Gunnar Staalesen poserer ved siden af en statue af Varg Veum, hovedpersonen i en lang række af hans krimiromaner. Foto: Bjørn Meidell
10 min. læsetid

Med trebindsværket om 100 års historie – set fra Bergen – har norske Gunnar Staalesen opnået international succes, og hans bøger læses over hele verden. Bjørn Meidell har snakket med ham om hans forfatterarbejde og politiske holdninger.


Af Bjørn Meidell

»Jeg spørger kun, mit kald er ej at svare. Jeg har ikke noget bastant politisk budskab.«

Den norske krimiforfatter Gunnar Staalesen har gjort sin berømte forfatterkollega Henrik Ibsens ord til sine egne.

Staalesen, forfatter til 22 romaner om privatefterforskeren Varg Veum – og ikke mindst trilogien om det 20. århundrede – vedgår dog, at han befinder sig på »venstre siden«. Værket har haft og har fortsat international gennemslagskraft. Krimierne om Veum er oversat til 22 sprog.

Staalesen sidder med en kop sort kaffe i det Lille Teater Bakeri i Bergen, Norges tidligere hovedstad dengang landet var underlagt dansk kolonistyre. Mit formål med at møde forfatteren var egentlig at høre, om han er stødt på min bergensiske oldefar under sin research. Staalesen har allerede meldt pas pr. mail.

»En kop kaffe og en prat kan vi sagtens ta,« svarede han imødekommende. Og hvem, der har slugt hans imponerende værk på 1500 sider med åbningsbindet Morgenrøde to gange, ville sige nej tak til det? Så mens kopperne klirrer i konditoriet, har vi gang i en samtale om dansk litteratur, 60’erne, den ekstreme højrefløj og nutidens miljøkamp.

På falderebet spørger Staalesen, om jeg har »tid til en gåtur« langs Bergens karakteristiske røde, hvide, gule og grå træhuse, hvor han viser mig statuer af sit store forbillede, Amalie Skram, og sit alter ego, detektiven Varg Veum.

»Vi, der var unge i 60’erne, orienterede os meget mod dansk litteratur. Den første digtsamling jeg sendte til et forlag, var stilistisk inspireret af Rifbjerg. Jeg læste også ‘Den kroniske uskyld’, Scherfig og Panduro. Og selv om jeg ikke havde planer om at blive krimiforfatter, læste jeg også Anders Bodelsen. Han var vældig god. Sjøwahl og Wahlø var jo de store forbilleder inden for moderne kriminallitteratur, men Bodelsen var inde på samme spor.«   

»Du kender jo historien om Danmark og Norge, vi har jo altid haft en kulturel kontakt med de 400 års fælles forbindelse. Selvfølgelig også med Sverige, men sprogligt er vi jo meget tætte.«

Mener Staalesen »400 års dansk undertrykkelse,« indskyder jeg.

»400 års-natten, ja,« istemmer han. »Som Henrik Ibsen udtrykker det.«

Gunnar Staalesen ser Bergen som sin hjemby, selvom han er undfanget i Oslo. “Jeg er førstegenerations bergenser. I Bergen er du først bergenser med begge sider i tredje generation”, forklarer han. Foto: Wiki Commons

»Men du er ikke fra Bergen?«

»Jo, da.«

»Jeg synes da, du skrev, at du ikke var fra Bergen og uden dybe rødder i byen?«

»Jeg er førstegenerations bergenser, undfanget i Oslo,« replicerer min knap 72-årige samtalepartner. »Jeg er født her to måneder efter, mine forældre kom hertil. I Bergen er du først bergenser med begge sider i tredje generation. Mange ser dog nu på mig som ærkebergenser, fordi jeg har skrevet så meget om byen.«

»I min studietid læste jeg engelsk, fransk og litteratur og anmeldte også film for at tjene lidt penge.«

Jeg tilhørte den radikale fløj, men ikke partipolitisk. Mit engagement har altid været omkring miljøet. Det var en fordel at være ubundet. Gunnar Staalesen

»Jeg tilhørte den radikale fløj, men ikke partipolitisk. Mit engagement har altid været omkring miljøet. Det var en fordel at være ubundet. Vi havde en vældig stærk maoistisk tendens. Med alt det man vidste om stalinismen, var det ubegribeligt, at man kunne blive stalinist i 70’erne. Mit standpunkt var mere socialdemokratisk, på venstrefløjen, det der svarer til SF i Danmark.«

»I Norge var de meget dogmatiske. Marx, Lenin, Stalin og Mao var de store guruer. Troen på dem kompenserede for troen på Treenigheden. Da troen på kristendommen dør ud, vokser en ny trosretning frem. Det har jeg også skrevet om i trilogien. Mao Tse-tung tænkningen, som vi kaldte det i Norge.«

»De var tilhængere af en diktator med en romantisk forestilling om Mao. Eftertiden har jo vist, at kulturrevolutionen var masseudryddelse. Det må man tage stærkt afstand fra.«

Med alt det man vidste om stalinismen, var det ubegribeligt, at man kunne blive stalinist i 70’erne. Mit standpunkt var mere socialdemokratisk, på venstrefløjen, det der svarer til SF i Danmark. Gunnar Staalesen

»Hvad vil det sige at være bergenser?«

»Vi er meget patriotiske og har det jo med at prale med, at det er verdens bedste by, men det er det jo ikke. Mit forhold til byen er, at jeg voksede op på halvøen Nordnes med fjelde og fjord omkring. Jeg har altid været meget glad for skov og fjeld.«

»Bergen er i realiteten Norges ældste storby. Oslo og Tønsberg er ældre, men Bergen var størst fra 1000-tallet til midten af 1830-tallet, hvor Oslo overhaler Bergen.«

»I middelalderen og danskeperioden var byen den reelle hovedstad i Norge. Selv om kongen sad i København, havde slotsherren på Bergenhus højeste position. Bergen var en betydningsfuld handels- og søfarts-by. Havet var kommunikationsvejen. At have en stor by, som lå ud mod havet, var vældig vigtigt.«

»Hvordan adskiller bergensisk identitet sig fra norsk identitet?«

»Udefrakommende oplever ofte Bergen som en kontinental by. Allerede Holberg sagde, at byen var sammensat af forskellige nationaliteter. Folk fra Tyskland, Holland, Danmark og England kom og slog sig ned i mange generationer. Det var meget lettere at komme til Edinburgh og London end til Oslo, som var en lang vej rundt om kysten. Der var ikke veje over fjeldet. Der kunne man til nød rejse om sommeren.«

“Havde Amalie Skram skrevet på engelsk, tysk eller fransk, så havde hun været en af 1800-tallets store forfattere” siger Gunnar Staalesen, der selv har draget stor inspiration fra den norske forfatter og feminist. Foto: Bjørn Meidell.

»Bergen har jo også den stolthed og konkurrence om, hvem der er by nr. ét og to, ligesom København mod Århus, Stockholm mod Gøteborg.«

»Hvordan kom du i gang med at skrive din hundredårstrilogi?«

»Det var fordi jeg dramatiserede Hellemysfolket af Amalie Skram.«

»Hvad?«

I støjen fra det voksende antal cafégæster får jeg ikke helt fat i titlen på Skrams firebindsværk.

»Det kender du forhåbentlig?«

»Nej!«

»Det bør du gøre! Havde Amalie Skram skrevet på engelsk, tysk eller fransk, så havde hun været en af 1800-tallets store forfattere. Hun var jo gift med den danske forfatter Erik Skram og skrev Hellemysfolket i København. Det et en familiekrønike om 1800-tallet. I Norge er det et vældig vigtigt værk.«

»Jeg dramatiserede det for Den nationale Scene. En forestilling, som varede otte en halv time. Når jeg skriver kriminalromaner, foregår handlingen over 4-5 dage, to uger eller måske et par måneder, og så ser du ikke de personer igen.«

»Jeg havde lyst til at skrive et værk, der påviser de lange linjer i samfundet og i et liv fra fødsel til død i det 20. århundrede. Et værk, inspireret af Amalie Skram med flere familier fra flere sociale lag. I midten af halvfemserne nærmede vi os slutningen på et århundrede. Hvorfor ikke skrive hele århundredets historie? Men hvordan skulle jeg få disse idéer til at hænge sammen? Nu er jeg krimiforfatter, så hvorfor ikke begynde med et drab og opklare det på de sidste sider?«

»Det er et kollektivt værk. Der er ikke en, men mange hovedpersoner. De allerfleste synes jo, at den første bog Morgenrøde er den bedste, fordi man har overblikket over personerne. Jeg ser jo hele værket som en stor bog. I tredje bind har det spredt sig over så mange personer i fjerde generation.«

Ud fra mit politiske grundsyn er det de rige, som bestemmer. Selv i vore dage. Ikke mindst i Norge. Gunnar Staalesen
Staalesens populære bøger om Varg Veum har også kastet 5 spillefilm af sig med Trond Espen Seim i rollen som privatdetektiven.

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi opholdt os lidt ved din skildring af borgerskabet år 1900. Du giver et meget negativt billede?«

»Ja, det er i og for sig inspireret af Amalie Skram. Hun beskriver det klassiske klassesamfund med fattigfolk og dem, der bestemmer. Samtidig var det ingen hemmelighed, at borgerskabet i Bergen var meget reaktionært. Under nazismens fremvækst blev få af dem inspireret af den. Men man havde jo Fædrelandslaget, som var en nationalistisk bevægelse, der var beslægtet med det, som blev til National Samling, (Norges naziparti).«

De rige har fået skattelettelser, mens almindelige mennesker må betale mere og får dårligere sociale ydelser. I dag er afstanden mellem de rige og de fattige større end for tyve år siden Gunnar Staalesen

»Ud fra mit politiske grundsyn er det de rige, som bestemmer. Selv i vore dage. Ikke mindst i Norge med en Højre-regering med et ekstremt højreparti på siden af sig (Fremskridtspartiet, red.) og to små liberale partier. De rige har fået skattelettelser, mens almindelige mennesker må betale mere og får dårligere sociale ydelser. I dag er afstanden mellem de rige og de fattige større end for tyve år siden.«

Den første bog om Varg Veum (1977) – på dansk Manden med de to ansigter.

»Nu nævner du Fædrelandslaget, som aktionerer mod premieren på et stykke, Hjalmer Brandt, alias Nordahl Grieg, havde skrevet.«

»Brandt er den eneste person i bogen, som har et forbillede,« forklarer Staalesen. »Men kun frem til krigen, hvor Grieg blev dræbt. Brandt lever videre til 60’erne. Jeg henlægger det til 1927-28, hvor National Samling ikke eksisterede. I 1936 var det nationalsocialistisk ungdom, der demonstrerede ved premieren. Quislings parti. Det er en litterær frihed, jeg tog, tæt på virkeligheden.«

»Du skriver Grieg var med i en massevoldtægt. Det er jo en grov anklage!?«

»Absolut. Men det har intet med virkeligheden at gøre. Alle personlige historier er opdigtede, men de ydre historiske og politiske begivenheder er autentiske.«

Fakta: Gunnar Staalesen

Norsk forfatter og dramatikker.

Født i 1947 i Bergen.

Udgav i 1977 den første bog om privatdetektiven Varg Veum. Siden er det blevet til 22 romaner om Veum og bøgerne er oversat til et utal af sprog.

Gunnar Staalesen er en del af den norske venstrefløj, men er ikke partipolitisk. Efter eget udsagn hvad der svarer til det danske SF.

»Det er barsk at beskrive medlemmer af borgerskabet som voldtægtsmænd og mordere?«

»Det var en helt almindelig historie at få et barn med sin husherre. Der er mange autentiske historier af den slags. At fire fulde gymnasielever voldtager en tjenestepige, er absolut troværdigt. Og den mindst aktive angrer mest.«

Læs anden del af interviewet med Staalesen næste fredag på Solidaritet.dk.


Bjørn Meidell er cand. mag. i samfundsfag og historie. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.