Hvor er Extinction Rebellion på vej hen? Fra store begivenheder til mindre aktionsgrupper

Vi har været vant til at forbinde Extinction Rebellion (XR) med store aktionsbegivenheder som ”Vendepunktet – Oprør eller Klimakaos” i maj 2022 og “Befri Jorden” i 2023. En oprørsuge med forskellige aktioner, som den ikkevoldelige civilulydighedsaktion med blokeringen af alle broerne ved Slotsholmen. Men det seneste stykke tid, har der været mere stille omkring XR – i hvert fald i forhold til synligheden i mediebilledet.

Hvad skyldes det? Er XR på vej et andet sted hen med sin aktivisme? Har erfaringerne fra de seneste år betydet en udvikling af nye taktikker og nye aktionsformer? Har det ændret ved deres langsigtede strategi om at opbygge en massebevægelse? Er aktivisterne blevet trætte og udbrændte efter de store aktioner?

Jeg kontakter XR i København for at for svar på nogle af disse spørgsmål. To aktivister, Signe og Anna Lia, siger ja, og vi mødes en formiddag i Folkehuset Absalon. Efter vi har sat os ved et lille bord på første sal, understreger Anna Lia, at de ikke kan repræsentere hele organisationen, da XR er en flad struktur uden lederskab i traditionel forstand. Vores samtale er altså deres specifikke perspektiv som XR aktivister på mine spørgsmål. Det er vigtigt at holde fast i.

Jeg beder dem først fortælle lidt om, hvordan XR fortsat forstår de vigtige taktiske redskaber til samfundsforandring.

Aktioner skal være kreative

Signe slår med det samme fast, at det stadig er ikkevoldelig civil ulydighed, som er den taktiske kerne i deres klimaaktivisme. Hun understreger, at demonstrationer, underskriftindsamlinger o. lign har vist sig ikke at være nok, og at civil ulydighed har været den nødvendige og mest effektive taktik til at skabe samfundsmæssig forandring.

Men man kan ikke sige, at der kun er én aktionsform, som fungerer. Det handler derimod om at være kreativ, og at udvikle nye former for aktioner. Samtidig ved de også begge, at det ikke er alle der kan eller vil være med til aktioner med civil ulydighed, men stadig gerne vil støtte op om aktionerne og de politiske krav. Det handler derfor ifølge dem begge om at skabe et aktivistisk rum, hvor man kan samarbejde, hvor alle kan være med.

En erfaring har derfor været, at man ikke må lukke sig om sin egen bevægelse og aktivismeform, men derimod bevidst skal arbejde for og søge alliance på tværs af klimabevægelserne og deres forskellige måder at lave aktioner på.

Signe sammenligner ideen med et isbjerg, hvor XR er i toppen, og underdelen er de klimabevægelser og -organisationer, som både er det støttende fundament samt det, som giver legitimitet til XR. Generelt oplever både Signe og Anna Lia, at flere og flere bevægelser og aktivister er åbne for XR’s taktik, og ønsker at samarbejde. På den måde rykkes grænserne også for, hvad der anses som ”radikalt”.

Sandheden skal siges med kroppen

Jeg spørger, hvordan ikkevoldelig civil ulydighed helt konkret kan skabe forandringer i samfundet. Signe understreger to ting.

På den ene side er den ønskede effekt stadig at komme i medierne, for at blive set og tiltrække og mobilisere flere aktivister. Det er altså en mobiliseringstaktik, som skal være et redskab til at skabe den massebevægelse, som først rigtig vil have politisk magt og slagkraft til at ændre samfundet på et mere strukturelt plan. Det handler med andre ord om at få mennesker til at handle.

På den anden side drejer det at skabe offentlig forstyrrelse også ifølge Signe om, at befolkningen får ”sandheden i ansigtet”. Hvor de herskende politiske og økonomiske magter gerne vil underspille, benægte og fortrænge klimakrisens virkelighed og omfang, handler det for XR om at tale imod magten ved at sige sandheden. Det gør man ikke kun med ord, men også med kroppen. Sandheden skal ses og manifesteres ude i verden gennem konfrontatoriske kroppe.

Her indskyder Anna Lia, at aktionsformer som blokader i det offentlige byrum, også handler om at ”tage ejerskab over ens egen by. Den er offentlig, den er ikke kun ”deres”, dvs. bilens, statens, industriens”.

Det handler derfor om at genfinde retten og mærke magten til at bestemme over vores eget liv. ”Verden er vores” sige hun, mens hun smiler, og fremhæver hvor frigørende en følelse det har været at mærke dette på egen krop, gennem aktivismen, sammen med andre. Det er en forvandling, hun ser hos aktivister. Det at turde gøre det, tage det skridt ud i verden med kroppen, det forandrer bevidstheden, gør at man ikke længere tænker og føler verden så fastlåst, som om den aldrig kan forandre sig.

Det får mig så til at spørge, hvorfor vi ikke på det seneste har set et lignende stort ”modstandsoprør” fra XR, når nu det har virket ved både at forstyrre det offentlige rum, bragt sandheden ud på gaden, samt tiltrukket sig medieomtale? Og om sådanne aktioner er på vej i 2024? 

De store aktioner brændte aktivisterne ud

Begge aktivister understreger, at beslutningen om ikke at fortsætte med at fokusere på én stor aktionsbegivenhed blev truffet i efteråret 2023. Den er på den ene side båret af praktiske omstændigheder. Signe fremhæver flere problemer med at fokusere på én stor aktionsbegivenhed: For det første gik mange aktivister døde bagefter. De brændte ud efter at have været så fokuseret på en ting.

For det andet havde man ikke i XR det nødvendige overskud og en god nok etableret struktur i organisationen, til at følge nok op på aktionen bagefter, samt at tage imod de nye aktivister, som kom ind efter at have set aktionen. Hvad skulle de nye aktivister eksempelvis tage sig til, når alt var forudbestemt og lagt an på den ene store begivenhed?

Anna Lia tilføjer, som et tredje og beslægtet problem, at en del aktivister forlod XR efterfølgende, fordi de følte, at nu havde de ligesom gjort deres. Aktionen byggede med andre ord ikke organisationen op medlemsmæssigt. Derfor er man simpelthen heller ikke nok lige nu i XR, til at kunne lave et sådant oprør, selv hvis man ville.

Men det peger også på et fjerde problem ved at have fokus på én stor begivenhed: effekten heraf. Som Anna Lia påpeger, så fik man ikke politisk nok ud af det. De krav man stillede under ”Vendepunktet” blev ikke mødt af regeringen. Det bidrog også til udbrændtheden.

Signe fastholder dog, at man netop fik dét ud af det, at man blev synlig gennem medierne, og dermed fik skabt grundlaget for rekruttering og mobilisering. Problemet var så her igen den manglende interne struktur, og de erfarne aktivisters overskud til at tage imod de nye aktivister.

Virkeligheden ændrer praksis, men ikke teorien

Disse praktiske omstændigheder og erfaringer har derfor affødt en selvrefleksion over, hvordan man så kan praktisere klimaaktivisme, samtidig med at organisationen bedre bygges op. Her henter XR lige nu inspiration fra erfaringer i Holland, hvor fokus har været på små ”targeted groups”, dvs. mindre aktionsgrupper og skabelsen af et ”netværk af små aktioner”, som giver nye aktivister noget mere konkret at lave.

Mindre aktionsgrupper til at organisere og skabe aktivisme ud fra. I København har aktivismegrupperne ”Ban Private Planes”, lavet aktioner i Københavns lufthavn mod brugen af privatfly, hvilket også sker i samarbejde med Scientist Rebellion, kunstgrupper og ”Mothers Rebellion”, mødre med børn, som er en mere familieorienteret aktivisme. Ikkevoldelig civil ulydighed er derfor stadig det centrale taktiske redskab, men nu genfortolket i en sammenhæng med et ”netværk af aktioner”.

I Holland har XR ifølge Signe haft stor succes med at rekruttere og mobilisere ud fra disse mindre grupper. I stedet for fokus på én stor modstandsbegivenhed / oprør, gælder det nu om at rekruttere, mobilisere og vokse gennem disse mindre aktionsgrupper og vedvarende aktiviteter på gaden. Samtidig understreger Signe, at det også vil gøre XR bedre i stand til at reagere mere dynamisk på klimasituationen, som er så uforudsigelig.

Denne selvrefleksion over, hvor XR skal bevæge sig hen aktivismemæssigt, handler derfor for begge ikke om på et abstrakt eller teoretisk plan at forkaste den store aktionsform, men derimod om at vurdere, hvad der er rigtigt for XR nu og her. Hvordan de kan vokse som bevægelse, udvikle en mere bæredygtig organisatorisk struktur, samt frigøre mere energi til at lave flere aktioner. Eller som Anna Lia pointerer: det skal give overskud til også at have det sjovt.

Midt i frustrationen og vreden over det politiske systems manglende handlinger, skal aktivismen også kunne skabe de positive følelser, og modgå den altid lurende fare for udbrændthed og apati.

Større fokus på aktivistiske fællesskaber

Denne indadvendte diskussion om vejen frem for XR handler også om XR’s muligheder for at danne alliancer med andre aktivistgrupper. Det var noget, som XR allerede var i gang med i oprørsugen ”Vendepunktet” og formuleret tidligere af Signe som en ”isbjergs-aktivisme”, men både Anna Lia og Signe understreger, at det nu kommer til at fylde mere i XR’s fremtidige aktivismearbejde. Det er i hvert fald håbet.

Inspirationen kommer fra England, hvor XR har været mere vendt mod at opbygge, hvad Signe kalder ”modstandsfællesskaber”. Det vil sige, en måde på den ene side at forgrene sig mere ud i landet på, og på den anden side at forberede sig på et ”fremtidigt klimakollaps”, som Signe formulerer det.

Det handler derfor ikke kun om at forbinde sig med andre aktivistiske klimabevægelser, men også om at skabe alliancer med eksempelvis regenerative landbrugsbevægelser. På den måde er drømmen også at binde bro mellem det progressive klimaarbejde på landet og aktivismen i byerne.

Og så er vi måske tilbage ved XR’s målsætning: at bygge en folkelig massebevægelse.

Opdateret 3. maj 2024: I en tidligere udgave af artiklen stod der, at Extinction Rebellions seneste store aktioner var “Vendepunktet” i foråret 2022. Det er en fejl. De seneste store aktioner var “Befri Jorden”-aktionerne i foråret 2023.