager alle chancerne. Det minder altså lidt om bankernes og finanskapitalismens leg med private menneskers boliglån og pensioner. Deres virksomhed består i at gøre andre til investorer og småkapitalister.

På mange måder er han altså et billede på en moderne kapitalisme, hvor vi alle har fingrene i kagekrukken –vi er alle investorer – men hvor pengene alligevel koncentrerer sig hos de allerrigeste. Ligesom de allerrigeste i vor tids globale økonomi har Mack nemlig også styr på flere led i den økonomiske kæde – han kan styre både udbud og efterspørgsel, er både sælger og opkøber. Hans magt, som alle kapitalister i Brechts komedier, fungerer via kontrol og monopoldannelser, ikke via markedets frie bevægelighed. På denne måde minder det om de store firmaer, og kapitalistiske stater som Kinas, kontrol med markederne, hvori vi alle kan få lov at lege småkapitalister, men hvor værdien alligevel koncentreres hos de få og magtfulde.

Det er her det berømte citat kommer ind i billedet. For at kunne bedrive sine forretninger må Mack låne i banken. Meget af komedien i romanudgaven af fortællingen handler om hans tovtrækkerier med den alt for gammeldags bank, der ikke forstår hans moderne forretningsmetoder. På den måde minder dramaet om konflikten i tv-serien Matador, hvor Mads Skjerns moderne, liberale kapitalisme må bekæmpe de traditionelle og konservative rige familier for at skabe et mere dynamisk marked. Derfor konkluderer Mack, i et anfald af den populistiske tvetydighed, Brechts karakterer altid besidder, at hans egen forbryderfortid er for intet at regne sammenlignet med den måde, disse gamle pengepugere står i vejen for ”ærlige” finansfolks fremskridt.

Skattely og dødspatruljer

Macks forretninger er mildest talt ikke helt fine i kanten, og da en af hans ansatte vil afsløre ham, må Mack ty til sine gamle metoder – han må finde kniven frem igen. For at bevare sin kontrol over den økonomiske situation må Mack handle. Hans kontrol er ved at glide ham af hænde, og i spillets kompromisløse kamp trues han pludselig af en ligegyldig arbejders fornærmethed. I en af stykkets afgørende scener bliver Mack igen knivmorder.
Vi får her sammenfaldet mellem kapitalisten og morderen i dets reneste afbildning – som en blodindsmurt kniv. Macks forbrydelser (røveriet af en bank etc.) er lig med kapitalismens fundamentale funktionsmåde (grundlæggelsen af en bank), i hvert fald i dens moderne form.

I Information d. 9 april 2016 lavede den slovenske filosof Slavoj Žižek en lignende pointe. Panama Papers stod for afsløringen af, hvordan kapitalismen grundlæggende fungerer, en funktionsmåde vi på en måde alle allerede kendte, men som nu er blevet umulig at ignorere for verdenssamfundet. På samme måde forholdt det sig med Snowdens afsløringer af NSA’s massive overvågning af civilbefolkningerne. Problemet er, påpeger Žižek, at vi ikke anerkender dem som fundamentale for kapitalismen, men bliver ved med at påstå, at alle de forbrydelser, der sker i kapitalismen, på en måde ikke hører sand kapitalisme til: Sand kapitalisme er demokratisk og fri, ikke kontrol og forbrydelse. Heroverfor mener Žižek, at vi bør indse, at netop fordi kapitalismen kan bruge skattely som middel i den internationale konkurrence, så vil den også gøre det. Kapitalismen stræber altid mod ubegrænset frihed. Så ubegrænset, at selv skattesnyd, kontrol, overvågning – og måske sågar knivmord – ikke ligger uden for dens domæne. Ligesom en hund slikker sig, hvor den vil, ubegrænset af menneskelig bonerthed, sådan forholder det sig også med kapitalismen – den gør det, fordi den kan.

Det hører altså med til selve det liberale element i kapitalismen, med til dens frihed og opgør med konservative bankfolks påpasselige pengepolitik – endda med til det at overskride de liberale friheds- og menneskerettigheder. Man kan se det lysende klart hos Brecht og i en mild version med Mads Skjerns samarbejde med nazisterne i Matador. Men man kan også se det i den virkelige verden, hvor kapitalismen i Kina og mange andre steder bruger statslig kontrol og undertrykkelse til at sikre sig billig arbejdskraft og kontrol over markedet.

Skattely i Panama er langt fra det mest chokerende, der foregår i den del af verden. Det er endnu en almen kendt sandhed, at fagforeningsfolk kidnappes og myrdes i bl.a. Guatamala, når de kommer store firmaer som Coca-Cola på tværs. Dødspatruljer er et alment kendt ord, og i Mellemamerika ved alle, at det ikke kun er despotiske stater, der bruger disse, men også de store firmaer, der må holde styr på arbejderne, så de ikke kræver for meget. Svaret er, som Žižek påpeger ikke, at kapitalismen er underlagt en unaturlig korruption, men at den gør det, fordi den kan, fordi den er fri og må konkurrere på lønninger. Til tider må markedets usynlige hånd simpelthen føre kniven.

Mack the Knife bliver da også på et tidspunkt selv en del af bankens ledelse. Bankrøveriet, som kan sammenlignes med skattely, hvidvask og finanssvindel a la Stein Bagger, er ikke afvigelseer fra grundlæggelsen af banken, men i en kontinuerlig symbiose med bankverdenen – og ligeledes er bankens grundlæggelse, eller kapitalismens indtog i eksempelvis Guatamala, ikke mindre beskidt end røveriet, men involverer præcis den samme overskridelse og vold. Dette er Brechts formel: at kapitalismen er nært forbundet med forbrydelsen, og netop fordi denne formel er så grundlæggende i kapitalismen, er Panama-papirernes afsløringer eller afsløringerne af Danske Banks hvidvask på ingen måde overraskende.

Rasmus Bro Clemmensen er aktivist og blandt initiativtagerne til studenterbevægelsen “Et andet universitet”. Han er medlem af foreningen Próblema, der er en skole og forlag for “problematisk folkeoplysning”.

.