Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. marts. 2023

Hvordan man ikke skaber et alternativ til nødvendighedens politik

Hvad skal man gøre ved en invitation, hvis værten ikke virker specielt imødekommende? Dagens skribent dissekerer her Mai Villadsens invitation til samarbejde på venstrefløjen

Foto: Christine Vassaux Noe

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Fredag 17. marts inviterede Mai Villadsen gennem Information til samarbejde på venstrefløjen. Mai Villadsens logik er, at de tre partier – SF, Enhedslisten og Alternativet – tilsammen kan være større end Socialdemokratiet, og at hvis der ikke formuleres et klart alternativ til ”nødvendighedens politik”, vil borgerne acceptere den nødvendighedens politik, som regeringen forsøger at italesætte som en brændende platform for nedskæringer i velfærden.

Logikken synes klar og tydelig, men der er tre grunde til at Mai Villadsen ikke vil lykkes med at samle et venstreorienteret alternativ til Socialdemokratiet.

For det første er forudsætningen for det venstreorienterede alternativ, at det netop er ”venstreorienteret”. En vigtig del af Alternativets eksistensberettigelse er, at bryde med ”plejer” – og ikke mindst at bryde med de faste skillelinjer i dansk politik. Når et samarbejde italesættes som ”rødt” eller ”venstreorienteret”, kan Alternativet ikke gå med.

Samtidig vil Enhedslisten have svært ved at være med i et forpligtende samarbejde, som ikke er erklæret venstreorienteret. Enhedslistens bagland er meget følsomt over for ”højreskred”, og et forpligtende samarbejde, som ikke er venstreorienteret, vil aktivere kritik og modstand internt i Enhedslisten.

For det andet er formålet med samarbejdet, som det beskrives i Informations interview, at samle et alternativ til nødvendighedens politik. Dermed skal deltagerne i samarbejde ikke indgår forlig og kompromiser.

På dette punkt er det både Socialistisk Folkeparti og Alternativet, som skal opgive deres politiske DNA. Den definerende forskel mellem Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti er netop villigheden til at indgå forlig og lave kompromiser. Nu inviterer Enhedslisten til at SF skal opgive den strategi, som har defineret partiet gennem dets levetid.

For det tredje nævner Mai Villadsen ikke et eneste punkt, hvor Enhedslisten kunne tænkes at gå på kompromis med egne holdninger for at skabe et fælles alternativ til regeringen. Når hun konfronteres med partiers uenighed, er svaret at ”så må vi samarbejde om noget andet”.

Den eneste imødekommelse er, at Enhedslisten ikke længere ønsker, at Danmark melder sig ud af EU. Denne ”imødekommelse” er nu officiel Enhedslisten-politik, så det tæller næppe som en imødekommelse. Og så er Enhedslistens forhold til EU også meget sekundært i forhold til et fælles alternativ til regeringen.

På alle måder peger Mai Villadsens invitation mere i retning af et forsøg på at cementere Enhedslistens kompromisløshed som en fælles platform for ”venstrefløjen” end et reelt ønske om et alternativ til regeringen.

Et alternativ til vores nuværende ”regering over midten” kræver i første omgang, at det mest yderligtgående parti rykker sig afgørende henimod de øvrige partier. Og det kan man ikke læse, at Enhedslisten skulle være klar til.

Om skribenten

Claus Pedersen

Claus Pedersen

Tidligere aktiv i Rød Ungdom, Ungdomshuset, Globale Rødder og Piratgruppen
Tidligere medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER