Hvad kan den parlamentariske venstrefløj bruge valgresultatet til?

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

Det netop overståede kommunalvalg opviste en række bemærkelsesværdige resultater. Først og fremmest et tab på landsplan for Socialdemokratiet på 4,0 %. Enhedslisten fik en mindre fremgang på landsplan på 1,3 % fra 7,0 % og SF lidt mere, nemlig plus 1,9 % fra 5,7 %.

Tallene dækker imidlertid over en meget ulige fordeling i de enkelte kommuner. S tabte big time i de store byer: I Odense, Aarhus og Aalborg tabte man omkring 10 % hvert sted, mens valget i København blev en katastrofe med et tab på 17,4 %. Og socialdemokraternes overborgmester-kandidat, Sophie Hæstorp fik det ringeste valg i nyere tid, hvad angår en socialdemokratisk overborgmesterkandidats personlige stemmer, nemlig 11.000 – til sammenligning fik Ritt Bjerregaard i sin tid op mod 60.000. Tallene dækker imidlertid også over store forskydninger i befolkningens geografiske fordeling og klasse-sammensætningen.

Hos de borgerlige var det De Konservative, der løb med sejren med en fremgang på 6,4 % - og forblev det største parti på Frederiksberg, partiets højborg gennem over hundrede år, også selvom man tabte borgmesterposten til S med støtte fra Enhedslisten og SF.

Den helt store sejr for EL var nok sejren på Bornholm, hvor partiet blev størst med omkring 25 % af stemmerne, men ved konstitueringen måtte nøjes med en viceborgmesterpost for at undgå at blive isoleret i det nyvalgte byråd.

Fremgang i middelklassen, stilstand eller tilbagegang i arbejderklassen

De fleste politiske kommentatorer ser ud til at se valget som en yderligere polarisering mellem et videns-Danmark i storbyerne og produktions-Danmark i resten af landet - noget fordelingen af stemmer på EL og SF også afspejler.

​​ 

EL fik som sagt et mere end forventeligt godt resultatet på Bornholm, hvor nogle helt særlige forhold har gjort sig gældende. Ellers er den store fremgang for EL i København - på trods af en ikke særlig heldig forvaltning af borgmesterembedet i den forgangne periode - og på Frederiksberg. Der er også fremgang i Aarhus og Aalborg, men uden at man er ​​ i stand til at opsamle socialdemokraternes tab. I resten af landet er det lidt blandet i forhold til valgresultatet - enkelte nye mandater, bevarelse af nogle og tab af andre. Således var der tilbagegang i Odense, EL tabte sit mandat i Esbjerg og fik ikke noget i Frederikshavn. Og også i hovedstadens omegnskommuner som Ishøj, Albertslund, Hvidovre og Glostrup gik EL tilbage. Kort sagt: Fremgang i middelklassen og stilstand eller tilbagegang i arbejderklassen. ​​ 

I forhold til SF har EL nogle steder fået flere stemmer end SF og er også i nogle kommuner repræsenteret, hvor SF ikke vandt en plads, mens SF omvendt har opnået repræsentation på bekostning af EL i nogle byer. For SF tegner sig stort set det samme billede som for EL med fremgang i middelklassen og vanskeligheder ved at vinde arbejderstemmer.

For S tegner billedet sig omvendt: Svært ved at vinde eller fastholde middelklassevælgere i storbyerne, mens det overvejende er gået bedre i købstæderne, selv om der er variationer, og det specielt i Nordjylland har været svært at holde skansen - formodentlig især på grund af mink-sagen.

Socialdemokratiets tilbagegang

Det store tab - specielt i København - forklarer en del socialdemokrater med udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner og den såkaldte Københavner-bashing, som regeringen har bedrevet. Det er nok også noget af forklaringen, men med i billedet skal givetvis også, at en del af storbymiddelklassen har været uenig i den konkrete politik, som S står for på miljø- og klimaområdet (Lærkesletten, Lynetteholmen og motorvej på Egholm), udlændinge- og ghetto-boligpolitikken.

Ses tilbagegangen for S i storbyerne i sammenhæng med den store tilbagegang for Dansk Folkeparti, rejser det et interessant spørgsmål i forhold til strategien i S om at lægge sig tæt op ad DF i udlændingepolitikken for at fastholde eller tilbageerobre vælgere fra DF. Det har i alt fald ikke gavnet S i storbyerne, hvor tabet er kritisk stort; og har nok kun i begrænset omfang gavnet stemmemæssigt i resten af landet ved kommunalvalget. En stram udlændingepolitik har heller ikke ved dette valg stemmemæssigt hjulpet DF, der ganske vist har tabt nogle af stemmerne og mandaterne til Nye Borgerlige, men langt fra dem alle. Så vil S mon ændre kurs på dette felt? Og vil S på miljø- og klima-området lade sig påvirke af valgresultatet, som Mai Villadsen i tv udtrykte håb om?

Omvendt skriver Lars Olsen i den forbindelse i sin kommentar i Jyllandsposten ”Socialdemokratiet må holde fast i arbejder- og provinsstrategien” , at det ikke er rigtigt, at S har mistet sin base i landet største byer, fordi partiet i disse byer ”ligger på eller over landsgennemsnittet”. Og ”under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet orienteret sig imod arbejderklassen og den lavere middelklasse, og i dag bor de typisk i storbyernes forstæder eller – nok så tit – i købstæder og stationsbyer.” Det er, efter Lars Olsens mening, regeringens og socialdemokratiets stærke mærkesager ”stram udlændingepolitik, midtsøgende klimapolitik og udflytning af uddannelser” der er fundamentet for regeringsmagten. ​​ For ”det eneste ”røde” parti med landsdækkende appel til arbejder-klassen er Socialdemokratiet” og derfor gør regeringen klogt i at ”fastholde arbejder- og provinsstrategien. Ellers ender også Danmark med et arbejderparti uden arbejdere.”

Venstrefløjens akilleshæl

Og her er i samme åndedrag ELs og SFs akilleshæl - nemlig klassesammensætningen af de to partiers vælgere. For partier, der har en radikal ændring af magtforholdene herunder ændringer i ejendomsretten til produktionsmidlerne på programmet, må det bekymre, at forbindelsen til arbejderklassen er så svag, som den er. Det er og bliver fundamentalt for socialistiske partier, at det er magtforholdene i produktionen, der er afgørende i kampen om samfundets indretning, og derfor også sådanne partiers tilslutning i arbejderklassen. I København har EL ikke eksplicit villet erklære sig som partiet for lav- og mellem-indkomsterne, men satsede på de mellemlag, der efterhånden udgør majoriteten blandt storbyens vælgere. Hertil kommer at arbejderklassens sammensætning i de store byer også har ændret sig i retning af servicefagene, der ofte ikke har særligt stærke organiseringstraditioner, og hvor prekære ansættelsesformer vinder frem i takt med, at mange job varetages af udlændige eller indvandrere. Alt i alt er klassesituationen flydende, og en klasseanalyse af det moderne samfund i allerhøjeste grad påkrævet – arbejderklassen anno 2021 er noget andet end B&W og olieplettede hænder.

Men der er også kræfter i S, der nu advarer mod ensidigheden i regeringens og partiets politik og kræver, at partiet igen skal være et folkeparti, der kan rumme både intelligentsiaen og arbejderklassen. Og her bliver det interessant at se, om Frederiksberg kan blive en slags laboratorium og model for et centrum-venstre samarbejde mellem S, EL og SF. Det forlyder i hvert fald, at det er det, den nyvalgte, socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, ønsker at vise.

”Vi københavnere betaler godt nok 22 kroner for en tebirkes, men vi er ikke komplette idioter”. Under denne overskrift analyserer Magnus Barsø i Politiken 27. november årsagerne til socialdemokraternes historiske nederlag i København og mener, at det kræver en ideologisk selvransagelse. Når folk som Lars Olsen beskriver storbyens vælgere som ”velbjærgede klimafanatikere”, ”bør [det] næppe undre, at tusinder af københavnere tager midlertidigt ophold på den yderste venstrefløj. Vi betaler måske 22 kroner for en tebirkes, men vi er ikke komplette idioter.” Barsøe beskriver vælgervandringerne i København som: ”Afskalningen til højre er en hudafskrabning. Afskalningen til venstre er et åbenstående kødsår.” Men selvom S selv er ude om nederlaget, så mener Barsøe, at hvis centrum-venstre skal have regeringsmagten, skal S være stærkt og tage ved lære af de ”kommunale valgtæsk”.

EL størst i København

København var det sted, hvor Enhedslisten fik størst fremgang og nu samlet set er Københavns største parti med 24,6 % (+6,2 %) med S på andenpladsen med 17,2 % (-10,4 %) fulgt af De Konservative 13,1% (+7,5 %), mens SF fik 11 % (+2,7 %). Alligevel endte socialdemokraten Sophie Hæstorp som overborgmester - selvom Enhedslistens Line Barfod fik flest personlige stemmer - fordi Hæstorp blev indstillet af det store valgforbund, der omfatter de borgerlige partier, mens EL gik sammen SF, Alternativet og en række småpartier og -lister i det lille valgforbund. Til gengæld endte EL med to borgmesterposter: Teknik- og miljø til Line Barfod og socialområdet til Karina Vestergaard.

Efter en tam opstart på de interne linjer, hvor EL havde udformet valgparoler som ”En ny retning for København”, ”Plads til anstændighed” osv. - der for de flestes vedkommende var apolitiske og intetsigende, men som ’Christiansborg’-fløjen, der dominerer i den københavnske by-ledelse, havde valgt for at ’kunne tiltrække andre end kernevælgerne’ - viste det sig, at boligpolitikken, som i hvert fald dele af venstrefløjen i EL i København havde forstået, blev omdrejningspunktet for kampen mellem EL og S om byens vælgere. Derfor udsendte den københavnske valgkampsledelse et udspil ”Boliger til mennesker – ikke spekulanter” dagen før, valgkampen gik i gang 20. oktober.

Byudvikling og boligpolitik er omdrejningspunkterne

Udspillet er et frontalt angreb på den socialdemokratiske byudviklingsmodel, der blev taget i brug efter den daværende overborgmester Kramer Mikkelsens ide og har By & Havn som omdrejningspunkt. Kravene er, at fremover skal lokalplanerne indeholde en forpligtelse for bygherrerne til at bygge 75 % billige lejeboliger; kommunen skal yde lån eller stille garantier, så der kan bygges flere almene eller profitfri boliger; og endelig skal der oprettes en kommunal jordfond, der vil betyde en grundlæggende forandring af By & Havn fra at være en organisation til at finansiere metrogælden til at blive en demokratisk byudviklingsorganisation, der finansierer billige boliger.

Den store svaghed er, at de fleste af disse tiltag kræver lovændringer. Og hvordan forestiller man sig, at man kan tvinge en S-regering til det? Det gør man heller ikke, fordi man i sædvanlig Christiansborg-stil skriver, at ”der er tale om lovændringer, som en socialdemokratisk regering bør kunne støtte, hvis partiet mener det alvorligt, når de siger, at de ønsker flere billige boliger i København.” ​​ 

Alligevel mener EL, at man faktisk efter valget kan gå i gang med en række foranstaltninger: Bruge ejermajoriteten i By & Havn til at gennemtrumfe, at der skal bygges 75 % billige boliger i nybyggeri, bruge hjemfalds-pligten, der hvor den eksisterer, til at tvinge private ejere til at sælge byggerier tilbage til kommunen og endelig at opkøbe statens grunde og ejendomme.

Det er klart, at ELs boligpolitiske forslag er en alvorlig torn i siden på S. Men S’ politiske ordfører i Borgerrepræsentationen, Jonas Bjørn Jensen forsvarer i et interview i Information By & Havn-modellen med, at den er ’socialistisk’, fordi man lader et offentligt ejet selskab byggemodne sine grunde og ’drive byudviklingen’; Overskuddet fra salget af grundene investerer man i infrastruktur. Det er desværre bare ikke sådan, det har fungeret. By & Havn har solgt sine grunde til markedspris, fordi selskabet pr. lovgivningen skal ”agere forretningsmæssigt”. Resultatet har naturligvis været et pyramidespil, der har medført en yderligere marginalisering af byens lav- og mellem-indkomstgrupper, Socialdemokratiets traditionelle vælgergrundlag. Og en af resultaterne af S’ mangeårige politik har været, at lavindkomstgrupperne er forjaget til forstæderne uden for de store byer.

De dårlige boligforhold i København medførte i begyndelsen af halvtredserne, at man påbegyndte udflytningen fra byen og byggede boliger, der gav lys og luft til arbejderklassen i forstæderne. Den store udflytning tog yderligere fart, efter byen var ved at gå fallit, og Kramer fik ideen til det pyramidespil, der hedder By & Havn. Det, man først troede var normale konjunkturudsving med midlertidig nedlæggelse af industriarbejdspladser, viste sig at være begyndelsen på den strukturelle omlægning, verdenskapitalismen var på vej ind i, globaliseringen - industriarbejdspladserne kom ikke tilbage. Ideen var derfor dels at tiltrække nye typer arbejdspladser i den tertiære sektor (f.eks. IT, finans) og dels veluddannede unge par med to pæne indkomster, der kunne betjene de nye typer arbejdspladser og dermed få gang i skattebetalingen i byen.

S gik derfor i gang med at realisere denne plan, der samtidig fjernede partiets traditionelle vælgergrundlag i byen. Nu sidder man så i saksen, fordi demografien og klassesammensætningen har udviklet sig i den ønskede retning - vi er endt i en situation, der minder om apartheidtidens Sydafrika: Hver dag pendler i titusindvis arbejdere fra forstæderne uden for kommunen, ja, fra hele Sjælland til byen, udfører deres arbejde, og tager om aftenen den lange vej hjem. De er ikke længere en integreret del af den by, de betjener. De fattige bor på Vestegnen og resten af Sjælland - de rige pendlere i Nordsjælland og de nordlige forstæder.

Det kan man læse nærmere om i Hanne Schmidts Solidaritet-kronik ”Socialdemokraternes fortælling om billige boliger er en løgn” og i Peter Schultz Jørgensens fine bog ”Opgøret om København”.

By & Havn bider naturligvis ikke den hånd, der fodrer selskabet; og man havde nok set skriften på væggen, da man på et bestyrelsesmøde i november vedtog, at man ”ved at tilrettelægge salgsprocessen på en ny måde, vil … forsøge at opprioritere den sociale bæredygtighed”. Det står tilbage at se, hvad det i realiteten betyder, og den socialdemokratiske regering, der jo har travlt med at genetablere forbindelsen til arbejderklassen, kunne formodentligt også se skriften på væggen, da den med – nogle – af støttepartierne 26. november kunne indgå en aftale om det boligudspil om støtte til opførelse af almene boliger, man som hjælp til et trængt Socialdemokrati i hovedstaden allerede var kommet med i midten af oktober. Der afsættes ifølge aftalen 35 mia. kr. frem til 2035, noget der ifølge boligminister Kaare Dybvad skulle sikre ca. 22.000 boliger. Man skal bare lige huske på, at pengene er smurt tyndt ud både i tid og rum, og derfor formodentligt ikke vil stille hverken EL eller SF tilfreds.

For By & Havn er desperat. Man er nemlig ved at løbe tør for byggegrunde og derfor har man presset og lobbyeret som vanvittige for at få Lynetteholmen vedtaget. Uden jord, ingen By & Havn. Og ligesom et dyr, der er trængt op i en krog, slår denne socialdemokratiske stat-i-staten med Kim Benzon Knudsens ord i Politiken d. 11. december desperat om sig:

”Selskabet er i trådt ind i den politiske debat, på én side, med én sag, og har kastet hele sit topprofessionelle apparat ind i bestræbelserne på at tvinge projektet igennem. I en sky af usandheder, men med enorme ressourcer til sin rådighed. Ressourcer, som hverken ministerierne, kommunerne, politikerne eller borgerne kan matche. Godt 120 ansatte. Heraf mange højtbetalte lobbyister og en stort set ubegrænset ret til at optage lån til finansiering af aktiviteter. Det er helt ude af kontrol.” (”By & Havn er blevet en trussel mod demokratiet”)

Det er på tide at venstrefløjen intensiverer kampen mod By & Havns misregimente og manipulationer, og mon ikke der skulle være gode muligheder her, for der er allerede en solid mobilisering i den københavnske befolkning? En koordineret indsats mellem aktivister, partiafdelingerne, grupperne på rådhuset og folketingsgrupperne har et stort potentiale.

Nye politiske muligheder?

Andre mener, at der - når valgkampens støv har lagt - er potentiale til et samarbejde mellem primært Enhedslisten og S på Københavns rådhus. Således Informations Sebastian Gjerding, der i en leder 30. november skriver, at ”Fonden for blandede byer” ikke er den endelige løsning på problemet, men et stort skridt i den rigtige retning, da den fjerner nogle af de blokeringer, der står i vejen for, at Enhedslisten og Socialdemokratiet kan samarbejde konstruktivt om boligpolitikken i København … og parkere diskussionen om, hvem der har skylden for fortidens fejl for en stund og realisere de billige boliger så hurtigt som muligt”.

Den samme holdning udtrykker tidligere skoleborgmester Per Bregengaard i en analyse på Solidaritet 27. november af valget, hvor han skriver, at mandatfordelingen på rådhuset nu betyder, at der er et flertal af SF, Radikale, Alternativet og Enhedslisten. Potentielt kunne denne gruppe af ​​ partier udgøre et grønt flertal uden om S, der kunne gøre det svært for S at fortsætte med at tryne de andre partier under budgetforhandlingerne, som man har gjort det i mange år: ”Det nye flertal kan bruges til at skabe et kursskifte i politikken for udvikling af en by, der repræsenterer det grønne frirum, natur- og miljøhensyn.” Bregengaard forudser derfor også, at S bliver nødt til at forandre sin kurs og sin byudviklingsstrategi i en mere grøn retning, ellers risikerer partiet isolation og fortsat nedtur. ​​ Den holdning, der kommer til udtryk i Informations leder og Bregengaards analyse, ligger meget tæt op ad de holdninger, som ELs nye borgmester for teknik og miljø, Line Barfod gav udtryk for før valget, hvor hun udtrykte håb om en ’boligpagt’ med S efter valget.

Hvad kan lade sig gøre?

Spørgsmålet er så, hvor langt man kommer. Ikke fordi den gode vilje mangler, men fordi der er så mange begrænsninger i en borgmesterpost og i det, som et flertal i en kommune kan gøre - selv i København. En borgmester kan hverken ansætte, fyre eller sagsbehandle , og at gennemføre sine mærkesager vil ofte både kræve flertal i ressortområdets politiske udvalg, et flertal i borgerrepræsentationen og til tider lovændringer. Så Hanne Schmidts polemiske spørgsmål i en kronik på Solidaritet 12. december: ”Teknik og miljøborgmester er en uriaspost. Hvorfor vil Enhedslisten have den?” og ”hvorfor insisterer Enhedslisten på at forvalte den nyliberale boligpolitik i hovedstaden?” er faktisk yderst vigtige at få besvaret.

Og når man ikke kan komme særlig langt formelt, må der andre metoder til, metoder som man i hvert fald for ELs vedkommende har savnet i den foregående valgperiode. Her kan man især bide mærke i, hvor lidt EL har formået at være i medierne i perioden. Man læser tilsyneladende ikke aviser og har stort set kun reageret på medierne, men ikke formået eller interesseret sig for at forsøge at sætte en dagsorden før lige op til kommunalvalget. Og dette ’man’ omfatter ikke blot den afgåede borgmester, men sandelig også partiets Københavns-ledelse og BR-gruppen. Her er der god plads til refleksion.

En reel venstrefløjspolitik, der fastholder perspektiverne for radikale samfundsforan-dringer, kræver først og fremmest politisk tæft for konstant kontakt med de mange aktivistgrupper og interessegrupper og de respektive venstrefløjspartiers afdelinger, som er noget af det, der gør hovedstaden så tiltrækkende for politisk arbejde på venstrefløjen. Vel at mærke en kontakt, der ikke betyder, at man blot agerer som tragt for interesse- og aktivistgruppernes krav, men formår at indpasse dem i den helhedspolitik, man som politisk parti skal føre. Til en sådan helhedspolitik hører også et tæt samarbejde med partiernes folketingsgrupper – boligpolitik er jo i høj grad en landspolitisk sag. ​​ 

En lavthængende frugt, som i hvert fald EL og SF i deres borgmesterperioder helt og aldeles har forsømt, er at forsøge at gøre deres respektive forvaltningsområder til byens bedste for borgerne. Især teknik- og miljøforvaltningen er et monstrum, hvis borgervenlighed, sagsbehandlingsgang og gennemsigtighed for borgerne har nået DDRske dimensioner. Her er der rigeligt ’room for improvement’ for en EL-borgmester med et så solidt valgresultat bag sig, som Line Barfod har. Hvis man formår at gennemføre en sådan fornyelse af embedsapparatet og vel at mærke ikke går stille med dørene med forsøget, står man langt stærkere ved næste valg. Og så vil Carsten Mai få det langt sværere med sine konstante angreb på venstrefløjen og især EL i de københavnske lokalaviser i sin klumme ”Mai og Rådhuset”.

Man vil nok også skæve til, om det lykkes Frederiksbergs nye S-borgmester Vindfeldt i sin kommune at lave en holdbar model for en ’folkefront’ mellem S, SF og EL, som der er lagt op til.

Venstrefløjen og især EL kan godt regnes blandt vinderne af kommunal- og regionsvalgene; men fremgangen er dog meget ulige fordelt både geografisk og i forhold til vælgergrupper (klassetilhørsforhold). Og i den store fremgang i København og på Bornholm ligger også kimen til et nederlag ved næste valg, hvis ikke fremgangen kan omsættes til mærkbare resultater, fordi vælgernes forventninger til EL ikke indfries. For en valgsejr forpligter. ​​