I handlede ikke i tide

---

Søndagens kronik på Solidaritet.dk er Greta Thunbergs tale til det engelske parlament, den 23. april, 2019. Den svenske klimaaktivist er bange for, om hun overhovedet har en fremtid, og kæmper for at få sine “håb og drømme tilbage”

---

Af Greta Thunberg

Oversat af Mikael Andersen

Er mikrofonen tændt?

Mit navn er Greta Thunberg. Jeg er 16 år gammel. Jeg kommer fra Sverige. Og jeg taler på vegne af fremtidige generationer.

Jeg ved, at mange af jer ikke vil høre på os – I siger, at vi bare er børn. Men vi gentager kun beskeden fra den samlede klimavidenskab.

Mange af jer virker bekymrede over, at vi spilder værdifuld undervisningstid, men jeg forsikrer jer for, at vi vil vende tilbage til skolen lige så snart I starter med at lytte til videnskaben, og giver os en fremtid. Er det virkelig for meget forlangt?

I år 2030 vil jeg være 26 år gammel. Min lillesøster Beata vil være 23. Ligesom mange af jeres børn og børnebørn. Vi er blevet fortalt, at det er en skøn alder, hvor du har hele livet foran dig. Men jeg er ikke sikker på, at den vil være så skøn for os. Jeg var så heldig at blive født i en tid og sted, hvor alle fortalte os at vi skulle drømme stort: Jeg kunne blive hvad som helst jeg ønskede. Jeg kunne bo lige hvor jeg havde lyst til. Mennesker som mig havde alt vi behøvede og mere til. Ting som vores bedsteforældre ikke engang kunne drømme om. Vi havde alt vi nogensinde kunne ønske os, og nu har vi dog måske intet.

Vi har sandsynligvis ikke engang en fremtid mere.

Fordi den fremtid blev solgt, så en lille gruppe mennesker kunne tjene ufattelige mængder penge. Fremtiden blev stjålet fra os hver gang I sagde, at der ikke var nogen grænser for hvad man kunne, og at man kun lever en gang.

I løj for os. I gav os falske forhåbninger. I sagde, at fremtiden var noget vi skulle se frem til. Og det mest sørgelige er, at de fleste børn ikke engang er klar over, hvilken fremtid der venter dem. Vi vil ikke forstå det indtil det er for sent. Og dog er vi de heldige. Dem, som vil blive påvirket mest lider allerede under konsekvenserne. Men deres stemmer bliver ikke hørt.

Er min mikrofon tændt? Kan I høre mig?

Omkring år 2030, 10 år, 252 dage og 10 timer fra nu, vil vi være i en situation, hvor vi starter en uomvendelig kædereaktion, der er ude af menneskelig kontrol, og som sandsynligvis vil være enden på vores verden som vi kender den. Altså, med mindre vi i tide har skabt permanente forandringer; forandringer uden fortilfælde, i alle samfundets afskygninger, inklusive en reduktion i CO2 udledning på mindst 50%.

Og læg venligst mærke til, at disse beregninger er afhængige af opfindelser, der endnu ikke er opfundet i stor stil, opfindelser der tænkes at skulle rense atmosfæren fra astronomiske mængder kuldioxid.

Ydermere medtager disse beregninger ikke uforudsete vendepunkter og feedback loops (selvforstærkende effekter, red.), såsom den enormt kraftfulde metangas, der undslipper fra den optøende arktiske permafrost.

Disse videnskabelige beregninger medtager heller ikke fastlåst opvarmning, skjult af giftig luftforurening. Heller ikke perspektivet om lighed – eller klimaretfærdighed – som er tydeligt udtrykt i Paris aftalen, og som er bydende nødvendigt for at få det til at virke globalt, inkluderes.

Vi må også huske på, at dette her kun er beregninger. Skøn. Det betyder, at disse “points of no return” (situationer, hvorefter det kun kan gå i en retning, red.) kan ske en smule før eller efter 2030. Ingen kan vide det med sikkerhed. Vi kan dog være sikre på, at de vil ske inden for disse tidsrammer, for beregningerne er ikke meninger eller vilde gæt.

Disse forudsigelser bliver bakket op af videnskabelige fakta, konkluderet af alle lande gennem IPCC. Næsten hver eneste større videnskabelig national organisation, støtter uden forbehold IPCCs fund og arbejde.

Hørte I hvad jeg lige sagde? Er mit engelske OK? Er denne mikrofon tændt? For jeg er begyndt at undre mig.

I de sidste seks måneder har jeg rejst rundt i Europa i hundredvis af timer i tog, elektriske biler og busser. Jeg har gentaget disse livsforandrende ord, om og om igen. Men ingen synes at snakke om det, og intet er forandret. Kendsgerninger er, at mængden af udledning stadig er stigende.

Når jeg har rejst rundt for at tale i forskellige lande, bliver jeg altid tilbudt hjælp til at skrive om specifikke klimapolitikker i specifikke lande. Men det er ikke rigtig nødvendigt. For det grundlæggende problem er det samme alle vegne. Og det grundlæggende problem er, at der praktisk talt intet bliver gjort for at stoppe – eller bare at bremse – klima- og miljønedbrydning, på trods af alle de smukke ord og løfter.

Storbritannien er dog meget speciel. Ikke kun for sin chokerende historiske CO2-gæld, men også for sit nuværende, meget kreative, CO2-regnskab.

Siden 1990 har Storbritannien ifølge Global Carbon Project opnået en 37% reduktion i territoriale CO2 udledninger. Det lyder meget imponerende. Men disse tal inkluderer ikke udledninger fra luftfart, skibsfart og udledninger i forbindelse med import og eksport. Hvis disse tal blev inkluderet, er reduktionen omkring 10% – eller gennemsnitligt 0,4% om året ifølge Tyndall Manchester.

Og hovedårsagen til denne reduktion er ikke en konsekvens af klimapolitik, men snarere et EU-direktiv fra 2001 om luftkvalitet, der praktisk talt tvang Storbritannien til at lukke sine gamle og ekstremt beskidte kulkraftværker, og erstatte dem med mindre beskidte naturgasværker. Det at skifte fra en katastrofal energikilde til en, der er en smule mindre katastrofal, vil selvfølgelig formindske udledningerne.

Men den måske farligste misforståelse i forhold til klimakrisen er, at vi skal “mindske” vores udledninger. For det er langt fra nok. Vores udledninger skal stoppe, hvis vi skal forblive under 1,5° til 2°C global opvarmning. “Mindskelsen af udledninger” er selvfølgeligt nødvendigt, men det er kun starten på en hurtig proces, der skal føre til et stop inden for et par årtier eller hurtigere. Og med “stop” mener jeg netto nul udledning – og så hurtigt videre til negative tal. Det udelukker de fleste af de nuværende politikker.

Det, at vi taler om “mindskelse af” i stedet for “stop for” udledninger er måske den største faktor i, at det fortsætter som sædvanligt. Storbritanniens nuværende aktive støtte til ny udnyttelse af fossile brændstoffer – for eksempel Storbritanniens fracking-industri, udvidelsen af Nordsøens olie- og gasfelter, udvidelsen af lufthavne, samt den planlagte tilladelse til en helt ny kulmine – er mere end absurd.

Denne fortsatte uansvarlige opførsel vil uden tvivl blive husket i historien som et af menneskehedens største svigt.

Folk fortæller altid mig, og de millioner af andre skolestrejkende, at vi skal være stolte over hvad vi har opnået. Men det eneste vi behøver at kigge på er emissionskurven. Og jeg er ked af at sige det, men den stiger stadig. Den kurve er det eneste vi skal se på.

Hver eneste gang vi tager en beslutning, skal vi spørge os selv: Hvordan vil dette her påvirke den kurve? Vi skal ikke længere måle vores rigdom og succes i grafen, der viser økonomisk vækst, men i stedet i kurven der viser udslippet af drivhusgasser. Vi skal ikke længere kun spørge: “Har vi penge nok til at gennemføre det?” men også: “Er der plads i CO2-regnskabet til at gennemføre det?” Det skal og må være centralt i vores nye økonomi.

Mange siger at vi ikke har nogen løsninger til klimakrisen. Og de har ret. For hvordan kan vi have det? Hvordan “løser” du den største krise menneskeheden har stået overfor? Hvordan “løser” du krig? Hvordan “løser” du at rejse til Månen for første gang? Hvordan “løser” du at opfinde nye opfindelser?

Klimakrisen er både det letteste og sværeste problem vi har stået over for. Det letteste fordi vi ved hvad vi skal gøre. Vi må stoppe udledningen af drivhusgasser. Det sværeste fordi vores nuværende økonomier er afhængig af afbrænding af fossile brændstoffer, og dermed ødelæggelsen af økosystemer for at skabe vedvarende økonomisk vækst.

“Så, hvordan løser vi lige det?” spørger I os – skolebørnene, der strejker for klimaet.

Og vi siger: “Ingen ved det med sikkerhed. Vi må stoppe med at afbrænde fossile brændstoffer og genoprette naturen, og mange andre ting vi ikke lige har regnet ud endnu.”

Og så siger I: “Det er ikke noget svar!”

Så siger vi: “Vi må starte med at forholde os til krisen som en krise – og handle selv om vi ikke har alle løsningerne”.

“Det er stadigt ikke noget svar”, siger I så.

Så begynder vi at snakke om cirkulær økonomi, genskabelsen af naturen, og nødvendigheden af en retfærdig overgang. Så forstår I ikke hvad vi taler om.

Vi siger, at alle de løsninger vi behøver, endnu ikke er kendte, og at vi derfor sammen med videnskaben må finde dem hen af vejen. Men I lytter ikke til det. For svarene er på at løse en krise, som de fleste af jer ikke forstår fuldt ud. Eller ikke vil forstå.

I lytter ikke til videnskaben, fordi I kun er interesseret i løsninger, der vil tillade jer at fortsætte som før. Ligesom nu. Og de svar eksisterer ikke længere. Fordi I ikke handlede i tide.

At undgå klima nedsmeltning vil kræve katedral-tænkning. Vi må lægge fundamentet, mens vi måske ikke ved præcist hvordan vi bygger loftet.

Nogle gange må vi simpelthen bare finde en vej. Det øjeblik vi bestemmer os for at gennemføre noget, kan vi gøre alt. Og jeg er sikker på, at det øjeblik vi begynder at opføre os som om vi er i en krise, kan vi undgå klima- og miljøkatastrofe. Mennesker kan tilpasse sig meget: Vi kan stadig løse det her. Men muligheden vil snart ikke være der længere. Vi må starte i dag. Vi har ikke flere undskyldninger.

Vi børn ofrer ikke vores uddannelse og vores barndom for, at I skal fortælle os hvad der er politisk muligt i det samfund, som I har skabt. Vi går ikke på gaderne for at I skal tage selfies med os, og fortælle os at I virkelig beundrer hvad vi gør.

Vi børn gør det her for at vække de voksne. Vi børn gør det her for at i skal lægge jeres uenigheder til side og starte med at opføre sig som man ville i en krisesituation. Vi børn gør det her fordi vi vil have vores håb og drømme tilbage.

Jeg håber min mikrofon var tændt. Jeg håber, at I allesammen kunne høre mig.

---

Greta Thunberg har i 37 uger skolestrejket for klimaet hver fredag foran den svenske Riksdag. Hun protesterer mod den politiske inaktivitet overfor klimakrisen. Følg hende på Facebook.

---