Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
10. oktober. 2021

I Tunesien var islamisterne demokratisk valgt, men blev væltet af sekulære kræfter

I ny artikelserie stiller Solidaritet skarpt på militærkup. Første artikel handler om Tunesien, hvor militæret pludselig har fået en aktiv politisk rolle. At den demokratisk valgte regering var islamistisk, kan være en del af forklaringen på, at den internationale reaktion på kuppet var behersket.

Den tunesiske hær bevogter indgangen til parlamentet, efter præsident Kais Saied besluttede at sende regeringen hjem, og lukke ned for parlamentet. Foto: Francesca Ebel
Artiklen tager cirka 10 minutter at læse.

Den 25. juli i år slog det tunesiske militær en ring om landets parlament. Ikke for at beskytte det som et demokratisk militær bør, men for at forhindre dets arbejde og holde dets medlemmer ude. Som et autoritært militær plejer. Dermed var et nyt afsnit af landets politiske historie begyndt.

I forbindelse med militærets besættelse af parlamentsbygningen meddelte præsidenten, Kais Saied, at han havde suspenderet regeringen og indført en angivelig ’forfatningsmæssigt retfærdig’ undtagelsestilstand. Det betød med mindre pæne – men mere realistiske – ord, at han med støtte fra militærets ledelse havde centraliseret såvel den udøvende som den lovgivende og den dømmende magt omkring sig. Dermed havde han sat demokratiet uden for indflydelse. Samtidig fratog han de folkevalgte deres parlamentariske immunitet. 

Udlandet så først måbende til, og accepterede så tøvende tingenes tilstand. Tunesien havde indtil da i godt ti år stået som en virkeliggørelse af idéen om, at Mellemøsten havde egne demokratiske potentialer. Derfor kom kuppet både som en overraskelse, og som en dybt ubehagelig påmindelse om tidligere tiders normale politiske praksis i regionen. Men ikke desto mindre: De fleste europæiske regeringer mente i forskellige grader af accept af den nye enehersker, at man måtte vente og se. Måske gik det over.

Foreløbig er der dog ikke noget, som tyder på, at denne laissez faire-tilgang har noget reelt grundlag. Tværtimod forlængede præsident Saied den 23. august sin egen periode som en-mands-statsmagt ind i en uvis fremtid. Derfor er det også på tide at diskutere mere grundigt, hvad man så skal mene om det. Faktisk er der mindst fem større bekymringer, man kan gøre sig på tunesernes og demokratiets vegne. 

Et autoritært tilbageskridt i militæret

Militærets forholdsvis aktive rolle i kuppet mod parlamentet og Gannouchis regering er et af de mest deprimerende aspekter af forløbet i Tunesien siden slutningen af juli. Det nationale militærs rolle under Det Arabiske Forår gav næring til forestillingen om, at også arabisk militær kunne bringes under demokratisk, relativt neutral politisk, kontrol. Dengang greb militæret ikke ind i den folkelige opstand, men indskrænkede sig kort fortalt til at forhindre politiet i at angribe demonstranter. Militæret holdt sig så vidt muligt politisk neutralt i forhold til de åbenlyse indre, politiske konflikter i landet.

I den aktuelle situation har militæret imidlertid gjort sig til en aktør i konflikten. Det har valgt side i konflikten mellem parlament og præsident. Dermed har dets ledere også genrejst spørgsmålet, om det er muligt at reformere de arabiske militær i demokratisk retning. Det ville være for meget sagt, at det tunesiske militær har slået den sidste pind i det demokratiske arabiske militærs kiste. Men det vil ikke være forkert at sige, at generalerne har sat tiden tilbage til dengang, spørgsmålet om et demokratiseret militær end ikke kunne rejses. Og det er selvfølgelig bekymrende.

Centralisering og personliggørelse af statsmagten

Præsident Saied har også skruet tiden tilbage med den måde, han har bragt sin person i stilling på. Under Den Kolde Krig var det helt almindeligt, at de politiske styrer i Nordafrika var skruet sammen omkring en enkelt mand. Libyens Muammar Gadaffi var det klareste eksempel på en form for statsdannelse. Gadaffi havde simpelthen magten i landet fra hans eget kup i 1969 og frem til opstanden i 2011. Han skrev tilmed selv den ideologi, der skulle retfærdiggøre denne situation ned i hans såkaldte ’grønne bog’. Det klassiske danske ord for denne politiske form er ’enevælde’, og det dækker faktisk meget godt.

Det er, hvis man skræller Saieds og hans støtters pæne ord væk, i realiteten den statstype, som nu er genskabt i Tunesien. Forestillingerne om at tuneserne har ordnede forhold og demokratisk kontrol med deres eget politiske lederskab findes stadigvæk – men i realiteten er de underlagt et personligt styre, hvor statsmagten er blevet centraliseret i Saieds person. Så længe hans ’hird’ – for nu at bruge endnu et nordisk ord – bakker ham op, kan den folkevalgte opposition ikke umiddelbart stille noget op. Forestillingen om, at ’med lov skal man land bygge’ er afløst af ’rule of man’.

Tunesiens præsident, Kais Saied har uden stor international årvågenhed gennemført et kup med militærets støtte. Han har på mange måder skruet tiden tilbage til Den Kolde Krig, hvor persondyrkelse var udbredt i Nordafrika, skriver lektor Carsten Jensen. Illustration: Eliot Wyatt

Passiv accept i civilsamfundet

Som om de to ovenstående punkter ikke var bekymrende nok, kan man lægge endnu et til. Der har, så vidt det kan vurderes ude fra, været få indsigelser fra de normalt demokrati-støttende dele af det tunesiske civilsamfund, herunder fagbevægelsen og det juridiske system. Det kan være en spejling af, at folk reelt er meget bange for Saied og militæret. Der kan være gode grunde til at være tilbageholdende med kritik, når styrkeforholdene er så ulige, som de umiddelbart fremstår.

Imidlertid kan der også være en anden forklaring – nemlig at nogle i disse grupper dybest set er tilfredse med, at det overvejende islamistiske parlament er blevet sat fra bestillingen. Frygten for islamisering og sharia er over hele Mellemøsten meget udbredt i middelklasserne. Det kan friste nogle til at træffe udemokratiske valg. Hvis det er sådan, at store grupper af de sekulære tunesere egentlig støtter kupmagernes politik, men ikke nødvendigvis deres metode, kan man se deres relative accept af kuppet som pragmatisk tilpasning eller OK til ’dobbeltstandarder’ – så længe det går ud over islamisterne. Tilslutningen til kuppet kan forstås som et folkeligt ’nej til islamisering’. Men det bliver desværre samtidigt et ’nej til forsvar for demokratiet’. 

I denne læsning af situationen kan man bekymre sig over, om det i realiteten ikke er et tidligere stærkt civilsamfund, vi nu ser blive svækket, og fremstå som i splid med sig selv?

Det internationale samfunds tilbageholdenhed

Ved siden af dele af det tunesiske civilsamfunds forståelse for og passive accept af kuppet, er det påfaldende, at udlandet har reageret meget afdæmpet. I USA og Europa, herunder også Danmark, har man taget verbal afstand fra afvigelserne fra de demokratiske spilleregler i det aktuelle Tunesien. Men der har ikke rigtig været talt om mere seriøse forsøg på at få genoprettet parlamentets frihed, den valgte regering eller blot skabt respekt om parlamentarikernes individuelle immunitet.

Det er for tidligt at lægge sig alt for fast på endelige konklusioner om udlandets politik, men indtil videre ser det – malet med en bred pensel – ud til, at man både accepterer Saieds forklaringer om, at kuppet var ’nødvendigt’ af hensyn til den indre orden og hans forsikringer om, at det kun er en omvej til fortløbende demokratisering af Tunesien. I betragtning af hvor stor vægt, der tidligere er blevet lagt på respekt for demokratisering, er det selvfølgelig et bekymrende tidens tegn.

En global autoritær bølge

Sommerens militært støttede kup i Tunesien må endelig vække bekymring på grund af det tilsyneladende globale opsving for autoritære politik, som det falder sammen med – og som det sagtens kan betragtes som et eksempel på. Det ser ud til at være endnu en led i den globale autoritære tendens, der har været påtrængende synlig siden midten af forrige årti.

“Frygten for islamisering og sharia er over hele Mellemøsten meget udbredt i middelklasserne. Det kan friste nogle til at træffe udemokratiske valg.”

Den demokratiske bølge fra sidst i 1980’erne med nye demokratier i Latinamerika, Europa, Afrika og Sydøstasien nåede til Mellemøsten i 2011. Men der stoppede den så også foreløbigt. Mest markant betød Ruslands militære intervention i den syriske borgerkrig, at landets demokratiske kræfter i praksis blev slået på slagmarkederne i 2015 – når vi ser bort fra kurderne og deres selvstyre, som stadig holder stand i det nordlige Syrien). Men da havde militæret i Egypten allerede i 2013 sat en stopper for landets demokratiske eksperiment, der startede under Det arabiske Forår i 2011. Styrkeforholdene under og omkring det arabiske forår blev det foreløbige slutpunkt for demokratiserings-bølgen. Eller startpunktet for den nye autoritære restaureringsbølge, om man vil. 

Hvis man ønsker at se kuppet i en større, global sammenhæng, ville det være dumt at overse, at kupmagerne sagtens kan se sig selv som del af en global tendens. Det er simpelthen blevet nemmere at gøre sig til autoritær politisk leder i de senere år, fordi Kina og Rusland så tydeligt har vist – blandt andet i FN’s sikkerhedsråd – at dens slags i hvert fald ikke bekymrer dem. Og fordi Europa for tiden har besvær med blot at dæmme op for de samme tendenser i Polen og Ungarn.

Hvad skal man så mene?

Man skal først og fremmest være bekymret på demokratiets vegne. Men derudover burde der også lægges pres på, for at i det mindste Danmark begynder at tage sagen mere offensivt op i EU. Danmark kan ikke gøre noget videre alene, men EU burde forholde sig mere offensivt til Saieds og militærets i stigende grad uformelle regeringsdannelse og -udøvelse.

“Det er simpelthen blevet nemmere at gøre sig til autoritær politisk leder i de senere år, fordi Kina og Rusland så tydeligt har vist – blandt andet i FN’s sikkerhedsråd – at dens slags i hvert fald ikke bekymrer dem.”

I dag er det sådan, at manglen på en egentlig anerkendt regering er begyndt at gå ud over den i forvejen svage tunesiske økonomi. Udlandets tillid til landets politikere lider under manglen på handling. Det betyder også, at landets finansielle muligheder kommer under pres. Hvilket gør det endnu sværere for tuneserne at få den økonomiske side af hverdagen til at hænge sammen. 

Men egentlig var den manglende økonomiske udvikling under de islamistiske regeringer en af grundene til, at der blev set mildt fra udlandet på Saieds magtovertagelse i udgangspunktet. Hvis det nu viser sig, at hans politik faktisk forværrer den i forvejen uholdbare økonomiske og sociale situation, er der slet ingen grund til at holde sig tilbage med kritik og pres.

Man bør også tænke meget alvorligt over, hvad man egentlig tror på: demokrati eller anti-islamisme? Man kan i hvert fald, som det fremgår, få den tanke, at når Saieds og militærets kup ikke har mødt stærkere fordømmelse i Europa og USA, er det fordi den folkevalgte regering – det gik ud over – var islamistisk. Hvis denne antagelse er dækkende, tyder det på nogle meget kortsigtede politiske overvejelser hos dem, den dækker. 

Islamismen – forstået som et politisk udtryk for mere traditionelle livsformer som mange muslimer tilslutter sig i en række mellemøstlige lande – er kommet for at blive. Demokrater og sekulære i Mellemøsten og Europa må hellere indstille sig på årtiers politisk debat og styrkeprøver end på forsøg på at marginalisere tendensen med militære løsninger. Det sidste vil bare udskyde problemet med at finde en demokratisk levevis. Det må trods alt være bedre at leve i fred med demokratiske muslimer, end at skabe islamistiske radikaliseringer gennem kup og dobbeltstandarder. 


Om skribenten

Carsten Jensen

Carsten Jensen

Forfatter til flere bøger om socialistisk politik og strategi. Har senest redigeret og skrevet til bogen Antonio Gramscis aktualitet sammen med Gert Sørensen.   Læs mere