Hvis det skal kunne “betale sig at arbejde” må erhvervslivet komme ind i kampen

Det skal kunne betale sig at arbejde. Sådan har det lydt fra den ene danske regering efter den anden siden starten af dette årtusinde. Uanset hvilken partifarve regeringen har haft, har det været en af de paroler, vi altid har kunnet regne med.

Og hvem kan da også være uenig i det? Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde. Spørgsmålet er bare, hvordan vi sørger for det. For Mette Frederiksens regering – ligesom Lars Løkkes, Helle Thornings og Anders Foghs – handler det åbenbart om at gøre livet så ulideligt for de arbejdsløse, at de ikke kan andet end at tage de jobs, de bliver tilbudt.

Derfor har vi indrettet et jobcenterunivers, hvor man som arbejdsløs bliver presset til det yderste og lidt mere i et tankeløst forsøg på at opnå hvilken som helst beskæftigelse. Hele tiden hører vi nye historier om, hvordan dødeligt syge borgere får pisk i jobcentersystemet i jagten på et job, de ikke lever længe nok til at udføre. Eller hvordan arbejdsløse borgere går ned med stress og depression, fordi man skal leve op til en for mange uoverskuelig liste af krav, alene for at få en ydelse, man knap kan overleve på.

“Vi skal brænde jobcentrene ned og lave et nyt system – et med mennesker i fokus.”

Jobcentrene gør folk syge. Systemet suger livsglæden ud af samfundet. Og politikerne har udsultet ydelserne i sådan en grad, at det kræver en bachelor i økonomi at få pengene til at række i en måned uden uforudsete udgifter. 40.000 børn lever i fattigdom i Danmark, og mere end 100.000 familier må ugentligt springe måltider over for at få pengene til at række.

Men det er ikke de enkelte sager, der gør jobcentrene umenneskelige. Og det er da slet ikke den enkelte sagsbehandler, der gør noget forkert. Nej, det er systemet, der er indrettet på en forkert præmis.

For ja, det skal absolut kunne betale sig at arbejde. Men ikke fordi det eneste alternativ er at blive tæsket gennem et umenneskeligt system for så alligevel at gå sulten i seng. Nej, det egentlige formål med systemet, som det er i dag, er at sikre en stor gruppe, der er villige til at arbejde til en lav løn. Systemet er indrettet for at sikre billig arbejdskraft. Intet andet.

Det er ikke indrettet for menneskers skyld. Det er ikke indrettet for samfundets skyld. Det er alene indrettet for erhvervslivets skyld, så man kan holde omkostningerne nede og sikre, at overskuddet bliver ved med at stige.

Derfor er vi ikke interesserede i en debat om lidt højere ydelser eller en marginal lempelse af kravene for vores arbejdsløse. Det er slet ikke tæt på at være nok. Vi skal brænde jobcentrene ned og lave et nyt system – et med mennesker i fokus.

Det gode liv er for alle – og kræver politisk vilje

Vi får aldrig alle i beskæftigelse på samme tid, og det ved både regeringen og oppositionen også godt. Det er vi nødt til at tænke ind i måden, vi indretter samfundet på. Så selvfølgelig skal det være muligt at stå uden for arbejdsmarkedet i en periode, uden at det kaster folk ud i fattigdom. Det gode og meningsfulde liv må ikke være forbeholdt dem, der kommer i vedvarende beskæftigelse – det skal være for alle.

Og det kan sagtens være for alle. De seneste 15 år har staten pumpet tusinder af milliarder ud i erhvervslivet for at redde dem fra økonomiske kriser. Penge man uden problemer kunne finde med et fingerknips. Ligesom et stort flertal uden at blinke fandt 18 mia. kr. om året ekstra til militæret. Det er alene et spørgsmål om prioritering.

I Frie Grønne prioriterer vi menneskers trivsel over erhvervslivets voksende profit. Derfor vil vi have nedsat en kommission, der skal foreslå mulige modeller for borgerløn eller livslegat i Danmark. En universel ydelse høj nok til at dække de mest basale nødvendigheder som husleje, mad, internet osv.

Og mens vi venter på en gangbar model, skal vi forsøge at menneskeliggøre jobcenterhelvedet. Vi skal have ryddet op i kravene om konstant at stå til rådighed, udvise langt mere fleksibilitet omkring registreringen af arbejdsløse, og så skal vi én gang for alle have fjernet fattigdomsydelserne.

Så må det være op til erhvervslivet at tilbyde vilkår, der gør, at det kan betale sig at arbejde.