En markedsøkonomi kræver en reservehær af arbejdsløse, som kan stå til rådighed og fylde stillinger op, så der ikke opstår mangel på arbejdskraft. P.S. Krøyer: "Franske arbejdere i hulvej" (1879).
9 min. læsetid

Idéen om en jobgaranti har det rigtige ønske om at skabe arbejde til alle – men benytter sig af de forkerte midler, og kan hurtigt ende som en udvidet form for nyttejob-ordning. Der findes bedre måder at opnå fuld beskæftigelse på, mener dagens kronikør Lasse Skou Lindstad.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Lasse Skou Lindstad

Hvordan skaber vi arbejde til alle dem, der kan og vil arbejde? Et bud, som gradvist er begyndt at dukke op i den offentlige debat, er forslaget om at indføre en jobgaranti. Jobgaranti er et begreb, som først indtrådte i den amerikanske politiske diskussion. Med Asker Voldsgaards seneste indlæg på Finans.dk, og et podcastafsnit i Radioaktiv tidligere i år om jobgaranti, er idéen også nået til Danmark. Forslaget stammer fra den økonomiske skole ’moderne pengeteori’, som er begyndt at omtænke de konventionelle forståelser af statsgæld, beskæftigelse – og hvordan økonomien bør styres.

Så hvad er en jobgaranti? En jobgaranti er en ordning, der giver midlertidig beskæftigelse til alle arbejdsløse på en eller anden form for minimumsløn, indtil de finder et ”rigtigt arbejde”. En af de centrale tænkere inden for moderne pengeteori, Warren Mosler, har også kaldt jobgarantien for et ”overgangsjob” mellem arbejdsløshed og beskæftigelse.

En jobgaranti er en ordning, der giver midlertidig beskæftigelse til alle arbejdsløse på en eller anden form for minimumsløn, indtil de finder et ”rigtigt arbejde”.

Den arbejdende reservehær

Hvis staten gav alle arbejdsløse et arbejde i morgen, ville der opstå akut mangel på arbejdskraft, hvilket kunne resultere i store lønstigninger, som ville afspejle sig i problemer med høj inflation og underskud på betalingsbalancen. Derfor kræver en markedsøkonomi en reservehær af arbejdsløse, som kan stå til rådighed og fylde stillinger op, så der ikke opstår mangel på arbejdskraft.

Jobgarantien løser dette problem ved at beholde reservehæren … men at sætte dem til at arbejde, mens de er jobsøgende. Det er det, som Asker Voldsgaard beskriver som en beskæftiget ”buffergruppe” – frem for en arbejdsløs ”buffergruppe”.

Den jobgarantiansatte får altså en dobbeltrolle i både at gå på arbejde og samtidig stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Den jobgarantiansatte skal ifølge Moderne Pengeteori motiveres til at søge et andet job end sit jobgaranti-arbejde, ved at lønforskellen mellem jobgaranti-lønnen og lønnen for resten af arbejdsmarkedet bliver tilpas stor til, at de jobgarantiansatte vil søge job af sig selv.

Politikerne er dog meget bekymret for, at der i fremtiden kan opstå mangel på arbejdskraft. Og fordi de jobgaranti-ansatte, ifølge den økonomiske teori bag, forventes at være jobsøgende, er der en risiko for, at de ville blive pålagt at være jobsøgende ved lov, mens de arbejder.

En markedsøkonomi kræver en reservehær af arbejdsløse, som kan stå til rådighed og fylde stillinger op, så der ikke opstår mangel på arbejdskraft. Jobgarantien løser problemet ved at beholde reservehæren … men sætte dem til at arbejde, mens de er jobsøgende.

Eksempelvis skal nyttejobbere stadigvæk søge job, mens de arbejder – altså både være beskæftiget og jobsøgende på samme tid. En jobgaranti kunne, inden for den nuværende forståelse af beskæftigelsespolitik, ende som endnu et aktiveringstiltag side om side med løntilskud, praktik og nyttejob.

Det er også usikkert, om jobgarantien forventes at være et valgfrit tilbud til de arbejdsløse eller et krav. Inden for den nuværende danske lovgivning er man forpligtet til at være selvforsørgende, og man må ikke sige nej til et arbejde. Så i udgangspunktet kan vi forvente, at hvis det blev indført i morgen, ville jobgaranti-arbejdet være en form for tvangsarbejde.

Nogle tænkere inden for moderne pengeteori, såsom Bill Mitchell, har ønsket at erstatte alle former for arbejdsløshedsunderstøttelse – såsom kontanthjælp og dagpenge til jobparate – med en jobgaranti, så den arbejdsløse kan vælge mellem at arbejde eller at sulte. Måske kunne jobgarantien indføres som et valgfrit tilbud, men det ville både kræve et brud med det tankemæssige arvegods fra dele af moderne pengeteori og en ændring af vores nuværende beskæftigelsesregler.

I udgangspunktet kan vi forvente, at hvis det blev indført i morgen, ville jobgaranti-arbejdet være en form for tvangsarbejde.
Arbejde, som kan nedlægges i morgen, vil hurtigt ende med at blive overflødigt arbejde – og ikke noget som føles meningsfyldt for hverken samfundet eller den ansatte, mener dagens kronikør. Billede fra Netværket Bekæmp Fattigdom NU, der i 2017 arrangerede “budgetvagt” foran Københavns Rådhus under budgetforhandlingerne, bl.a. med kritik af kommunens evne til at skabe fleksjob. Foto: Klaus Berdiin Jensen

Overflødigt arbejde?

Et andet problem ved en jobgaranti er, at jobgaranti-stillinger skal kunne oprettes og nedlægges i takt med, at økonomien går op og ned. Det skal altså være midlertidige stillinger. Men de fleste vigtige samfundsopgaver inden for ”ældre-, natur-, børne- og bygningspleje”, som jobgarantien ifølge Asker Voldsgaard skal omfatte, kan ikke bare oprettes og nedlægges fra den ene dag til den anden. Behovet for arbejdskraft inden for de sektorer findes uafhængigt af, om arbejdsløsheden er høj eller lav. Det behov kan jobgarantien ikke opfylde, for jobgaranti-arbejdet må ikke blive så samfundsnyttigt, at det ikke kan undværes, hvis økonomien vender i morgen. Derfor vil arbejde, som kan nedlægges i morgen, også hurtigt ende med at blive overflødigt arbejde – og ikke noget som føles meningsfyldt for hverken samfundet eller den jobgaranti-ansatte.

I stedet kan jobgarantien ende med at få en anden funktion: At holde de arbejdsløse beskæftiget i troen på, at det vil motivere dem til at finde et ”rigtigt arbejde” – som eksempelvis er den eksplicitte målsætning bag nyttejob-ordningen. Der er en risiko for, at jobgarantien ikke vil være et brud med de seneste års mange forsøg på at piske de arbejdsløse i arbejde, men være en forlængelse af det.

Alt i alt forventes den jobgaranti-ansatte altså både at være beskæftiget og samtidig jobsøgende, og deres arbejde må ikke være vigtigere – end at det evt. kan nedlægges i morgen uden større samfundsmæssigt tab. Er det så et rigtigt og meningsfyldt arbejde? Og er det i overensstemmelse med vores ønsker om, at alle, der kan og vil, skal kunne bidrage til samfundet på en meningsfyldt måde?

Meningsfyldt arbejde til alle jobparate

Så hvordan kan vi i stedet skabe arbejde til alle jobparate, hvis jobgarantien ikke er den rigtige måde at opnå det mål på?

Vi bør i stedet forsøge at få de job- og uddannelsesparate langtidsledige til at tage en relevant uddannelse, der kan give dem et arbejde. Vi har lige nu mangel på arbejdskraft inden for sundhed, omsorg og håndværksfag. En uddannelse inden for de fag vil kunne give job fra dag et.

En del af arbejdsløsheden – den såkaldte konjunkturledighed – kan løses ved at udligne nedgange i økonomien gennem underskud på statsfinanserne og sænke renten. Desværre har vi ikke særlig meget kontrol over vores egen finanspolitik eller pengepolitik, da vi har afgivet en stor del af kontrollen over det til EU med fastkurspolitikken, Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten. Men fordi vi ikke er med i Euroen, kan alle de politiske forpligtelser brydes, hvis vi ønsker det.

Ud over de konjunkturledige er der også en gruppe langtidsledige, som har svært ved at finde arbejde, selv når økonomien har det godt. Når vi tænker på langtidsledighed, bør vi huske, at de fleste kontanthjælpsmodtagere ikke er jobparate – og har for mange sociale, psykiske og helbredsmæssige problemer til at kunne begynde et arbejde i morgen. De problemer kan ikke løses af hverken nedskæringer i ydelser eller ved et beskæftigelsestiltag.

Den statsejede svenske virksomhed ‘Samhall’ har 25.000 ansatte med nedsat arbejdsevne. Den danske stat kunne lade sig inspirere og komme på banen, for at sikre borgere på kanten af arbejdsmarkedet meningsfuld beskæftigelse.

Men for de job- og uddannelsesparate langtidsledige bør vi forsøge at få dem til at tage en relevant uddannelse, der kan give dem et arbejde. Vi har lige nu mangel på arbejdskraft inden for bl.a. sundhed, omsorg og en del håndværksfag. En uddannelse inden for de fag vil kunne give job fra dag et. Men nogle af de jobparate langtidsledige har ikke evnerne eller overskuddet til at gennemføre et længere uddannelsesforløb, og de bør samles op med en rigtig jobskabelses-ordning rettet mod bunden. Modsat jobgarantien bør det ikke være midlertidige stillinger, der nemt kan nedlægges, og de bør ikke forventes at søge arbejde, mens de arbejder.

Enhedslisten har i 2015 forslået en række tiltag, som skal give beskæftigelse til dem på kanten af arbejdsmarkedet. Der kan fremhæves sociale klausuler, som betyder, at virksomheder – der ansætter langtidsledige eller mennesker med lav arbejdsevne – bør få forrang i offentlige udbud. Vi kan også oprette en statslig fleksjob-virksomhed – som Sverige har haft stor succes med i form af virksomheden Samhall, der beskæftiger 25.000 mennesker med nedsat arbejdsevne.

Vi skal med andre ord holde fast i ambitionen om at skabe arbejde til alle jobparate. Men der findes bedre måder at opnå det på, end ved at gennemføre en jobgaranti.


Lasse Skou Lindstad læser Statskundskab ved Københavns Universitet, og er medvært på Radioaktivs økonomiprogram ‘Sange om Merværdi’