Hvilket fællesskab fungerer?

---

Fællesskab kan være mange ting, og ikke alle fællesskaber er nødvendigvis gode! Hvis vi skal bruge fællesskab aktivt som et redskab for arbejderklassen, bliver vi nødt til at genintroducere klassebevidsthed i begrebet. Reinout Bosch fra Institut for Marxistisk Analyse har skrevet dagens kronik.

---

Af Reinout Bosch

Fællesskab giver håb, står der i hjørnet af den to meter høje busreklame. Bag teksten er billedet af en fast besluttet Pia Olsen Dyhr, der bakker op om den lovende tilgang til fællesskabet. Det kan være man lige må blinke en ekstra gang, for at forsikre sig om, at det ikke er Enhedslisten der har trukket sit slogan – Fællesskab fungerer – op af graven for at pudse det af til denne valgkamp. Det bliver vist ikke i denne omgang, men også hos de rød-grønne er fællesskabet en diskursiv ledestjerne.

Valgkampen er højsæson for de brede og inkluderende budskaber. Kan vi samtidigt lave det med et positivt slogan – Yes we can! Den kritiske betragter ved busstoppestedet kan dog ikke fortænkes i at rynke lidt på panden. For hvad er det for et fællesskab den ventende befinder sig i, hvor nogle går på arbejde, passer deres hjem og betaler deres skat, mens der i en anden bydel er en befolkningsgruppe der ikke behøver at vente på bussen. De har de seneste år tjent godt på skattefinter hvorved de ikke behøvede at indbetale, men kunne få udbetalt penge fra statskassen. Panamapapirer, paradispapirer og hvidvaskede rubler udgør alle et papirspor, der fortæller en anden historie.

Men hvis ikke fællesskab fungerer, hvorfor er det så nødvendigt som slogan?

Arbejderklassens opløsning

Mange husker sikkert Anders Foghs åbningstale efter valget i 2001, hvor han varslede et opgør med klassekampen. Klassekampen blev erklæret for ovre, men ingen vinder blev udråbt. Vi kunne de følgende år forstå, at der ikke skulle blive tale om et fornyet klassesamarbejde, men at selve grundlaget for klassekampen – klasserne selv – var i opløsning. Eller måske var de helt holdt op med at eksistere. Arbejderne stemte DF og fagforeningerne styrtblødte medlemmer. Fra Socialdemokratisk side var der ingen hjælp at hente. Helle Thorning Schmidt nægtede i formandsopgøret med Frank Jensen, at ”genindføre klassekampen”.

Men hvor var den egentligt blevet af – altså klassekampen og dens parter? Klasser er, som bekendt relationer mellem mennesker og verden omkring dem. I takt med at verden forandres, forandres klasserne også. I overgangen fra industri- til servicesamfund var det præcis, hvad der skete.

Neoliberalisterne formåede at læse de klassemæssige forandringer, der var foregået i løbet af efterkrigstiden. Der var sket et boom i både den offentlige sektor og i servicesektoren, hvor arbejdspladser som pædagoger, lærere og socialrådgivere på den ene side og kassedamer, sælgere og reparatører på den anden, begyndte at udgøre en ny del af arbejderklassen, som venstrefløjens klassebegreb ikke tilstrækkeligt beskrev. De lag, der var tilknyttet de ”nye” sektorer, opbyggede ikke en klassebevidsthed som den, der var kendetegnende for industriarbejderne. Fra dengang til i dag har den manglende bevidsthed bredt sig til store dele af samfundet. Margaret Thatchers udsagn om, at der ikke var et samfund, kun mænd, kvinder og familier, blev som en selvopfyldende profeti. Dens udfald blev det ideologiske felttog, der til sidst indsatte nyliberalismen som den dominerende samfundsideologi.

Ved at vinde den ideologiske kamp om bevidstheden, gødede neoliberalismen jorden for yderligere angreb på den del af arbejderklassen, der stadig havde en bevidsthed om sit klassemæssige ståsted. Den traditionelle arbejderklasse blev yderligere svækket.

Den nationalkonservative fortælling

I kølvandet på klassebevidsthedens afvikling formåede hverken de traditionelle konservative eller liberalisterne at fange befolkningens bevidsthed. I stedet formåede det, der i de seneste år har udkrystalliseret sig som det nationalkonservative populistiske højre, at præsentere en sammenhængende nationalistisk fortælling, hvis vægt på kulturel ensartethed og fremmedfrygt har vist sig som en stærk afløser for klassefællesskabet.

Fortællingen der forsvarer en opfundet forestilling om et nationalt velfærdssamfund, står i opposition til neoliberalismens angreb på forestillingen, men ikke til den faktuelle politik som den i sin natur ikke har et alternativ til. Som ideologisk konstruktion kan denne nye ”fortælling” med andre ord betegnes som det, den britiske historiker Benedict Anderson har kaldt et ”forestillet fællesskab”. Anderson beskriver, hvorledes et ”fællesskab” kan forekomme særdeles rodfæstet i en given gruppe menneskers oplevelse af egen identitet og tilhørsforhold, selvom de primært bunder i forestillinger om en historisk fortid, der ikke stemmer overens med hvad vi ved om historien.

Alle fællesskaber består imidlertid både af en objektiv virkelighed og en konstrueret bevidsthed om fællesskabets eksistens. Det gælder f.eks. for ‘danskhed’, der har sin virkeligt eksisterende rod i et fælles sprog, en fælles historie, samt det at leve inden for et fælles politisk system. Men danskhed eksisterer også som et konstrueret fællesskab, det vil sige baseret på ikke-eksisterende/konstruerede fælles værdier og tankesæt, hvis historiske oprindelse ikke har rod i hvad man kunne kalde for en særlig ”dansk essens”. Som ideologisk redskab er denne konstruktion nødvendig for at skabe en sammenhængende effekt i det samfund, hvori det forestillede fællesskab eksisterer. Vi ser altså, at et samfunds sammenhængskraft ikke kun vedrører den objektive virkelighed, men derimod også den konstruerede bevidsthed – og dermed den ideologiske klassekamp.

Ser vi igen på den førnævnte nationalkonservative fortælling er det netop nationalistiske forestillinger om kulturelle oprindelser, der danner fundament for de stærke nationalistiske tankesæt, der for tiden præger det politiske højre over hele Europa. For nationalismen i de europæiske lande gælder det desuden, at den er blevet styrket jo mere politikerne gennem EU har forsøgt at inddrage de enkelte lande i det europæiske fællesskab. Dette peger på en anden vigtig observation. Fællesskaber handler også om udelukkelse og adskillelse.

Klassen tilbage på dagsordenen

Mens det nationalistiske fællesskab stadig styrkes, er tendensen de sidste år tilsyneladende vendt – i hvert fald i en dansk sammenhæng. Bogen Det danske Klassesamfund påviste endnu engang den objektive eksistens af en lagdeling i det danske samfund. DR har sendt programmer som Den rigeste procent, Overklassen på udebane og Bedrag om overklassens særegne livstil og svindelnumre. Samtidigt er vi for nogle år siden blevet beriget med bogen Magteliten, der uden omsvøb udpeger eliten inden for det danske samfund.

På trods af disse spirer har den såkaldte kulturkamp med dens kultur-nationalistiske undertoner stadig godt fast i den danske offentlighed. De store skillelinjer i debatterne går mellem et ”dansk” os og et ”muslimsk” dem. Denne opdeling bliver aktivt genskabes af politikere fra hele det politiske spektrum og med en hjælpende hånd fra en ukritisk medieverden. Det genskaber aktivt myter om ”danske værdier”, der – som vi oplever for tiden – konstant ændres med den politiske dagsorden. 

De seneste år er der imidlertid opstået en mulighed for, at et nyt fællesskab kan tage det nationalistiske fællesskabs plads. Muligheden består i, at det med den sidste økonomiske krise igen er blevet muligt at påvise virkelige interessefællesskaber og en reel fælles historie. Virkeligheden er nemlig, at klassesamfundet ikke er afviklet. Hvad der er afviklet, er den klasseorienterede fortælling, der afspejler de forskellige forhold, som menneskene lever under. Det er denne fortælling grundet i virkeligheden, der skaber en samfundsmæssig bevidsthed.

Klasse som forestillet fællesskab

Ligesom det nationale fællesskab styrkes også arbejderklassens fællesskab på baggrund af kampen mod ”de andre”. Adskillelsen er her bare fra de klasser i samfundet, der igen og igen har kastet os ud i krige og kriser. Derfor er grundlaget for en klassebevidsthed først og fremmest den aktive og succesfulde klassekamp. Den kæmper vi fra dag til dag med svingende held. Men på baggrund af det ovenstående er det vigtigt at understrege, at den faglige og politiske kamp ikke kan stå alene.

Det blev allerede tidligt i arbejderbevægelsens historie bemærket, at socialistiske ideer må tilføres arbejderbevægelsen udefra. Dette gælder i dag også for klassebevidstheden. På trods af at arbejderklassens landvindinger de seneste år angribes med uset styrke, har dette ikke ledt til en tiltagende klassebevidsthed. Det er venstrefløjens opgave, at fortælle arbejderklassen, hvordan den kan udgøre en klasse for sig selv.

Klassebevidsthed – også i USA

Et fremragende eksempel på en sådan bevægelse kan vi finde hos de demokratiske socialister i USA og i særdeleshed i Bernie Sanders’ første kampagne for at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA. Sanders havde fra start iscenesat sin kampagne som en forlængelse af Occupy Wall Streets opgør med den ene procent. Han talte til middelklassen, der oplevede sit levegrundlag forsvinde. En middelklasse der i stigende grad oplevede sig selv i modsætning til de rige og den etablerede elite. Siden begyndte Sanders at tale om ‘arbejderfamilier’, om ‘det arbejdende Amerika’ og om ‘arbejderklassen’, der alle blev gjort til synonymer for middelklassen. En retorik, der siden er blevet overtaget af en række håbefulde demokratiske præsidentkandidater.

Dette har betydet en uset udvikling af den politiske bevidsthed i USA. En udvikling, der har betydet, at mange ‘almindelige mennesker’ nu klart opfatter sig som en del af en fælles middelklasse, hvis interesser er forskellige fra dem, der bliver varetaget fra Washington.

Skal vi gentage Sanders’ bedrift i Danmark, må vi lade os inspirere af dennes måde at føre ideologisk politik. Mens vi aktivt deltager i klassekampen, handler kampen altså også om at forstå arbejderklassens fællesskab som forestillet og konstrueret. Forestillinger, der ikke som nutidens ”nye fortællinger” er løsrevet fra klassekampen, men som indgår som en del af denne. For klassekampen kan aldrig være en fortælling. Den kan måske skabe fortællinger, men den handler i sin essens om gentagne brud og konflikter. Klassekampens fortælling baserer sig på et opgør med hele forestillingen om, at fortællinger kan udgøre en selvstændig kraft i den politiske kamp, og placerer i stedet fortællingerne inden for selve interessekonflikterne i klassekampen.

Vores opgave er, at fortælle befolkningen, hvad vi har til fælles som arbejdere. Vi må bruge en moderne klasseanalyse til at påpege forskellene i samfundet. De kategorier der fungerede for halvtreds år siden, kan selvfølgeligt ikke bruges som de er. Vi må igen undersøge og forklare udbytningens mekanismer. For kun ved at forklare hvad der skiller os ad, kan vi forklare hvad der binder os sammen.

Lige som andre fællesskaber må klassefællesskabet skabes gennem undervisning, film, tv, litteratur, journalistik, kunst og agitation… Da venstrefløjen ikke har kontrol over de første, må vi sætte ind på agitationen fra vores stærkeste platforme i en dansk sammenhæng – først og fremmest Folketinget. Herfra må vores repræsentanter tiltale arbejderklassen som klasse. Vi må italesætte klasseforskellene og gang på gang udstille de andre partiers handlinger som klassepolitik. Den mest oplagte platform for dette er i valgkampen.

Hvilket fællesskab giver håb?

En sådan bevidst og udtalt klassetilgang til nutidens samfund står i skærende kontrast til det fællesskab, som SF med parolen Fællesskab i dag hævder ‘giver håb’. Parolen er yderst upræcis, for hvad er det for et fællesskab, der giver håb? Hvilket fællesskab bygger bro på tværs af samfundets kløfter? Kun et er sikkert: at det er et fællesskab, der som fortælling er løsrevet fra de eksisterende modsætninger i samfundet.

Parolen forplumrer også den virkelige indsigt: Der eksisterer i dag intet samfundsmæssigt fællesskab i vores samfund. Der eksisterer kun en stadigt dybere kløft mellem dem der har, og dem der mangler. En ulmende konflikt mellem arbejdende familier og udbyttende familier. En konflikt som – hvis denne grundlæggende forskel helt skal afvikles– må og skal italesættes som det, den er – en klassekonflikt. Skal vi afsløre den tomme skal, der er nationalismens fællesskab, kan det ikke gøres ved at stille en lige så illusorisk fællesskabsfølelse op over for den. Vi må opstille en mulighed for et reelt interessefællesskab, der skaber mulighed for handling. Det vil sige et klassefællesskab. Og det kommer ikke af sig selv – nej det må skabes.

---

Institut for Marxistisk Analyse (IMA) er en samling forskere og aktivister, der er fælles om at ville analysere samfundet med inspiration fra den marxistiske tænkning. Artiklen er udtryk for skribentens egen analyse, og repræsenterer ikke nødvendigvis IMA.

Læs mere på Institut for Marxistisk Analyses hjemmeside

---