Hvor mange er egentlig medlem af en fagforening – og dækket af en overenskomst?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

I februar offentliggjorde en gruppe forskere fra FAOS ved Københavns Universitet en rapport, som satte tal på de faglige organisationers tab af medlemmer. Et af omdrejningspunkterne var en ny metode for opgørelse af organisationsgraden, som fik tallene til at fremstå lidt mere dramatiske end hidtil.

Rapporten fik en del medieomtale, og en række borgerlige meningsdannere lunede sig åbenlyst, og forudså den samlede fagbevægelses kollaps. At medlemstabet i en række af de store, tidligere LO-forbund er kritisk, er uden for enhver diskussion! Dét, der følger nedenfor, er derfor ikke et forsøg på at negligere eller relativere udfordringen. Det er ment som et forsøg på at blive klogere på hvad udfordringen består i.

Når vi sammenligner organisationsprocenten historisk, skal vi nemlig holde os for øje, hvilke arbejdsmarkeder vi sammenligner. Det danske arbejdsmarked anno 2021 er ikke det samme som i 2010, 2000 eller 1990.

Mindst tre forhold skal iagttages, når vi snakker om organisationsprocenten over tid:

• Antallet af udlændige (arbejdstagere fra andre EU-lande og tredje-lande) på det danske arbejdsmarked er i dag over 200.000. Det er et relativt nyt fænomen, at udlændingene fylder så meget. Skal de medregnes, når vi opgør organisationsprocenten?
• Antallet af lønmodtagere, som er omfattet af en eller anden støtteordning (fleksjob, løntilskud, skånejob m.m.), udgør et sted mellem 50.000 – 80.000. Skal de alle medregnes, når vi opgør organisationsprocenten?
• Antallet af studerende med job er også højt. Jeg kender ikke til opgørelser heraf. Men fx fylder de meget i restaurationsbranchen og i store dele af detailhandlen. Giver det mening at medregne dem, når vi opgør organisationsprocenten?

Organisationsprocenten er således ikke et entydigt begreb, og vi skal være helt skarpe på, hvilke grupper vi medtager, når vi definerer det samlede antal organiserede, nævneren.

Hvor mange ansatte arbejder så på OK-vilkår?

Men en ting er organisationsprocenten. Noget andet er overenskomstdækningen. Hvor stor en del af arbejdsmarkedet er omfattet af de kollektive aftaler, som de faglige organisationer baserer deres eksistens på? Det samlede tal er højere end tallet for organisationsprocenten. Det er omkring 70 %.

Praktisk talt hele det offentlige arbejdsmarked er dækket af kollektive overenskomster. Det er ca. 1/3 af det samlede arbejdsmarked. På de 2/3, som det private arbejdsmarked udgør, er overenskomstdækningen meget ujævn. I byggeriet, industrien og transportsektoren har de tidligere LO-grupper en relativt høj dækning.

De gule organisationer (Krifa, Det Faglige Hus m.fl.) hævder, at en del af deres kunder også er omfattet af deres egne overenskomster, som bestemmer løn, arbejdstid, ferie, pension m.m. Hvem og hvor mange det er, er indtil videre en hemmelighed. Sandsynligvis drejer det sig kun om få tusinde.

For den samlede fagbevægelse består den strategiske udfordring i at fastholde og udbygge overenskomstdækningen i de brancher, hvor vi står stærkt – og i at få dækket de dele af det private arbejdsmarked, som ikke er dækket i dag.

Mere præcist: Opgaven består i at udbygge overenskomstdækningen på det private funktionær-arbejdsmarked. Finansforbundet og Forsikringsforbundet har pænt fat i det meste af finanssektoren. Det er godt gået!

I HK Handel, HK Privat og i Teknisk Landsforbund kæmper vi dagligt med at udvide overenskomstdækningen. For os i HK handler det om at få dækket nye virksomheder, at opfylde kravet om 50 % organisering i de virksomheder, som er medlem af en arbejdsgiverforening – og at få udvidet overenskomsternes definition af, hvem overenskomsterne omfatter (dækningsområdet). Det går, men det går ikke altid i det tempo, vi ønsker! Men hver uge kan vi i HK Privat notere os nye virksomheder, som det lykkes at få dækket.

Akademikerne halter

Men der, hvor der ikke sker noget, er på den voksende del af det private arbejdsmarked, som er domineret af akademikere. AC-organisationernes organisationsprocent for medlemmer i akademiske job, skal jeg ikke gætte på. Ej heller procenten af medlemmer i ikke-akademiske job.

Men jeg kan derimod konstatere, at AC-organisationernes indsats for at overenskomstdække deres medlemmer ansat i private virksomheder er nærmest ikke-eksisterende. Nogle steder er de tillagt vilkår og rettigheder svarende til FH-organisationernes overenskomster – typisk på fælles arbejdspladser.

I takt med, at akademikere fylder mere og mere på det private arbejdsmarked, stiger forpligtigelsen også til selvstændig overenskomstdækning af medlemmerne. Så længe FH-organisationernes medlemmer dominerer det private arbejdsmarked, har det fungeret at lægge sig i kølvandet på FH-kollegerne. Men efterhånden som balancen tipper, så stiger forpligtigelsen til selvstændigt at søge at overenskomstdække sine privatansatte medlemmer.

Den samlede fagbevægelses samfundsmæssige indflydelse baserer sig på bredt dækkende, kollektive overenskomster. Det kræver flere fagligt organiserede medlemmer. Mange medlemmer giver ganske enkelt mere legitimitet.

Men forpligtigelsen gælder også i forhold til AC-området, hvor akademiske medarbejderes arbejdsvilkår forhandles. Jeg forestiller mig, at en pæn andel af dem, der læser denne klumme, har – eller er på vej til at få – et arbejdsliv med udgangspunkt i en akademisk uddannelse. For jer er opgaven meget klar: I skal bidrage til, at organisationerne aktivt kaster sig ind i kampen for at få overenskomstdækket sine medlemmer på det private arbejdsmarked. – Go for it!