Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
20. november. 2021

Hvilken vej for venstrefløjen i en opbrudstid?

Kapitalismen er i krise og fører os til katastrofer, men partier som Enhedslisten og SF er bundet op på at reformere et dysfunktionelt system. Den nuværende krise er en åbning for mere revolutionær kamp, skriver Charlie Lywood fra Internationale Socialister.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Hvor er Enhedslistens røde linjer blevet af over for den socialdemokratiske regering? Kulsort udlændingepolitik: Behersket reaktion. Brutalt indgreb i en kamp for ligeløn og investeringer i sundhed fra regeringen: Behersket reaktion. Ingen genopretning af velfærden generelt, kun vedligeholdelse af den elendige standard, som årtiers neoliberalistiske politik har skabt: Behersket reaktion.    

Det kan derfor ikke undre, at der er et begyndende opbrud på venstrefløjen. Som for eksempel i en kronik i Politiken af Jan Hoby, næstformand i pædagogfagforeningen LFS, m.fl. under titlen Venstrefløjen i Danmark er blevet Socialdemokratiets skødehunde. Forfatterne opremser verdens ufattelige fattigdom, ulighed, diskrimination og klimakatastrofe og efterlyser ”… monumentale forandringer, som vil revolutionere samfundet”. Den nuværende venstrefløj i form af Enhedslisten, SF og ”fagbevægelsen” opfylder ikke deres ønsker. Derfor deres ”opråb” om at ”genskabe venstrefløjen”.

Dog inden for rammerne af disse organisationer. Det er ”ikke et kald til et nyt parti”.

Parlamentarisk blindgyde

Derudover har et græsrodsnetværk dannet tidligere i år i Enhedslisten stillet sig kritisk over for EL’s beherskede reaktioner, og skriver i et debatindlæg i Solidaritet, at regeringen for længst har overtrådt Enhedslistens røde linjer. I forbindelse med det kommende lovarbejde efter ydelseskommissions-rapporten kræves det, at Enhedslisten kun støtter ”en ydelsesreform [der] indebærer et reelt socialt løft for de fattigste, og at dagpenge-forringelserne fjernes fra reformen “Danmark kan mere 1”. Vil regeringen ikke efterkomme dette, må den finde sit flertal andetsteds.” 

Græsrodsinitiativet har sit udspring i dét, man kan kalde den gamle venstrefløj i partiet. Men der er også kommet nye, utilfredse folk til. Folk som er godt og grundigt trætte af partiets tiltagende parlamentarisme, manglende basisdemokrati og manglende konsekvens over for Socialdemokratiet. Derfor skal initiativet ses som et (organiseret) forsøg på at bevæge Enhedslisten et andet sted hen end det er i dag. De henviser til Venstrepartiet i Sverige, der som bekendt vandt et vigtigt slag på at fælde en socialdemokratisk regering. En manøvre, som blandt andet Pelle Dragsted ikke mener er holdbar i Danmark.

I modsætning til græsrodsnetværket, hvis sigte er mere snævert og internt for Enhedslisten, har Hoby m.fl. foreslået en ny politik for hele venstrefløjen og ”fagbevægelsen”. Han opremser med sine medforfattere 7 teser, som kunne danne basis for en diskussion om forandringer af venstrefløjen. En ny venstrefløj skal være anti-kapitalistisk, ambitiøs, foreslå konkrete forbedringer, komme med radikale klimakrav, bekæmpe racismen, stå for international solidaritet og være til stede i folks dagligdag. Det vil alt sammen være et klart fremskridt fra den ærbødighed, som Enhedslisten, SF og fagbevægelsen viser overfor en kulsort S-regering.

Vi hilser dette opbrud velkomment. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten er endt i en parlamentarisk blindgyde, hvor det  udenomsparlamentariske ben – i den tidligere strategi om at ‘gå på to ben’ – har tabt til fordel for Christiansborg-logik. Årsagen til denne blindgyde er først og fremmest, at vores side i klassekampen har ligget meget lavt siden 2009. Strejketallene taler deres tydelige sprog. De er uhyre lave, og det har forstærket de mere reformistiske tendenser i partiet. 

Nooshi Dadgostar og Vänsterpartiet satte Socialdemokraterne i Sverige stolen for døren, og afsatte Stefan Löfven. I Danmark har Enhedslisten dog ikke turdet føre en lige så kontant politik, og har i stedet logret med halen for Socialdemokratiet, mener Charlie Lywood. Foto: Remo News.

Overenskomst-protester viser vejen

Imidlertid har der siden 2017 udviklet sig en modstand i arbejderklassen, i form af fag-oppositionelle grupperinger inden for byggefagene og andre i de private fagforeninger. Og de offentlige ansatte stod “skulder ved skulder” i OK18, og gik endelig til modstand efter årtiers ærbødighed over for den neoliberalistiske økonomiske politik og ødelæggelserne af velfærden.

“Når alt kommer til alt, er det i arbejderklassen kimen til reelle samfundsforandringer findes.”

Også OK21 har åbnet nye alliancer på tværs af fag, fordi sygeplejerskerne stemte nej og fortsætter kampen. Det åbner for en anden politik, både i venstrefløjspartierne og i fagbevægelsen. Altså én, som forholder sig til bevægelser i arbejderklassen uden for Christiansborgs tykke mure, og som er parat til at slås for forbedringer og imod forringelser. Når alt kommer til alt, er det i arbejderklassen kimen til reelle samfundsforandringer findes.

Derfor støtter vi essensen i begges kritik og deltager gerne i debatter om, hvordan man kan skabe en ny aktivistisk venstrefløj. En som ikke er bundet op på den parlamentariske logik, men deltager aktivt i kampen for socialisme både i hverdagen og på langt sigt. Altså en aktivistisk og antikapitalistisk venstrefløj. Og en fagbevægelse som kæmper for sine medlemmer, frem for at holde Socialdemokratiet ved magten.

Spørgsmålet er så, om partierne og fagbevægelsen kan ændres via et opråb og en diskussion, eller ved en  lang march gennem Enhedslisten, sådan som Græsrodsinitiativet forestiller sig. Forsøget er blevet gjort før omkring principprogram-diskussionen i partiet i 2014, men uden succes. Højredrejningen af Enhedslisten fortsatte, og har bragt os i den nuværende situation. I fagbevægelsens tilfælde kan dette ikke gøres uden et politisk og fagoppositionelt arbejde, som skal organiseres og rejses fra bunden på arbejdspladserne. Altså udvikling af en egentlig opposition til fagbureaukratiet, som kan organisere og handle uden om fagbureaukratiet.

Fælles front udenom partierne

I modsætning til både Hoby’s og Græsrodsnetværkets bidrag, som i udgangspunktet udelukker nye organisationsformer (den ene direkte, den anden indirekte) mener vi, at der skal arbejdes for at danne et antikapitalistisk forum, hvor vejen frem for venstrefløj kan diskuteres, uden at man skal forlade den organisation, man er en del af og som er uafhængig af de politiske partier eller den fagforening, man er medlem af.

Sådan et forum skal kunne rumme alle de utilfredse kræfter både i og udenfor EL, SF og Socialdemokratiet. Men også kræfterne omkring Arbejdere i Bevægelse og de forskellige støttegrupper til sygeplejerskerne og for forbedring af velfærden, som er dukket op først og fremmest blandt SOSU’erne og pædagogisk personale. Der skal inviteres bredt. Den skal kunne rumme aktivisterne fra klimakampen og antiracismen, hvor tusindvis af aktivister savner svar på, hvordan man kan ændre samfundet til et bæredygtigt samfund, når markedsmekanismerne står i vejen. De 7 teser ville være et godt udgangspunkt at diskutere ud fra. 

En eventuel dannelse af et mere permanent antikapitalistisk alternativ for aktivister skal ikke erstatte de eksisterende bevægelser, den parlamentariske venstrefløj eller de revolutionære smågrupper. Snarere kan det være et sted, hvor folk kan diskutere på tværs, og handle fælles når der er enighed om det. Hvis et sådant antikapitalistisk forum havde eksisteret under sygeplejerskernes strejke – og den efterfølgende vilde arbejdsnedlæggelse – ville støtten til dem have været meget bredere. 

Kapitalismen er i krise og fører os til katastrofer, men de partier og organisationer, som kan agere mod katastrofen, er bundet op på at reformere et dysfunktionelt system. Derfor er det i sidste instans også et spørgsmål om reform eller revolution. Men springet til at forstå hvorfor en revolution er nødvendig går gennem kampen for reformer. Derfor kan det nuværende opbrud åbne for dén mulighed.


Om skribenten

Charlie Lywood

Charlie Lywood

Charlie Lywood er medlem af Internationale Socialister. Læs mere