Hvad lærte vi af Lützerath? (og om De Grønne)

Da billederne fra Lützerath ramte nyhedsfladerne den 10. januar 2023, var det en klar påmindelse om, at profit på planetarisk ødelæggelse vil blive beskyttet – om nødvendigt med vold og frihedsberøvelse.

Det multinationale, tyske energiselskab RWEs grådighed må ikke stå over beskyttelse af mennesker og klimaet, sagde Greta Thunberg, som var en af de mange anholdte ved demonstrationen. Samme uge erklærede FN’s generalsekretær Antonio Guterres, at olieselskaberne – som har siddet på egne forskningsresultater, der viste, at deres produkt overopheder planeten – må stilles til ansvar for deres forbrydelser. 

En miljøaktivist dræbes hver anden dag

Virkeligheden er ikke desto mindre, at grådigheden står over beskyttelsen af mennesker og klimaet, så længe virksomhederne har loven på deres side. Mange steder i verden myrdes aktivister af politiet eller af private selskabers dødspatruljer. En rapport fra ngo’en Global Witness fra 2022 viste, at mere end 1700 miljøaktivister var blevet dræbt det seneste årti. Ét menneske hver anden dag. 

Problemet med alverdens miljølovgivninger, selv de mest avancerede, er, at kun visse former for forurening er ulovligt, mens massiv forurening af planetens atmosfære med kuldioxid ikke er ulovligt. Det samme med eksempelvis skovrydning. Nogle gange foregår skovhugst og planlagt afbrænding for landbrugsjord og græsning til slagtekvæg ulovligt, som set især i Amazonas.

Men skovrydningen er pludselig ikke længere ulovlig, når først selskaberne kan fremvise skøde på jorden. Vupti, så er det legal ødelæggelse. Det er kapitalismens grundpille – den private ejendomsret. Stiller vi os i vejen med vores kroppe for at forhindre økocid, krænker vi ejendomsretten (privat eller statslig), og vi bliver opfattet som de kriminelle i et system, hvor retfærdighed er vendt på hovedet. Som Sara Ayech, global klima-kampagneleder i Greenpeace sagde det:

“Vi er i 2023 midt i en klimakrise, og selvom ødelæggelse af en landsby for at udvide en af de største kulstofbomber i Europa bør betragtes som kriminelt, er det stadig lovligt. Fossile brændstofselskabers indflydelse er så stærk, at de, der betragtes som kriminelle nu, er dem, der kæmper for klimaretfærdighed. Det er på tide at stille fossile energivirksomheder til ansvar.”

Ved ordet kulstofbombe forstås et foreslået eller eksisterende udvindingsprojekt for fossilt brændsel (en kulmine, olie- eller gasprojekt), der ville resultere i mere end 1 gigaton CO₂-emissioner.

“Stiller vi os i vejen med vores kroppe for at forhindre økocid, krænker vi ejendomsretten (privat eller statslig), og vi bliver opfattet som de kriminelle i et system, hvor retfærdighed er vendt på hovedet.”

De Grønne – på den forkerte side i kampen

Brunkullet, som energigiganten RWE på den ene side og klimagrupper som Lützi Lebt, Ende Gelände, XR m.fl. på den anden, har kæmpet om de seneste to år, vil efter afbrænding over de næste otte år have udledt 280 millioner tons C0₂ – svarende til udledningen fra hele Tysklands bilpark på to år. En mere indlysende kamp burde være svært at forestille sig for klima- og miljøforkæmpere. Men åbenbart ikke for verdens største grønne parti, tyske De Grønne, der har siddet i regering over flere omgange og er i europæisk fællesparti med danske SF.

Hvis det – i tråd med FN’s generalsekretærs, Greta Thunbergs og Greenpeace’s logik – er en forbrydelse at skade planeten og livet på den imod bedre vidende, er der næppe den forbrydelse, De Grønne ikke vil være med på, når de riges og magtfuldes interesser skal beskyttes. Partiet, der i starten af 1980’erne rykkede ind i Forbundsdagen med blomsterkranse og fredsduer og en baggrund i det antiautoritære Nye Venstre, fredsbevægelsen, NATO-modstand, miljø- og antiatomenergi-bevægelserne, er i dag hardliners, både når det gælder støtte til krig og våben, og i forhold til at beskytte de rige forurenere indenrigs.

Som i Æsops fabel om haren og skildpadden var De Grønne ligesom haren altid foran, når aktivisterne – hvoraf mange var medlemmer af De Grønne! – kom til næste forhindring i kampen: “Vi er her allerede”.

Robert Habeck, den ene af De Grønnes to partiledere, er økonomi- og klimaminister samt vicekansler i Olof Scholz’s “trafiklysregering” bestående af socialdemokrater, grønne og liberale. Mona Neubaur fra De Grønne er ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, Tysklands største delstat med 18 millioner indbyggere. De to – som formentlig er verdens mest magtfulde “grønne” politikere – har begge stemt for aftalen om at lade RWE udvinde langt mere kul end de oprindelige koncessioner. Forholdet mellem RWE og deltstats-regeringen bestående af De Grønne og Kristendemokraterne er så tæt, at mange nu bare taler om “NRWE”. Og modstanden mod klimaforkæmperne har været på alle niveauer, storpolitisk og på ‘slagmarken’.

“Robert Habeck.. og Mona Neubaur, …. som formentlig er verdens mest magtfulde “grønne” politikere – har begge stemt for aftalen om at lade RWE udvinde langt mere kul end de oprindelige koncessioner.”

Intern strid i De Grønne

I en portrætartikel i Dagbladet Information om Tysklands ledende klimaaktivist Luisa Neubauer, som selv er medlem af De Grønne, lyder det: 

“Allerede dagen efter muddershowet sad Luisa Neubauer i talkshowet Anne Will og talte til millioner af tyskeres klimapolitiske bevidsthed – til dels med hårde angreb på partileder Ricarda Lang fra De Grønne, som Neubauer anklagede for en »forræderisk klimapolitik«. Og i denne uge har hun været en af de mest citerede og omdiskuterede stemmer i den tyske presse med sit gentagne budskab: At Tyskland i 2022 igen ikke levede op til sine klimamål og atter havde en stigende CO₂-udledning, ikke mindst som følge af kulkraftens renæssance.”

Klimaaktivisten, der dagen før havde været blandt de mange anholdte i Lützerath, angriber videre sit partis forfejlede moderate strategi og knæfald for storkapitalens krav på at forurene:

“De Grønnes realpolitik har spillet fallit i Lützerath. Man har forsøgt at gøre alting rigtigt for alle: at slukke RWE’s tørst efter profit og at gå arm i arm med klimabevægelsen. Og i konflikten mellem fossil profit på den ene side og civilsamfundet og menneskets livsgrundlag på den anden side har man valgt den fossile profit.”

Den grønne klimaminister Habeck har forsøgt at gyde olie på vandene over for sit politiske bagland og klimabevægelsen ved en aftale med RWE om, at energigiganten udfaser kuludvindingen fra 2030 i stedet for som oprindeligt aftalt i 2038. Spin og greenwashing, lyder modsvaret, da enhver regering, med eller uden De Grønne, vil kunne tilbagerulle lovgivningen, så RWE, ligesom brunkulsminerne i det østlige Tyskland, kan fortsætte det sorte profiteventyr til og med 2038. 

Trafiklysregeringens lovforslag om at udvide kuludvindingen blev vedtaget med overvældende flertal i Forbundsdagen, efter at De Grønne og regeringspartnerne retfærdiggjorde forslaget med de voldsomme konsekvenser af sanktionerne mod Rusland – som de selv havde presset hårdest på for. Således blev det oprindeligt miljøforkæmpende og pacifistiske parti De Grønnes sorte politik og den voldelige rydning af Lützerath resultat af egen krigspolitik.

“Det nydannede grønne partis program forkastede klassespørgsmålet og udpegede alene mennesket som problemet.”

Også i ‘krigen’ mod demonstranter og aktivister, der i Lützerath stillede deres kroppe i vejen for gravemaskinerne, stod et mangeårigt medlem af De Grønne i spidsen for hæren af tusinder af peberspray-, knippel- og vandkanon-bevæbnede politifolk indkaldt fra hele landet. Aachens grønne politimester Dirk Weinspach [6], som kan takke sit parti for sit embede, udtalte efterfølgende til pressen, at han da helst havde været foruden disse billeder. Mon det var billeder af knippelsuppe til unge partikammerater, han tænkte på? En ambulancelæge udtalte, at de stod med et højt “to-trecifret antal sårede”, nogle med livstruende skader.

Klimakamp og klassekamp

Da De Grønne blev dannet i 1980 var det med baggrund i både antikapitalistiske grupper og miljøgrupper. En af partiets mest berømte figurer, den fransk-tyske studenterleder fra 1968-opstanden i Paris, Daniel Cohn-Bendit, var del af den yderste antiautoritære venstrefløj. Men det nydannede grønne partis program forkastede klassespørgsmålet og udpegede alene mennesket som problemet. Hermed var der åbnet en front for en økologi, der allierede sig med kapitalismen uden noget perspektiv for samfundsforandring – hvad vi i dag kender som “grøn vækst” og “grøn kapitalisme”. Når klimaaktivister nu forsøger at forstå, hvordan De Grønne blev et militaristisk Lov & Orden-parti, der undertrykker klimaaktivister, kommer den klassiske “magt korrumperer” logik til kort.

Når blindheden for at fordele velstand, velfærd og privilegier er dybt ulige fordelt mellem forskellige klasser, tabes mange af de værdier – de grønne engang troede på og kæmpede for – af syne oppe fra det elitære elfenbenstårn. Det sociale og det grønne må følges, så fattige tyskere og europæere kan se sig selv i klimaomstillingen. Og så global klimaretfærdighed og tilbagebetaling af de rige landes klimagæld kan løfte verdens fattigste i det globale syd.

“Her i landet kan der være store demonstrationer og strejker på vej, når regeringen vil stjæle fritid, for at finansiere unødvendig og klimaskadelig oprustning, mens arbejderfamilier får udhulet købekraften over for inflationen.”

Det er primært de velbeslåede urbane øvre middel- og overklasser, der er De Grønnes sociale base. Miljøpolitik er blevet noget, højtuddannede karrierepolitikere med daglig kollegial omgang med de andre systembevarende kræfter på magtens bonede gulve tager sig af i et moderne politisk spejlbillede af det kapitalistiske markedssystem, hvor noget-for-noget og studehandler former ‘realpolitikken’. Så man glider vedvarende til højre og smelter sammen med det system, der slår hårdt ned på sociale og økologiske oprør fra neden. Det er ikke folket, der skal forandre – og folket skal absolut ikke gå i vejen for private virksomheders gravemaskiner!

Men det skal vi. Oprør er godt. Posen skal rystes. Det er tværtimod status quo og såkaldt lov og orden, der er problemet. Klimabevægelsers massedemonstrationer og disruption, ikkevoldelig civil ulydighed, BLM og LGBT-bevægelser, arbejderkampe i Frankrig og England, ulmende revolutioner i Iran og Sudan, er alle aktuelle oprør fra neden, der giver håb om, at almindelige mennesker sammen kan ændre historien og tilkæmpe sig vigtige sociale og demokratiske forandringer. Meget tyder på, der også her i landet kan være store demonstrationer og strejker på vej, når regeringen vil stjæle fritid for at finansiere unødvendig og klimaskadelig oprustning, mens arbejderfamilier får udhulet købekraften over for inflationen. Og dét tilmed i en tid, hvor det er blevet almindelig viden, at vi bør arbejde mindre og forbruge og forurene mindre af hensyn til klimaet.

En ungdomsgenerations klimaaktivister, der rasende og fremtidsangst over forrige generationers systemiske svigt kæmper for deres fremtid og for livet på planeten. De mange grønne og sociale bevægelser. Oprindelige folks kamp for land og overlevelse. Og den organiserede arbejderklasses sociale oprør. Tilsammen og i solidaritet er de dem, der kan bane vejen til enden for fossil afbrænding, for vækstvanvid og miljøødelæggelse, og for den gabende ulighed mellem top og bund og mellem nord og syd. De kan skabe en omvæltning, der kan stoppe den aktuelle kurs ud over afgrunden.

De tyske klimaaktivister i Ende Gelände udtrykker oprørsk efter polititæsk og vandkanoner viljen til, som skildpadden mod haren, at slide sig til sejren i sidste ende:

“Jeres forretningsmodel ødelægger vores levebrød. Jeres normalitet er vores helvede. Vi lader os ikke skræmme og forbliver jeres #investeringsrisiko, uanset hvilke aftaler I laver mellem hinanden.

Vi vil have klimaretfærdighed — og lad det gå lidt tjept!”