Hvorfor flytter de ikke bare?

Jeg bor skråt over for en af blokkene og kan følge med, når arbejderne smider inventar ud ad vinduerne, eller når jeg bliver vækket af røde-blå blink og lyden af kæmpe maskiner, der bakker, eller en kran, der hæves op til øverste etage.

Jeg taler med de tilbageværende beboere. De fryser, er usikre og utrygge i deres lejligheder, hvor alle andre lejligheder omkring dem er ved at blive tømt, og hvor det blæser ind i opgangen og op ad alle trapperne.

Jeg synes, de er helte, fordi de kæmper, ikke kun for deres egen skyld, men for de mange beboere i Danmark, der bor alment, og som er ramt af den grusomme og dybt diskriminerende parallelsamfundslovgivning.

Dagens Danmark ser Gellerup som et centrum for debat og diskussion. Fra sidelinjen høres ofte foragtfulde stemmer, der spørger: “Hvorfor flytter de ikke bare?” Som om det er lige så enkelt at forlade hjemmet og fællesskabet som at skifte toiletpapir.

Manglende indsigt hos de sociale mediers kulturkrigere

Den type mennesker, der skriver den slags kommentarer, når ofte ikke længere end til avisoverskriften. Hvis vi er heldige, læser de lige de første par linjer. Det mest normale er bare at danne sig en mening ud fra en overskrift og så dele sin dårligt formulerede holdning, så alle kan læse, at man faktisk ikke har sat sig ind i tingene.

De har kun sat sig ind i, at Gellerup er et dårligt sted at bo, og at alle beboerne herude er dårlige mennesker. Det ironiske udtryk “kulturberigere” kastes også rundt, som om en anden baggrund automatisk gør én til en byrde for samfundet.

Men bag disse fordømmende ord gemmer sig et dybere problem. Det er let at dømme fra sidelinjen, når man ikke selv har oplevet konsekvenserne af tvangsflytninger og marginalisering. Det er nemt at sidde bag en skærm og dømme andre, når virkeligheden i Gellerup ikke berører én direkte.

Når vi ser boligblokke blive revet ned og oplever kaos og støj, glemmer vi let, at bag disse mure er der mennesker, der kæmper for deres hjem og deres ret til at blive. Mennesker, der har været en del af dette fællesskab i årevis og ønsker at blive og fortsætte med at bidrage til samfundet.

Larmen begynder ved solopgang

Nedbrydningen af boligblokke og ombygningerne kan have alvorlige konsekvenser for beboerne.

Lyden af brædder, skabslåger og endda køleskabe og toiletter, der bliver smidt ud af vinduerne ned i containere på parkeringspladsen foran blokken, er ikke bare støj – det er et tegn på forandring, der skaber utryghed og bekymring for fremtiden.

Desuden påvirker den tidlige morgendisruption – hvor vejen bliver skrællet af fra klokken halv syv om morgenen – beboernes livskvalitet og søvn. Mennesker, der måske gerne vil sove til klokken 8, står pludselig over for en virkelighed, hvor deres daglige rutiner og behov ikke bliver taget i betragtning. Gellerup er nærmest blevet til et område for morgenmennesker.

Denne situation rejser spørgsmål om retfærdighed, lighed og menneskelig værdighed. Hvorfor skal beboerne i Gellerup lide under disse forstyrrelser og bekymringer? Er det rimeligt, at de skal ofre deres komfort og tryghed for udviklingsprojekter, som de ikke selv har ønsket?

Bag hver beslutning om at blive i Gellerup ligger der dybe overvejelser og personlige bånd til lokalsamfundet. Beboerne kæmper ikke bare for deres boliger – de kæmper for deres ret til at blive i det hjem, de har kendt i årevis, og for deres ret til at fortsætte med at bidrage til det fællesskab, de elsker.

Forebyggelse frem for symptombekæmpelse, tak

Vi må også erkende den dybere årsag til de udfordringer, som samfund som Gellerup står over for. I stedet for at fokusere på at fjerne symptomerne på disse problemer, bør vi arbejde hen imod at tackle årsagerne bag dem og skabe mere bæredygtige løsninger.

En del af løsningen kan være at investere i lokalsamfundet ved at tilbyde bedre adgang til uddannelse, jobmuligheder og social støtte. Ved at styrke lokalsamfundets ressourcer og skabe muligheder for vækst og udvikling kan vi bidrage til at skabe en mere stabil og livlig samfund.

Men mest af alt vil de fleste beboere bare beholde deres hjem. Politikerne og kommunen kan komme med smukke ord om forandringer og bedre livskvalitet for beboerne, men i virkeligheden har disse forandringer forvoldt skade. Byrådsmedlemmer siger, at “jeg vil se smilet i børnenes ansigter,” mens han har fået børnenes smil til at stivne, fordi de har mistet deres hjem.

Dialog og forståelse mellem forskellige grupper i samfundet er også afgørende for at bekæmpe fordomme og stigmatisering. Ved at fremme dialogen og skabe rum for gensidig forståelse kan vi bidrage til at skabe et mere inkluderende og tolerant samfund, hvor alle føler sig velkomne og respekterede.

Det er også vigtigt at uddanne og oplyse samfundet omkring de udfordringer, som udsatte samfund som Gellerup står over for. Ved at øge bevidstheden om de faktorer, der bidrager til social ulighed og stigmatisering, kan vi skabe en mere medfølende og engageret samfund, der er villig til at arbejde sammen om at tackle disse udfordringer.

I sidste ende er det vigtigt at huske, at vi alle er en del af det samme samfund, og at vi har en forpligtelse til at støtte hinanden og arbejde for en mere retfærdig og inkluderende verden. Ved at lytte til hinanden, respektere hinandens forskelligheder og arbejde sammen kan vi skabe et bedre samfund for os alle.