Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. maj. 2021

Hvor er den langsigtede pandemi-politik?

Venter vi bare på næste nedlukning? En langsigtet løsning kræver ændringer i vores adfærd, skriver forfatter Jens Peter Kaj Jensen i dagens kronik.

Coronakrisen har ændret grundlæggende ved kloden. Illustration: Alessandro Gottardo
13 min. læsetid

Regeringen lukker samfundet ned, til alle er vaccineret. Den kontrollerer, registrerer og straffer og tiltager sig magten over operationen. Venstrefløjen modarbejder magtkoncentrationen og indskrænkningerne i retssikkerhed, men er med på at lukke ned. Højrefløjen lukker til gengæld øjnene halvt for pandemien, men har ikke andet alternativ til nedlukningerne end at lade stå til. Og så er der Men in Black, der nægter, at pandemien overhovedet eksisterer som andet end en influenza.

Men hvem i det politiske landskab tager konsekvensen af, at pandemien på den ene side er et problem, som hverken forsvinder af sig selv eller forsvinder, blot vi bider tænderne sammen og gennemstår det sidste nedlukningshelvede, til alle har fået det andet stik, og at vi på den anden side heller ikke kan fortsætte med nedlukningerne i det uendelige?

De første nedlukninger var nødvendige

At staten måtte reagere med en hurtig og brutal nedlukning af samfundet, da pandemien blæste ind over landet i marts 2020, var en given sag. Vi kunne ikke nå andet.

Jeg er taknemmelig for, at regeringen og Folketinget reagerede så hurtigt og effektivt, at det aldrig gik rigtig galt, som det eksempelvis gjorde i Norditalien, hvor sundhedsvæsnet brød sammen under pandemien, og tusinder led en unødvendig død. Sådan gik det ikke i Danmark, hvor kombinationen af den politiske håndtering, sundheds- og plejepersonalets mod og arbejdsindsats og befolkningens samarbejdsvilje betød, at der i 2020 døde færre af Covid 19, end der dør af influenza på et gennemsnitligt år. Det var en imponerende præstation. Samtidig betød Corona-restriktionerne, at der stort set ingen døde af influenza.

Herefter blev planen at holde smittetrykket så lavt som muligt, til vaccinen var sprøjtet ind i overarmen. Og sommeren ville gøre livet svært for virussen og samfundsnedlukningen overflødig, i hvert fald midlertidigt. Sådan tænkte vi på det tidspunkt.

Mutationer giver lange udsigter

Også nedlukningen i oktober var uundgåelig. Men allerede på det tidspunkt vidste vi, at virussen ville mutere, for det var i gang. Den muterede i mink. Ikke nok med det: Virologerne gjorde det klart, at den ville mutere i os selv, efterhånden som en stor del af os blev immune. Der ville komme nye mutationer, som kunne vise sig resistente over for vaccinen.

Udviklingen af nye vacciner vil i sagens natur altid halte efter mutationerne, for man kan ikke udvikle vacciner mod vira, som endnu ikke findes. Hen over vinteren blev det mere konkret. Den brasilianske variant af Corona-virussen (P1) viste sig at respondere dårligt på de vacciner, vi kender. Den “har så stærke undvigelsesmekanismer over for antistoffer, at en hel by i Brasilien, som ellers havde opnået flokimmunitet, blev smittet igen”, skrev Berlingske Tidende i marts 2021.

Man skal være jubeloptimist for at tro, at P1-mutationen vil være et enestående eksempel. Det betyder, at man næppe kan forvente at være ‘vaccineret færdig’ efter andet stik. Den 26. april anerkendte statsministeren langt om længe dette vilkår og udtalte i DR’s nyhedsudsendelse, at vi må forberede os på at skulle vaccinere med nye vacciner med jævne mellemrum, måske som en årligt tilbagevendende foreteelse. Hun udtrykte også et ønske om hurtigst muligt at sætte gang i en dansk vaccineproduktion. Det var et vigtigt første skridt frem mod en langsigtet pandemihåndtering, og det får hun næppe problemer med at samle politisk flertal for. Spørgsmålet er nok snarere, hvilken virksomhedsmodel der skal anvendes.

Og det er for sent og for lidt, som man vist siger i den engelsktalende verden.

Trængsel på Nossa Senhora-kirkegården, Manaus i det nordlige Brasilien. Den dødbringende P1-variant har ramt landet hårdt, og mere end 412.000 af landets indbyggere har mistet livet. Foto: AFP

Konsekvensen af nedlukningerne

Hvis vi ikke ændrer noget i vores adfærd og måde at indrette det fælles liv på, vil der ske det samme ved de næste udbrud, som der skete ved det seneste, nemlig endnu en nedlukning.

De store skal nok klare sig, men flere små virksomheder er allerede bukket under, eksempelvis Café Pyt i Sydhavnen. Her kunne man købe sig en kop friskmalet kaffe eller en sær øl, og høre en spillevende forfatter læse op af sine seneste håndskrevne digte. Man kunne også købe bøgerne fra en række af de små forlag i Danmark. Det er typisk forlag, som kun overlever, fordi ejerne er litteraturentusiaster, der måske driver biksen i fritiden eller på en sulteløn. Café Pyt døde af den første nedlukning, og med caféen døde den eneste bogcafé i Sydhavnen, og de små forlag fik dermed endnu sværere ved at sælge deres bøger. Det kulturelle økosystem er reelt truet af sammenbrud, og det, der dør i dag, kan ikke nødvendigvis blot genoplives i morgen. Det kan tage flere år at genetablere en situation, hvor det er muligt at åbne en bogcafé i Sydhavnen, for hvem tør sætte sådan et projekt på grænsen af det økonomisk rentable i værk med truslen om endnu en nedlukning hængende over hovedet? I hvert fald næppe de to lokale litteraturentusiaster, som drev Pyt.

“Det er ikke blot nazister, Nye Borgerlige, tosser og hooligans, der modsætter sig Corona-restriktionerne. Det er borgere fra højre og venstre, som er bekymrede for, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle.”

Danmark overlever uden Café Pyt, men tusindvis af små familie- eller enmandsvirksomheder – eller virksomheder drevet af fem venner i fællesskab – vil være truet, hvis nedlukningerne fortsætter. Det er ofte virksomheder, som de første mange år lever på randen af konkurs, men lige netop holder skruen i vandet, fordi de små selvstændige, som driver dem, vil det så meget, at de gør arbejdet til en integreret del af hverdagen og på den ene eller anden måde er i gang hele tiden. Og det gælder ikke kun inden for restaurationsbranchen og kulturlivet, men inden for alle brancher. Det bliver et mere gråt Danmark med færre små virksomheder, mere ensformigt. Det er også en mere sårbar økonomi, der er afhængig af færre virksomheder. Og et langt mindre innovativt erhvervsliv.

Da min fætters yngste datter i sidste måned fyldte to, gik det op for mig, at halvdelen af hendes liv har været et Corona-liv. Skal hun vokse op og gå gennem uddannelsessystemet på Zoom og uden at kunne lege frit og frygtløst med sine venner? Går hun et ungdoms- og voksenliv i møde uden holdsport, løssluppenhed og vildskab? Uden at turde besøge sine bedsteforældre, når hun har tid og lyst til det? Uden demonstrationer på Christiansborg Slotsplads. Uden fest og festivaller, museumsbesøg og biblioteker, uden at kunne gå i byen og finde sig en kæreste, uden et arbejdsliv med julefrokoster og fredagsøl – uden et kindkys til veninden, når de mødes i køen uden for apoteket?

Hvad med danskernes foreningsliv, aftenerne i skakklubben, møderne i fagforeningen, Amnesty International eller gospelkoret? Vi skal sikre de ældre medborgere så langt et liv som muligt, men også så godt et liv som muligt. De skal ikke dø i en isolationscelle.

Modstanden vokser

Der er allerede dannet et skel ned gennem befolkningen, som minder om dét, der uvilkårligt følger med en borgerkrig. Det er ikke blot nazister, Nye Borgerlige, tosser og hooligans, der modsætter sig Corona-restriktionerne. Det er borgere fra højre og venstre, som er bekymrede for, hvad det er for et samfund, vi er ved at udvikle. Som er bange og vrede, og med god grund.

Nogle begyndte at tro på Corona-sammensværgelser. At det var et nummer, regeringerne havde fundet på for at øge deres magt og kontrol med befolkningen. Det er sandt, at regeringerne har gjort netop det. Samfundene blev med et snuptag gjort mere autoritære, mindre frie, åbne og demokratiske, men det sket af en grund, som ikke var opfundet til lejligheden, men et virkeligt problem. Sandheden er naturligvis, at det hverken er Frederiksen eller Merkel, der har opfundet virussen. Men mange føler behov for at bebrejde nogen.

Der er en mægtig energi i den vrede over at være blevet frataget retten til selv at bestemme, hvad vi bruger vores tid til, hvor vi går hen, og hvem vi er sammen med. Det er ikke en energi, som regeringen kan slukke for. I hvert fald ikke uden at skrue voldsomt op for den autoritære udvikling, som har skabt modstanden. Mere kontrol, politivold og hårdere straffe. Det bliver uvilkårligt til et selvstændigt og selvforstærkende problem.

Nu har vi været spærret inde i et år, og flere og flere bukker under for ensomheden og ufriheden, kontrolleret ned til mindste nys. Mange føler sig magtesløse, er magtesløse, får vanvittige tanker og paranoia og mister grebet om virkeligheden.

Som med alle kriser rammes de svageste hårdest. De fattigste bliver fattigere, og de magtesløse bliver det endnu mere. Men denne krise er værre end andre kriser, vi husker, fordi også de ensommes ensomhed bliver dybere.

Tre ting, vi ved

1) Pandemien er virkelig. Gør vi ikke noget ved den, vil tusinder dø af den, vores sundhedssystem vil bryde sammen, og endnu flere vil dø, fordi der ikke er personale eller ressourcer til at behandle andre livstruende lidelser.

2) Vi kan ikke vaccinere os ud af pandemien. Vi kan periodisk slå den ned med vaccine, men den vender tilbage i nye muterede former.

3) Vi holder ikke til en uendelig serie af samfundsnedlukninger.

Langsigtede svar

Derfor må vi udvikle svar, som gør det både muligt og forsvarligt at leve med pandemien, men uden tilbagevendende eller permanente nedlukninger.

Der findes næppe nogen enkeltstående, smart snuptagsløsning. Vaccinen er et vigtigt delelement, men der er behov for en kombination af en række forskellige tiltag, som hver for sig er rettet mod et af elementerne i det problemkompleks, som pandemien består af. Vi må punkt for punkt finde langsigtede løsninger på problemerne hver for sig.

Politikerne er fokuserede på at styre os helskindede gennem den akutte krise. Det er forståeligt nok, men så må de langsigtede svar komme andre steder fra. Så må økonomer, sociologer, epidemiologer og virologer efterhånden vejlede os om, hvad der virker og er praktisk muligt, og politikere må siden konkretisere de bedste idéer.

Jeg er lægmand og ved ikke mere om vira og pandemier, end alle andre gør, men jeg har ikke noget imod at byde op til dans, velvidende at nogle af mine forslag vil kræve store opgør med magtfulde økonomiske og politiske eliter, at de næppe alle vil have den ønskede effekt, og at måske kun ganske få af dem overhovedet er mulige at gennemføre. Men i så fald kan fremsættelsen om ikke andet provokere nogle nye og bedre forslag frem.

Vaccinen er en vigtig del af corona-bekæmpelsen. På den lange bane må svarene dog også komme andre steder fra, skriver Jens Peter Kaj Jensen. Foto: DanmarkC TV

23 forsøgsvise svar på 9 problemer

1) Virussen er sprunget fra dyr til mennesker.

– Levende dyr smitter potentielt mere end døde/slagtede dyr. Skal vi overveje et forbud mod salg af levende dyr til privat husholdning?

2) Befolkningen har været modtagelig for Corona-virussen.

– Der skal forskes mere i, hvordan vi styrker vores immunforsvar.

– Lad os eksempelvis sige, at immunforsvaret blandt andet kan styrkes ved ændringer af kost, motion, søvn samt ryge- og drikke-vaner. Så kan vores viden om dette bruges til at gøre adfærden sundere i daginstitutioner og skoler, sådan at børnene opøver sunde vaner.

– Og den kan bruges til at gøre adfærden sundere på plejehjem, sådan at de mest sårbare kan styrke deres forsvar.

3) Folk bliver syge og dør af Covid 19.

– Vi skal have en medicin, som gør, at langt færre af de svage, som bliver smittet, også bliver alvorligt syge og dør. Uden sammenligning i øvrigt er det over årene lykkedes at udvikle en medicin, som gør, at smittede med HIV-virus kan leve lige så længe som alle andre – og uden at videregive smitten til andre selv ved smittetruende adfærd. Det må også være muligt at udvikle en medicin, som gør, at langt færre Corona-smittede dør af Covid 19.

– Vi skal have en national, offentlig udvikling og produktion af Covid-19 medicin, gerne i samarbejde med nabolande som eksempelvis Sverige og Norge.

– Vi skal arbejde for et internationalt forbud mod patent på livsvigtig medicin.

4) Sygdommen spreder sig hurtigt mellem mennesker lokalt.

– Skoler og uddannelsesinstitutioner skal undervise mere udendøre.

– Flere skovbørnehaver.

– Idræt, som kan dyrkes udendørs, skal dyrkes udendørs. Da jeg var dreng, fandtes håndbold eksempelvis endnu som udendørssport. Det kunne den vel blive igen på motionsplan.

– Kan man indføre en maksimumstørrelse for stormagasiner?

– Kan man indføre en maksimumstørrelse for offentlige indendørsarrangementer?

5) Sygdommen spreder sig hurtigt mellem regionerne.

– Det kunne være en fordel med togkupéer med plads til kun seks passagerer som i gamle dage, i stedet for de store, åbne og oftest overfyldte kupéer, som vi har i dag.

– Der skal indsættes flere togsæt i spidsbelastningsperioderne.

6) Sygdommen spreder sig hurtigt internationalt.

– WHO skal styrkes for at sikre det bedst mulige internationale samarbejde om bekæmpelse af pandemier, et højt informationsniveau og det bedst mulige internationale forskningssamarbejde.

– Måske skal vi rejse mindre til udlandet i vintermånederne, hvor smitten breder sig mest. Måske ved at hæve gebyrerne på flyrejser om vinteren.

7) Behandlingssystemet kan ikke følge med, når mange bliver syge samtidig.

– Kapaciteten for behandling af de meget Covid 19-syge, skal øges drastisk.

– Måske skal der respiratorer og kyndigt følgepersonale ud på de største plejehjem.

8) Virussen muterer særligt, når den overføres til andre pattedyr. De muterede vira springer tilbage til mennesker og kan gøre de kendte vacciner virkningsløse.

– Mere restriktive bestemmelser for dyrehold på farmene, så dyrene ikke er tvunget til at stå så tæt.

– Dyrene skal så vidt muligt leve udendøre og mindre under tag.

– Pelsdyravl kan helt forbydes.

9) Det er svært at skaffe tilstrækkelig vaccine hurtigt nok.

– Derfor skal der laves forbud mod patent på livsvigtige vacciner.

Skulle det mod forventning vise sig, at Corona-virussen rent faktisk en gang for alle giver op over for de vacciner, der nu er til rådighed, og forsvinder som dug for solen efter sidste stik, er der naturligvis kun grund til at juble!

Så vil den forebyggelse og det beredskab, vi i øvrigt udvikler i den langsigtede kamp mod pandemien, også fungere i bekæmpelsen af de nye pandemier, som ellers måtte dukke op i fremtiden. Det vil aldrig være spildte kræfter.


Om skribenten

Jens Peter Kaj Jensen

Jens Peter Kaj Jensen

Forfatter bosat i Madrid. Han er medlem af Enhedslisten. Læs mere

Nyeste artikler