10 min. læsetid

EU’s politik er ikke folkets politik. Det er endnu en gang tydeligt i spillet om, hvordan de mange milliarder skal fordeles.


Af Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU

En underviser står foran sit hold nye universitetsstuderende. De studerende har alle fået topkarakterer på gymnasiet. De følger meget med i politik, og er typerne, der klarer sig godt i Bezzerwizzer. Underviseren smiler lidt, inden hun stiller sit simple spørgsmål:

”Hvad er politik?”

De boglige, politisk bevidste statskundskabsstuderende på Københavns Universitet ser lige pludselig helt forvirrede og fortabte ud.

Til undervisningen den dag i Politologisk Grundkursus i 2013 lærte jeg og mine medstuderende en af de mest udbredte definitioner. Den kom fra den amerikanske politolog Harold Lasswell. Laswell siger, at ”Politik er hvem får hvad, hvornår og hvordan.”

Man kan sagtens argumentere for, at politik er andet og mere. Men de fleste vil nok mene, at fordeling af goder er en central og grundlæggende del af politik.

“Over for Jyllands-Posten udtalte statsminister Mette Frederiksen i efteråret 2019 følgende om budgetforslaget: ”Det er jo fuldstændig gak!” Statsministeren har fuldstændig ret.”

En af de vigtigste rammer for, hvordan vi i Europa forvalter hvem, der får hvad, hvornår og hvordan er vores offentlige budgetter. Hvor mange penge – der sættes af til hjemmeplejen i kommunalbudgettet og til minimumsnormeringer på finansloven – er jo afgørende for, hvilke politiske ønsker der kan indfries.

EU-budgettet for 2021-2027 – Hvem får hvad, hvornår og hvordan

På samme måde er det kommende 7-årige EU-budget for 2021-2027 afgørende for, hvilken politisk linje EU fører. Kommissionen er kommet med et udspil, hvor Danmark skal betale 6 mia. kr. mere om året. Det, Kommissionen ønsker, vi skal betale mere om året, svarer altså til 12 gange så meget, som der blev afsat til minimumsnormeringer på dette års finanslov. Der er siden kommet et ”kompromisforslag” fra rådsformanden Charles Michels, hvor Danmark skal betale 5 mia. kr. mere om året (eller 10 gange så meget, som der blev afsat til minimumsnormeringer i år). Det er altså ikke småpenge.

Over for Jyllands-Posten udtalte statsminister Mette Frederiksen i efteråret 2019 følgende om budgetforslaget: ”Det er jo fuldstændig gak!”

Statsministeren har fuldstændig ret.

Gak for alle pengene

Danmark betaler i forvejen 22,6 mia. kr. om året til EU. Vi får en del tilbage, særligt gennem landbrugsstøtte, men vi betaler mere, end vi giver. Hvis pengene blev brugt fornuftigt – f.eks. på at gøre landende mere klimavenlige – kunne man sagtens argumentere for, at Danmark som et relativt velstående land skulle bidrage lidt ekstra.

Når jeg uforbeholdent bakker op om ordet ”gak” som den mest præcise beskrivelse af, hvad Kommissionen i efteråret og siden har lagt op til, er det fordi, at pengene på ingen måde bliver brugt fornuftigt i EU. Jeg så derfor hellere, at de blev forvaltet fornuftigt af folkevalgte politikere (og dermed ikke af EU).

20. februar var statsministeren i Bruxelles og forhandle om budgettet, og da man ikke nåede til enighed, fortsætter forhandlingerne på et senere møde. Folketinget har bakket op om linjen – at Danmark fortsat skal betale 1 % af vores bruttonationalindkomst (BNI). Derudover lyder det i forhandlingsmandatet, at der skal bruges mere på klimaindsatser, end det før har været tilfældet. I Folkebevægelsen mener vi, at klimaambitionerne i mandatet burde have været endnu højere. Ellers synes vi nu, at det overordnet set er et ret fornuftigt mandat: Vi skal i hvert fald ikke bruge en større del af vores BNI på EU, end vi i forvejen gør.

Det synes EU nu, at vi skal. Det skyldes dels, at nettobidragsyderen Storbritannien har forladt EU, og at der derfor alt andet lige fremover vil være færre penge i EU’s kasse. Det er jo rigtigt nok. Over for Danmark bruger EU desuden den argumentation, at der skal være flere penge til vigtige prioriteringer som klimaet og kontrol ved de ydre grænser – to prioriteringer, regeringen har lagt særlig vægt på. Det, Kommissionen underspiller i sin argumentation, er, at de prioriteter kan finansieres ved omprioritering i budgettet – uden at landene betaler mere. Desuden er klimaprioriteringen mere greenwashing end den seriøse klimapolitik, Europas lande har brug for.

EU mener Danmark skal betale mere til budgettet, blandt andet fordi Storbritannien forlader unionen. Pengene skal blandt andet bruges til klimaprioritering og det eksterne grænsesamarbejde, ‘Frontex’. “Det er en pænere måde at sige, at EU skal bruge penge på at holde migranterne ude”, mener Susanna Dyre-Greensite. Foto: Schengen Visa Info.

Klimaskadelig EU-landbrugsstøtte

Den største bid af EU’s budget er landbrugsstøtten. Der er lagt op til, at landbrugsstøtten denne gang skal fylde cirka en tredjedel af det samlede budget. Det er lidt mindre end tidligere, men stadigvæk rigtig meget, når man tænker på, at det i kroner bliver til 2.460.000.000.000 kr. over de 7 år, budgettet varer.

Der er meget, der gør landbrugsstøtten problematisk. Fra et biodiversitets-perspektiv er landbrugsmilliarderne problematisk, fordi landmænd bliver trukket i landbrugsstøtte, hvis de lader en del af deres marker stå med træer eller uslået græs. Fra et internationalt perspektiv er støtten problematisk, fordi stærkt subsidieret europæisk landbrug udkonkurrerer og kvæler lokalt landbrug i mange fattige lande. Der er desuden talrige eksempler på utilstrækkelig kontrol med de mange midler.

Særligt fra et klimaperspektiv er støtten helt forkert skruet sammen. Den går mest til stort, konventionelt landbrug. Den støtte, der tidligere har været øremærket til grønne projekter, har ikke haft den ønskede klimaeffekt. Nu lægges der op til, at 40 % af landbrugsstøtten skal gå til grønne projekter, men der er stadig ikke strenge krav, som sikrer, at de nye projekter bliver mere virkningsfulde end de gamle.

Hvis man virkelig ville hjælpe klimaet, ville det være oplagt at skære massivt i landbrugsstøtten og derudover sikre, at de midler – der blev afsat til klimaprojekter – også rent faktisk blev brugt til at hjælpe klimaet. Der er også klimapoint at hente og penge at spare ved at stoppe støtte til fossile brændsler og biomasse.

Alt i alt giver det altså ikke mening at sige, at vi skal sende flere penge til EU på grund af klimaet. Klimaet er ellers noget, der er værd at investere i.

Klima og migration?

Det andet argument EU bruger over for Danmark er, at EU skal styrke indsatsen ved de ydre grænser. Det er en pænere måde at sige, at EU skal bruge penge på at holde migranterne ude.

EU har allerede gjort meget på denne front, særligt i form af aftaler med Tyrkiet og Libyen om at holde migranterne i deres lande. Aftalerne har resulteret i, at færre asylansøgere er kommet til EU. De har dog også fået massiv kritik fra menneskerettighedsorganisationer for at se stort på basale menneskeretslige principper. EU har bl.a. trænet dele af den libyske kystvagt, som er kendt for at bruge voldelige metoder for at tilbageholde folk. Desuden betaler EU for flygtningelejre i Syrien og Tyrkiet, hvor folk bliver mishandlet.

Under overskriften at ”fremme europæisk levevis” ønsker EU nu at udvide sit projekt med at styrke de ydre grænser. Foruden at aftalerne med Libyen og Tyrkiet fortsætter, skal det bl.a. ske ved, at man ansætter 10.000 i EU’s grænse- og kystvagt.

Jeg anerkender, at der ikke er nemme svar på, hvordan europæiske lande bør agere i forhold til flygtninge- og migrant-spørgsmål. Men når man betragter menneskerets-perspektivet, er det en kraftig overvejelse værd, om det er rigtigt at bruge endnu flere skattekroner på netop EU’s linje.

Nye initiativer ved grænsen er ikke det eneste nye, EU har med i budgettet. En historisk stor del af budgettet skal gå til sikkerheds- og forsvars-initiativer. F.eks. er der lagt op til, at over 80 mio. kr. skal gå til EU’s forsvarsfond. Forsvarsfonden subsidierer bl.a. våbenindustrien – herunder virksomheder, der eksporterer til diktaturstater. Faktisk er det land, EU-landene samlet set eksporterer flest våben til, Saudi Arabien. Danmark bidrager til forsvarsfonden trods vores forbehold. Forsvarsfonden er endnu et oplagt sted at skære.

Der er mange interessante dele af EU’s budget, man kunne dykke ned i. Der er rigeligt med steder, man med fordel kunne skære, hvis man ville sætte penge af til nye initiativer eller gøre op for de penge, Storbritannien ikke længere betaler. Apropos Brexit burde EU nok overveje, om det er smart at bruge flere endnu flere skattekroner på projekter, der ikke er støttet af folket.

EU’s Forsvarsfond subsidierer bl.a. medlemslandenes våbenindustri. Samlet er Saudi Arabien den største aftager af våben fra EU, men også andre diktaturstater køber ind her. Illustration: Theo Moudakis

Hvem får hvad i EU?

Diskussionen om, hvor meget mere af en del af en procent af Danmarks BNI, vi skal bruge på EU, kan lyde triviel. For mig er størrelsen på budgettet bestemt heller ikke den vigtigste grund til at være EU-modstander. Samtidig er det heller ikke svært at komme i tanke om steder, hvor Danmark kunne bruge de 3 mia. kr. om året – som adskiller Danmarks udspil fra Kommissionens.

“EU’s budget viser noget grundlæggende vigtigt om EU’s politik: Det er ikke folkets ønsker, der vejer tungest.”

Desuden viser EU’s budget noget grundlæggende vigtigt om EU’s politik: Det er ikke folkets ønsker, der vejer tungest. Hvis det var det, var der oven på et klimavalg blevet fremlagt et egentligt klimavenligt budget. Hvis det var det, ville særinteresser inden for våbenindustrien ikke tage så central en plads. Hvis folkets ønsker skulle tilgodeses, burde folkevalgte politikere have lavet udspillet til budgettet. I stedet er det EU-Kommissionen, der har den rolle.

Befolkningerne får altså ikke den politik, de ønsker, eller på den måde de ønsker det. Hvis politik er hvem der får hvad, hvornår og hvordan, må vi i hele budgetballaden – uanset hvor den ender – erkende: EU’s politik er ikke folkets politik.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat


Susanna Dyre-Greensite er formand for Folkebevægelsen mod EU.